indlagt 19.9.

Søndag d. 17. 9.
Sidst på dagen i går var vinden tiltaget en del, og det blæste også godt fra morgenen, men vi besluttede at fortsætte. Vi ville til Novi Sad. Da vi kom lidt ned ad floden tog vinden yderligere til, og nu målte jeg vinden til 8 m/sek. Vinden gik dog på tværs af floden, så det generede os ikke så meget. Da floden så drejede, fik vi vinden lige imod. Samtidig tiltog vinden. Nu målte jeg 12 m/sek. med 15 m/sek. i stødene. Det var helt vildt. Bølgerne var over en halv meter høje, og vi bankede hele tiden stævnen ned i den næste bølge. Båden vippede kraftigt overlangs, og nedslaget i næste bølge stoppede hver gang vipperiet ret pludseligt. Det fik surringerne af mellemunderstøtningen på masten til at give sig, og så begyndte masten af kure frem og tilbage. Jeg prøvede at tøjre masten nede fra cockpittet, men den kunne ikke rigtig lykkes. Og oppe på fordækket var der for vildt. Efter et stykke tid væltede understøtningen under masten, og forenden af masten faldt ned i gennemgangen i prækestolen. Så lå den godt fast igen. Vi sejlede ned til næste sving på floden, så vi igen kunne komme i smult vande, og så var det ellers med at surre masten i den nye stilling. Vi sejlede til Novi Sad, hvor der er en stor marina i en Winterhafen. Vi prøvede den, men løb på grund på revlen foran indsejlingen. Så måtte vi 2 km længere ned ad floden, hvor vi kunne se en bådebro ud i floden. Der var lige plads til os aller yderst, så vi ligger her i strøm og bølger. Broen tilhører vist nok en roklub. Vi har i hvert fald fået os lusket ind til roklubbens badefaciliteter.
Midt eftermiddag tog vi ind til byen. Det er en ret stor nedslidt by, hvor der er megen aktivitet for at modernisere. Mange mennesker i gaderne, mange fortovscafeer, mange forretninger havde søndagsåbent. På byens torv var der et marked for bihonning. Fra 75 – 100 små boder fik vi tilbudt de lokales produkter af honning, krydderier og diverse håndarbejder.
Lørdag d. 16. 9.
Tidlig afgang. Vi ville nå den næste marina, der i følge kortet ligger 100 km fremme. Efter ca. 10 km gjorde vi et stop, for at hilse på Blue Jim. Blue Jim er en tysk båd fra Emden, som vi mødte i Budapest. De er på vej ned ad Donau, og vil slutte i Istanbul. Skipper hedder Jochen, og han sejler med skiftende besætninger på turen. Der kom således 2 nye med i Budapest, og der skal skiftes ud igen i Beograd. Vi har aftalt at holde hinanden orienteret om, hvor vi er, så vi evt. kan hjælpe hinanden. De havde ligget for anker for natten på den position, hvor vi mødte dem. Vi sejlede hurtigt videre. Da vi nåede den søgte marina ved Backa Palanka, måtte vi konstatere, at der var alt for lidt vand i indsejlingen til os. Altså 2 km videre til det der på kortet blev kaldt en havn. Her var der vand nok, men ingen kajer, Så vi lagde os udenpå en turistponton, der var lagt op for vinteren.
Fredag d. 15. 9.
De næste dage kan det være usikkert, om vi kan finde nogle havnemuligheder, så der skulle lige købes lidt brød og drikkevarer for en sikkerheds skyld. Og så af sted mod den ungarske grænse.
Grænsekontrollen ligger i Mohacs, og den nåede vi ved middagstid. Der var 4 pontoner, man kunne Ved den tredje lå 4 politibåde. Ved den fjerde lå 4 store ukrainske skubbere. Der var tilsyneladende ingen på land, der kunne / ville hjælpe os. Altså måtte vi kalde på hjælp. Vi sejlede derfor ind og lagde til udenpå den største og flotteste af politibådene. Ganske rigtigt. 2 minutter senere stod der en betjent og sagde, at der måtte vi ikke lægge til. Han henviste os til den tomme ponton.
Han forklarede om et gult hus og en trappe i gavlen. Jeg gik til det gule hus, der var ingen trappe, men en mand viste mig ind i huset og hen til et kontor. Udenfor det stod 2 stole. På den ene sad en uniformeret person, den anden var ledig. Der skulle jeg sætte mig. Inde på kontoret gik en dame og vaskede gulv. Vi kiggede på vaskekonens svaberdans i 5 – 10 minutter, så gik hun. 5 minutter senere var gulvet tørt. Så rejste betjenten sig og gik ind på kontoret. Det var hans kontor. Jeg blev kaldt ind, og så fik vi ordnet toldpapirerne. Så skulle jeg til grænsepolitiet. Toldbetjenten fulgte mig ud og hen til en stor grå nabobygning. Der var trappen i gavlen. Op til kontoret. Der genså jeg betjenten fra pontonen. Han spurgte mig: "Hvor er din båd?". "Nede ved pontonen som du viste mig", svarede jeg. "Er du sikker?" spurgte han, og pegede ned mod havnen. Der lå nu en stor turistbåd ud for "min" ponton. Jeg skyndte mig hen til læmuren langs havnen og kiggede ned. Samsara lå der, men 5 m udenfor lå den store båd og ventede på, at vi skulle fjerne os. Jeg spurgte betjenten: "Hvor må jeg nu ligge?". "Udenpå ukrainerne", svarede han. Ned og flytte båden, tilbage til grænsepolitiet, han skrev os på en liste, færdig? "Nej, nu skal du ind til politiet". Ind til politiet, og for tredje gang skulle vi skrives på en liste. Endelig færdig. Tilbage til båden lige tidsnok til at flytte os for en ny ukrainsk skubber, der skulle ligge udenpå de 4 andre.
Serbiens grænsekontrol ligger i Bezdan 22 km længere nede ad floden. Her er der 2 gamle flodbåde man kan lægge til udenpå. Bådene ejes af 2 speditionsfirmaer, der sørger for indklareringen. Altså op på deres kontor ordne papirerne og betale 55 euro for deres service. Og så vente på havnemesteren der var ude på inspektion. Han kom en halv time senere. Og så gik han i gang med at udfylde papirer. Det tog over en halv time med alle de formularer og kopier, der skulle bruges. Vi var den tredje sportsbåd den dag, så han var godt træt af det. Da han var færdig skulle en anden kontrollere passene. Han havde været der hele tiden, men kunne altså før gå i gang nu. Han fulgte mig så tilbage til båden, han ville lige se, at Aksel lignede sit pas. Så var det afgang. Næsten. For vi skulle lige slippe 10 euro for at have ligget ved pontonbåden i halvanden time.
Vi sejlede til Apatin, hvor der skulle være en marina. Vi nåede den lige efter solnedgang. Der var en stor bådebro med mange små både, men der var lige plads til os også. Ingen servicemuligheder.
Torsdag d. 14.9.
Tidligt op til en flot solopgang og så af sted. Vi skulle nå den næste marina 100 km fremme. Fin sejlads med sol og blå himmel. Og lidt ensformig. For der er ingen bjerge, næsten ingen byer, kun lidt trafik på floden. Det mest spændende er at holde øje med kortet og bøjerne så vi holder os i sejlrenden. Først på eftermiddagen nåede vi Baja, hvor de har en lille, godt beskyttet marina. Vand og strøm har de, men ingen toilet og dusche. Brug havnen, sagde havnemesteren.
Der ligger 10 både i marinaen, deraf en tysk og en polsk båd. De har lagt op for denne sæson og venter bare på at det skal blive maj 2007. Så vil de fortsætte ned ad Donau. Mændene går her og passer bådene og får lige tid til lidt lystfiskeri en gang i mellem, mens konerne er sendt hjem for at passe deres job.
Vi behøvede ingen nøgle til porten. Havnemesteren bor i marinaen i et lille skur på størrelse med en lille isbod. Eet plastikhavebord, én plaststol med ryg og armlæn, eet køleskab, eet TV, én elovn og en madras er indboet.
Onsdag d. 13.9.
Aksel kom ved 2200 tiden i aftes. Han blev kørt lige til marinaens port af shuttle-bussen fra lufthavnen, så det var fin service.
Vi startede dagen med en kort indkøbstur og en telefonsamtale med FTLF, og så tog vi af sted. Vi skulle lige forbi tankanlægget for at tanke drikkevand. Det fik vi ikke gjort, da vi tankede diesel ved ankomsten. Vi sejlede langsomt hen mod tanken, der ligger ved indsejlingen. 20 m fra tanken stod vi på grund. Den flinke tankmand måtte så ud i sin speedbåd og trække os fri, og nej, vi kunne ikke komme hen til tanken. Så ingen drikkevand til vores tank. Vi sejlede tilbage, rundt om bådebroerne og så skulle vi ud på den anden side. "Sejl tæt op til bådene i marinaen og fortsæt så lige ud" forklarede den flinke tankpasser. Det gjorde vi. Og 25 m udenfor havnen stod vi urokkeligt fast. Tankpasserens lille speedbåd kunne ikke trække os fri. Så kom en af de helt store sportsbåde. En af dem med 4 mands besætning. Der var i hvert fald 4 mand ombord. Den trak os fri. Vores båd krængede nok 20 – 25 grader. Jeg vil gætte på, at den sandrevle, vi blev slæbt hen over, var 25 – 30 cm for høj. 20 m blev vi slæbt så havde vi 4,4m vand under kølen.
Så var det farvel Budapest og ned ad floden, der nu løber mod syd. Der er næsten 200 km til den næste marina, så vi skulle regne med at ligge for anker for natten. Og ved km 1572 fandt vi en god ankerplads mellem et par flodpramme ved et stort brobyggeri. Flot solnedgang og stjerneklar himmel inden vi tørnede ind.