Indlæst d 19.10.

Søndag d. 15. 10.
Kold vind fra N fra morgenen, men skyfrit så det kan blive en rimelig dag.
I dag skal vi have de sidste småting klaret på båden, såsom påhængsmotor og rengøring. Så er vi klar.
Vi skal altså have fundet en internetforbindelse. Det er ikke hidtil lykkedes, hverken i Konstanta eller her i Eforie. Det bedste vi har fundet er på byens største hotel. De har en netforbindelse med en Windows 98 og ingen USB2-stik. Så der kan jeg ikke læse mine dagbogsskriverier ind.


Lørdag d. 14. 10.
Mere klargøring overstået. Nu kan vi ikke gøre meget mere, før vi ligger under kranen.
Det blæser endnu kraftigere i dag, så bølgesprøjtet står flere meter højt ind over molerne. Det ser ud og lyder som en vestenstorm på den jyske vestkyst. Her kommer vinden bare skiftende fra N til Ø.
Det giver mange dønninger, også herinde i marinaen, så båden ligger noget uroligt.

Fredag d. 13. 10.
Mere klargøring af båden og en tur rundt i Eforie for at skaffe motorolie og frostvæske. Også lidt klargøring af os selv. Vi er blevet klippede og det vildtvoksende skæg er fjernet.
Det blæser stadig lige kraftigt fra skiftende nordlige retninger, og dønningerne er høje. Det ville ikke være lystsejlads, at komme ud i det vejr.
Fik i dag en sms fra Blue Jim. Han ligger nu i Varna. Han havde en aftale med sin kone, at hun skulle komme ned til båden i Varna d 14. Så skal hun sejle med videre frem til Istanbul.

Torsdag d. 12. 10.
I morges meddelte vi myndighederne, at vi ville forlade Konstanta. En halv time senere mødte 5 personer op for at gøre papirerne klar, så vi måtte sejle ud af Tomis marina. Marinakontoret skule have en kontrakt på bare 6 sider for at afklare, at vi havde ligget i den marina i 2 nætter.
Vi sejlede så til den lille marina, der hedder ”Marina Europa”. Marinaen har egen hjemmeside www.marina-europa.ro. Den ligger på stranden ved en lille badeby, Eforie N.
Her var der en helt anden modtagelse. Man stod klar til at tage imod os, og viste os på plads, hvor vi skulle ligge. Der ligger en halv snes sejlbåde her. Det er rigtige sejlbåde i størrelse 30 til 49 fod. Bl. a. Bavaria og Jeanneau. Og fra forskellige lande.
Vi ligger på positionen 44 grader 03,85 min N og 28 grader 38,58 min E. Vi er nået frem hertil, efter at have sejlet 2542 sømil siden vi forlod Nyborg. Her vil jeg gerne have båden liggende vinteren over. Marinaen er indhegnet, og der er portkontrollør og vagtposter døgnet rundt.
Vi fik en snak med ham, der skal tage båden op med den 5 tons kran, der står på havnen. Han havde
ikke tid før tirsdag i næste uge. Til gengæld har han et bådstativ, vi kan leje af ham.
Marinaens direktør har ferie i denne uge, så vi kan ikke få gjort nogen aftale færdig før mandag. Direktøren kom dog lige forbi og hilste på, da han alligevel var nede i marinaen for at vaske sin bil.
Marinaen ligger ved en lille by, der hedder Eforie. Eforie er en udpræget bade- og turistby. Nu hvor sæsonen er slut, er der noget dødt, men man kan godt se, at det er et sted, hvor der er livligt om
sommeren. Som f.eks. Søndervig eller Gilleleje.
Vel ankomne hertil er vi begyndt at klargøre båden til at blive hejst op på tirsdag. Og så kigger vi lidt på den stille sommerby.
Sidst på eftermiddagen kom kontordamen fra Tomis ud til marinaen. Det viser sig, at hun er ved at klargøre nogle bådstativer til nogle af marinaens både. Hun fortalte, at hun i 5 år har sejlet optimistjolle, og i 1992 var hun på det rumænske landshold, hvor hun bl.a. deltog i nogle kapsejladser i Svendborg. Senere skiftede hun til laserjolle, men hun er for lille og let til at kunne magte den bådtype rigtigt.

Onsdag d. 11. 10.
Vi startede med at gå rundt og kigge lidt på byen. Vi kom forbi et rejsebureau, der reklamerede med busrejser fra Konstanta til København for 148 euro. Da jeg jo overvejede at lægge op her, måtte vi lige høre lidt mere om det. Det viste sig, at den pris kun gælder, når man bestiller billetten 6 måneder før. Normalprisen er 168 euro. Da vi kom ud fra kontoret kom en ung fyr hen og spurgte, om vi var interesserede i billige flybilletter til Danmark. Ja. Han kendte et tyrkisk flyselskab lige i nærheden, der kunne hjælpe os. Vi fulgte efter ham lidt hen ad gaden og ind i en port, hvor der sad et reklameskilt, der godt kunne ligne noget fra et flyselskab. Inde midt i porten standsede han op og begyndte igen at forklare, at det var et tyrkisk flyselskab. I det samme kom to andre unge fyre løbende ind i porten, mens de råbende spurgte, hvad der foregik. De påtog sig helt en politimæssig rolle og ville se legitimation. Så ville de se hvilke og hvor mange penge, vi havde på os. Aksel bad dem vise deres legitimation, men det ignorerede de. De kiggede noget interesserede på de helt nye euro sedler Aksel havde. Det handler om falske penge, sagde de. Det hele foregik meget hurtigt. Så blev vi undersøgt for våben, og så gik de, og vi kunne også gå. Ude på gaden kom de 2 gange tilbage til os for at tjekke, jeg ved ikke hvad. Så gik vi en anden retning end dem, og så var det slut. Bagefter har vi snakket om, at det nok egentlig var et røverisk overfald, vi oplevede, men fordi vi var sådan nogle fattigrøve, var det nok ikke umagen og risikoen værd at bestjæle os.
Tilbage ved marinaens kontor tilbød kontordamen, at vi måtte køre med hende ud til den private marina, når hun om aftenen alligevel skulle derud og arbejde. Ja, tak. Vi kørte med og kunne straks se, at der var meget bedre faciliteter for os. Altså besluttede vi at sejle derud i morgen torsdag. Samtidig sagde jeg, at jeg havde besluttet mig for at lægge båden op i den marina for vinteren. Vi tog derefter tilbage til byen for at gøre os klar til at sejle derud næste formiddag.

Tirsdag d. 10. 10.
Da vi vågnede igen op ad formiddagen, blev vi klar over, at det ikke var et klubhus, vi lå ved, men en restaurant med borde langs hele kajen. Kajen lå godt beskyttet mod vinden bag en 5 – 6 m høj læmur, så der var helt vindstille, hvor vi lå. Solen skinnede, så der var også dejligt varmt. Derfor var restauranten godt besøgt hele dagen, så vi blev noget overbegloet, når vi var i båden.
Der var også et kontor i en container på kajen. Det var marinaens kontor, så der gik jeg hen for at melde mig. Alt ok. Toiletter var de offentlige toiletter, der lå sammen med restauranten. Dusche, ja måske, men ingen varmt vand. ”Hvor længe bliver i her?” spurgte kontordamen. ” Til vinden lægger sig lidt” svarede jeg. ”Så kommer det til at vare længe” sagde kontordamen, og viste mig en vejrudsigt for de næste 14 dage på internettet. Vind skiftende mellem 3 og 5 Beaufort fra nordlige retninger. Bølger ca. 1,3 m ved Konstanta. Ved Istanbul ca. 2,5m. I hele perioden. Kontordamen fortalte så, at der 5 km S for Konstanta ligger en lille privat marina med alle faciliteter, hvor vi også var velkomne. Hun kendte stedet godt, for hun arbejdede også lidt derude.
Jeg spurgte om mulighederne for at lægge båden op i Konstanta. Der var kun 10 pladser, hvor der var vagt på, og de var alle besat. Så det var en tvivlsom sag at stille sin båd op på kajen udenfor det bevogtede område. Jeg bad hende undersøge, om der var muligheder for at komme på land i den lille marina. Det ville hun undersøge i løbet af dagen. Jeg kunne komme tilbage sidst på dagen og få besked.
Vi benyttede dagen til at kigge lidt på byen og sidst på dagen gik jeg tilbage til kontoret. Vi var velkomne i den lille marina, og der var også muligheder for at få båden sat på land. Hun havde også undersøgt priserne, som hun oplyste mig. Det skulle jeg lige som god jyde tænke lidt over, så jeg sagde, at det skulle lige tjekkes med forsikringsselskabet. Så ville jeg komme igen i morgen. Jeg ringede hjem til Irene og satte hende på en hård opgave med at finde ud af, hvad det skulle koste at få båden fragtet hjem til Danmark fra Konstanta.

Mandag d. 09. 10.
Kl. 10 var jeg oppe på havnemesterens kontor for at høre dagens prognose. Vind N og NØ styrke 2 og 3 Beaufort. Jeg sagde til havnemesteren, at vi ville sejle, så vi ville gerne have papirerne ordnet. Nu var tolderne lige optaget med et stort skib, men når de var færdige der, ville de komme hen til os. Ok. Vi gjorde os klar og ventede. Kl. ca. 12 kom 5 mand hen til båden for at ordne vores papirer. Det klarede de på under en halv time, så det var flot klaret. Og så sejlede vi ud af kanalen og ud i Sortehavet. Undervejs passerede vi kilometersten 0. Da vi havde sejlet et kvarters tid blev vi kaldt op over radioen af Blue Jim. De var kommet til Sulina og havde netop set os sejle, lidt før de ankom. Det med deltaet havde ikke været så interessant alligevel. Vi sagde farvel en gang til og sejlede videre.
Turen fra Sulina til Konstanta opgives tit til at være ca. 80 mil. Jeg havde målt den op til at være ca. 95 mil. Vi regnede med at sejle igennem om natten, så vi kunne være fremme ved Konstanta, når det var blevet lyst. De første 35 mil skal der sejles stik S og derefter en SW-lig kurs. Dels er der en landtange og dels nogle oliefelter, man skal udenom.
Udenfor kanalen skal man stadig sejle et stykke videre mod Ø på grund af aflejring langs kanalen. Vi sejlede derfor ud til 29 grader 48 min Ø og så drejede vi stik sydpå. Herude var dønningerne ca. 1 – 1,5m høje. Det var ikke en regulær bølgegang. Det var som om bølgerne kom fra flere sider samtidig. De fleste bølger kom nærmest ind fra Ø, mens vinden var noget skiftende fra nordlige retninger. Ind imellem forsvandt den næsten. Vi prøvede at sætte storsejlet som støttesejl. Det havde ikke megen virkning, men lidt hjalp det dog. Båden slingrede stadig meget i den skiftende dønning. Aksel passede roret hele eftermiddagen, mens jeg prøvede at hvile lidt. Kl. 1730 tog vi sejlene ned, hvorefter jeg overtog roret. Aksel lavede aftensmad til os og gik derefter til køjs. Det blev mørkt ved 18 tiden, det var natsejlads hele vejen. Der dukkede nogle lys op meget langt fremme i mørket. Efter et stykke tid blev jeg klar over at det var olie-produktions-platformene. Men der var et lys mere længere mod øst. Jeg holdt kursen lige på det et stykke tid, og så blev det ene lys til to, til flere, til mange. Det var en olieboreplatform. Den var kæmpestor. Det var ret specielt at sejle lige ret imod sådan et kæmpe spøgelsesagtigt monster, der bare blev større og større. Da jeg nåede den breddegrad, hvor jeg ifølge planen skulle dreje, gik jeg over til den SW-kurs, der var planlagt. Da var jeg stadig ikke nået helt hen til boreplatformen. Jeg sejlede derfor ind mellem de forskellige platforme, med boreplatformen til bagbord og produktionsplatformene til styrbord. Alle udsendte en masse lys, og alle havde en mægtig stor ildflamme, der hele tiden skiftede i størrelse. Jeg glemte helt at tænke på bølger og søgang. Det var spændende. Efterhånden fik jeg lagt alle de ildsprudlende uhyrer bag mig, og ved midnatstid kom Aksel og afløste. Han havde så mørket og bølgerne at arbejde med. Da jeg kom op igen ved halv fem tiden kunne vi begynde at se lysene og fyrene inde fra Konstanta. Solen var lige stået op, da vi ankom til byen. Vi sejlede ind i Tomis marina. Vi lagde til ved molen lige nedenfor en stor bygning, som vi troede var er klubhus. Så kaldte vi portcontrol over VHF-en og et kvarter efter kom 3 mand fra told og grænsepoliti kørende i en bil for at registrere, at vi var ankommet. Da de var kørt gik turen til havnemesterens kontor, for at han kunne registrere os, og så gik vi til køjs. Turen havde ifølge vores GPS været 94 sømil sejlet i meget skiftende vind og med 1,5 m høje bølger.


Søndag d. 08. 10.
Efter at vi havde hentet vores tilladelse til at sejle videre på havnekontoret gik turen nu mod Sulina.
Vi fulgtes med Blue Jim det første stykke, men så var det tid til at sige farvel. Vi ville den direkte vej til Sulina. Jochen ville sejle et stykke ned ad St. Georges armen og derfra ind og rundt i deltaet for at støde til Sulinakanalen længere fremme. Det havde han læst, at en tysker med 190 cm dybgang havde gjort, så det ville han også prøve. Og så skal der ligge flere gode fiskerestaurationer i området. Han regnede med at bruge 2 – 3 dage derinde. Så farvel og tak for godt følgeskab.
Hele Donaus delta er et stort sumpområde, hvor der mindre end 35 % fast land. Sulinakanalen er en ca. 75 m bred kanal med smalle diger på begge sider. Der ligger flere bebyggelser langs kanalen, der er ca. 70 km lang. De er meget karakteristiske, for der ligger kun en eller 2 rækker huse langs kanalen. Bebyggelserne er ikke i forbindelse med hinanden med vej over land, så den eneste måde at komme frem og tilbage på er pr. båd. Vi nåede frem til Sulina, hvor der for første gang i meget lang tid var bygget en mole langs flodbredden. Vi lagde til lige udenfor havnemesterens kontor. Jeg gik ind for at sige goddag og for at sige, at vi agtede at sejle videre til Konstanta med det samme. Javel, svarede havnemesteren, men der er et problem. Vejrprognosen for i dag siger vind fra NØ med styrke 6 – 7 Beaufort. Altså vind op til 17m / sek.
Vi besluttede derfor at blive liggende til næste dag, hvor vi kunne få en ny prognose kl. 10. Og så gik der nogen tid med at få ordnet alle papirerne.
Sulina er en meget speciel by. Dog er der her hele 5 parallelle gader. Også Sulina kan kun nås ad vandvejen. De fleste af beboerne bor på kanalens højre bred. Det er også der butikkerne ligger. De få der bor på venstre bred bliver så roet over til den anden side, når de skal på indkøb. Butikkerne har åbent fra kl. 7 om morgenen til kl. 21 om aftenen alle ugens dage, så de når det.
Vi kiggede lidt på byen og blev kontaktet af en yngre engelsktalende beboer, der var meget ivrig efter at fortælle om byen. Han fortalte os meget. Han kunne også vise os et meget godt spisested, hvor vi kunne få fisk, tilberedt på ægte lokal mener. Det viste sig at blive dobbelt så dyrt som hvad vi plejer at betale for en middag. Men fisken smagte godt.
Sidst på eftermiddagen sad vi på båden, da vi blev kontaktet af 2 journalister og en fotograf fra den rumænske avis Journalul National. De var lige startet på en reportagetur, hvor de skulle sejle op ad floden og interviewe mennesker, de mødte på vejen. De var meget interesserede i os, og spurgte og fotograferede meget. Så gem lige avisen, så vi kan se, hvad de har skrevet, når vi kommer hjem.

Lørdag d. 07. 10.
I dag sejlede vi så til Tulcea. Hvad Galati er for erhvervsskibsfarten, er Tulcea for turistsejladsen. Byen har ca. 200000 indbyggere, og det er herfra al turisttrafik til deltaet udgår. Det betyder, at langs 3 – 4 km af flodbredden ligger der turistbåde, 3, 4, 5 eller 6 udenpå hinanden. Det var svært at finde en plads. Først da vi var næsten forbi byen, var der en restaurationsbåd, vi kunne lægge os udenpå. Først Blue Jim og så os. En halv time senere kom en mand, der sagde, at vi skulle flytte os med det samme, for den turistbåd, der har liggeplads der, var på vej tilbage. Det var noget uheldigt for Jochen, for hans gaster var gået ind til byen for at proviantere. Vi sejlede lidt videre ned ad floden og fandt en plads, hvor vi måtte ligge til kl. 10 i morgen. Blue Jim sejlede tilbage mod byen og fandt en plads der. En time senere var vi inde i byen for at se os lidt omkring og for at handle. Der mødte vi Jochen, der fortalte, at han havde været på havnemesterens kontor, og der afventede man også vores besøg. De havde set os, da vi ankom. Altså hjem og hente papirerne og op og blive indskrevet med sirlig skrift i en stor bog med gulnede blade. På vejen tilbage mødte vi Blue Jims 2 gaster, Bernt og Peter, der fortalte, at Blue Jim nu lå lige bag os. Jochen var blevet afkrævet en så ublu pris for at ligge ved den ponton, han havde fundet, at han havde valgt at flytte. Vi lå gratis.
Tulcea er en by i kraftig udvikling med stor lang havnepromenade og mange hoteller. Så den er begyndt at blive turistpræget.