onsdag

Onsdag d. 21.06.2006.
I dag måtte vi tage afsked med vor gode gast Kell. Han skulle hjem og passe sit job, så han gik til banegården kl. 0700.
Vi afgik 0745 for vi skulle være fremme, når klapbroen i Zecherin åbnede kl 1100. Vejret var fint med en del sol og let blæst. Men lige imod. Så de 16 mil til broen måtte vi gå for motor. Efter broen drejede vind og kurs så nu kom sejlene op, og det var en fornøjelse at sejle forbi alle dem, der havde haft travlt med ar trænge sig foran ved broen.
Efter et par timer løjede vinden af så vi måtte hjælpe til med motoren. Vi sejlede over en kæmpe sø i klar sol. Jeg gik nedenunder for at begynde at skrive til dagbogen.
Efter en halv time kaldte Frank, der stod ved rorpinden. Nogle meget sorte skyer var pludselig dukket op, så Frank begyndte at bjerge genuaen, mens jeg lige ville slukke ned for computeren. Inden jeg var klar til at hjælpe, væltede regnen ned og nogle vældige vindstød kom. Storsejlet var ikke bjærget, så Frank skødede ud, så meget han kunne for at reducere for vinden, der kom ind fra styrbord. Pludselig sprang vinden 180 grader. Bommen røg med et brag over til modsat side. Jeg kan garantere for at GD’ere er lavet af godt kram. Regnen var så kraftig at vi højst kunne se 10 - 20 meter frem. GPS’en meldte fra på grund af for dårlig forbindelse. Og så væltede regnen ned den næste halve time. Det eneste vi havde at sejle efter var vores kompas. Vi havde i et par timer forinden sejlet efter en bestemt bøje, der står på grænsen mellem Tyskland og Polen. Da regnvejret lettede, og vi kunne se et par hundrede meter frem, stod bøjen lige ret fremme foran os.
Da vi passerede bøjen meldte vi os over radioen til Wolgast traffic, som der står på søkortet at vi skal. Regnen hørte op og vi kunne nu se en marinebåd, der lå et stykke inde mod kysten. Vi snakkede lidt om den megen overvågning, der tilsyneladende var der, men vi havde da lige meldt os.
Så siger Frank pludselig: ”Nej se. De skyder fyrværkeri af”. ”De har nok noget, de skal fejre”, mente jeg. ”Se, nu er der en igen”, sagde Frank. Det var en hvid lyskugle. Altså et opmærksomhedssignal. Men hvem var det til. Der var da ikke andre end os på vandet.
Nu begyndte de også at tude med signalhornet, så vi blev enige om, at vi nok hellere måtte sejle over og høre hvad de ville, inden de begyndte at skyde advarselsskud. Nu var vinden lige helt fin og så måtte vi bjærge de våde sejl for at komme over til marinebåden.
Ovre ved marinebåden fik vi udleveret et stykke papir, hvorpå der på flere sprog stod at vi skulle passere grænsen mellem bøje 17 og 18 ( det havde vi gjort) og derefter melde os til dem på marinebåden. Derefter skulle vi sejle til Trzebiez for at indklarere.
Jamen, det var jo det, vi var på vej til.
I fint vejr og let vind sejlede vi til Trzebiez, hvor der stod en tolder på kajen og tog imod. Han ville gerne se vore pas. Dem fik han, og han forsvandt ind i sit lille skur med dem. Vi kunne gennem vinduerne se, at han havde travlt med telefonen. Efter 10 minutter kom han ud med passene og ønskede os god rejse. Det var det.
Klokken var 1800. Vi sejlede hen og lagde til en nærliggende marina for at overnatte.