ındlagt 12.5.
Fredag d. 11.5.
Kl. 0930 var vi oppe ved marinaen, hvor vi mødte Ekrem. Han sagde, at i dag ville marinaen stille en bil med chauffør til rådighed til turen ind til byen pga. den mislykkede tur i går. Vi kørte til byen og gik ind i havnekontoret. Ekrem og skrankemanden talte lidt sammen, men hurtigt blev tonen mere aggressiv. To mænd dukkede nu op og trak kamphanerne fra hinanden. Ekrem gav mig alle papirerne og gik ud af døren. En af de to mænd gav mig et stykke papir, som jeg skulle udfylde. Det var nøjagtigt de oplysninger, der stod på translog’en, jeg skulle skrive igen. Jeg viste det til skrankemanden, og han nikkede godkendende. Så rejste han sig op og gik forbi os og ud ad døren, mens han stirrede på os med en kropsholdning som en spansk toreador. Så kom Ekrem ind igen, og en ny mand satte sig bag skranken. De to gik nu i gang med at ekspedere vores papir. Det tog noget tid, for den ny skrankemand var tydeligvis ikke fortrolig med, hvad der skulle ske. Flere kunder kom til og stod og ventede. En af dem prøvede med lidt selvbetjening. Han ville tage et papir, han viste han skulle bruge. Han blev meget bestemt sendt tilbage. Bare vent.
Ved et stort skrivebord ved siden af skranken sad en kvinde i uniform og læste avis, mens en mand sad foran skrivebordet og ventede. En medhjælper ude bagfra serverede te for ham et par gange. Da diskussionen mellem Ekrem og skrankemanden var på sit højeste, lagde kvinden avisen ned og fulgte med i, hvad der blev sagt. Da Ekrem var gået ud, bladede hun videre i avisen og gik i gang med dagens kryds og tværs.
Papirerne blev stemplet og underskrevet og vi gik ud af døren. Derude stod skrankemanden og skulede efter os. Næste kontor lå i den bygning, hvor vi to dage tidligere havde talt med pasbetjenten første gang. Op på 3.sal til en mand, som vi forstyrrede i at se fjernsyn. Han kiggede lidt på papirerne, stillede et par spørgsmål og så fik vi to stempler og en underskrift. Længere henne ad gangen sad sekretæren. Hun skulle føre papiret til protokols og bekræfte dette med en underskrift på papiret.
Tilbage til den ventende bil, og ud til en transithavn, der ligger i nærheden af marinaen. Her skulle vi ind og vise pas i en bygning, og derefter gik vi over til en anden bygning, hvor Ekrem var inde på 2 kontorer for at få nogle stempler. Tilbage til bilen og tilbage til marinaen. Her skulle vi til toldkontrollen. De ringede til hans kontor. Han var der ikke. Vi brokkede os. De ringede igen. Så var han der. Vi spadserede til hans kontor, Ekrem gik ind og kom lidt efter ud igen. Tolden var klaret.
Så tilbage til receptionen og bestille en taxa for at køre tilbage til transithavnen. Her skulle vi igen igennem bygning 1 for at komme til bygning 2. Ind på et nyt kontor. Her sad en mand, der fik papirerne, tog telefonen, sagde:”Samara”, lyttede et øjeblik og så fik vi tre stempler og en underskrift. Så var papirerne i orden. Klokken var 1200. I alt nåede vi at være på 8 kontorer den dag.
Om efter middagen tog vi ind til byen for at se på nogle af de steder der er et ”must” at se i Istanbul. Vi nåede at besøge den byzantinske kirke, der tidligere var hovedsædet for kristendommen i hele verden, senere gjort til moskè og i dag museum, og den store basarbygning med over 4000 små forretninger.
Torsdag d. 10.5.
Vi havde besluttet at spørge i marinaens reception, om de kunne hjælpe med at få papirerne stemplet, så vi gik derop efter morgenkaffen. Først ville de vide, hvorfor vi havde købt en Translog alocat inde i byen. Dem solgte de da i marinaen. Jamen, i papirerne, vi havde fået fra den tyrkiske ambassade i Danmark, står der, at havne-, pas- og toldkontrol skal ordnes inde i City. Skuldertræk. Marinaen ville gerne hjælpe. Derfor ringede de rundt til forskellige steder, og sagde så, at der ville komme en mand og ordne tingene kl. 1300. Vi fik pludselig god tid, så vi satte os ind i internet-stuen ved siden af. Midt på formiddagen dukkede marinaens havnemester op. Han ville lige hjælpe os med at udfylde Translog’en. Vi gik en tur op i byen, og kl. 1300 var vi tilbage ved receptionen. Der kom ikke nogen. Der blev ringet lidt igen, og vi fik at vide, at manden var forsinket, men snart ville dukke op. Vi kunne sætte os ned på båden, så ville han komme derned. Altså – ned på båden.
Kl. 1500 var han ikke kommet, derfor gik vi op til receptionen og spurgte, hvornår han kom. Han kom kort efter. Det var en af marinaens medarbejdere, Ekrem, der skulle guide os. Han bestilte en taxa, og så var det ind til byen. Det kontor, vi skulle ind til, lå lige på den anden side af gaden, overfor den turistbåds-terminal vi havde besøgt tidligere både til vands og til lands. Inderfor døren sad en mand ved en lille skranke, og nogle personer stod med papirer i hånden og ventede. Ekrem og skrankemanden talte lidt sammen. Skrankemanden virkede i holdning og tonefald lidt hoven og nedladende og sad og smågrinede nærmest ad os (Ekrem). Jeg kunne se Ekrem blev meget vred, men han tog sig i det og kom hen til os og sagde, at vi skulle køre tilbage til marinaen, for der var 2 til 2½ timers ventetid. Tilbage med den ventende taxa til marinaen hvor vi fik at vide , at vi skulle være klar i morgen kl. 0930. Vi blev lidt sure, for taxaen havde kostet 180,00 kr. Det var mange penge for ingenting. Marinaens folk burde vide, at der var stor travlhed på det kontor på den tid af dagen.
Resten af dagen kiggede vi nærmere på den del af byen, der ligger op til marinaen. Spændende.
Onsdag d. 9.5.
I dag ville vi tage det stille og roligt. Sove lidt længere – helt til kl. 0700. God tid til soignering og morgenmad. Få båden vasket og dagbogen skrevet. Sidst på formiddagen var vi klar med det, så nu var det tid til at komme til byen og få ordnet papirerne. Altså ned og tage en bus linie 81 til byen. Vi ventede næsten en halv time. Der kom ingen bus nr. 81. Vi snakkede med en mand der også stod og ventede. Han sagde, vi kunne prøve en Dolmus – en lille taxa-farvet (gul) minibus, der kører uden køreplan langs buslinierne og samler ventende kunder op. Der gjorde vi. Og så gik det stærkt. Ud i yderste vognbane og så bare derudaf. Det tog ca. 15 minutter, så stod vi inde ved dens endestation. Pris 2,50 Lire – dvs. ca. 10 kr. Vi var et stykke fra den mole vi skulle til, så vi fik en dejlig gåtur gennem byen. Den er spændende. Masser af mennesker i gaderne. Hele gader med forretninger med de samme varer. Jørgen var således svær at trække gennem gaden med musikinstrumenter. Vi nåede frem til molen, der var vort mål, og erfarede, at det VAR en transitterminal for turbåde. Derfor var vi blevet jaget væk fra den i går. Vi spurgte ved informationsskranken, hvor havnekontoret var. Det vidste han ikke. En passager fra en turbåd kom til. Han ville gerne hjælpe os. Han førte os hen til en bygning 300-400m derfra, hvor der var en paskontrol. Pasbetjenten så uforstående på os og begyndte at tale om ”illegal entry”, indtil han forstod, vi selv var kommet sejlende hertil i båd. Han forklarede os nu, at vi skulle gå hen til et havnekontor, der ligger godt 1 km længere henne ad kajen. Der skulle vi købe et ”Translog alocat”. Det skulle vi få stemplet ved havnemyndighederne, derefter gå til paskontrollen og få stemplet og endelig til tolderne og få stemplet. Vi gik til havnekontoret og købte en translog – pris 70 Lira (280,- kr.). En fra kontoret fulgte os nu videre frem ad gaden til det kontor (hørende under indenrigsministeriet) , hvor vi skulle have det første stempel. Kontoret var lukket kl. 1700 og klokken var 1705. ”Så må I prøve igen i morgen”, sagde manden og gik.
Resten af dagen brugte vi til at opleve lidt mere på byen, hvorefter vi tog hjem til en lun aften på båden.
Kl. 0930 var vi oppe ved marinaen, hvor vi mødte Ekrem. Han sagde, at i dag ville marinaen stille en bil med chauffør til rådighed til turen ind til byen pga. den mislykkede tur i går. Vi kørte til byen og gik ind i havnekontoret. Ekrem og skrankemanden talte lidt sammen, men hurtigt blev tonen mere aggressiv. To mænd dukkede nu op og trak kamphanerne fra hinanden. Ekrem gav mig alle papirerne og gik ud af døren. En af de to mænd gav mig et stykke papir, som jeg skulle udfylde. Det var nøjagtigt de oplysninger, der stod på translog’en, jeg skulle skrive igen. Jeg viste det til skrankemanden, og han nikkede godkendende. Så rejste han sig op og gik forbi os og ud ad døren, mens han stirrede på os med en kropsholdning som en spansk toreador. Så kom Ekrem ind igen, og en ny mand satte sig bag skranken. De to gik nu i gang med at ekspedere vores papir. Det tog noget tid, for den ny skrankemand var tydeligvis ikke fortrolig med, hvad der skulle ske. Flere kunder kom til og stod og ventede. En af dem prøvede med lidt selvbetjening. Han ville tage et papir, han viste han skulle bruge. Han blev meget bestemt sendt tilbage. Bare vent.
Ved et stort skrivebord ved siden af skranken sad en kvinde i uniform og læste avis, mens en mand sad foran skrivebordet og ventede. En medhjælper ude bagfra serverede te for ham et par gange. Da diskussionen mellem Ekrem og skrankemanden var på sit højeste, lagde kvinden avisen ned og fulgte med i, hvad der blev sagt. Da Ekrem var gået ud, bladede hun videre i avisen og gik i gang med dagens kryds og tværs.
Papirerne blev stemplet og underskrevet og vi gik ud af døren. Derude stod skrankemanden og skulede efter os. Næste kontor lå i den bygning, hvor vi to dage tidligere havde talt med pasbetjenten første gang. Op på 3.sal til en mand, som vi forstyrrede i at se fjernsyn. Han kiggede lidt på papirerne, stillede et par spørgsmål og så fik vi to stempler og en underskrift. Længere henne ad gangen sad sekretæren. Hun skulle føre papiret til protokols og bekræfte dette med en underskrift på papiret.
Tilbage til den ventende bil, og ud til en transithavn, der ligger i nærheden af marinaen. Her skulle vi ind og vise pas i en bygning, og derefter gik vi over til en anden bygning, hvor Ekrem var inde på 2 kontorer for at få nogle stempler. Tilbage til bilen og tilbage til marinaen. Her skulle vi til toldkontrollen. De ringede til hans kontor. Han var der ikke. Vi brokkede os. De ringede igen. Så var han der. Vi spadserede til hans kontor, Ekrem gik ind og kom lidt efter ud igen. Tolden var klaret.
Så tilbage til receptionen og bestille en taxa for at køre tilbage til transithavnen. Her skulle vi igen igennem bygning 1 for at komme til bygning 2. Ind på et nyt kontor. Her sad en mand, der fik papirerne, tog telefonen, sagde:”Samara”, lyttede et øjeblik og så fik vi tre stempler og en underskrift. Så var papirerne i orden. Klokken var 1200. I alt nåede vi at være på 8 kontorer den dag.
Om efter middagen tog vi ind til byen for at se på nogle af de steder der er et ”must” at se i Istanbul. Vi nåede at besøge den byzantinske kirke, der tidligere var hovedsædet for kristendommen i hele verden, senere gjort til moskè og i dag museum, og den store basarbygning med over 4000 små forretninger.
Torsdag d. 10.5.
Vi havde besluttet at spørge i marinaens reception, om de kunne hjælpe med at få papirerne stemplet, så vi gik derop efter morgenkaffen. Først ville de vide, hvorfor vi havde købt en Translog alocat inde i byen. Dem solgte de da i marinaen. Jamen, i papirerne, vi havde fået fra den tyrkiske ambassade i Danmark, står der, at havne-, pas- og toldkontrol skal ordnes inde i City. Skuldertræk. Marinaen ville gerne hjælpe. Derfor ringede de rundt til forskellige steder, og sagde så, at der ville komme en mand og ordne tingene kl. 1300. Vi fik pludselig god tid, så vi satte os ind i internet-stuen ved siden af. Midt på formiddagen dukkede marinaens havnemester op. Han ville lige hjælpe os med at udfylde Translog’en. Vi gik en tur op i byen, og kl. 1300 var vi tilbage ved receptionen. Der kom ikke nogen. Der blev ringet lidt igen, og vi fik at vide, at manden var forsinket, men snart ville dukke op. Vi kunne sætte os ned på båden, så ville han komme derned. Altså – ned på båden.
Kl. 1500 var han ikke kommet, derfor gik vi op til receptionen og spurgte, hvornår han kom. Han kom kort efter. Det var en af marinaens medarbejdere, Ekrem, der skulle guide os. Han bestilte en taxa, og så var det ind til byen. Det kontor, vi skulle ind til, lå lige på den anden side af gaden, overfor den turistbåds-terminal vi havde besøgt tidligere både til vands og til lands. Inderfor døren sad en mand ved en lille skranke, og nogle personer stod med papirer i hånden og ventede. Ekrem og skrankemanden talte lidt sammen. Skrankemanden virkede i holdning og tonefald lidt hoven og nedladende og sad og smågrinede nærmest ad os (Ekrem). Jeg kunne se Ekrem blev meget vred, men han tog sig i det og kom hen til os og sagde, at vi skulle køre tilbage til marinaen, for der var 2 til 2½ timers ventetid. Tilbage med den ventende taxa til marinaen hvor vi fik at vide , at vi skulle være klar i morgen kl. 0930. Vi blev lidt sure, for taxaen havde kostet 180,00 kr. Det var mange penge for ingenting. Marinaens folk burde vide, at der var stor travlhed på det kontor på den tid af dagen.
Resten af dagen kiggede vi nærmere på den del af byen, der ligger op til marinaen. Spændende.
Onsdag d. 9.5.
I dag ville vi tage det stille og roligt. Sove lidt længere – helt til kl. 0700. God tid til soignering og morgenmad. Få båden vasket og dagbogen skrevet. Sidst på formiddagen var vi klar med det, så nu var det tid til at komme til byen og få ordnet papirerne. Altså ned og tage en bus linie 81 til byen. Vi ventede næsten en halv time. Der kom ingen bus nr. 81. Vi snakkede med en mand der også stod og ventede. Han sagde, vi kunne prøve en Dolmus – en lille taxa-farvet (gul) minibus, der kører uden køreplan langs buslinierne og samler ventende kunder op. Der gjorde vi. Og så gik det stærkt. Ud i yderste vognbane og så bare derudaf. Det tog ca. 15 minutter, så stod vi inde ved dens endestation. Pris 2,50 Lire – dvs. ca. 10 kr. Vi var et stykke fra den mole vi skulle til, så vi fik en dejlig gåtur gennem byen. Den er spændende. Masser af mennesker i gaderne. Hele gader med forretninger med de samme varer. Jørgen var således svær at trække gennem gaden med musikinstrumenter. Vi nåede frem til molen, der var vort mål, og erfarede, at det VAR en transitterminal for turbåde. Derfor var vi blevet jaget væk fra den i går. Vi spurgte ved informationsskranken, hvor havnekontoret var. Det vidste han ikke. En passager fra en turbåd kom til. Han ville gerne hjælpe os. Han førte os hen til en bygning 300-400m derfra, hvor der var en paskontrol. Pasbetjenten så uforstående på os og begyndte at tale om ”illegal entry”, indtil han forstod, vi selv var kommet sejlende hertil i båd. Han forklarede os nu, at vi skulle gå hen til et havnekontor, der ligger godt 1 km længere henne ad kajen. Der skulle vi købe et ”Translog alocat”. Det skulle vi få stemplet ved havnemyndighederne, derefter gå til paskontrollen og få stemplet og endelig til tolderne og få stemplet. Vi gik til havnekontoret og købte en translog – pris 70 Lira (280,- kr.). En fra kontoret fulgte os nu videre frem ad gaden til det kontor (hørende under indenrigsministeriet) , hvor vi skulle have det første stempel. Kontoret var lukket kl. 1700 og klokken var 1705. ”Så må I prøve igen i morgen”, sagde manden og gik.
Resten af dagen brugte vi til at opleve lidt mere på byen, hvorefter vi tog hjem til en lun aften på båden.
posted by Kaj Nordahl at 12:31 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home