Saturday, August 26, 2006

indlagt 26.8.

Fredag d.25.8.
De første 25 km i dag var landskabet som i går. De skrå bjergsider gik helt ud til den meget snoende flods bredder. Da vi sejlede ud fra dagens første sluse, skiftede det helt karakter. Nu var landskabet pludselig helt fladt, floden var 400 –500 m bred, temmelig retlinet og ikke ret dyb med lidt strøm. Efter den næste sluse skiftede det igen karakter. Floden blev lidt smallere ( ca. 250 – 300m ) og medstrømmen blev op til 8 – 10 km, så vi nåede midt på eftermiddagen frem til dagens mål Linz. Her har vi planlagt at blive liggende en dag, for at kigge lidt mere på byen.
Torsdag d.24.8.
I udkanten af Passau munder floderne Inn og Ilz ud i Donau. Så nu er floden blevet 200 – 300 m bred, temmelig dyb og med en rolig strøm på 3-5 km/time. Samtidig er de træbevoksede bjergsider rykket helt tæt til floden, så det er en meget flot og smuk natur, vi sejler igennem. Det påstås at de næste 200 km er den smukkeste strækning på Donau. Smukt er her i hvert fald. Midt på dagen passerede vi grænsen mellem Tyskland og Østrig. Vi ved det, for det stod på kortet. Der var intet, der markerede det. Og dog. Vi har skiftet gæsteflaget. Kilometerstenene ser nu lidt anderledes ud. Slusemestrene er endnu mere uforståelige i radioen. Vi sejlede til Schlögen, der ligger utroligt smukt, lige hvor floden drejer et 180 graders sving. En dejlig sejltur, 2 sluser, 0 problemer.
Onsdag d. 23.8.
Hu-hej, hvor det går. Fra Deggendorf er sejlrenden ret smal, nogle steder ned til 30 m, og den slynger sig fra side til side i floden. Til gengæld er strømmen kraftig, op til 10 km/time, så det gik derudad. 60 km fra Deggendorf til Passau sejlede vi på 3,5 timer. 0 sluser i dag.
Er nu i Passau, en by der allerede i romertiden var meget betydningsfuld. I dag er byen meget præget af turister. Bl.a. til alle de Donau-sejladser, der udgår herfra. Var inde at se byens store domkirke. Igen en kirke med masser af udsmykning, stuk og ornamentik. Og et orgel. Ikke bare et stort orgel, nej, verdens største. Med omkring 17000 orgelpiber. Vi hørte ikke, at det kan spille, men ifølge papirerne gives der hver dag kl. 12.00 en halv times koncert.
Tirsdag d.22.8.
Når man i Regensburg går fra Altstadt ud til banegården, passerer man gennem et parklignende anlæg. Da jeg skulle hente Jeppe, havde jeg god tid, og jeg gik derfor en anden vej gennem parken.
Og så fandt jeg ud af, at alle disse træer skjulte et slot. Og hvilket slot. "Thurn & Taxis" hedder det.
Faktisk Europas næststørste slot kun overgået i størrelse af slottet i Skt. Petersborg. Slottet her består af en række bygninger, der rummer over 1000 værelser. Desuden en hel bydel med gader og boligblokke. Og en kirke. Den var jeg inde at se. Meget, meget stor med flere sideskibe og opdelinger. Kirkerummet var meget lyst. Det er det mest udsmykkede kirkerum jeg har set med en overflod af figurer, malede udsmykninger på vægge og loft, og guldbelægninger. Masser af guldbelægninger. Og et kæmpeorgel.
I dag ville vi til Straubing ca. 65 km med 2 sluser. Sluserne på Donau er 24 m bredde, så der er plads til 2 både spændt sammen ved siden af hinanden. Sådan et træk kom vi til at ligge ved siden af i bagenden af den første sluse. Og det var ikke rart. Trækbåden havde skruen kørende hele tiden, så det gav nogle gevaldige strømhvirvler. Vi måtte virkelig kæmpe hårdt for at holde vores båd på plads. Det var Jeppes slusedåb. Og jeg havde lige fortalt ham at slusning nedad er meget let.
Da vi nåede til marinaen ved Straubing, var den tom. Ikke en båd. Ikke et menneske. Helt dødt. På anløbsbroen et skilt hvorpå der stod, at kun både under tre tons må lægge til. Vi vejer 4 tons + del løse. Vi besluttede at fortsætte til næste havnemulighed Deggendorf, der ligger 30 km længere nede ad floden. Men nu havde vi god medstrøm på 4-7 km, så den tur varede 2 timer. En lang dag i et landskab der ikke bød på de helt store oplevelser.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home