İndlagt 24.5.
Tirsdag d. 22.5.
Kl. 0900 åbnede regnskabskontoret, så da stod vi klar til afregning. Derefter skulle der tankes diesel, og så af sted. Vi havde flere mulige havne at sejle til, men vejre var fint, ingen vind og havoverfladen blank som et spejl, så vi valgte at sejle til den fjerneste af mulighederne. Også fordi tyrken på nabobåden (ham med flaget) fortalte han kommer fra Sarköy, har sin familie der, og skulle pr bil tilbage dertil torsdag. Han ville gerne hilse på os igen i sin hjemby. Og skal vi nå dertil torsdag, skal vi et godt stykke frem i dag. Op på dagen kom der en smule vind, en halvvind fra styrbord, så vi satte genuaen, og sammen med lidt medstrøm gav det en ekstra knob.
Vi nåede vort mål Eregli Limani ved halv seks tiden. En lille fiskerhavn godt beskyttet i en bugt. Havnen var stopfyldt med fiskerbåde, men en mand fra en af fiskerbådene vinkede os hen til ham, og med tegn og fakter forklarede han, at vi skulle lægge et stævnanker, så kunne vi fortøje hækken op til et par af fiskerbådene. Det gjorde vi, og så lå vi godt og sikkert for natten. Det ville være med stort besvær, hvis vi ville i land, så det undlod vi. Der lå nogle pæne fiskerestauranter inde på bredden, dem kiggede vi langt efter, og så spiste vi indholdet af en af de medbragte konservesdåser.
Mandag d. 21.5.
Sidste dag i Istanbul. Vi prøvede flere gange og flere steder at komme ind på vores hjemmeside. Uden succes. Heller ikke dmi.dk kunne vi komme ind på. Men gerne stormvejr.dk. Og derfra et link til dmi.dk. Så vi blev opdateret med vejret. Ved middagstid gik vi op til byen for at proviantere til de næste dage. Vi spiste en god middag på en lille tyrkisk restaurant, og vendte så tilbage til båden. Vi tankede vand, gjorde gummibåden klar, stuvede af vejen. Sidst på eftermiddagen var vi klar og sad og slappede af i cockpittet. En mand fra en båd længere ude på broen kom hen og gav os 3 små flasker Raki ( tyrkisk snaps – som ouzo eller pastis) og et stykke ost. Han syntes lige vi skulle smage noget godt og typisk tyrkisk. De er altså meget flinke og opmærksomme de tyrkere.
Søndag d. 20. 5.
Gråvejr og ingen vind fra morgenstunden. Men der ventede os en overraskelse, da vi kiggede ud. Alt var dækket af et tyndt rødt støvlag. Både, biler, broer, planter, veje. Alt. Arkitekten siger, der har blæst en Kaddaffi-vind. Det kommer fra Libyen, siger han. Rødt støv er fra Sahara blæst højt op i troposfæren, er der blevet blæst mod N og Ø, for så at falde ned her. Den stod på bådvask i hele marinaen hele dagen.
Jeg gik en tur rundt i marinaen og lagde mærke til, at en del både her, 30 – 40 stykker, bærer amerikansk flag. De er alle indregistreret i Delaware. Det er tyrkere, bl. a. naboen med flaget, der sejler i dem. Så det må være skattetekniske årsager, der ligger bag.
Vi planlægger at sejle videre tirsdag, så vi benyttede dagen til at tage ind til centrum en sidste gang. Vi skulle tage lidt mere video fra det flotte og aktive byliv. Og så lige forbi handelsboderne en gang til. Vi faldt for forskellige ting, vi ikke kunne være foruden. Bl. a. fik Irene en flot cowboy-nederdel med læderrem for 12 kr.
Solen var kommet frem. Det var varmt 28 grader og næsten ingen vind. Men der begyndte hen på eftermiddagen at trække nogle mørke skyer op i horisonten. Så vi tog tilbage til marinaen. Og vi var lige kommet tilbage, da det begyndte at regne. Det regnede hele aftenen og hele natten. Så nu har Istanbul fået den længe ønskede regn, og vi fik afprøvet cockpitteltet. Det virkede..
Lørdag d. 19.5.
Fint vejr fra morgenstunden med sol og ingen vind. Vi arbejdede en del på at komme på internettet, og prøvede flere gange og flere steder, men pc’erne hernede kan tilsyneladende ikke finde min hjemmeside. Mon de danske pc’er kan? Vi gik op i byen, og der var masser af mennesker i gaderne. Og flag og bannere. Vi fandt en festplads ved siden af den lokale tog- og rutebilsstation. Pladsen var udsmykket med en lang række skjolde med foreningsmærker på. Vi fik at vide at festlighederne skulle starte kl. 1700. Vi gik derfor tilbage til marinaen for at slappe lidt af. Ved endnu et forsøg på at komme på nettet traf jeg havnemesteren. Han fortalte, at der havde været kapsejlads udenfor marinaen i dag, og at der lidt senere skulle være reception med præmieoverrækkelse. Han inviterede os til at deltage. Så lidt senere var vi oppe til fadøl og kebab, og så præmierne blev overrakt. Vi var de eneste ud over de deltagende, der var inviteret, så vi var da lidt beærede.
Derfra hastede vi op til festpladsen i byen. Der var en stor scene med 2 sæt ca. 3 x 3 m højtalere.
På scenen sad 2 mand og spillede guitar og sang nogle sange, som det lod til at de tyrkiske tilhørere kunne lide. De sang i hvert fald med. Efter en halv time gik man så over til at spille samme slags musik via båndspiller. Det var det. Vi gik i hvert fald, for vi syntes, vi havde hørt nok.
Tilbage i marinaen havde vi ikke siddet ret længe, før 2 mænd fra en af de andre både ved broen kom hen til os. De havde været ude at fiske, og de havde nu nogle fisk, de gerne ville forære os. Vi sagde selvfølgelig: ”Ja, tak”, og så måtte jeg i gang med at rengøre ca. 50 små fisk i størrelser 5 – 15 cm. Det er egentlig let nok. Når man rykker hovedet af fisken, følger indvoldene med. Så det var klaret på en halv times tid.
Mens jeg sad og rensede fiskene, kom Irene hen til mig og sagde smilende: ”Kaj. Hvad er det egentlig, du gør rigtigt?”
Hen på aftenen skiftede vejret. Et tordenvejr trak forbi, med regn og kraftig blæst.
Fredag d. 18.5.
Det har regnet en smule i nat. Det er de lokale glade for. Det har nemlig ikke regnet i 2 måneder her. Dagens vejr har været varmt ( 25 grader ) med en del skyer. Vi startede dagen roligt. Jeg skrev til dagbogen fra morgenen af. Desværre kunne jeg ikke komme på nettet fra marinaens internetadgang (den svigter sommetider, især midt på dagen) så det måtte vente. Irene ville gerne se den asiatiske side af byen, så vi tog færgen fra havnen ved siden af marinaen. Vi spadserede rundt og så på det pulserende ungdommeligt prægede folkeliv i gaderne. Og minsandten – det regnede 5 minutter, mens vi var der. Vi fandt en dolmus (minibus), der kørte os til Taksim, et mere fashionabelt strøgkvarter, der ligger på den europæiske side. Så vi prøvede at køre over Bosporusstrædet, via den ene af de to hængebroer, der forbinder de 2 verdensdele. Et flot syn.
Vi oplevede at hele byen er ved at blive udsmykket med flag og bannere. Der var mange på gaderne, der ville sælge tyrkiske flag. Mange af dem med Atatürks billede påtrykt. I morgen d.19. maj er det stor national festdag, hvor man hædrer det moderne Tyrkiets grundlægger, Atatürk, på datoen, hvor han fremlagde landets nye forfatning.
Efter en sporvognstur gennem det myldrende menneskehav nåede vi frem til centrum, Eminönü, hvorfra vi ville tage bussen hjem. Vi gik hen til bussens stoppested, hvor der stod nogle mennesker ved halvtaget. Vi stillede os også op ved halvtaget, men man gjorde os opmærksom på at vi skulle stille os bag i køen. Ok. Så vi gik hen for enden af halvtaget. Der stod der også nogen, der gjorde opmærksom på, at vi skulle gå videre til næste halvtag hvor køen fortsatte forbi og 20 m længere ud på pladsen. 50 m kø. Inden bussen kom, nåede køen at vokse med yderligere 20 m. Sikken køkultur. Da bussen kom, rykkede køen roligt frem og ind i bussen. Ingen panik. Ingen masen foran bussen. Maseriet startede først inde i bussen, fordi alle kom med. Og da bussen havde startet og stoppet nogle gange ved et par trafiklys, var folk trykket så godt sammen, at der var plads til nogle flere ved de næste stoppesteder. Når der ikke er megen trafik varer turen ca. 15 minutter. I dag var det fredag og myldretid, så turen varede 2 timer. Heldigvis fik Irene en siddeplads, for det er hårdt at hænge i stropperne i 2 timer i en bus, der konstant starter og stopper i ryk.
Vi var først hjemme ved båden ved halv ni tiden, og da vi gik det sidste stykke begyndte det at regne, og så regnede det resten af aftenen.
Torsdag d. 17.5.
Jeg startede dagen med at montere den nye vandhane. Så nu virker køkkenet fint igen.
Så gik vi op i den lokale bydel og tog toget ind til centrum. Vi ville se basilikaen Hagia Sofia, den imponerende bygning , der blev grundlagt i 500-årstallet, i over 1000 år var kristen kirke, i ca. 500 år var moske, og i dag er museum takket være det moderne Tyrkiets store personlighed Atatürk. Vi gik rundt og kiggede på det store bygværk. Der er opsat net i den øverste del af indgangsdørene for at forhindre duerne i at flyve ind i rummet. Alligevel er det lykkedes for nogle stykker at smutte ind. En af dem sendte en ”hilsen” lige ned i hovedet på Irene. Heldigt at man altid går med nogle stykker toiletpapir i baglommen. Ikke af hensyn til duen, men af hensyn til Irene.
Vi gik ned i den store basar. Allerede på vej derhen dukkede indkøbsgenet op til køb af noget ”jaller” ( billige smykker). Inde i basaren huserede indkøbsgenet igen. Og igen. Da vi gik derfra gennem handelsgaderne med de mange boder, var den gal igen. En mand havde en dejlig vendbar vindjakke, som han ville sælge til mig for 65 lira. Jeg skulle ikke bruge en vindjakke, så jeg sagde nej. Han blev ved. Prisen nåede ned i 55 lira. Nej. Han spurgte hvad jeg ville give. Jeg ville ikke sige en pris, for så hænger man på den. Han blev ved. Til sidst sagde jeg 35 lira bare for at blive fri for manden. ”Top”, sagde manden, og så havde jeg en vindjakke. En anden sælger havde set at jeg havde købt en vindjakke, nu ville han også sælge en magen til. Nej. Han startede med 50 lira, og fulgte os så flere hundrede meter ned ad gaden, mens prisen faldt og faldt. Prisen var nede i 15 lira inden han opgav.
Aftenen var vindstille og meget varm. Nogle skyer i horisonten truer med vejromslag. Og nu har vi lige vænnet os til sol fra en skyfri himmel hver dag og hele dagen.
Onsdag d. 16.5.
I dag skulle Irene se noget af det, som skal ses i Istanbul. Jeg kunne så virke som rejsefører. Vi besøgte Tokapi-paladset og den blå moske. Og så gik vi tur i nogle af gaderne med de mange boder, tilbage til den ægyptiske basar og Eminönü, hvorfra bussen går ud til marinaen. Vandhanen ved køkkenvasken på båden er gået i stykker (frostsprængt?), så vi ledte efter en forretning, der sælger vandhaner. Undervejs blev vi som sædvanligt antastet af mange venlige og hjælpsomme personer, der taler udmærket engelsk eller tysk. Efter en kort samtale kommer det så frem at de vil sælge tæpper eller lædertøj. Og nu havde jeg et våben. ”No, thank’s. But where can I buy a watercock?” ( Jeg ved ikke hvad ”vandhane” hedder på tyrkisk eller engelsk). Det fik sælgerne til at trække sig hurtigt tilbage. Kort før buspladsen fik Irene øje på en vandhane i et forretningsvindue. Det var lige sådan en, vi kan bruge. Ind i butikken og kigge nærmere på ”dyret”. Og så prøve at handle. Det er svært at prutte om prisen, når man i en butik bevist går efter en bestemt vare, undersøger den nøje, og så vil handle. Men det, at de 2 ekspedienter sagde hver sin pris, gav dog lidt grundlag for handlen.
Tirsdag d. 15.5.
I eftermiddag skal Irene komme. Derfor er der kommanderet rengøring fra morgenstunden. Der samler sig alligevel noget i krogene på 3 uger. Jeg fik også tid til at udskifte den Danfoss-termostat til køleskabet, som ikke nåede frem til mig sidste sommer i Berlin. Så nu virker bådens køleskab igen.
Nabobåden til den anden side er en sejlbåd, der ankom søndag, sejlet af en tyrkisk familie (mand, kone og datter), der kommer fra Izmir. Manden er arkitekt, der har en 3 måneders arbejdsopgave i Istanbul. Så søndag aften tog konen og datteren tilbage til hverdagen i Izmir, mens manden bor på båden. Jeg har kigget noget på båden og undret mig over det høje fribord ( over 1 m) og at der kun er eet bagstag, der går ned til styrbords side af hækken. Jeg spurgte manden her i frokostpausen, og han fortalte, at båden er en amerikansk bådtype MacGregor. Ca. 8m lang. Båden har sænkekøl og ballasttank, der fyldes med 800 l vand, når der skal sejles med sejl. Så sejler den 8-9 knob for en let vind. Masten vejer 17 kg og kan lægges ned på 5 minutter. Når ballasttanken så tømmes ,og kølen hæves, kan båden sejle som en planende motorbåd, og kan med en 30 HK påhængsmotor gøre en fart på 15-18 knob. Endelig kan båden med tom ballasttank sejle på 20 cm vand. En mirakelbåd, der er produceret i over 5000 eksemplarer. Men køn er den ikke.
Først på eftermiddagen tog jeg til lufthavnen for at hente Irene. I lufthavnen var der stor travlhed. Der var mange fly fra hele verden , der skulle lande i samme tidsrum. Så der var et mylder af mennesker i ankomsthallen. Det tog da også næsten en time, fra flyet var landet, til Irene dukkede frem i døren fra bagageudleveringen. Irene var startet hjemme i Tårup kl. 0330, så det var med at komme tilbage til marinaen og blive installeret og så bare slappe af.
Mandag d. 14.5. - fortsat
Først på eftermiddagen kom tyrken fra nabobåden og gav mig et rigtigt tyrkisk gæsteflag. Jeg hængte det straks op, og tyrken stod storsmilende og fulgte med i, hvad jeg gjorde. To andre mænd kom forbi, og tyrken fortalte dem, hvad der foregik. Det fik de andre til at smile, og så kom de hen til båden og sagde: ”Welcome to Turkey !”.
Senere på eftermiddagen ville jeg skifte oliefilteret og lukkede derfor op til motoren. Jeg mangler en oliefiltertang, og sad derfor og overvejede mulighederne. Jeg så nu 4 slipsemænd og 2 mekanikere i kedeldragt med ”Volvo Penta” på ryggen komme ned til båden overfor. Den er vist til salg og skulle demonstreres. Jeg kaldte på den ene mekaniker for at låne en oliefiltertang. Han talte kun tyrkisk, og han kaldte derfor på den ene slipsemand, der straks kom over til mig. Han så, jeg havde åbnet til motoren, og spurgte, hvilken type motor jeg havde. ” En Solé”, svarede jeg. ”Mine mænd er uddannede i Volvo-motorer, så de kan nok ikke hjælpe dig. Hvad er dit problem?”. ” Jeg vil gerne låne en oliefiltertang”. ”Hvad med et nyt filter?” ”Det har jeg”. Så blev mekanikeren sendt op til servicevognen efter en tang. Slipsemanden begyndte at tale om at folk med sejlbåde altid selv skal ( og vil ) kunne klare alle problemer ombord. Han fortalte, at han havde sejlet 15 år på verdenshavene på store både, så var han gået på land for at læse til maskiningeniør, og i dag er han chef for den tekniske afdeling i Ataköy-marinaen. Han beskrev så, hvordan man skal montere et nyt oliefilter med lidt olie på gummipakningen og tilspænding med håndkraft uden tang. Mens chefen talte, havde mekanikeren skiftet oliefilteret. Han bad om et par bæreposer til det gamle filter, og så gik chefen og mekanikeren tilbage og solgte båd.
Jeg gik hen og kiggede mig selv i spejlet og spurgte: ”Kaj, hvad er det du gør rigtigt, siden alle folkene er så flinke overfor dig?”.
Kl. 0900 åbnede regnskabskontoret, så da stod vi klar til afregning. Derefter skulle der tankes diesel, og så af sted. Vi havde flere mulige havne at sejle til, men vejre var fint, ingen vind og havoverfladen blank som et spejl, så vi valgte at sejle til den fjerneste af mulighederne. Også fordi tyrken på nabobåden (ham med flaget) fortalte han kommer fra Sarköy, har sin familie der, og skulle pr bil tilbage dertil torsdag. Han ville gerne hilse på os igen i sin hjemby. Og skal vi nå dertil torsdag, skal vi et godt stykke frem i dag. Op på dagen kom der en smule vind, en halvvind fra styrbord, så vi satte genuaen, og sammen med lidt medstrøm gav det en ekstra knob.
Vi nåede vort mål Eregli Limani ved halv seks tiden. En lille fiskerhavn godt beskyttet i en bugt. Havnen var stopfyldt med fiskerbåde, men en mand fra en af fiskerbådene vinkede os hen til ham, og med tegn og fakter forklarede han, at vi skulle lægge et stævnanker, så kunne vi fortøje hækken op til et par af fiskerbådene. Det gjorde vi, og så lå vi godt og sikkert for natten. Det ville være med stort besvær, hvis vi ville i land, så det undlod vi. Der lå nogle pæne fiskerestauranter inde på bredden, dem kiggede vi langt efter, og så spiste vi indholdet af en af de medbragte konservesdåser.
Mandag d. 21.5.
Sidste dag i Istanbul. Vi prøvede flere gange og flere steder at komme ind på vores hjemmeside. Uden succes. Heller ikke dmi.dk kunne vi komme ind på. Men gerne stormvejr.dk. Og derfra et link til dmi.dk. Så vi blev opdateret med vejret. Ved middagstid gik vi op til byen for at proviantere til de næste dage. Vi spiste en god middag på en lille tyrkisk restaurant, og vendte så tilbage til båden. Vi tankede vand, gjorde gummibåden klar, stuvede af vejen. Sidst på eftermiddagen var vi klar og sad og slappede af i cockpittet. En mand fra en båd længere ude på broen kom hen og gav os 3 små flasker Raki ( tyrkisk snaps – som ouzo eller pastis) og et stykke ost. Han syntes lige vi skulle smage noget godt og typisk tyrkisk. De er altså meget flinke og opmærksomme de tyrkere.
Søndag d. 20. 5.
Gråvejr og ingen vind fra morgenstunden. Men der ventede os en overraskelse, da vi kiggede ud. Alt var dækket af et tyndt rødt støvlag. Både, biler, broer, planter, veje. Alt. Arkitekten siger, der har blæst en Kaddaffi-vind. Det kommer fra Libyen, siger han. Rødt støv er fra Sahara blæst højt op i troposfæren, er der blevet blæst mod N og Ø, for så at falde ned her. Den stod på bådvask i hele marinaen hele dagen.
Jeg gik en tur rundt i marinaen og lagde mærke til, at en del både her, 30 – 40 stykker, bærer amerikansk flag. De er alle indregistreret i Delaware. Det er tyrkere, bl. a. naboen med flaget, der sejler i dem. Så det må være skattetekniske årsager, der ligger bag.
Vi planlægger at sejle videre tirsdag, så vi benyttede dagen til at tage ind til centrum en sidste gang. Vi skulle tage lidt mere video fra det flotte og aktive byliv. Og så lige forbi handelsboderne en gang til. Vi faldt for forskellige ting, vi ikke kunne være foruden. Bl. a. fik Irene en flot cowboy-nederdel med læderrem for 12 kr.
Solen var kommet frem. Det var varmt 28 grader og næsten ingen vind. Men der begyndte hen på eftermiddagen at trække nogle mørke skyer op i horisonten. Så vi tog tilbage til marinaen. Og vi var lige kommet tilbage, da det begyndte at regne. Det regnede hele aftenen og hele natten. Så nu har Istanbul fået den længe ønskede regn, og vi fik afprøvet cockpitteltet. Det virkede..
Lørdag d. 19.5.
Fint vejr fra morgenstunden med sol og ingen vind. Vi arbejdede en del på at komme på internettet, og prøvede flere gange og flere steder, men pc’erne hernede kan tilsyneladende ikke finde min hjemmeside. Mon de danske pc’er kan? Vi gik op i byen, og der var masser af mennesker i gaderne. Og flag og bannere. Vi fandt en festplads ved siden af den lokale tog- og rutebilsstation. Pladsen var udsmykket med en lang række skjolde med foreningsmærker på. Vi fik at vide at festlighederne skulle starte kl. 1700. Vi gik derfor tilbage til marinaen for at slappe lidt af. Ved endnu et forsøg på at komme på nettet traf jeg havnemesteren. Han fortalte, at der havde været kapsejlads udenfor marinaen i dag, og at der lidt senere skulle være reception med præmieoverrækkelse. Han inviterede os til at deltage. Så lidt senere var vi oppe til fadøl og kebab, og så præmierne blev overrakt. Vi var de eneste ud over de deltagende, der var inviteret, så vi var da lidt beærede.
Derfra hastede vi op til festpladsen i byen. Der var en stor scene med 2 sæt ca. 3 x 3 m højtalere.
På scenen sad 2 mand og spillede guitar og sang nogle sange, som det lod til at de tyrkiske tilhørere kunne lide. De sang i hvert fald med. Efter en halv time gik man så over til at spille samme slags musik via båndspiller. Det var det. Vi gik i hvert fald, for vi syntes, vi havde hørt nok.
Tilbage i marinaen havde vi ikke siddet ret længe, før 2 mænd fra en af de andre både ved broen kom hen til os. De havde været ude at fiske, og de havde nu nogle fisk, de gerne ville forære os. Vi sagde selvfølgelig: ”Ja, tak”, og så måtte jeg i gang med at rengøre ca. 50 små fisk i størrelser 5 – 15 cm. Det er egentlig let nok. Når man rykker hovedet af fisken, følger indvoldene med. Så det var klaret på en halv times tid.
Mens jeg sad og rensede fiskene, kom Irene hen til mig og sagde smilende: ”Kaj. Hvad er det egentlig, du gør rigtigt?”
Hen på aftenen skiftede vejret. Et tordenvejr trak forbi, med regn og kraftig blæst.
Fredag d. 18.5.
Det har regnet en smule i nat. Det er de lokale glade for. Det har nemlig ikke regnet i 2 måneder her. Dagens vejr har været varmt ( 25 grader ) med en del skyer. Vi startede dagen roligt. Jeg skrev til dagbogen fra morgenen af. Desværre kunne jeg ikke komme på nettet fra marinaens internetadgang (den svigter sommetider, især midt på dagen) så det måtte vente. Irene ville gerne se den asiatiske side af byen, så vi tog færgen fra havnen ved siden af marinaen. Vi spadserede rundt og så på det pulserende ungdommeligt prægede folkeliv i gaderne. Og minsandten – det regnede 5 minutter, mens vi var der. Vi fandt en dolmus (minibus), der kørte os til Taksim, et mere fashionabelt strøgkvarter, der ligger på den europæiske side. Så vi prøvede at køre over Bosporusstrædet, via den ene af de to hængebroer, der forbinder de 2 verdensdele. Et flot syn.
Vi oplevede at hele byen er ved at blive udsmykket med flag og bannere. Der var mange på gaderne, der ville sælge tyrkiske flag. Mange af dem med Atatürks billede påtrykt. I morgen d.19. maj er det stor national festdag, hvor man hædrer det moderne Tyrkiets grundlægger, Atatürk, på datoen, hvor han fremlagde landets nye forfatning.
Efter en sporvognstur gennem det myldrende menneskehav nåede vi frem til centrum, Eminönü, hvorfra vi ville tage bussen hjem. Vi gik hen til bussens stoppested, hvor der stod nogle mennesker ved halvtaget. Vi stillede os også op ved halvtaget, men man gjorde os opmærksom på at vi skulle stille os bag i køen. Ok. Så vi gik hen for enden af halvtaget. Der stod der også nogen, der gjorde opmærksom på, at vi skulle gå videre til næste halvtag hvor køen fortsatte forbi og 20 m længere ud på pladsen. 50 m kø. Inden bussen kom, nåede køen at vokse med yderligere 20 m. Sikken køkultur. Da bussen kom, rykkede køen roligt frem og ind i bussen. Ingen panik. Ingen masen foran bussen. Maseriet startede først inde i bussen, fordi alle kom med. Og da bussen havde startet og stoppet nogle gange ved et par trafiklys, var folk trykket så godt sammen, at der var plads til nogle flere ved de næste stoppesteder. Når der ikke er megen trafik varer turen ca. 15 minutter. I dag var det fredag og myldretid, så turen varede 2 timer. Heldigvis fik Irene en siddeplads, for det er hårdt at hænge i stropperne i 2 timer i en bus, der konstant starter og stopper i ryk.
Vi var først hjemme ved båden ved halv ni tiden, og da vi gik det sidste stykke begyndte det at regne, og så regnede det resten af aftenen.
Torsdag d. 17.5.
Jeg startede dagen med at montere den nye vandhane. Så nu virker køkkenet fint igen.
Så gik vi op i den lokale bydel og tog toget ind til centrum. Vi ville se basilikaen Hagia Sofia, den imponerende bygning , der blev grundlagt i 500-årstallet, i over 1000 år var kristen kirke, i ca. 500 år var moske, og i dag er museum takket være det moderne Tyrkiets store personlighed Atatürk. Vi gik rundt og kiggede på det store bygværk. Der er opsat net i den øverste del af indgangsdørene for at forhindre duerne i at flyve ind i rummet. Alligevel er det lykkedes for nogle stykker at smutte ind. En af dem sendte en ”hilsen” lige ned i hovedet på Irene. Heldigt at man altid går med nogle stykker toiletpapir i baglommen. Ikke af hensyn til duen, men af hensyn til Irene.
Vi gik ned i den store basar. Allerede på vej derhen dukkede indkøbsgenet op til køb af noget ”jaller” ( billige smykker). Inde i basaren huserede indkøbsgenet igen. Og igen. Da vi gik derfra gennem handelsgaderne med de mange boder, var den gal igen. En mand havde en dejlig vendbar vindjakke, som han ville sælge til mig for 65 lira. Jeg skulle ikke bruge en vindjakke, så jeg sagde nej. Han blev ved. Prisen nåede ned i 55 lira. Nej. Han spurgte hvad jeg ville give. Jeg ville ikke sige en pris, for så hænger man på den. Han blev ved. Til sidst sagde jeg 35 lira bare for at blive fri for manden. ”Top”, sagde manden, og så havde jeg en vindjakke. En anden sælger havde set at jeg havde købt en vindjakke, nu ville han også sælge en magen til. Nej. Han startede med 50 lira, og fulgte os så flere hundrede meter ned ad gaden, mens prisen faldt og faldt. Prisen var nede i 15 lira inden han opgav.
Aftenen var vindstille og meget varm. Nogle skyer i horisonten truer med vejromslag. Og nu har vi lige vænnet os til sol fra en skyfri himmel hver dag og hele dagen.
Onsdag d. 16.5.
I dag skulle Irene se noget af det, som skal ses i Istanbul. Jeg kunne så virke som rejsefører. Vi besøgte Tokapi-paladset og den blå moske. Og så gik vi tur i nogle af gaderne med de mange boder, tilbage til den ægyptiske basar og Eminönü, hvorfra bussen går ud til marinaen. Vandhanen ved køkkenvasken på båden er gået i stykker (frostsprængt?), så vi ledte efter en forretning, der sælger vandhaner. Undervejs blev vi som sædvanligt antastet af mange venlige og hjælpsomme personer, der taler udmærket engelsk eller tysk. Efter en kort samtale kommer det så frem at de vil sælge tæpper eller lædertøj. Og nu havde jeg et våben. ”No, thank’s. But where can I buy a watercock?” ( Jeg ved ikke hvad ”vandhane” hedder på tyrkisk eller engelsk). Det fik sælgerne til at trække sig hurtigt tilbage. Kort før buspladsen fik Irene øje på en vandhane i et forretningsvindue. Det var lige sådan en, vi kan bruge. Ind i butikken og kigge nærmere på ”dyret”. Og så prøve at handle. Det er svært at prutte om prisen, når man i en butik bevist går efter en bestemt vare, undersøger den nøje, og så vil handle. Men det, at de 2 ekspedienter sagde hver sin pris, gav dog lidt grundlag for handlen.
Tirsdag d. 15.5.
I eftermiddag skal Irene komme. Derfor er der kommanderet rengøring fra morgenstunden. Der samler sig alligevel noget i krogene på 3 uger. Jeg fik også tid til at udskifte den Danfoss-termostat til køleskabet, som ikke nåede frem til mig sidste sommer i Berlin. Så nu virker bådens køleskab igen.
Nabobåden til den anden side er en sejlbåd, der ankom søndag, sejlet af en tyrkisk familie (mand, kone og datter), der kommer fra Izmir. Manden er arkitekt, der har en 3 måneders arbejdsopgave i Istanbul. Så søndag aften tog konen og datteren tilbage til hverdagen i Izmir, mens manden bor på båden. Jeg har kigget noget på båden og undret mig over det høje fribord ( over 1 m) og at der kun er eet bagstag, der går ned til styrbords side af hækken. Jeg spurgte manden her i frokostpausen, og han fortalte, at båden er en amerikansk bådtype MacGregor. Ca. 8m lang. Båden har sænkekøl og ballasttank, der fyldes med 800 l vand, når der skal sejles med sejl. Så sejler den 8-9 knob for en let vind. Masten vejer 17 kg og kan lægges ned på 5 minutter. Når ballasttanken så tømmes ,og kølen hæves, kan båden sejle som en planende motorbåd, og kan med en 30 HK påhængsmotor gøre en fart på 15-18 knob. Endelig kan båden med tom ballasttank sejle på 20 cm vand. En mirakelbåd, der er produceret i over 5000 eksemplarer. Men køn er den ikke.
Først på eftermiddagen tog jeg til lufthavnen for at hente Irene. I lufthavnen var der stor travlhed. Der var mange fly fra hele verden , der skulle lande i samme tidsrum. Så der var et mylder af mennesker i ankomsthallen. Det tog da også næsten en time, fra flyet var landet, til Irene dukkede frem i døren fra bagageudleveringen. Irene var startet hjemme i Tårup kl. 0330, så det var med at komme tilbage til marinaen og blive installeret og så bare slappe af.
Mandag d. 14.5. - fortsat
Først på eftermiddagen kom tyrken fra nabobåden og gav mig et rigtigt tyrkisk gæsteflag. Jeg hængte det straks op, og tyrken stod storsmilende og fulgte med i, hvad jeg gjorde. To andre mænd kom forbi, og tyrken fortalte dem, hvad der foregik. Det fik de andre til at smile, og så kom de hen til båden og sagde: ”Welcome to Turkey !”.
Senere på eftermiddagen ville jeg skifte oliefilteret og lukkede derfor op til motoren. Jeg mangler en oliefiltertang, og sad derfor og overvejede mulighederne. Jeg så nu 4 slipsemænd og 2 mekanikere i kedeldragt med ”Volvo Penta” på ryggen komme ned til båden overfor. Den er vist til salg og skulle demonstreres. Jeg kaldte på den ene mekaniker for at låne en oliefiltertang. Han talte kun tyrkisk, og han kaldte derfor på den ene slipsemand, der straks kom over til mig. Han så, jeg havde åbnet til motoren, og spurgte, hvilken type motor jeg havde. ” En Solé”, svarede jeg. ”Mine mænd er uddannede i Volvo-motorer, så de kan nok ikke hjælpe dig. Hvad er dit problem?”. ” Jeg vil gerne låne en oliefiltertang”. ”Hvad med et nyt filter?” ”Det har jeg”. Så blev mekanikeren sendt op til servicevognen efter en tang. Slipsemanden begyndte at tale om at folk med sejlbåde altid selv skal ( og vil ) kunne klare alle problemer ombord. Han fortalte, at han havde sejlet 15 år på verdenshavene på store både, så var han gået på land for at læse til maskiningeniør, og i dag er han chef for den tekniske afdeling i Ataköy-marinaen. Han beskrev så, hvordan man skal montere et nyt oliefilter med lidt olie på gummipakningen og tilspænding med håndkraft uden tang. Mens chefen talte, havde mekanikeren skiftet oliefilteret. Han bad om et par bæreposer til det gamle filter, og så gik chefen og mekanikeren tilbage og solgte båd.
Jeg gik hen og kiggede mig selv i spejlet og spurgte: ”Kaj, hvad er det du gør rigtigt, siden alle folkene er så flinke overfor dig?”.
posted by Kaj Nordahl at 6:07 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home