indlagt d. 2.5.07

Onsdag d. 2.5.
Kl. 0500 blev vi vækket af en stormende vind med regnbyger, der pressede båden ind mod kajen.
Vi tjekkede fendere og fortøjning. Alt ok. Så er det vist kun at afvente bedre vejr, så vi kan komme til Varna. I mellemtiden kan vi kigge lidt mere på byen her, der ligger flot op ad en bjergskråning.

Tirsdag d. 1.5.
Vi var tidligt oppe, for vi skulle sejle langt i dag. Kl. 0730 stod vi på havnemesterens kontor, og derfra sejlede vi til grænse- og immigrationspolitiets og toldernes kontor. Papirerne blev klaret, og så af sted. Jeg drejede startnøglen – intet skete. Jeg prøvede igen – intet resultat. Åh, nej – nu igen.
Jeg tjekkede sikringen. Den var sprunget. Ny sikring i, og så kørte det hele. Pyh. Men hvorfor springer sikringen, mens motoren er stoppet?
Ved middagstid så vi en stor flok delfiner (tror vi det var), der legede. De blev på samme position, men vi så deres rygfinner komme op over overfladen i forskellige retninger. Nogle af dem sprang helt op over havoverfladen. Det fortsatte længe, så vi så de legende rygfinner forsvinde bagud.
Den bulgarske kyst, som vi passerede, var en meget flot 20 – 50 m høj klippeskrænt med mange huler og grotter. Ved 1700 tiden nåede vi frem til Balchik, hvor vi lagde os ind til kajen. Derfra blev vi straks beordret til at sejle over til grænse- og immigrationspolitiets og toldernes kontor samt havnemesterens kontor, der alle ligger ved en anden kaj i havnen. Her startede så papirnusseriet igen. Der blev ringet efter havnemesteren, der gik hjemme, fordi han havde ferie. Han kom efter en halv time, meget undskyldende at han var så længe om at komme. Papirerne blev udfyldt, og kl. 1900 kunne vi sejle tilbage til den første kajplads mellem sejlbådene.
Balchik er en lille by med ca. 10000 fastboende personer, men ideelt beliggende for feriefolket. I højsæsonen kan persontallet stige til 25000. Der er rigtig gang i byggeaktiviteterne, og havnefronten præges af hoteller og restaurationer.
Da vi gik til køjs var der vindstille og lunt vejr.

Mandag d.30.4.
I dag ville vi så af sted. Det havde været meget blæsende fra N og NW om natten, men fra om morgenen begyndte vinden at tage af. I øvrigt letskyet med en del sol.
Marinaens manager, Mr. Petcu, havde lovet at komme kl. 0900, så han kunne hjælpe med at få fat i de nødvendige myndigheder, der skulle stemple papirer, inden vi forlod marinaen.
Mr. Petcu kom ikke.
Kl. 0930 fik vi, ved hjælp af nogle af de andre bådejere i marinaen, fat i mr. Petcus kontormand, der ringede mr. Petcu op, så jeg kunne tale med ham. Mr. Petcu havde det ikke godt. ”The president of the marina” havde jo ladet mr. Arthur og mr. Petcu arbejde og vente forgæves i marinaen hele lørdagen. Derfor havde han inviteret dem i byen søndag. Mr. Petcu havde det ikke godt. Men jeg fik sagt farvel, og mr. Petcu forklarede kontormanden hvad der skulle gøres. En halv time senere stod en embedsmand i uniform ved båden. Han klarede alle papirerne så vi var klar til afgang.
Kl. 1030 kom mr. Arthur til marinaen. Han var vist ikke i arbejdstøjet, men vi fik sagt pænt farvel, og han hjalp med at lægge fra.
Udenfor marinaen var bølgerne ca. 1 m høje, og vinden var god, så vi satte sejlene og sejlede mod S. Vinden var dog aftagende, så efter 2 timers sejlads måtte vi starte motoren for at komme fremad. Vi nåede Mangalia kl 1600. Mangalia er den sidste rumænske by før Bulgarien, en by med ca. 30000 indbyggere og en ret stor havn. En stille og landsbypræget by. Noget andet end det turist center vi kom fra.