Tuesday, August 08, 2006

Indlagt 8.8

Tirsdag d. 8.8.
Tidligt op for jeg turde ikke ligge længere på det lave vand end højst nødvendigt. Afsejlingen gik fint. Vi ville ikke langt i dag, så efter 15 km og 2 sluser var vi i Schweinfurt. Her har vi lagt os ind til en rigtig havnekaj med 3 m vand. Resten af dagen skal bruges til at proviantere og se på byen.
Vasketøjet fik jeg ikke tørret i går, det prøver jeg så at klare i dag.
Mandag d. 7.8.
Tidligt op til strålende sol. Ned med cockpit-teltet og af sted. Vi ville sejle et godt stykke i dag. Og efter 40 km sejlads med 5 sluser på 7 timer nåede vi marina Mainblick i Schwarzenau. Ifølge vores kort var der 1,5 – 2,25 m vand. Da vi sejlede ind til anløbsbroen, strejfede vi bunden et par gange, men inde ved broen var der lidt dybere. Marinaens ejer gik ved broen og ordnede sin egen sejlbåd ( med sænkekøl ), og han sagde at ved anløbsbroen var det dybeste sted i marinaen. Vi fortøjede så, men kunne godt en gang imellem mærke at kølen nåede bunden, når der kom nogle bølger fra forbipasserende både i floden.
Marinaen ligger sammen med en campingplads, hvor der var vaskemaskine og tørretumbler og butikker lige ved hånden. Så vi tjekkede ind. Jeg gik i gang med vaskemaskinerne, og Knud slappede af på båden. Da jeg 2 timer senere kom tilbage til båden, var Knud temmelig oprevet. Der var pludselig kommet en kæmpebølge, der havde væltet sådan rundt med båden, at alt i båden var røget på gulvet, inkl. Knud, det transportable køleskab, hynder mm.. Knud var i gang med ar rydde op igen, da jeg kom tilbage. Jeg gik op til ejeren for at tale med ham om andre steder at ligge. Det var der ikke. Så besluttede vi at sejle videre. Ejeren anviste en marina, der ligger 15 km og 2 sluser
længere fremme. Alternativet var 10 km og 1 sluse tilbage.
.Altså af sted ved 1830 tiden.
Da vi sejlede derfra, måtte vi have hjælp af nogle inde på broen til at få vendt båden. Der var ikke så meget plads med vand, at båden kunne manøvreres Ved 2030-tiden nåede vi frem til den nye marina i Wipfeld. Der stod godt nok vanddybde 1,40 m på kortet, men ejeren havde sagt, at der var nogle broer udenfor marinaen, hvor vanddybden er større. Der var ingen broer. Ved ankomsten råbte jeg til en mand inde på land, om vi kunne sejle ind med en dybgang på 1,50m ( Eine meter und fufzig) og viste 1 finger med den ene hånd og fem fingre med den anden hånd. "Alles klar" , sagde han og løb på et elektrisk løbehjul foran til indsejlingen og pegede på en gæstebro lige indenfor. I indsejlingen gled vi over den sædvanlige revle, og begyndte så at sejle ind mod broen. Her gik vi fast. Manden vinkede stadig fremad, men vi stod stille. Og hvad værre var, vi kunne ikke komme tilbage Vi forsøgte et stykke tid, så hentede manden sin lille speedbåd med en 100 HK påhængsmotor på. Han blev bundet fast bagud. Da han slap hestene løs, hoppede og dansede hans båd fra side til side. Men vi kom fri.
Den flinke mand forklarede, at han mente, vi havde sagt 1,15m ( Eine meter und fünfzeen).
Udenfor marinaen var der en lille badebro. Den fik vi så anvist. Det var eneste mulighed. Der var lige vand nok til at vi kunne komme ind til broen. Der var ingen vind og stedet er fri for bølger, så der blev vi for natten. Så klokken var ca. 2200 da vi skulle til at tænke på aftensmad.
Og så var det dagen, hvor jeg fik et nyt barnebarn. Ved middagstid fik jeg en sms, hvor jeg fik at vide, at Mette i Århus havde født en sund og rask søn på 50 cm og 3650 gram
Dejligt at tænke på i alt bøvlet.
Søndag d. 6.8.
Dette skulle være en ligge-over og slappe af dag. Og heldigt at vi havde udvalgt netop denne dag til det. For det regnede fra morgenen og den halve formiddag. Og det regnede kraftigt igen fra midt eftermiddag til ud på natten. Og vi behøvede ikke sejle i det vejr, men kunne i stedet få ordnet forskelligt. Bl.a. fik vi i tørvejrsperioden gummibåden pakket sammen og stuvet væk. Vi har ikke brugt den længe, og den er meget i vejen i sluserne. Vi fik cockpit-teltet monteret, så vi havde en hyggelig aften på båden i regnvejret..

Lørdag d.5.8.
Laudenbach er en lille marina, der tilhører firmaet Maselli, der er bådforhandler og -reparatør.
Derfor er standarden en anden end den vante. Baderum og toiletter er indrettet i et par gamle skurvogne. Ingen indkøbsmuligheder, men i øvrigt er det ok. Til gengæld så vi en del smarte både blive prøve"kørt" og demonstreret, så der var livligt nok. Her fik vi også lejlighed til at hilse på kaptajn Vom igen. Han er for øvrigt den første, og hidtil eneste, uvenlige og utiltalende person, vi har mødt. Alle andre har været utroligt hjælpsomme og venlige.
Vi sejlede til Würzburg ( 3 sluser ) og ligger her i en marina lige nedenfor byen. Lige overfor knejser fæstningen Marienberg og valfartskirken Käppele. Begge bygningerne, der er store, smukke og meget velbevarede, er flot belyst om aftenen. På en tur ind til byen så vi bl.a. Residenz - et meget, meget stort 3-fløjet 4 etagers slot. Slottet anses for at være den sydtyske baroks hovedværk, og betragtes som et af de mest betydelige slotte i Europa. Det er på Unescos liste over bevaringsværdige bygninger. Det er faktisk så stort, at det er svært at fotografere det hele på et billede. Ved siden af slottet er anlagt en stor prydhave med smalle bede omkranset af lave buske. I bedene et væld af blomster, også mange lave og opstammede roser. Imellem bedene græs og stier. Stierne og bedene var anlagt i smukke symmetriske mønstre. Og bag ved haven en pergola med udskårne buer i siderne, hvor der stod figurer af buttede børn og skønne kvinder. Der var rigtigt mange af dem. Figurer altså.
Rigtig flot by.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home