ındlagt 10.5.
Tirsdag d. 8.5.
I dag skulle turen kun være på 20 – 25 mil til en marina ved indsejlingen ved Bosporusstrædet. Vi var tidligt oppe, for ”tyskeren” havde sagt, at der var varslet regn og kraftig blæst i løbet af dag. ”Kig på de to kuttere”, sagde han. ”De sejler ud kl. 0500. Hvis de bliver i havn, er det fordi vejret bliver dårligt”. Vi stod op kl. 0630. Kutterne lå stadig i havnen. Vi kiggede på himlen. Det så ud til at blive fint vejr. Vi sejler. Kl. 0745 sejlede vi ud af havnen med kurs mod Bosporusstrædet. Vejret blev hurtigt bedre. Vinden forsvandt helt og solen kom frem. Det blev rigtig varmt. Vi så en flok delfiner, der boltrede sig. På et tidspunkt kom de hen og fulgte båden. De dukkede op lige ved siden af os, én, to, tre, fire ad gangen. Jeg fik filmet noget, og Jørgen fik et godt billede af en, der var oppe og ”lufte” 2 m fra båden.
Da vi nærmede os indsejlingen så vi 30 – 40 fragtbåde, der lå for anker udenfor. Vi ankom til havnen ved indsejlingen ca. kl. 1200. Den var fyldt med fiskerbåde og både, der lå ved flere værfter. Ingen pladser til sejlbåde. Vi ville anmelde vores ankomst til landet, og sejlede derfor hen til et kontor, hvor der sad et par uniformerede herrer, og hvor der lå en stor officielt udseende motorbåd foran. De var meget venlige, men fortalte at vi skulle melde os til portcontrol inde i Istanbul.
Altså begyndte vi sejladsen de ca. 15 mil gennem Strædet. Det er en meget flot og smuk tur. Vi var begunstiget af sol og lidt vind. I begyndelsen kunne vi bruge genuaen, men snart forsvandt vinden helt. Og så fik vi det fulde udsyn, mens vi sejlede. Prøv det selv. Det er en oplevelse.
Vi sejlede hen til portcontrols kontor, der ligger tæt ved udsejlingen til Marmarahavet. Vi måtte kæmpe med flere turistbåde og deres bølger, men fik plads ved kontorets gavl. Her blev vi jaget væk fra af nogle officerer fra andre turistbåde. Der lå en turistbåd og ventede på, at vi skulle forsvinde, så den kunne komme ind.
Vi sejlede derfor ud af Strædet og ud i Marmarahavet. Her lå der igen 30 – 40 fragtbåde for anker. Vi undrede os over det. Der sejler da hele tiden både gennem Strædet.. Vi ville ud til marinaen Atakøy, der er vores endelige mål. Jeg havde i en yacht-brochure set, at marinaen benytter VHF-kanal 16 og 73. Jeg kaldte dem på begge kanaler. Ingen svarede. Vi sejlede hen til marinaen. Lige så snart vi havde passeret indsejlingen, lød det over radioen: ” Hello Samsara. Welcome to Atakøy. What can we do for you?”. Jeg svarede, at vi gerne ville have en plads i havnen ca. 14 dage. ”Did you say 14 days?” ”Yes, 14 days”. ”Just a moment, sir, a guide will take you to your place”. Mindre end et minut senere kom to mand i en gummibåd og ledte os hen til en fin plads i marinaen. Her hjalp de os med at lægge til, og straks efter fik jeg udleveret i anmeldelsesblanket som skulle udfyldes. Sådan. Hurtigt, venligt og effektivt.
Endelig. Efter 3 lange og hårde dage på søen kunne vi endelig føle et: Velkommen til Tyrkiet.
I aftes anskaffede jeg mıg et tyrkısk chıp-kort tıl telefonen, så nu kan man rınge mıg op på telefon nummer 0090-5376482374 uden det belaster mın telefonregnıng. I skal være velkomne. Svarer vı ıkke første gang, saa prøv ıgen senere. Der er rigtig meget larm i gaderne her.
Mandag d. 7.5.
Vi gav os god tid fra morgenen og ville tage en kort tur til næste havn, hvor vi så kunne komme i land og hygge os og fejre fødselsdag. Kl. 1000 var vi klar. Gråt vejr med en smule vind. Vi prøvede
at sætte sejlene, men der var for lidt vind, så ned med dem igen. Der var nogle store dønninger, ca. 1 m høje og 25 – 30 m lange. Næste som atlanterhavsdønninger. Rundt omkring lå nogle tunge regnskyer. De gav en del vind og dønningerne blev op til 2 m høje og kortere. Vi undgik at komme direkte under regnskyerne. Omkring kl. 1300 var vi fremme ved Kiyikøy, en havn med en dækmole ud mod havet og en lille indsejling i siden ind mod stranden. De store dønninger gik skråt ind mod indsejlingen. Vi kom fint ind gennem indsejlingen, men her var vandet så plumret at ekkoloddet viste 0 m. 15 m indenfor begyndte kølen at bumpe mod bunden hver gang en bølgedal passerede os. Vi kiggede på hinanden. Her kan vi ikke blive. Altså måtte vi vende båden, der kun kunne manøvrere på bølgetoppene, og stod fast i bølgedalene. Vi fik vendt og kom ud af havnen. Nu skulle vi have fart på for at nå frem, inden det blev mørkt. Vi var fremme ved havnen Karaburun lidt før kl. 2000 i aftenskumringen. Havnen var i princippet bygget som den foregående, men indsejlingen var smallere og tættere ved kysten. Da vi kom helt hen til indsejlingen ,så vi, at der lå skroget af et kæntret jernskib på ca. 30 m længde på langs midt i indsejlingen. Det gav os mindre end 10 m at manøvrere på. Dønningerne skubbede os fremad, men så snart vi kom i læ af skroget var vandet roligt. Og der var vand nok. 4 – 5 m dybde hele vejen. Inde i havnen lå et par store fiskekuttere ved den ene kaj. Der måtte der være vand nok, så der sejlede vi hen og fik plads ved kajen mellem de to kuttere. Vi blev straks kontaktet af 2 fiskere i havnen. Den ene var født i og havde levet 19 år i Tyskland. Han fortalte, at der ikke var nogen banker i byen, men han kunne godt veksle lidt for os. Jørgen forsøgte forsigtigt med 10 Euro og fik 15 Lira retur. ( Kursen er 1,8). Fiskeren havde ikke lige flere penge på sig, men ville komme tilbage med resten. Vi så ham ikke siden. Vi gik op til en lille restaurant, der lå ved havnen for at købe 2 øl. De kostede 10 Lira ( altså ca.40 kr). Så gik vi tilbage til båden, åbnede en dåse ravioli og kogte lidt pastaskruer. Det var Jørgens fødselsdagsmiddag.
Vi følte os rigtigt velkomne og modtaget med åbne arme.
Søndag d. 6.5.
Op kl. 0500, hurtig klargøring og så af sted. Det var meget diset fra morgenen, men ingen vind.
Vi nåede Burgas kl. 0900 og sejlede ind til marinaen, der ligger lige indenfor indsejlingen til havnen. En sikkerhedsvagt henviste til havnekontoret. ”Kald dem over radioen” sagde han. ”Har vi prøvet. Både kanal 8 og 16. Ingen svarer”, sagde vi. ”Så prøv kanal 11”, sagde han. Det gjorde vi og fik straks kontakt med havnekontrollen. De sagde, vi skulle lade båden ligge i marinaen og komme over til deres kontor med pas og bådens papirer. Der var over en km derover til, så vi sejlede til en mole i nærheden, og gik så op til dem. Kæmpestor bygning uden skiltning. Vi fandt en mindre bygning ved siden af med kontor til tolder og grænsepoliti. Der gik vi hen. En mand derfra førte os så tilbage til kæmpebygningen, og efter nogle forgæves forsøg med en elevator (Den manglede nogle knapper og kørte nok ikke om søndagen) tog vi trapperne op til 6. sal til havnemesterens kontor. Genial placering af en havnemesters kontor. Her blev vi så ekspederet og fik stemplet papirer og betalt 10 euro. Så blev vi ført tilbage til det første kontor, og derfra tog 2 mand så sammen med os tilbage til båden ( De kørte os skam de 400 m i bil). Her skulle der igen udfyldes en række papirer og udveksles stempler, og så måtte vi sejle. Klokken var nu 1030, så vi skyndte os af sted.
Vejret var fint under hele turen. Noget diset, meget lidt vind, dønninger noget af tiden. Vi så næsten ingen både eller skibe. Til gengæld så vi nogle delfiner. Kysten var grøn og frodig med skrænter, bakker og små byer. Hver by med sit hotelbyggeri i gang. Der bygges meget.
Vi nåede frem til Limankøy kl. 1930. Stor havn / marina liggende godt i læ i en bugt på kysten. Vi sejlede direkte hen til en båd fra Coast Guard der lå ved kajen, for at spørge hvor vi skulle anmelde vores ankomst til Tyrkiet. ”Hvor kommer I fra, hvad vil I her, hvor skal I hen?”, spurgte en mand på dækket. Vi prøvede at forklare. ”I må slet ikke være her. Dette er et lukket område. I må ikke røre min båd. I må ikke gå til kaj. I må ikke kontakte nogen her. I kan få lov til at ligge for anker ude midt i havnebassinet, ellers må i ankre op udenfor havnen”, sagde han. Vi lagde os for anker ude i bassinet.
Tyrkeren i Eforie N havde sagt at havnen her var meget fin med alle faciliteter. Vi ville blive modtaget med åbne arme sagde han. Vi blev modtaget af en sur bådfører og to marinesoldater med maskinpistoler over skulderen.
Lørdag d. 5.5.
I dag ville vi så til Nesebar. Op kl. 0600, et hurtigt bad og så af sted. Morgenkaffen drikker vi undervejs. Vejret var fint. En smule vind – for lidt til sejl og diset. 1 m dønninger fra skiftende retninger. Sådan er det nok bare.
Kysten vi sejlede langs var det meste af vejen nærmest som en skrænt. Bagved var terrænet bakket og skovklædt. De sidste 20 km før Nesebar var der sandstrand. Og strandene var spækket til med hoteller. Flere steder i 5-6 rækker bag hinanden. Et af områderne er det fra turistbrochurerne kendte ”Sunny Beach”.
Lige før ankomsten til Nesebar mødte vi 3 sejlbåde, der kom for sejl. De første vi har set hernede.
Der er 2 marinaer ved Nesebar. En til yachtbåde, som vi ikke måtte være i, og en anden hvor de lokale fiskere og turbådene til turist ligger. Der var vi velkomne.
Nesebar ligger delvis på en lille ø, der er forbundet med fastlandet med en dæmning. Ø-delen er helt ødelagt af turismen. Det kunne lige så godt være Vejers Strand eller Søndervig. Masser af inden- og udendørs restauranter, souvenirboder, ”kunstforretninger”, tøj- og skobutikker osv.. Opskruede priser mv.. Tivolisering – som Jørgen kalder det.
De har et par store ruiner fra en bymur fra romertiden liggende på øen. Det er så det.
Bydelen på fastlandet er mere for de fastboende. Hele byområdet bærer præg af, at det er et område, der tjener penge. Boligejendommene og hele gadebilledet er klart den bedste standard, vi har set.
Da havnemesteren kom til os, sagde vi at vi gerne ville tjekke ud af landet i morgen tidlig. ”Hvornår åbner i kontoret?”. ”Det kan slet ikke lade sig gøre for tiden”, var svaret. Det er jo udenfor sæsonen.
”Hvis I vil tjekke ud af Bulgarien, må I tage til Burgas.” Shit. Turen i morgen er allerede på 50 mil og til Burgas er ekstra 15. Men sådan skal det så være. Så må vi tidligt i seng i aften.
I dag skulle turen kun være på 20 – 25 mil til en marina ved indsejlingen ved Bosporusstrædet. Vi var tidligt oppe, for ”tyskeren” havde sagt, at der var varslet regn og kraftig blæst i løbet af dag. ”Kig på de to kuttere”, sagde han. ”De sejler ud kl. 0500. Hvis de bliver i havn, er det fordi vejret bliver dårligt”. Vi stod op kl. 0630. Kutterne lå stadig i havnen. Vi kiggede på himlen. Det så ud til at blive fint vejr. Vi sejler. Kl. 0745 sejlede vi ud af havnen med kurs mod Bosporusstrædet. Vejret blev hurtigt bedre. Vinden forsvandt helt og solen kom frem. Det blev rigtig varmt. Vi så en flok delfiner, der boltrede sig. På et tidspunkt kom de hen og fulgte båden. De dukkede op lige ved siden af os, én, to, tre, fire ad gangen. Jeg fik filmet noget, og Jørgen fik et godt billede af en, der var oppe og ”lufte” 2 m fra båden.
Da vi nærmede os indsejlingen så vi 30 – 40 fragtbåde, der lå for anker udenfor. Vi ankom til havnen ved indsejlingen ca. kl. 1200. Den var fyldt med fiskerbåde og både, der lå ved flere værfter. Ingen pladser til sejlbåde. Vi ville anmelde vores ankomst til landet, og sejlede derfor hen til et kontor, hvor der sad et par uniformerede herrer, og hvor der lå en stor officielt udseende motorbåd foran. De var meget venlige, men fortalte at vi skulle melde os til portcontrol inde i Istanbul.
Altså begyndte vi sejladsen de ca. 15 mil gennem Strædet. Det er en meget flot og smuk tur. Vi var begunstiget af sol og lidt vind. I begyndelsen kunne vi bruge genuaen, men snart forsvandt vinden helt. Og så fik vi det fulde udsyn, mens vi sejlede. Prøv det selv. Det er en oplevelse.
Vi sejlede hen til portcontrols kontor, der ligger tæt ved udsejlingen til Marmarahavet. Vi måtte kæmpe med flere turistbåde og deres bølger, men fik plads ved kontorets gavl. Her blev vi jaget væk fra af nogle officerer fra andre turistbåde. Der lå en turistbåd og ventede på, at vi skulle forsvinde, så den kunne komme ind.
Vi sejlede derfor ud af Strædet og ud i Marmarahavet. Her lå der igen 30 – 40 fragtbåde for anker. Vi undrede os over det. Der sejler da hele tiden både gennem Strædet.. Vi ville ud til marinaen Atakøy, der er vores endelige mål. Jeg havde i en yacht-brochure set, at marinaen benytter VHF-kanal 16 og 73. Jeg kaldte dem på begge kanaler. Ingen svarede. Vi sejlede hen til marinaen. Lige så snart vi havde passeret indsejlingen, lød det over radioen: ” Hello Samsara. Welcome to Atakøy. What can we do for you?”. Jeg svarede, at vi gerne ville have en plads i havnen ca. 14 dage. ”Did you say 14 days?” ”Yes, 14 days”. ”Just a moment, sir, a guide will take you to your place”. Mindre end et minut senere kom to mand i en gummibåd og ledte os hen til en fin plads i marinaen. Her hjalp de os med at lægge til, og straks efter fik jeg udleveret i anmeldelsesblanket som skulle udfyldes. Sådan. Hurtigt, venligt og effektivt.
Endelig. Efter 3 lange og hårde dage på søen kunne vi endelig føle et: Velkommen til Tyrkiet.
I aftes anskaffede jeg mıg et tyrkısk chıp-kort tıl telefonen, så nu kan man rınge mıg op på telefon nummer 0090-5376482374 uden det belaster mın telefonregnıng. I skal være velkomne. Svarer vı ıkke første gang, saa prøv ıgen senere. Der er rigtig meget larm i gaderne her.
Mandag d. 7.5.
Vi gav os god tid fra morgenen og ville tage en kort tur til næste havn, hvor vi så kunne komme i land og hygge os og fejre fødselsdag. Kl. 1000 var vi klar. Gråt vejr med en smule vind. Vi prøvede
at sætte sejlene, men der var for lidt vind, så ned med dem igen. Der var nogle store dønninger, ca. 1 m høje og 25 – 30 m lange. Næste som atlanterhavsdønninger. Rundt omkring lå nogle tunge regnskyer. De gav en del vind og dønningerne blev op til 2 m høje og kortere. Vi undgik at komme direkte under regnskyerne. Omkring kl. 1300 var vi fremme ved Kiyikøy, en havn med en dækmole ud mod havet og en lille indsejling i siden ind mod stranden. De store dønninger gik skråt ind mod indsejlingen. Vi kom fint ind gennem indsejlingen, men her var vandet så plumret at ekkoloddet viste 0 m. 15 m indenfor begyndte kølen at bumpe mod bunden hver gang en bølgedal passerede os. Vi kiggede på hinanden. Her kan vi ikke blive. Altså måtte vi vende båden, der kun kunne manøvrere på bølgetoppene, og stod fast i bølgedalene. Vi fik vendt og kom ud af havnen. Nu skulle vi have fart på for at nå frem, inden det blev mørkt. Vi var fremme ved havnen Karaburun lidt før kl. 2000 i aftenskumringen. Havnen var i princippet bygget som den foregående, men indsejlingen var smallere og tættere ved kysten. Da vi kom helt hen til indsejlingen ,så vi, at der lå skroget af et kæntret jernskib på ca. 30 m længde på langs midt i indsejlingen. Det gav os mindre end 10 m at manøvrere på. Dønningerne skubbede os fremad, men så snart vi kom i læ af skroget var vandet roligt. Og der var vand nok. 4 – 5 m dybde hele vejen. Inde i havnen lå et par store fiskekuttere ved den ene kaj. Der måtte der være vand nok, så der sejlede vi hen og fik plads ved kajen mellem de to kuttere. Vi blev straks kontaktet af 2 fiskere i havnen. Den ene var født i og havde levet 19 år i Tyskland. Han fortalte, at der ikke var nogen banker i byen, men han kunne godt veksle lidt for os. Jørgen forsøgte forsigtigt med 10 Euro og fik 15 Lira retur. ( Kursen er 1,8). Fiskeren havde ikke lige flere penge på sig, men ville komme tilbage med resten. Vi så ham ikke siden. Vi gik op til en lille restaurant, der lå ved havnen for at købe 2 øl. De kostede 10 Lira ( altså ca.40 kr). Så gik vi tilbage til båden, åbnede en dåse ravioli og kogte lidt pastaskruer. Det var Jørgens fødselsdagsmiddag.
Vi følte os rigtigt velkomne og modtaget med åbne arme.
Søndag d. 6.5.
Op kl. 0500, hurtig klargøring og så af sted. Det var meget diset fra morgenen, men ingen vind.
Vi nåede Burgas kl. 0900 og sejlede ind til marinaen, der ligger lige indenfor indsejlingen til havnen. En sikkerhedsvagt henviste til havnekontoret. ”Kald dem over radioen” sagde han. ”Har vi prøvet. Både kanal 8 og 16. Ingen svarer”, sagde vi. ”Så prøv kanal 11”, sagde han. Det gjorde vi og fik straks kontakt med havnekontrollen. De sagde, vi skulle lade båden ligge i marinaen og komme over til deres kontor med pas og bådens papirer. Der var over en km derover til, så vi sejlede til en mole i nærheden, og gik så op til dem. Kæmpestor bygning uden skiltning. Vi fandt en mindre bygning ved siden af med kontor til tolder og grænsepoliti. Der gik vi hen. En mand derfra førte os så tilbage til kæmpebygningen, og efter nogle forgæves forsøg med en elevator (Den manglede nogle knapper og kørte nok ikke om søndagen) tog vi trapperne op til 6. sal til havnemesterens kontor. Genial placering af en havnemesters kontor. Her blev vi så ekspederet og fik stemplet papirer og betalt 10 euro. Så blev vi ført tilbage til det første kontor, og derfra tog 2 mand så sammen med os tilbage til båden ( De kørte os skam de 400 m i bil). Her skulle der igen udfyldes en række papirer og udveksles stempler, og så måtte vi sejle. Klokken var nu 1030, så vi skyndte os af sted.
Vejret var fint under hele turen. Noget diset, meget lidt vind, dønninger noget af tiden. Vi så næsten ingen både eller skibe. Til gengæld så vi nogle delfiner. Kysten var grøn og frodig med skrænter, bakker og små byer. Hver by med sit hotelbyggeri i gang. Der bygges meget.
Vi nåede frem til Limankøy kl. 1930. Stor havn / marina liggende godt i læ i en bugt på kysten. Vi sejlede direkte hen til en båd fra Coast Guard der lå ved kajen, for at spørge hvor vi skulle anmelde vores ankomst til Tyrkiet. ”Hvor kommer I fra, hvad vil I her, hvor skal I hen?”, spurgte en mand på dækket. Vi prøvede at forklare. ”I må slet ikke være her. Dette er et lukket område. I må ikke røre min båd. I må ikke gå til kaj. I må ikke kontakte nogen her. I kan få lov til at ligge for anker ude midt i havnebassinet, ellers må i ankre op udenfor havnen”, sagde han. Vi lagde os for anker ude i bassinet.
Tyrkeren i Eforie N havde sagt at havnen her var meget fin med alle faciliteter. Vi ville blive modtaget med åbne arme sagde han. Vi blev modtaget af en sur bådfører og to marinesoldater med maskinpistoler over skulderen.
Lørdag d. 5.5.
I dag ville vi så til Nesebar. Op kl. 0600, et hurtigt bad og så af sted. Morgenkaffen drikker vi undervejs. Vejret var fint. En smule vind – for lidt til sejl og diset. 1 m dønninger fra skiftende retninger. Sådan er det nok bare.
Kysten vi sejlede langs var det meste af vejen nærmest som en skrænt. Bagved var terrænet bakket og skovklædt. De sidste 20 km før Nesebar var der sandstrand. Og strandene var spækket til med hoteller. Flere steder i 5-6 rækker bag hinanden. Et af områderne er det fra turistbrochurerne kendte ”Sunny Beach”.
Lige før ankomsten til Nesebar mødte vi 3 sejlbåde, der kom for sejl. De første vi har set hernede.
Der er 2 marinaer ved Nesebar. En til yachtbåde, som vi ikke måtte være i, og en anden hvor de lokale fiskere og turbådene til turist ligger. Der var vi velkomne.
Nesebar ligger delvis på en lille ø, der er forbundet med fastlandet med en dæmning. Ø-delen er helt ødelagt af turismen. Det kunne lige så godt være Vejers Strand eller Søndervig. Masser af inden- og udendørs restauranter, souvenirboder, ”kunstforretninger”, tøj- og skobutikker osv.. Opskruede priser mv.. Tivolisering – som Jørgen kalder det.
De har et par store ruiner fra en bymur fra romertiden liggende på øen. Det er så det.
Bydelen på fastlandet er mere for de fastboende. Hele byområdet bærer præg af, at det er et område, der tjener penge. Boligejendommene og hele gadebilledet er klart den bedste standard, vi har set.
Da havnemesteren kom til os, sagde vi at vi gerne ville tjekke ud af landet i morgen tidlig. ”Hvornår åbner i kontoret?”. ”Det kan slet ikke lade sig gøre for tiden”, var svaret. Det er jo udenfor sæsonen.
”Hvis I vil tjekke ud af Bulgarien, må I tage til Burgas.” Shit. Turen i morgen er allerede på 50 mil og til Burgas er ekstra 15. Men sådan skal det så være. Så må vi tidligt i seng i aften.
posted by Kaj Nordahl at 12:17 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home