indlagt 26.7
Tirsdag d. 25.7.
Så er det i dag, det skal være. Kongeetapen på Rhinen. I dag finder vi ud af, om vi kan sejle turen selv, eller om vi skal have noget hjælp. Jeg forberedte en slæbeline foran. Bare for en sikkerheds skyld. Og så af sted. Forbi Loreley, og alle de smukke byer og landskaber. Nu er der mange vinmarker. De står mange steder med en hældning på 30 til 45 grader. Hvordan får de da planterne passet, og druerne plukket? Det undrede vi os over.
Strømmen var flere steder meget stærk imod os. Op til 10 – 12 km i timen. Men der var stadig lidt ekstra omdrejninger i motoren, så vi kom langsomt frem. Nogle gange så langsomt, at gps’en registrerede farten som 0. Men vi kom igennem for egen kraft, og det var dejligt at glide ind i det stille vand foran Rüdesheim. Jubelen var stor. Vi havde ikke vundet kongeetapen, men vi havde gennemført den indenfor tidsrammen.
Marinaen i Rüdesheim er også for sejlbåde. Der ligger nok 20 både med mast her, som er hjemmehørende her i byen.
Glad og tilfreds med dagen sendte jeg et par sms’er. Jeg fik svar tilbage fra Frank at han ligger hjemme med hjernerystelse. Han havde besøgt en ven i Vejle i week-enden. Ved halv et tiden om natten var de på vej hjem, da de inde midt i byen bliver passet op af et par unge fyre, der kræver, at de skal betale nogle penge til dem. De tror, det er en joke, men pludselig trækker den ene af fyrene et boldtræ ud af ærmet og banker det ind i hovedet på Frank. Frank vakler noget, mens vennen straks går til angreb på fyrene, der trækker sig noget tilbage. Lidt efter rykker fyrene fremad igen,
så Frank og vennen løber væk , da en kamp med to med boldtræ var noget ulige. Frank ringer derefter til politiet, for at fortælle om overfaldet, men får at vide at det kan de ikke tage sig af.
Lidt senere ser de så to betjente, der stå og taler med 3-4 unge, hvoraf den ene bløder kraftigt fra hovedet. De var også blevet overfaldet af de to fyre. Frank og vennen går derfor hen til betjentene for at sige, at det var dem der havde ringet tidligere. Det får det svar af betjentene, at de kan bare se at forsvinde. Så nu kan Frank ligge derhjemme bag nedrullede gardiner i en uge og pleje sin hjernerystelse, mens han tænker på Vejle politi’s fine 0-kriminalstatistik opstået ved, at man nægter at modtage anmeldelser og henvendelser fra ovenfaldne. Som Knud siger: ”Man føler sig så magtesløs, når man er så langt væk som vi er”.
Mandag d. 24.7.
Jeg havde aftalt med havnemesteren at han skulle køre os til drikkevarebutikken og derefter til vaskeriet kl. 8. 5 minutter i 8 stod han der: ”Hvor bliver i af?”.
Vi fik vasket og skulle så lige hæve nogle kontanter, hvorfor jeg gik ind i en GE Money Bank, der lå ved siden af. Jo, den tog Eurocard. Automaten tog imod kortet, bad om pinkode, spurgte om beløb, hvor jeg valgte et af dens egne forslag, hvorefter maskinen afleverede kortet, men udbetalte ingen penge. Halløj. Klokken var nu godt ni, og der var begyndt at ankomme medarbejdere i banken. Jeg spurgte en af dem om hjælp, men det var ikke populært. Han havde lige rejst 400 km for at komme på arbejde, han stod med kufferter og nøgler, og jeg var bestemt kun til besvær. I øvrigt kunne han fortælle, at de intet havde med maskinen at gøre, det var et andet firmas, det var almindeligt, at maskinen ikke ville udbetale penge på Eurocard, når kontohaveren og kortet kom fra udlandet o.m.m.. Det undrede mig, for hvorfor kontrollerede maskinen kortet, hvorfor spurgte den om pinkode, når den alligevel ikke kunne/skulle udbetale? Jeg spurgte derfor, om jeg måtte låne
en blyant, så jeg kunne notere de data, jeg kunne finde på maskinen. Tyske bankfolk, der har rejst 400 km om morgenen for at komme på arbejde, bliver tilsyneladende let meget røde i ansigtet. Men jeg fik en blyant, fik noteret det jeg kunne finde, afleverede blyanten, skyndte mig hen til en netcafe i nærheden og mailede oplysningerne til min bank Midtbank i Herning, og bad dem om at kigge på sagen. Jeg har ikke hørt resultatet endnu, for jeg har ikke været på nettet siden.
Tilbage til båden, gøre klar til afgang, vi ville sejle op til St.Goar. Det sidste, jeg sagde til Knud, inden vi sejlede var: ”jeg går lige op og afleverer nøglen, og så er der et telefonnummer og en adresse jeg skal have noteret”.
Det var en flot tur op ad Rhinen. Det ene smukke og maleriske landskab efter det andet.
Og der var en del strøm. Ved byen Spay sejlede vi pænt ude i højre side i en højresvingning, da der bagfra og ovre fra den anden side af floden kom en turistfartbåd buldrende over mod os. Jeg holdt selvfølgelig fart og kurs hen forbi de to flydende pontoner, der lå lidt længere fremme. Nu kom turistfartbåden meget tæt på, han var på skærende kurs. Da han var næsten foran os kom en mand ud midtskibs og råbte ”Langsam”. Inden jeg nåede at finde ud af hvad han mente, skar båden ind foran os. Der var vel 2 meter fra vores stævn til hans hæk. Så holdt jeg ikke kurs mere, men drejede skarpt over, så jeg kunne komme udenom ham. Lige så snart jeg var udenfor ham, slog ham meget kraftigt bak. Han skulle ind og lægge til ved pontonerne, var nok kommet for langt frem og buldrede ind i pontonerne. Det lød ikke godt. Om der skete noget ved jeg ikke, jeg koncentrerede mig igen om at holde kurs og fart.
Vi nåede til St.Goar, og da vi sejlede ind til en ledig bådplads siger jeg til Knud:” Der ligger knageme en anden dansker”. Da vi var ud for hans hæk, så jeg, at det var Filia Maris fra København. ”Filia Maris” råbte jeg nok temmelig højt i overraskelse. ”Ja”, lød det fra båden, og straks kom en ung mand ud og hjalp os med at lægge til.
Filia Maris er den båd, der for et par år siden sejlede turen ned ad Donau med skipper Per Bruun og familien som besætning. D. 4.4. var Irene, Frank og jeg inde i København for at høre Pers spændende beretning om turen.
Nu var Per sammen med konen, sønnen og svigerdatteren ved at sejle båden hjem fra Middelhavet.
Det var sønnen, der hjalp os med at lægge til. Per var oppe ved havnemesteren for at melde sig til.
Der gik vi også op. Og så var det ”Hej” og ”dav med dig” og snak og formaning og gode råd og
historier om de varme lande.
Da vi havde snakket en lille time, så jeg pludselig havnemesteren fra Koblenz stå ved en af de andre både. Jeg gik selvfølgelig hen for at sige goddag. Han kom hen mod mig rakte hånden frem og sagde: ” Wo ist der Schlüssel?” Nej hvor flovt. Den lå stadig i min højre bukselomme.
Han vidste, hvor vi ville sejle hen. Så han var kørt hele vejen op for at få nøglen. Jeg undskyldte og beklagede og ville selvfølgelig betale ham for den ulejlighed, jeg havde forårsaget. Han ville ikke tage imod noget. Bare han fik nøglen, så ville han hjem til Koblenz.
Sådan gik den første dag, Knud var med som gast. Hvis han tror at alle dagene bliver lige så begivenhedsrige bliver han skuffet.
Søndag d. 23.7.
En lidt trist dag, for det er dagen, hvor Irene skal rejse hjem. Vi pakkede og gjorde båden klar, hankede op i vasketøjet og gik op for at tage bussen. Men ak. Søndag er der en meget reduceret køreplan for busserne, så der var 45 minutters ventetid. Vi spurgte nogen ved vejen, hvor lang tid det ville tage at gå. Ca. 30 minutter var svaret. Altså – vi går. 5 minutter senere kom den mand vi havde spurgt og tilbød os i det forenede EU’s navn at køre os i hans privatbil. Ja tak, og så var vi fremme og blev sat af ved vaskeriet efter 5 minutter. Og så var døren til vaskeriet låst. På skiltet med åbningstiderne stod der allernederst, med meget små bogstaver, og efter en hel masse anden forklarende tekst ”Lukket søn- og helligdage”. Typisk tysk. Reglerne står et sted, undtagelserne står et helt andet sted.
Vi måtte så gå hen og vente på en bus igen, og tage hjem til båden med uforrettet sag.
Resten af dagen gik med at ordne lidt småting og slappe lidt af. Det var underligt at vide at Irene skulle tage tilbage til Danmark, og så skulle vi ikke se hinanden i 4 – 5 måneder.
Kl. 1800 ankom Knud – den nye gast – sammen med hans kone Sinne og sønnen Henrik. De var kørt fra Nyborg kl. 0730, og var nu i Koblenz. Vi hyggede os sammen en times tid, så satte Irene, Sinne og Henrik sig i bilen og kørte tilbage til Danmark. De var tilbage i Nyborg kl. 0500.
Knud og jeg tussede lidt rundt, Knud pakkede ud og så tørnede vi ind, så vi var klar til næste dag.
Lørdag d. 22.7.
Koblenz er en dejlig, meget turistpræget by. På floderne er der stor aktivitet med turistfartsbåde, 0g inde i gaderne er der rigtigt mange turister. Altstadt er som i andre byer fyldt med gadecafeer og – spisesteder.
Der er slet ikke så dårligt i marinaen. Der er langt mellem bådene og togene om natten, så hverken bølger eller togstøj forstyrrer nattesøvnen. Til gengæld ved vi, at vi har en halv meter vand under kølen.
Havnemesteren er utroligt hjælpsom. Han sørger for morgenbrød leveret kl. 6 om morgenen. Han tilbyder at køre folk til de gode indkøbssteder, levnedsmidler for sig og drikkevarer for sig. Man skal bare være klar kl. 8 om morgenen.
Vi ville nu selv af sted for at kigge på byen, handle ind og finde et møntvaskeri. Vi fandt et vaskeri, og på døren stod med store bogstaver ”Åbent alle dage fra 0600 til 2200”. Fint, så vasker vi i morgen. Vi tog bussen hjem, det var begyndt at regne, så da vi stod af måtte vi krybe i læ under et lille halvtag ved en gadedør i 3 kvarter, mens et kæmpe tordenvejr rullede frem og tilbage over os.
Så er det i dag, det skal være. Kongeetapen på Rhinen. I dag finder vi ud af, om vi kan sejle turen selv, eller om vi skal have noget hjælp. Jeg forberedte en slæbeline foran. Bare for en sikkerheds skyld. Og så af sted. Forbi Loreley, og alle de smukke byer og landskaber. Nu er der mange vinmarker. De står mange steder med en hældning på 30 til 45 grader. Hvordan får de da planterne passet, og druerne plukket? Det undrede vi os over.
Strømmen var flere steder meget stærk imod os. Op til 10 – 12 km i timen. Men der var stadig lidt ekstra omdrejninger i motoren, så vi kom langsomt frem. Nogle gange så langsomt, at gps’en registrerede farten som 0. Men vi kom igennem for egen kraft, og det var dejligt at glide ind i det stille vand foran Rüdesheim. Jubelen var stor. Vi havde ikke vundet kongeetapen, men vi havde gennemført den indenfor tidsrammen.
Marinaen i Rüdesheim er også for sejlbåde. Der ligger nok 20 både med mast her, som er hjemmehørende her i byen.
Glad og tilfreds med dagen sendte jeg et par sms’er. Jeg fik svar tilbage fra Frank at han ligger hjemme med hjernerystelse. Han havde besøgt en ven i Vejle i week-enden. Ved halv et tiden om natten var de på vej hjem, da de inde midt i byen bliver passet op af et par unge fyre, der kræver, at de skal betale nogle penge til dem. De tror, det er en joke, men pludselig trækker den ene af fyrene et boldtræ ud af ærmet og banker det ind i hovedet på Frank. Frank vakler noget, mens vennen straks går til angreb på fyrene, der trækker sig noget tilbage. Lidt efter rykker fyrene fremad igen,
så Frank og vennen løber væk , da en kamp med to med boldtræ var noget ulige. Frank ringer derefter til politiet, for at fortælle om overfaldet, men får at vide at det kan de ikke tage sig af.
Lidt senere ser de så to betjente, der stå og taler med 3-4 unge, hvoraf den ene bløder kraftigt fra hovedet. De var også blevet overfaldet af de to fyre. Frank og vennen går derfor hen til betjentene for at sige, at det var dem der havde ringet tidligere. Det får det svar af betjentene, at de kan bare se at forsvinde. Så nu kan Frank ligge derhjemme bag nedrullede gardiner i en uge og pleje sin hjernerystelse, mens han tænker på Vejle politi’s fine 0-kriminalstatistik opstået ved, at man nægter at modtage anmeldelser og henvendelser fra ovenfaldne. Som Knud siger: ”Man føler sig så magtesløs, når man er så langt væk som vi er”.
Mandag d. 24.7.
Jeg havde aftalt med havnemesteren at han skulle køre os til drikkevarebutikken og derefter til vaskeriet kl. 8. 5 minutter i 8 stod han der: ”Hvor bliver i af?”.
Vi fik vasket og skulle så lige hæve nogle kontanter, hvorfor jeg gik ind i en GE Money Bank, der lå ved siden af. Jo, den tog Eurocard. Automaten tog imod kortet, bad om pinkode, spurgte om beløb, hvor jeg valgte et af dens egne forslag, hvorefter maskinen afleverede kortet, men udbetalte ingen penge. Halløj. Klokken var nu godt ni, og der var begyndt at ankomme medarbejdere i banken. Jeg spurgte en af dem om hjælp, men det var ikke populært. Han havde lige rejst 400 km for at komme på arbejde, han stod med kufferter og nøgler, og jeg var bestemt kun til besvær. I øvrigt kunne han fortælle, at de intet havde med maskinen at gøre, det var et andet firmas, det var almindeligt, at maskinen ikke ville udbetale penge på Eurocard, når kontohaveren og kortet kom fra udlandet o.m.m.. Det undrede mig, for hvorfor kontrollerede maskinen kortet, hvorfor spurgte den om pinkode, når den alligevel ikke kunne/skulle udbetale? Jeg spurgte derfor, om jeg måtte låne
en blyant, så jeg kunne notere de data, jeg kunne finde på maskinen. Tyske bankfolk, der har rejst 400 km om morgenen for at komme på arbejde, bliver tilsyneladende let meget røde i ansigtet. Men jeg fik en blyant, fik noteret det jeg kunne finde, afleverede blyanten, skyndte mig hen til en netcafe i nærheden og mailede oplysningerne til min bank Midtbank i Herning, og bad dem om at kigge på sagen. Jeg har ikke hørt resultatet endnu, for jeg har ikke været på nettet siden.
Tilbage til båden, gøre klar til afgang, vi ville sejle op til St.Goar. Det sidste, jeg sagde til Knud, inden vi sejlede var: ”jeg går lige op og afleverer nøglen, og så er der et telefonnummer og en adresse jeg skal have noteret”.
Det var en flot tur op ad Rhinen. Det ene smukke og maleriske landskab efter det andet.
Og der var en del strøm. Ved byen Spay sejlede vi pænt ude i højre side i en højresvingning, da der bagfra og ovre fra den anden side af floden kom en turistfartbåd buldrende over mod os. Jeg holdt selvfølgelig fart og kurs hen forbi de to flydende pontoner, der lå lidt længere fremme. Nu kom turistfartbåden meget tæt på, han var på skærende kurs. Da han var næsten foran os kom en mand ud midtskibs og råbte ”Langsam”. Inden jeg nåede at finde ud af hvad han mente, skar båden ind foran os. Der var vel 2 meter fra vores stævn til hans hæk. Så holdt jeg ikke kurs mere, men drejede skarpt over, så jeg kunne komme udenom ham. Lige så snart jeg var udenfor ham, slog ham meget kraftigt bak. Han skulle ind og lægge til ved pontonerne, var nok kommet for langt frem og buldrede ind i pontonerne. Det lød ikke godt. Om der skete noget ved jeg ikke, jeg koncentrerede mig igen om at holde kurs og fart.
Vi nåede til St.Goar, og da vi sejlede ind til en ledig bådplads siger jeg til Knud:” Der ligger knageme en anden dansker”. Da vi var ud for hans hæk, så jeg, at det var Filia Maris fra København. ”Filia Maris” råbte jeg nok temmelig højt i overraskelse. ”Ja”, lød det fra båden, og straks kom en ung mand ud og hjalp os med at lægge til.
Filia Maris er den båd, der for et par år siden sejlede turen ned ad Donau med skipper Per Bruun og familien som besætning. D. 4.4. var Irene, Frank og jeg inde i København for at høre Pers spændende beretning om turen.
Nu var Per sammen med konen, sønnen og svigerdatteren ved at sejle båden hjem fra Middelhavet.
Det var sønnen, der hjalp os med at lægge til. Per var oppe ved havnemesteren for at melde sig til.
Der gik vi også op. Og så var det ”Hej” og ”dav med dig” og snak og formaning og gode råd og
historier om de varme lande.
Da vi havde snakket en lille time, så jeg pludselig havnemesteren fra Koblenz stå ved en af de andre både. Jeg gik selvfølgelig hen for at sige goddag. Han kom hen mod mig rakte hånden frem og sagde: ” Wo ist der Schlüssel?” Nej hvor flovt. Den lå stadig i min højre bukselomme.
Han vidste, hvor vi ville sejle hen. Så han var kørt hele vejen op for at få nøglen. Jeg undskyldte og beklagede og ville selvfølgelig betale ham for den ulejlighed, jeg havde forårsaget. Han ville ikke tage imod noget. Bare han fik nøglen, så ville han hjem til Koblenz.
Sådan gik den første dag, Knud var med som gast. Hvis han tror at alle dagene bliver lige så begivenhedsrige bliver han skuffet.
Søndag d. 23.7.
En lidt trist dag, for det er dagen, hvor Irene skal rejse hjem. Vi pakkede og gjorde båden klar, hankede op i vasketøjet og gik op for at tage bussen. Men ak. Søndag er der en meget reduceret køreplan for busserne, så der var 45 minutters ventetid. Vi spurgte nogen ved vejen, hvor lang tid det ville tage at gå. Ca. 30 minutter var svaret. Altså – vi går. 5 minutter senere kom den mand vi havde spurgt og tilbød os i det forenede EU’s navn at køre os i hans privatbil. Ja tak, og så var vi fremme og blev sat af ved vaskeriet efter 5 minutter. Og så var døren til vaskeriet låst. På skiltet med åbningstiderne stod der allernederst, med meget små bogstaver, og efter en hel masse anden forklarende tekst ”Lukket søn- og helligdage”. Typisk tysk. Reglerne står et sted, undtagelserne står et helt andet sted.
Vi måtte så gå hen og vente på en bus igen, og tage hjem til båden med uforrettet sag.
Resten af dagen gik med at ordne lidt småting og slappe lidt af. Det var underligt at vide at Irene skulle tage tilbage til Danmark, og så skulle vi ikke se hinanden i 4 – 5 måneder.
Kl. 1800 ankom Knud – den nye gast – sammen med hans kone Sinne og sønnen Henrik. De var kørt fra Nyborg kl. 0730, og var nu i Koblenz. Vi hyggede os sammen en times tid, så satte Irene, Sinne og Henrik sig i bilen og kørte tilbage til Danmark. De var tilbage i Nyborg kl. 0500.
Knud og jeg tussede lidt rundt, Knud pakkede ud og så tørnede vi ind, så vi var klar til næste dag.
Lørdag d. 22.7.
Koblenz er en dejlig, meget turistpræget by. På floderne er der stor aktivitet med turistfartsbåde, 0g inde i gaderne er der rigtigt mange turister. Altstadt er som i andre byer fyldt med gadecafeer og – spisesteder.
Der er slet ikke så dårligt i marinaen. Der er langt mellem bådene og togene om natten, så hverken bølger eller togstøj forstyrrer nattesøvnen. Til gengæld ved vi, at vi har en halv meter vand under kølen.
Havnemesteren er utroligt hjælpsom. Han sørger for morgenbrød leveret kl. 6 om morgenen. Han tilbyder at køre folk til de gode indkøbssteder, levnedsmidler for sig og drikkevarer for sig. Man skal bare være klar kl. 8 om morgenen.
Vi ville nu selv af sted for at kigge på byen, handle ind og finde et møntvaskeri. Vi fandt et vaskeri, og på døren stod med store bogstaver ”Åbent alle dage fra 0600 til 2200”. Fint, så vasker vi i morgen. Vi tog bussen hjem, det var begyndt at regne, så da vi stod af måtte vi krybe i læ under et lille halvtag ved en gadedør i 3 kvarter, mens et kæmpe tordenvejr rullede frem og tilbage over os.
posted by Kaj Nordahl at 5:39 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home