Tuesday, July 18, 2006

18.7

Tirsdag d. 18.7.
I dag er vi sejlet til Køln. En tur på kun 20 km, men vi kan da ikke bare sejle forbi. Det er fascinerende at sejle ind til sådan en storby, og se det hele fra vandet. Og så kan vi lægge os ind i en marina lige midt i byen. Domkirken ligger ca. 10 minutters gang herfra.
Resten af dagen skal vi kigge på byen.


Mandag d. 17.7.
Vi sejlede tidligt fra Düsseldorf, efter at have glædet os over, at Dannebrog var hejst på marinaens flagspil. Vi ville sejle langt i dag. Og det gjorde vi. Til Hitdorf. En tur på knapt 40 km i det smukkeste solskinsvejr og i et smukt og varieret landskab. Hitdorf er en lille by ved en stump sidekanal, hvor 4 sejlklubber har marinaer ved siden af hinanden.
Atter en utroligt smuk og lun aften. Kl. 2200 er det stadig for varmt til at gå i seng.


Søndag d.16.7.
Eftermiddag.
Inde i Düsseldorf i Altstadt var der virkelig gang i den. Da vi kom derind, opdagede vi, at der var kæmpe Kirmes fest. Rhinens største. Vi ved ikke, hvad det betyder, men det var helt vildt. Vi kom lige ind til et meget stort optog gennem byen. Alle lokale skytte- og heimat-foreninger deltog. Mindst 50 foreninger. Hver forening var repræsenteret af 20 – 50 personer. Alle var i uniform. Og selvfølgelig havde hver forening sin uniform med huer eller kasketter, jakker, veste, handsker, sløjfer mv. Unge og gamle. Mænd og kvinder. Forrest i hver forening gik en fanebærer, og mange havde også en, der bar på et kæmpestort kohorn med en blomsteropsats i. Det så tungt ud. Resten af medlemmerne var store hornorkestre. Orkestrene spillede på skift så vi kunne hele tiden høre 2 – 3 orkestre. Mellem foreningerne var der folk til hest, tre ved siden af hinanden. Rytterne – mænd og kvinder var udklædt i middelalderlige kostumer. Der var åbne hestevogne med 4- spand og 2-spand.
Et orkester gik i træsko, altså sådan nogle der er skåret ud af en træklods. Det var imponerende at se og høre 50 personer komme trampende i brostenene i takt til marchmusikken.
Det var virkelig flot.
Hold op hvor får jeg travlt i Frørup-Tårup jagtforening, når jeg kommer hjem.
Videre i byen var der fransk uge. Sidste dag. Der var mange boder med franske produkter – fra Alsace, Provence, bøger, malerier, musik.
Og længere henne i byen var der dækket op til spisning i gaderne. I kilometervis. Hele Altstadt var en stor festplads med masser af mennesker.
Vi gik hjem langs havnepromenaden, der på traditionel vis bød på cafeer, restaurationer, isboder, div. artister og mange mennesker.
Vi nød aftenen i fred og ro i marinaen.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home