lagt ind 29.7
Fredag d. 28.7.
I dag sejlede vi igen det sidste stykke op ad Rhinen og ind på Main. Det ligner meget kanalsejlads. Floden er ikke ret bred, måske 50 m, og så er der næsten ingen strøm. Og så var det dagen hvor Knud fik sin sluse-”dåb”. Vi passerede 3 sluser, inden vi nåede frem til Frankfurt am Main. Her ligger vi i en marina ”i strømmen”, som man siger, så der er en del vippen fra bådene, der sejler forbi. Her ligger vi over en dag, så vi kan nå at se på byen.
Torsdag d. 27.7.
Det er noget andet at sejle på Rhinen nu. Kun lidt strøm, stor bredde på floden og spejlblank overflade. Vi ville til Mainz. Eneste havn er Winterhafen, der ligger lige overfor flodens Main’s udmunding i Rhinen. Vanddybden var angivet til pegel Mainz + 0,6m. Pegel Mainz aflæste vi til 215cm så der måtte være god dybde i den havn. Da vi nærmede os, mente jeg nok, at de både, jeg kunne se indenfor, var meget små. Så vi listede os nærmere. Da vi var på højde med flodkanten stod vi stille. Vi var sejlet lige ind i en sandrevle, der spærrede indsejlingen. Der var højst 1m vand. Vi måtte vende om, og sejle 6 km tilbage ad Rhinen til en fjord ved Wiesbaden, hvor 4 klubber har deres marinaer. Der var trykkende varmt Jeg gik en tur til byen for at få fat på nogle kanalkort til den videre færd. Knud blev tilbage for at skrive nogle breve. En halv time efter jeg var gået, brød et voldsomt tordenvejr løs. Jeg fandt ly i en lille listig imbiss, mens Knud på båden kæmpede med åbne luger mm for at holde regnen ude. Det lykkedes næsten for ham, men det var et konstant arbejde med potter og spande og tørren op. Så brevskrivningen måtte vente.
Mens vi sejlede til Mainz / Wiesbaden blev jeg ringet op af Hanne inde ved Søren Elektro. Hun ville lige fortælle, at den pakke, hun forgæves havde forsøgt at sende til mig, mens jeg var i Berlin, nu var kommet tilbage. Det var en god melding.
Og fra Helle i Midtbank har jeg fået en mail, hvor hun oplyser, at der ikke er trukket penge fra min konto i forbindelse med det kiksede pengeautomatbesøg i Koblenz. Også en god melding.
Onsdag d. 26.7.
Stille dag i Rüdesheim. Jeg skrev til dagbogen, mens Knud inspicerede omegnen. Ved siden af os lå en stor tysk motorbåd fra Düsseldorf. Jeg spurgte manden, hvor de skulle hen, inden de tog af sted midt formiddag. De skulle til Køln. Køln. Jeg begyndte at regne på hvor mange dage vi havde været undervejs for at komme fra Køln og hertil. ”Det tager 4 timer”, sagde han. ”4 timer ?” . Jeg lød nok lidt skeptisk. ”Ja, vi sejler 25 km i timen ”. ( Jeg har senere kontrolleret. Der er 100 km til Køln). ”Vi kan sejle 45 km i timen”, fortalte han. Jeg spurgte hvor stor hans motor var. 700 hk.
OK. Så er han en af dem, jeg giver fingeren, når de kommer drønende forbi og sætter alt for store bølger.
2 timer senere, da vi var ved at gøre klar til at tage ind til byen, sejlede en ny båd ind på pladsen ved siden af. Den hed ”Frøken Meyer”. Jeg troede ikke mine egne øjne. ”Frøken Meyer” fra Ballen på Samsø. Den båd, der for 2 år siden, med Liller og Jürgen Helms som besætning sejlede ned ad Donau. Det er dem, jeg sammen med Glenn hørte fortælle om deres tur i vinter oppe i Rønde.
Det er dem, der har fortalt om, hvor vigtigt der er at have de rigtige kort. Og hvor man får dem.
De er nu ved at sejle deres båd hjem fra Middelhavet.
Så blev der sagt Hej og goddag og givet gode råd og erfaringer og fortalt historier fra de varme lande.
Senere tog Knud og jeg ind til Rüdesheim, hvor vi fandt ud af at alt lignede sig selv, som vi huskede det, fra tidligere besøg i byen med folkeliv, fest og farver.
Jeg hørte fra Midtbank i går angående den hæveautomat i Koblenz. Det hjalp mig ikke rigtigt, så jeg har spurgt igen, om der ikke kan gøres lidt mere.
I dag sejlede vi igen det sidste stykke op ad Rhinen og ind på Main. Det ligner meget kanalsejlads. Floden er ikke ret bred, måske 50 m, og så er der næsten ingen strøm. Og så var det dagen hvor Knud fik sin sluse-”dåb”. Vi passerede 3 sluser, inden vi nåede frem til Frankfurt am Main. Her ligger vi i en marina ”i strømmen”, som man siger, så der er en del vippen fra bådene, der sejler forbi. Her ligger vi over en dag, så vi kan nå at se på byen.
Torsdag d. 27.7.
Det er noget andet at sejle på Rhinen nu. Kun lidt strøm, stor bredde på floden og spejlblank overflade. Vi ville til Mainz. Eneste havn er Winterhafen, der ligger lige overfor flodens Main’s udmunding i Rhinen. Vanddybden var angivet til pegel Mainz + 0,6m. Pegel Mainz aflæste vi til 215cm så der måtte være god dybde i den havn. Da vi nærmede os, mente jeg nok, at de både, jeg kunne se indenfor, var meget små. Så vi listede os nærmere. Da vi var på højde med flodkanten stod vi stille. Vi var sejlet lige ind i en sandrevle, der spærrede indsejlingen. Der var højst 1m vand. Vi måtte vende om, og sejle 6 km tilbage ad Rhinen til en fjord ved Wiesbaden, hvor 4 klubber har deres marinaer. Der var trykkende varmt Jeg gik en tur til byen for at få fat på nogle kanalkort til den videre færd. Knud blev tilbage for at skrive nogle breve. En halv time efter jeg var gået, brød et voldsomt tordenvejr løs. Jeg fandt ly i en lille listig imbiss, mens Knud på båden kæmpede med åbne luger mm for at holde regnen ude. Det lykkedes næsten for ham, men det var et konstant arbejde med potter og spande og tørren op. Så brevskrivningen måtte vente.
Mens vi sejlede til Mainz / Wiesbaden blev jeg ringet op af Hanne inde ved Søren Elektro. Hun ville lige fortælle, at den pakke, hun forgæves havde forsøgt at sende til mig, mens jeg var i Berlin, nu var kommet tilbage. Det var en god melding.
Og fra Helle i Midtbank har jeg fået en mail, hvor hun oplyser, at der ikke er trukket penge fra min konto i forbindelse med det kiksede pengeautomatbesøg i Koblenz. Også en god melding.
Onsdag d. 26.7.
Stille dag i Rüdesheim. Jeg skrev til dagbogen, mens Knud inspicerede omegnen. Ved siden af os lå en stor tysk motorbåd fra Düsseldorf. Jeg spurgte manden, hvor de skulle hen, inden de tog af sted midt formiddag. De skulle til Køln. Køln. Jeg begyndte at regne på hvor mange dage vi havde været undervejs for at komme fra Køln og hertil. ”Det tager 4 timer”, sagde han. ”4 timer ?” . Jeg lød nok lidt skeptisk. ”Ja, vi sejler 25 km i timen ”. ( Jeg har senere kontrolleret. Der er 100 km til Køln). ”Vi kan sejle 45 km i timen”, fortalte han. Jeg spurgte hvor stor hans motor var. 700 hk.
OK. Så er han en af dem, jeg giver fingeren, når de kommer drønende forbi og sætter alt for store bølger.
2 timer senere, da vi var ved at gøre klar til at tage ind til byen, sejlede en ny båd ind på pladsen ved siden af. Den hed ”Frøken Meyer”. Jeg troede ikke mine egne øjne. ”Frøken Meyer” fra Ballen på Samsø. Den båd, der for 2 år siden, med Liller og Jürgen Helms som besætning sejlede ned ad Donau. Det er dem, jeg sammen med Glenn hørte fortælle om deres tur i vinter oppe i Rønde.
Det er dem, der har fortalt om, hvor vigtigt der er at have de rigtige kort. Og hvor man får dem.
De er nu ved at sejle deres båd hjem fra Middelhavet.
Så blev der sagt Hej og goddag og givet gode råd og erfaringer og fortalt historier fra de varme lande.
Senere tog Knud og jeg ind til Rüdesheim, hvor vi fandt ud af at alt lignede sig selv, som vi huskede det, fra tidligere besøg i byen med folkeliv, fest og farver.
Jeg hørte fra Midtbank i går angående den hæveautomat i Koblenz. Det hjalp mig ikke rigtigt, så jeg har spurgt igen, om der ikke kan gøres lidt mere.
0 Comments:
Post a Comment
<< Home