Indlaest 7. okt

Fredag d. 6. 10.
Kl. 8 stod jeg ved havnemesteren. Han ringede et par steder hen, og så var det klaret. Jeg skulle sejle hen i den gamle havn, hvor der er et stort skibsværft. Der kunne jeg lægge mig på siden af en af de pramme, der ligger der. Så kunne en af værftskranerne lige hjælpe med det par løft. Vi sejlede ned til og ind i den gamle havn. Hvor der var pramme, var der ingen kraner, og hvor der var kraner, var der ingen pramme. Altså sejlede vi op til havnemesteren igen. Han havde lige et par personalemøder, der skulle overstås, så ville han hjælpe. Da han kom ud, skulle jeg gå med ud til hans bil, så kørte vi ud til skibsværftet. Derude talte han i 5 minutter med et par mænd der. Han fortalte mig så, at den kran, der egentlig var tænkt på, er i stykker. I stedet havde de en 600 tons flydekran, der kan hjælpe. Han kørte os derhen, og vi talte med folkene på båden. Det viste sig at kaptajnen på kranen talte en del engelsk. Han en maskiningeniør og har også sejlet en del år på verdenshavene. Vi kunne bare komme, så kunne vi stå på krandækket og gøre klar. Vi sejlede derhen, og med den store kran fik vi masten lagt ind på kranen. Kranens 3 mands besætning tilbød at hjælpe, de havde alligevel ikke noget at lave den dag. De gik og ventede på en elmotor, der var til reparation. Altså var vi 5 mand, der hurtigt fik masten gjort klar til montering. Det var ved at være middagstid, og der var en bestemt 4 person fra værftet, der skulle komme og køre kranen til det ene løft for os. Derfor måtte vi vente til han kom fra frokost kl. 1. Vi blev derfor inviteret ned i deres messe i kranen. Der har de nogle dejlige forhold, med kontorer, bad, toiletter og soverum og messe. I messen stod der et par tallerkner med en varm ret med linser og pølse. Det skulle vi spise tilbød de os. Det var store portioner, så vi mente kun, vi kunne spise det halve. Altså blev de delt, og det viste sig så, at den anden halvdel af portionerne var folkenes middagsmad. De fortalte at deres løn er ca. 200 euro om måneden. Kaptajnen får 300 euro om måneden.
Kl. 1 kom kranføreren og så blev masten sat op. Alt blev gjort fast og sikret. Da vi var færdige, spurgte jeg kaptajnen, hvad jeg skulle betale for hjælpen. Han svarede, at det havde været en fornøjelse at hjælpe, og at han ikke skulle have noget, men måske jeg ville give en lille erkendtlighed til de andre. Jeg gav ham 50 euro og bad ham fordele dem mellem folkene. Jeg spurgte ham, om det var nok. Han gav mig et stort knus til afsked, så det må det have været.
Vi sejlede tilbage til havnemesteren for at sige farvel og tak. Han havde lovet mig at prøve at skaffe et søkort over turen fra Sulina til Konstanza. De har ikke søkort på havnekontoret. De var så 3 mand, der på 2 Pc’er ledte efter noget, der kunne bruges. Jeg fik derefter nogle print fra Google Earth, som viser området. Jeg har elektronisk søkort om bord, men det ville gerne have et papirkort også. De opgav turens længde til ca. 80 mil. Jeg har selv regnet den ud til ca. 100 mil. Det ville nu være rart at kende turens længde, når den skal gennemføres i et hug med en fart på ca. 5-6 knob. Så det bliver natsejlads.
Vi sejlede fra havnen og frem til km 133 (72M), hvor Blue Jim lå opankret for natten. Når man kan finde en god ankerplads, er det tit bedre end at ligge ved de pontoner der tilbydes i havnene.
Her fik vi tid og vindstille nok til at sætte sejlene op, så nu er det en rigtig sejlbåd, vi fortsætter i.
Torsdag d. 5. 10.
Sejlede i dag frem til Galati der ligger ved km 151. Galati er en stor by med ca. 400000 indbyggere. Der en havn langs 10 km af floden. Vi sejlede hen til havnemesteren og hilste på. Han var gammel kaptajn, der havde sejlet på verdenshavene i over 20 år, så han havde et meget sømandsagtig måde at forholde sig til tingene på. Han var lige startet i det nye job for 3 uger siden. Han hjalp os let forbi papirnusserne. Jeg spurgte, om han kunne fortælle, hvor der er en kran, så jeg kan få sat masten op. Han sagde, at jeg skal komme tilbage i morgen kl. 8, så vil han finde ud af noget.
Onsdag d. 4. 10.
Vi er nu nået til det sted på floden, hvor man skal vælge, om man vil sejle op i deltaet, eller om man vil sejle hen til kanalen, der går til Konstanza. I floden til deltaet er der 1 m større vanddybde end i kanalen til Konstanza. Vi havde dog valgt at sejle til kanalen selvom vanddybden var mindre. Vi ville afvente, at der kom en stor tunglæsset båd og så sejle lige i hans kølvand. Blue Jim ville ikke tage risikoen med det lave vand, så han ville sejle op gennem deltaet.
Derfor sagde vi pænt farvel til Jochen og hans gaster, og begyndte at sejle tilbage mod sejlrenden. Og så løb vi på grund. Vi sad uhjælpeligt fast. Der var en del strøm der, og den pressede os op på revlen. Vi skulle arbejde imod strømmen for at komme fri. Det kunne vi ikke. Vi kaldte Blue Jim over radioen, og han tilbød at komme og hjælpe. Først forsøgte vi med hans gummibåd, men det hjalp ikke. Så forsøgte vi med varpeankre med liner til spilkopperne. Uden virkning. Så sejlede Blue Jim tættere på og med en 100 m lang line fik han trukket os fri. Jeg besluttede, at jeg ikke ville fortsætte ad den lavvandede flod til kanalen, så nu følges vi med Blue Jim til Sulina og derfra videre til Konstanza.
Vi nåede frem til km 243, hvor vi fandt en ankerplads med god vanddybde.
Nu tror jeg ikke mere på, at jeg får en opringning.
Tirsdag d. 3. 10.
Vi har sejlet hele dagen i det dejligste solskinsvejr og nåede sidst på dagen frem til km 353, hvor vi ankrede op lidt udenfor sejlrenden ved siden af Blue Jim.
Undervejs købte vi 3 dejlige store fisk fra en lille fiskerjolle, der netop var ved at bjærge nettene. Der var mad nok til 2 gange frokost og en gang aftensmad for 10 kr.
Jeg venter stadig på en opringning.
Mandag d. 2. 10.
I dag ville vi til Bukarest for ar se på byen. Den ligger kun 60 km væk. Det var aftalt med en af rumænerne, at han ville køre os derind om formiddagen og hente os igen hen på eftermiddagen. Vi skulle køre sammen med Jochen og en af gasterne fra Blue Jim. Den anden ville hellere blive hjemme og passe på bådene. Vi skulle køre kl. 10. Kl. 9 kom kaptajnen fra fragtbåden og sagde, at han måske skulle sejle i løbet af dagen. I går sagde han, at han ikke skulle. Hvad nu? Vi ville ikke lægge os hen til den rustne ponton, og risikere at bådene blev ødelagt. Kaptajnen kunne ikke sige hvornår han skulle sejle, hvis han skulle. Han afventede ordrer.
Vi opgav at tage til Bukarest, og tog i stedet ind til byen Giurgiu, der ligger 4 km fra havnen for at proviantere. Det er en fattig by, men der er stor aktivitet med at forbedre vejnettet. Det er tiltrængt.
Kl. 14 var vi tilbage ved båden, og sammen med Blue Jim sejlede vi videre til vi fandt en ankerplads ved km 462, hvor vi kunne nyde den smukke solnedgang.
Jeg har i løbet af dagen ringet til fa. E.V.Schou & co. hvor jeg har købt motoren. Junior der mener, det er en fejl i startknappen. Jeg henviste til garantien og bad ham sende en montør, der kunne udskifte den defekte startknap. Han lovede at undersøge mulighederne sammen med Sole fabrikken i Spanien. Han ville ringe tilbage. Jeg venter stadig på den opringning.
Søndag d. 1. 10.
Som sædvanligt tidligt op. Det var noget diset i vejret, men det har der været lidt af hver morgen, og disen er forsvundet, så snart solen har fået magt. Vi syntes også det lettede lidt, så vi hev ankeret op og sejlede videre. Jochen ville lige vente en halv times tid, for at se hvordan vejret udartede sig. Vi sejlede ca. 1 km, så blev det meget tåget. Der lå en stor skubber for anker i sejlløbet. Ham lagde vi os ind bag for anker. En halv time senere startede skubberen og begyndte at sejle ned ad floden. Vi lettede anker og fulgte efter. Men han sejlede stærkt. På et tidspunkt forsvandt han for os i tågen. Heldigvis var det et sted, hvor vi kunne ane flodbredden i tågen. Og heldigvis var det i et sving hvor vandet er dybt helt ind til bredden. Så vi listede ind til siden og fik fat i en gren fra et træ, der rager ud over vandet. Der lå vi så 5 m fra bredden på 3 m vand og ventede på at tågen skulle lette. Ved 11 tiden var tågen knapt så tæt, men vi kunne stadig ikke se den anden side af floden. Så kom Blue Jim sejlende forbi (han har radar ombord), og vi skyndte os at lægge os i halen på ham. 10 km længere fremme lettede tågen, os nu blev det igen et flot solskinsvejr. Vi sejlede til Giurgiu, hvor vi gik op og hilste på paspolitiet og havnemesteren. Vi spurgte, hvor vi måtte ligge, og han henviste os til en ledig ponton. Det viste sig at det var en helt elendig ponton med rustne bolte og jernplader der stak ud mellem rådne og knækkede træstykker. Desuden var den så høj, at vi måtte lave en trappe af et par tovender, for overhovedet at komme op. Der kunne/ville vi ikke ligge i strømmen med bølger fra de forbipasserende både, så Jochen og jeg gik tilbage til havnemesteren og bad om at få anvist et andet sted. Efter en del snak ( havnemesteren talte kun rumænsk ) telefoneren mv. fik vi så lov til at lægge os udenpå en fragtbåd ved en af de andre pontoner. Der sejlede vi så hen og lagde os, men da jeg ville standse motoren, ville den ikke stoppe. Jeg prøvede flere gange forgæves. Jeg råbte hen til Jochen og et par rumænere fra lastbåden, og så kom rumænerne ombord for at hjælpe. Vi konstatere at sikringen i betjeningspanelet var gået. En ny sikring blev fremskaffet, men den sprang med det samme, jeg forsøgte at standse motoren. Nu satte de to rumænere sig ned og studerede motoren lidt, og den ene satte så en hånd ind til siden af motoren og trykkede på en knap, der sad der. Så stoppede motoren. Ny sikring i, og nu kunne motoren starte og køre, men når den skal stoppes, skal vi ned og trykke på stopknappen på siden af motoren. Rumænerne mente, det er stopspolen, der er gået.
Kaptajnen på fragtbåden viste sig at være meget flink. Han ville gerne sælge lidt af sin diesel til os og Blue Jim, så den næste time gik med at fylde på tanke og kanistre og det blev sent inden der var helt ro på båden.
For resten: ved du hvor stopknappen sidder på din dieselmotor?
Lørdag d. 30. 9.
Vejret er som i går og sejladsen er som i går. I dag er vi nået frem til km 569 hvor vi ligger for anker. Vi har nu i alt sejlet 2132 sømil siden Nyborg.
Fredag d. 29. 9.
Floden er meget stor nu, med mange øer og gamle flodarme. Der er imidlertid kun en sejlrute, så det er med at holde rede på kilometerpælene og bøjerne. Når de er der. Vi har været utroligt heldige med vejret de sidste dage. Sol og ingen vind gør sejladsen til en meget smuk oplevelse. Men ensformig. Der er ingen bjerge, kun lidt bakker og en enkelt gang imellem en 20 m skrænt ud mod floden. Der er kun få og små byer, som vi ikke kan lægge til ved. Vi møder kun få både. Der kan gå timer imellem. Så vi sejler bare videre. Tidligt op og af sted og så bliver vi ved til ca. en time før solnedgang. Så kaster vi ankeret. Strømmen i floden løber ned 3 – 5 km og vi sejler 9 – 10 km så vi kommer et godt stykke frem på en dag. I dag blev det til 125 km. Vi er ankret op ved km 695 og nyder den smukke solnedgang. Vi er stadig i følgeskab med Blue Jim, som ligger 50m fra os.
Torsdag d. 28. 9.
Tidligt op for at hente bådpapirerne ved havnepolitiet, så vi kunne komme videre. De skulle have 8 euro for at vi måtte være i rumænsk farvand. Og 1 euro for at udskrive de papirer, som de mener er nødvendige. Så nu har vi også de rumænske embedsmænd på lønningslisten. Hurtigt af sted, for vi skulle frem til den anden sluse ved jernporten, 65 km fremme. Vi skulle kun vente 45 min, så kom vi ind i slusen. Her skulle vi udfylde en seddel, der viste hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvor vi skal hen. Og så gennem slusen og videre ned ad floden. Den er meget bred nu, næsten 1 km, og stadig god strøm. Vi er nu kun 27 m over havets overflade, men mangler stadig 850 km til udløbet. Vi sejlede frem til km 820 hvor vi lagde os for anker ved en bugtning på floden. Vi har fra Orsova igen fået følgeskab af Blue Jim. Han ligger også for anker her ved siden af os. 15 minutter efter vi ankrede op kom en af det rumænske grænsepolitis små både sejlende op til os. Han ville bare høre, at alt er i orden. 2 timer senere kom endnu en af grænsepolitiets både op til os i bælgravende mørke. Vi havde ankerlys tændt, han havde ingen lys tændt. Han sejlede rundt om os, mens han lyste på os med en projektør. Da jeg så lyste på ham med min lille projektør, blev vi hurtigt enige om ” no problems”, og han sejlede videre. Jo, de passer skam på os.
Onsdag d. 27. 9.
Orsova er en kedelig by. Bygget indenfor de sidste 30 år efter at man har hævet vandstanden 34 m på grund af slusen. Flere sagde til os, at vi endelig måtte se deres smukke katolske katedral. Den er kedelig, men der har dog været en arkitekt på, tror jeg. Et stort firkantet gråt betonhus, hvor loftet var formet, så lyset ind i rummet dannede et kors.
I dag skulle vi så igennem den første sluse ved Jernporten. 30 m ned i 2 sammenhængende sluser.
Det tog hele dagen, så nu er vi i Drobeta Turnu Severin, hvor vi har haft det sædvanlige cirkus med papirnusserne. De var så begejstrede for det fine skibspapir, jeg har fået med fra FTLF, at de vil beholde det til i morgen. Jeg så en af betjentene gik rundt til kollegerne og viste det frem Vi er kommet ca. 20 km længere frem i dag.
Tirsdag d. 26. 9.
Vi afsejlede tidligt og skulle igen gennem nogle fantastisk flotte klippeformationer. Ved middagstid nåede vi Orsova, hvor vi skal blive til i morgen. Vi gik til havnemesterens kontor og så startede cirkuset igen. Vi havde fået forkerte papirer i Moldova Nova, påstod de. Igen gennem en lang række kontorer, og igen mange og hjælpsomme mennesker. Og så skulle vi betale for at være i rumænsk farvand. Vi blev afkrævet 9 euro, som vi havde i småpenge. Så blev prisen nedsat til 8 euro, for så slap de for nogle af småpengene. Det er helt forrykt. Vi spurgte, hvor vi kunne tanke diesel. Straks var der en, der tilbød at køre os til en tankstation med vore kanistre. Vederlagsfrit. Det er meget forvirrende. Vi skulle derefter sætte os ned i båden, så ville havnemesteren kalde os over radioen og sige, hvor vi måtte lægge til. Det gjorde han, og det gjorde vi. Senere på eftermiddagen kom havnemesteren ned til båden i et snavset fritidssæt. Jeg kunne næsten ikke genkende ham. Han ville bare sikre sig at alt er ok.
Nu bliver vi her til i morgen. Vi venter på Blue Jim. Han er lidt bagefter os. Vi har aftalt at mødes her, for at vi kan følges ad gennem de sluser, der ligger lige forude.
Mandag d. 25. 9.
Vi sejlede til en af pontonerne ved grænsekontrollen. Her ville de have 30 euro for at lade os ligge den halve time, vi regnede med at bruge til papirnusseriet. Næste ponton ville efter nogle forhandlinger nøjes med 10 euro. Jeg skulle gennem 3 forskellige kontorer før papirerne var godkendt og stemplet. Alle er dog utroligt hjælpsomme og venlige.
Vi sejlede så videre til Moldova Nova, hvor vi skulle tjekke ind i Rumænien. Igen en mængde papirer og personer i mange kontorer. Alle er utroligt hjælpsomme og venlige. Vi fik papirerne og fik at vide, at vi nu kunne rejse frit i Rumænien, men vi bør dog nok henvende os til havnemesteren i de byer, vi anløber. Vi sejlede så videre og kom gennem den første del af Jernporten. Det var meget spændende og meget smukt. Klippesiderne stod helt lodret og meget tæt ud til vandet.
Ved aftenstid søgte vi ind til en lille ponton ved bredden. Der kom en betjent ud og sagde, at vi ikke måtte ligge der. Vi prøvede at forhandle lidt med ham, og imens prøvede jeg at holde styr på båden i vind og strøm. Det virkede nok lidt klodset, for han spurgte nu, om vi havde vrøvl med motoren. Det mente vi bestemt vi havde, og så fik vi lov til at ligge ved pontonen natten over. Det var en politiponton, så 2 timer senere kom deres lille speedbåd hjem fra tjeneste. Den var der næsten ikke plads til. Senere igen kom der noget grænsepoliti, og så startede papirnusseriet igen. Pontonen blev benyttet af forskellige patruljerende politienheder natten igennem.
Søndag d. 24. 9.
Der var ingen problemer, da vi skulle hente vore pas og bådens papirer. Tværtimod fik vi at vide, at det var en fejl, at vi skulle aflevere passene. Det undskyldte man.
Og så gik det videre ned ad Donau. Det er nogle meget smukke landskaber vi sejler igennem.
Vi sejlede den til serbiske grænsekontrol ved Veliki Gradiste hvor vi lagde os for anker, da indsejlingen til den lille havn var spærret af fiskegarn
Lørdag d. 23. 9.
For at gøre historien med det kluntede marinefartøj færdig, skal jeg da lige nævne, at da det så i går skulle bakke ud igen, mens vi var sendt væk, foregik det lige så ubehjælpsomt som dagen før. Nu var revlen imidlertid gnavet bort, så der skete ikke de store katastrofer ved det. I løbet af dagen så vi fartøjet sejle frem og tilbage på floden med en stor flok fine personer ( de havde i hvert fald fint tøj på) bænket om et bord under et solsejl på øverste dæk. I morges forlod skibet stille Beograd uden problemer. I stedet for at bakke medstrøms sejlede det nu op mod strømmen og vendte så ovenfor den lille ø. Selvfølgelig.
Vi har brugt dagen til at få hentet diesel og få provianteret. Og så har vi hentet vores vasketøj. Dejligt at alt er nyvasket. I aften kigger vi for sidste gang på Beograd. Og i morgen sejler vi videre.