Mandag d. 25.05.
Sol og let vind fra morgenen. Vi gjorde os klar og gik en tur over til byen på den anden flodbred. Butikkerne var ikke åbnet (kl. 09.30), så vi startede med at besøge byens katedral, en meget stor kirke med mange glasmosaikker og talrige udsmykningsdetaljer fra romertiden. Da vi kom ud 1015 var næsten alle butikker stadig lukkede, og det var de hele dagen. Her i byen holder butikkerne både søndags- og mandagslukket.Vi havde både i går og i dag ledt efter en internetcafe i byen. Det findes ikke. Eneste mulighed er at låne en pc på turistkontoret. Det koster 4 euro for 30 minutter. Den lånte vi, og jeg fik skrevet lidt til dagbogen om pc-situationen, fik tjekket mails, læst vejrmelding mv.Vi kom ud igen lige ved middagstid, og nu var vinden rigtig taget til. Vi gik tilbage til båden, og der fik vi en rigtig vippetur. 30 – 40 cm høje skummende bølger løb op ad floden mod strømmen, båret frem af en vind, jeg målte til 10 m/sek i snit og 13 m/sek i stødene.Ved 1-tiden begyndte en helikopter at kredse over området. Lidt efter kom 2 pistolbevæbnede betjente og spurgte, om vi havde set en stor mand, sort, med hætte over hovedet, løbe forbi. Det havde vi ikke. Helikopteren fortsatte med at kredse omkring den næste times tid.Vi sikrede fortøjningerne, og hele eftermiddagen blæste og vippede det kraftigt. Ved 17-tiden begyndte vinden at aftage, og skyer begyndte at trække ind fra NV.Vi havde ikke været i bad et par dage, så vi gik hen til den lokale svømmehal for at få en dusche. Da vi skulle løse billet, ville damen have 3,20 euro fra hver. Det mente vi var rigeligt, vi havde set på et opslag, at vi skulle betale 1,70 euro som 65+. Vi spurgte samtidig, hvad prisen var, når vi ikke ville benytte svømmebassinerne (der var flere). Det var for svært for hende, så nu blev direktøren tilkaldt. Han spurgte og vi forklarede. Da han hørte, at vi boede på en lille båd ved byens simple flydebro, sagde han, at vi kunne bade gratis. Tak for det.Da vi kom tilbage til båden ved 19-tiden havde vinden næsten lagt sig, og bølgerne var aftaget meget, så vi fik en rolig aften og nat i båden.

Søndag d. 24.05.
I dag sejlede vi videre fra den dejlige marina med alle faciliteter i ny og moderne udgave. Vi ville til Vienne, en lille by kun 12 km længere fremme. Vi havde læst, at byen har været en af de helt store og centrale byer i romertiden, og at den stadig har mange minder fra den tid.I sejlerguiden står der, at byen har en beskyttet anløbskaj med mulighed for el, vand og toilet. Vi fandt en lille flydebro i strømmen uden faciliteter. Der lagde vi til.Solen skinnede igen i dag fra en skyfri himmel uden vind, så det blev meget varmt. Over 30 grader.vi gik en tur langs floden for at se, om der var nogle anlægsmuligheder, vi havde overset. Det var der ikke.Senere gik vi en tur i byen, der ligger på den modsatte flodbred. Det er en flot by med rigtigt mange minder fra romertiden. Vejstrækninger, bygninger, amfiteater, skulpturer, væg- og gulvmosaikker. Masser. Vi gik rundt og kiggede et par timer, men varmen var hård, så vi gik tilbage til båden for at komme i skygge ved en mur langs kajen. Så kigger vi lidt mere på romerske rester i morgen først på dagen.Hen på dagen tog vinden kraftigt til og blæste langs med floden, der på det sted var en lige strækning på flere kilometer. Det gav store bølger, så vi lå meget uroligt ved kajen. Efter solnedgang aftog vinden hurtigt igen, og kl. 21 var vandoverfladen spejlblank.

Lørdag d. 23.05
Vi har de sidste dage sejlet gennem et meget smukt landskab med masser af velplejede vinmarker på bakkeskråningerne ned mod jorden. På grund af de mange sluser er meget af floden kanaliseret oppe på bakkesiderne, mens den ”gamle flod” løber nede i dalen. Sådan var det også i dag.Dagens sluse stod åben og klar til at modtage os, da vi kom, og snart sejlede vi oppe i det gravede flodløb, mens vi kiggede ud over kanten og kiggede ned på hustage, kirketårne og byggekraner i byen vi passerede. Vi sejlede i sol, blå himmel og uden vind til Les Roches de Condreiu, hvor der er indrettet en stor marina i en gammel flodarm.Vi gik en tur op i byen for at kigge og købe lidt ind. En lille by uden særlige seværdigheder og uden internetcafe.Det var en meget varm dag. Over 30 grader for 3 dag i streg.Tilbage i havnen kiggede vi på vandet og kunne se, at det var meget klarere her end ude i floden. Så jeg fandt badebukserne og dykkerbrillerne frem igen, for nu ville jeg ned og kigge på kølen. Sigtbarheden var her ca. 1 – 1,5 m, så jeg kunne kigge kølen, roret og skruen efter. Det eneste jeg kunne bemærke var, at bundmalingen var skrabet af på et felt på ca. 5 x 10 cm ved den bageste ende af kølen. Roret og skruen virkede uberørt. Så det var nok heldigvis kun en forskrækkelse vi fik i går.

Fredag d. 22.05
Vi tog fra Valence i klar sol og vindstille. Vi så et ”skubbersæt” komme op mod os nede fra floden, da vi sejlede ud af marinaen. ”Så er det med at få fart på”, tænkte vi, ” så vi kan nå at komme med i slusen 6 km fremme”. Han sejlede stærkt, men vi hang på, og kort før slusen kaldte jeg den over radioen, for at få lov til at komme med igennem. ”I kan komme op om 40 minutter” svarede slusen. ”Jamen han er da alene, og han kan ikke fylde hele slusen”. ”Han sejler brændstof”. ”Ok, vi venter 40 minutter”. Det tog lidt længere tid, så efter en time kunne vi sejle ind i slusen. Nu ville slusemesteren ikke lukke slusen, før vi havde fortøjet på en anden måde. Han gav flere direktiver over radioen. Vi flyttede til en anden svømmepullert, vi måtte ikke holde fast i håndtaget til en jernstige, der går hele vejen op, og så insisterede han på, at vi skulle binde fortøjningerne fast. Jeg har altid lært, at man ikke må binde sine fortøjninger fast i en sluse, så det nægtede jeg. Jeg lavede en dobbelt rundtørn om pullerten med begge fortøjninger, og det var så det. Så kom vi op. Ret skal være ret – det virkede udmærket på den måde.Vi sejlede til Touron, der iflg. guiden er en spændende by med en fin lille marina midt i byen. Marinaen var lille. Der var 6 bådpladser, og de var besat af gamle både. Altså måtte vi sejle viderre. Modstrømmen var nu ret kraftig, så for at begrænse den, trak jeg godt ud til siden. Jeg sejlede 5 – 10 m indenfor sideafmærkningerne, og havde lige aflæst dybden til 4,1m, da vi skramlede hen over en klippe, kurede et stykke i noget grus, og hoppede igen hen over et klippestykke, før vi igen havde vand under kølen. 6,3m. Altså lige en revle på tværs i sejlrenden. Vi listede videre, og nu kunne jeg mærke, at båden ikke kunne skyde samme fart som før. Vi passerede en sluse lige efter, men jeg ville sejle lidt længere, for vandet var meget urent der.Lidt længere fremme fik vi en mulighed for at lægge ind til siden, så jeg fik badebukserne på og hoppede i vandet, for at se hvad der var galt. Omkring skruen havde en stor tot søgræs sat sig fast. Efter nogle dykketure var skruen fri, og så kunne vi sejle videre. Sigtbarheden i vandet var 20 – 30 cm, så det var ikke muligt at kigge mere på kølen.Nu kunne vi skyde en normal fart igen. Vi sejlede til Andancette (87 km), hvor der er en lille flydebro med plads til 1 stor eller 2 mindre både. Her lagde vi os udenpå en stor hollandsk motorbåd for natten.

Torsdag d. 21.05
Vi sejlede tidligt af sted i det flotte vejr med sol, varme og næsten ingen vind. Et stykke foran os så vi en lastbåd, der sejlede samme vej som os.”Pokkers”, tænkte vi, ”der er 9 km til slusen, så han når at sejle fra os, så vi ikke kommer med igennem”. Sluserne og lastbådene har næsten altid tilpasset tiderne, så lastbådene kan sejle lige ind. Vi syntes imidlertid ikke, han lagde afstand til os, så vi skruede op for farten og skar hjørner, hvor vi kunne. Efter en times jagt lå vi i hans kølvand 500 m før slusen. Vi kom med igennem.Vi sejlede til marinaen ved Valence, en stor marina med alle faciliteter, hvor vi ankom hen på formiddagen.Over middag gik vi ind til byen (2,5 km). Valence er hovedstad i denne region, og mener selv at være verdens centrum, fordi den ligger næsten på 45 breddegrad. Det er en rig by, flot og velholdt. Vi gik rundt i den gamle bydel og var meget betaget af de flotte pladser og krogede gader. Desværre var det helligdag i Frankrig, så alle butikker var lukkede. Det kneb os sågar at finde et sted, hvor vi kunne købe et brød. Vi var meget begejstrede for det vi så, måske fordi vi så lidt mere til bygningerne, fordi der var så få mennesker i gaderne. Vi gik rundt i byen en 3 timers tid, så vendte vi tilbage til båden (2,5 km) til lidt afslapning og fodpleje.Hen på aftenen kom et brunt dyr med en 40 – 50 cm lang krop svømmende forbi os i havnebassinet. Den havde kraftigt gråt skæg af lange knurhår, og 2 store gnavertænder som en bæver. Vi så ikke nogen hale. En halv time senere kom den svømmende tilbage igen. Vi har fundet ud af, at man opdrætter bæverrotter i det sydlige Frankrig, Så det må være et dyr, der er undsluppet fra et sådant opdræt, vi så.

Onsdag d. 20.05.
Igen i dag sol, klar himmel og ingen vind fra morgenen. Vi sejlede til den første sluse, der lå kun 2 km oppe ad floden. Vi ankom først, og fik over radioen at vide, at vi måtte sejle ind lige efter den store båd der kom lidt bag os. En stor skubber med 2 pramme foran. Han sejlede selvfølgelig først ind (lyst viger for brød). Da han var halvvejs inde, gjorde skipperen tegn til os, at vi ikke kunne komme ind. Slusekontrollen kaldte os over radioen og sagde det samme. Så skulle jeg lige regne efter (bådenes længde står malet på siden), og jeg kom til, at hele sættet var 193m. Slusen er 195m, så der var ikke plads til os. Vi måtte vente halvanden time, før det blev vores tur. Ventetiden brugte vi til at sætte det gode gamle solsejl fra Donau op. Det svalede lidt i den direkte sol.Vi sejlede til en lille by le Pouzin 133 km fra Lyon. Det var hen på eftermiddagen, og stadig meget varmt, selvom der nu var kommet en svalende blæst, så vi syntes vi havde sejlet nok.Le Pouzin er en meget lille, fattig by uden seværdigheder. Vi gik en tur på 3 kvarter gennem byen. Så trak vi os tilbage til båden for at holde fyraften.

Tirsdag d. 19.05.
Havnemesteren havde i aftes forklaret os, hvor busstoppestedet er, og vi havde også været forbi og set, at bussen til Montelimar kører kl. 0849. Eneste afgang om formiddagen. Kl. godt 0830 var vi fremme. Mens vi ventede, stod vi og så på nogle vejarbejdere, der arbejdede med at sætte nye kantsten og støbe nye betonfortove. Kl. 090 var bussen stadig ikke kommet, og så bemærkede vi, at trafikken var ensrettet i den forkerte retning. Jamen for pokker. Vi havde da godt set i går, at der var omkørsel for trafikken i den ene retning på grund af vejarbejde. Nå, så måtte vi opgive Montelimar.Vi gik tilbage mod båden og passerede byens torv, hvor der var markedsdag. Vi gik rundt og kiggede på boderne, og så mødte vi pludselig havnemesteren.”Er I allerede kommet tilbage fra Montelimar?” spurgte han. Vi forklarede ham om omkørslen. ”Vil I stadig af sted? Jeg kan køre jer derover i min lille bil”, tilbød han. Ja, tak. ”Så vær klar om en time (kl. godt 11) nede ved havnekontoret, så kommer jeg og henter Jer:”Klokken godt 11 blev vi hentet, og et kvarter senere stod vi ved busstationen i Montelimar.Vi gik rundt i den gamle bydel godt et par timer, og selv om mange butikker holdt middagslukket, fandt vi en butik, der solgte hjemmelavet fransk nougat. Det skulle vi prøve. Montelimar er jo kendt som den franske nougats hovedstad. Og det smager jo godt, når det er lavet med lavendelhonning og pistacienødder.Ellers syntes vi, at byen lignede andre franske byer med et middelalderkvarter, så 1430 tog vi bussen tilbage til Viviers, til lidt indkøb og afslapning på båden resten af dagenVejret har i øvrigt været fantastisk flot med sol og ingen vind. På vores bustur tilbage passerede vi en temperaturmåler ved vejen, der viste 32 grader. Da vi sejlede mandag, havde bådens farthjul (det det måler bådens fart gennem vandet) sat sig fast. Jeg havde sagt til Jørgen, at det plejer gasten at dykke ned og gøre fri. Jørgen kiggede på vandoverfladen, der var fyldt med pollen fra nogle store træer på bredden, og sagde, at det mente han måtte være skippers opgave. (Er det mytteri? ;-) ). Så da Jørgen sidst på dagen var ude på en løbetur, hoppede jeg selv i vandet og fik hjulet ordnet.


Mandag d. 18.05.
Da jeg var oppe kl. 6 ”for at se til fortøjningerne” lå der en meget sort sky S for os. Da vi stod op kl. 7, lå den sorte sky lige over os og gav regn. Da vi sejlede kl. 8, brød solen frem, og så havde vi sol resten af dagen. Men en kraftig kold vind blæste imod os hele turen.Kort efter vi sejlede ud, skulle vi forbi et atomkraftværk. Da vi nærmede os, kom 2 mand i uniform sejlende imod og forbi os i en gummibåd, hvorpå der stod ”gendarmerie”. De hilste pænt på os, vendte rundt, og placerede sig ca. 30 – 40 m skråt bag os. Der blev de liggende de næste 3 km, mens vi passerede a-kraft-værket. Der bliver passet på.Sidst på formiddagen så vi de første klippeformationer inde på land. Ved middagstid nåede vi frem til vores bestemmelsessted Viviers. En dejlig lille havn i en sidegren til Rhone. Efter at have lagt til gik vi en tur i byen. Viviers er en dejlig gammel by med meget smalle og krogede gader i den centrale del. Ikke særligt stor. Midt i den gamle bydel ligger en katedral og en borg (ruin) på toppen af en høj klippe. Langs kanten af klippen er bygget en høj mur, så byens beboere har kunnet flygte op og ind bag muren, hvis byen blev angrebet. Katedralens tårn kan dateres mere ned 1000 år tilbage. Inde i katedralen var væggene dekoreret med flere meget store (ca. 4-5 x 7-8m) vægtæpper med religiøse motiver samt store malerier i rammer.Vi så i byen flere keramiske værksteder, der havde hver sin karakteristiske, flotte og lette produktion.Vi regner med at tage en tur til Montelimar i morgen. Vi gik derfor til rådhuset (turistkontoret er lukket mandag) for at spørge om busforbindelser. De kendte ikke noget til tider, men forklarede os om stoppestedets placering. Der kunne vi også se afgangstiderne. Vi kunne ikke finde noget stoppested, der hvor vi havde fået det udpeget. Vi spurgte i en Tabac-butik på stedet. De vidste ikke noget om et busstoppested. De vidste end ikke, om der kører en bus til Montelimar. Så nu er det spændende om vi overhovedet kommer af sted.

Søndag d. 17.05
Igen en morgen med sol, letskyet og ingen vind. Vi gjorde os klar til at sejle, for kl. 8 mødte havnemesteren. Det var ham der også skulle betjene dieseltanken på tankanlægget ved havnen. Vi skulle bare lige have flyttet en af de 4 Linssen både, der havde overnattet ved tankanlægget. Det ordnede havnemesteren.Vi fik tanket og sejlede så op af Rhone-floden. Vi vidste, der var så langt til næste havn, at vi skulle tage en overnatning et sted undervejs. Det var en dejlig sejlads i vekslende vejr. Let skyet til overskyet med vind vekslende i retning og styrke. Vi spiste frokost, mens vi sejlede, og da vi var ved at rydde op igen, greb vinden en af vores plastik-dækkeservietter, så den røg udenbords. Heldigvis kunne den flyde, så vi vendte om, og trods en del sø og vind fik vi bjerget servietten efter et par forsøg. En god ”mand over bord”- øvelse syntes vi.Vi skulle passere 3 sluser undervejs, og vi var utroligt heldige. Ved den første skulle vi vente 5 minutter, ed de to andre kunne vi sejle direkte ind i slusen.Vi standsede sejladsen ved slusen Boléne, hvor vi fik lov til at overnatte ved deres venteponton obenfor slusen. Vi havde i alt sejlet57 km. Dejlig dag med god lang sejltur.

Mandag d. 25.05.Sol og let vind fra morgenen. Vi gjorde os klar og gik en tur over til byen på den anden flodbred. Butikkerne var ikke åbnet (kl. 09.30), så vi startede med at besøge byens katedral, en meget stor kirke med mange glasmosaikker og talrige udsmykningsdetaljer fra romertiden. Da vi kom ud 1015 var næsten alle butikker stadig lukkede, og det var de hele dagen. Her i byen holder butikkerne både søndags- og mandagslukket.Vi havde både i går og i dag ledt efter en internetcafe i byen. Det findes ikke. Eneste mulighed er at låne en pc på turistkontoret. Det koster 4 euro for 30 minutter. Den lånte vi, og jeg fik skrevet lidt til dagbogen om pc-situationen, fik tjekket mails, læst vejrmelding mv.Vi kom ud igen lige ved middagstid, og nu var vinden rigtig taget til. Vi gik tilbage til båden, og der fik vi en rigtig vippetur. 30 – 40 cm høje skummende bølger løb op ad floden mod strømmen, båret frem af en vind, jeg målte til 10 m/sek i snit og 13 m/sek i stødene.Ved 1-tiden begyndte en helikopter at kredse over området. Lidt efter kom 2 pistolbevæbnede betjente og spurgte, om vi havde set en stor mand, sort, med hætte over hovedet, løbe forbi. Det havde vi ikke. Helikopteren fortsatte med at kredse omkring den næste times tid.Vi sikrede fortøjningerne, og hele eftermiddagen blæste og vippede det kraftigt. Ved 17-tiden begyndte vinden at aftage, og skyer begyndte at trække ind fra NV.Vi havde ikke været i bad et par dage, så vi gik hen til den lokale svømmehal for at få en dusche. Da vi skulle løse billet, ville damen have 3,20 euro fra hver. Det mente vi var rigeligt, vi havde set på et opslag, at vi skulle betale 1,70 euro som 65+. Vi spurgte samtidig, hvad prisen var, når vi ikke ville benytte svømmebassinerne (der var flere). Det var for svært for hende, så nu blev direktøren tilkaldt. Han spurgte og vi forklarede. Da han hørte, at vi boede på en lille båd ved byens simple flydebro, sagde han, at vi kunne bade gratis. Tak for det.Da vi kom tilbage til båden ved 19-tiden havde vinden næsten lagt sig, og bølgerne var aftaget meget, så vi fik en rolig aften og nat i båden.

Søndag d. 24.05.I dag sejlede vi videre fra den dejlige marina med alle faciliteter i ny og moderne udgave. Vi ville til Vienne, en lille by kun 12 km længere fremme. Vi havde læst, at byen har været en af de helt store og centrale byer i romertiden, og at den stadig har mange minder fra den tid.I sejlerguiden står der, at byen har en beskyttet anløbskaj med mulighed for el, vand og toilet. Vi fandt en lille flydebro i strømmen uden faciliteter. Der lagde vi til.Solen skinnede igen i dag fra en skyfri himmel uden vind, så det blev meget varmt. Over 30 grader.vi gik en tur langs floden for at se, om der var nogle anlægsmuligheder, vi havde overset. Det var der ikke.Senere gik vi en tur i byen, der ligger på den modsatte flodbred. Det er en flot by med rigtigt mange minder fra romertiden. Vejstrækninger, bygninger, amfiteater, skulpturer, væg- og gulvmosaikker. Masser. Vi gik rundt og kiggede et par timer, men varmen var hård, så vi gik tilbage til båden for at komme i skygge ved en mur langs kajen. Så kigger vi lidt mere på romerske rester i morgen først på dagen.Hen på dagen tog vinden kraftigt til og blæste langs med floden, der på det sted var en lige strækning på flere kilometer. Det gav store bølger, så vi lå meget uroligt ved kajen. Efter solnedgang aftog vinden hurtigt igen, og kl. 21 var vandoverfladen spejlblank.

Lørdag d. 23.05Vi har de sidste dage sejlet gennem et meget smukt landskab med masser af velplejede vinmarker på bakkeskråningerne ned mod jorden. På grund af de mange sluser er meget af floden kanaliseret oppe på bakkesiderne, mens den ”gamle flod” løber nede i dalen. Sådan var det også i dag.Dagens sluse stod åben og klar til at modtage os, da vi kom, og snart sejlede vi oppe i det gravede flodløb, mens vi kiggede ud over kanten og kiggede ned på hustage, kirketårne og byggekraner i byen vi passerede. Vi sejlede i sol, blå himmel og uden vind til Les Roches de Condreiu, hvor der er indrettet en stor marina i en gammel flodarm.Vi gik en tur op i byen for at kigge og købe lidt ind. En lille by uden særlige seværdigheder og uden internetcafe.Det var en meget varm dag. Over 30 grader for 3 dag i streg.Tilbage i havnen kiggede vi på vandet og kunne se, at det var meget klarere her end ude i floden. Så jeg fandt badebukserne og dykkerbrillerne frem igen, for nu ville jeg ned og kigge på kølen. Sigtbarheden var her ca. 1 – 1,5 m, så jeg kunne kigge kølen, roret og skruen efter. Det eneste jeg kunne bemærke var, at bundmalingen var skrabet af på et felt på ca. 5 x 10 cm ved den bageste ende af kølen. Roret og skruen virkede uberørt. Så det var nok heldigvis kun en forskrækkelse vi fik i går.

Fredag d. 22.05Vi tog fra Valence i klar sol og vindstille. Vi så et ”skubbersæt” komme op mod os nede fra floden, da vi sejlede ud af marinaen. ”Så er det med at få fart på”, tænkte vi, ” så vi kan nå at komme med i slusen 6 km fremme”. Han sejlede stærkt, men vi hang på, og kort før slusen kaldte jeg den over radioen, for at få lov til at komme med igennem. ”I kan komme op om 40 minutter” svarede slusen. ”Jamen han er da alene, og han kan ikke fylde hele slusen”. ”Han sejler brændstof”. ”Ok, vi venter 40 minutter”. Det tog lidt længere tid, så efter en time kunne vi sejle ind i slusen. Nu ville slusemesteren ikke lukke slusen, før vi havde fortøjet på en anden måde. Han gav flere direktiver over radioen. Vi flyttede til en anden svømmepullert, vi måtte ikke holde fast i håndtaget til en jernstige, der går hele vejen op, og så insisterede han på, at vi skulle binde fortøjningerne fast. Jeg har altid lært, at man ikke må binde sine fortøjninger fast i en sluse, så det nægtede jeg. Jeg lavede en dobbelt rundtørn om pullerten med begge fortøjninger, og det var så det. Så kom vi op. Ret skal være ret – det virkede udmærket på den måde.Vi sejlede til Touron, der iflg. guiden er en spændende by med en fin lille marina midt i byen. Marinaen var lille. Der var 6 bådpladser, og de var besat af gamle både. Altså måtte vi sejle viderre. Modstrømmen var nu ret kraftig, så for at begrænse den, trak jeg godt ud til siden. Jeg sejlede 5 – 10 m indenfor sideafmærkningerne, og havde lige aflæst dybden til 4,1m, da vi skramlede hen over en klippe, kurede et stykke i noget grus, og hoppede igen hen over et klippestykke, før vi igen havde vand under kølen. 6,3m. Altså lige en revle på tværs i sejlrenden. Vi listede videre, og nu kunne jeg mærke, at båden ikke kunne skyde samme fart som før. Vi passerede en sluse lige efter, men jeg ville sejle lidt længere, for vandet var meget urent der.Lidt længere fremme fik vi en mulighed for at lægge ind til siden, så jeg fik badebukserne på og hoppede i vandet, for at se hvad der var galt. Omkring skruen havde en stor tot søgræs sat sig fast. Efter nogle dykketure var skruen fri, og så kunne vi sejle videre. Sigtbarheden i vandet var 20 – 30 cm, så det var ikke muligt at kigge mere på kølen.Nu kunne vi skyde en normal fart igen. Vi sejlede til Andancette (87 km), hvor der er en lille flydebro med plads til 1 stor eller 2 mindre både. Her lagde vi os udenpå en stor hollandsk motorbåd for natten.

Torsdag d. 21.05Vi sejlede tidligt af sted i det flotte vejr med sol, varme og næsten ingen vind. Et stykke foran os så vi en lastbåd, der sejlede samme vej som os.”Pokkers”, tænkte vi, ”der er 9 km til slusen, så han når at sejle fra os, så vi ikke kommer med igennem”. Sluserne og lastbådene har næsten altid tilpasset tiderne, så lastbådene kan sejle lige ind. Vi syntes imidlertid ikke, han lagde afstand til os, så vi skruede op for farten og skar hjørner, hvor vi kunne. Efter en times jagt lå vi i hans kølvand 500 m før slusen. Vi kom med igennem.Vi sejlede til marinaen ved Valence, en stor marina med alle faciliteter, hvor vi ankom hen på formiddagen.Over middag gik vi ind til byen (2,5 km). Valence er hovedstad i denne region, og mener selv at være verdens centrum, fordi den ligger næsten på 45 breddegrad. Det er en rig by, flot og velholdt. Vi gik rundt i den gamle bydel og var meget betaget af de flotte pladser og krogede gader. Desværre var det helligdag i Frankrig, så alle butikker var lukkede. Det kneb os sågar at finde et sted, hvor vi kunne købe et brød. Vi var meget begejstrede for det vi så, måske fordi vi så lidt mere til bygningerne, fordi der var så få mennesker i gaderne. Vi gik rundt i byen en 3 timers tid, så vendte vi tilbage til båden (2,5 km) til lidt afslapning og fodpleje.Hen på aftenen kom et brunt dyr med en 40 – 50 cm lang krop svømmende forbi os i havnebassinet. Den havde kraftigt gråt skæg af lange knurhår, og 2 store gnavertænder som en bæver. Vi så ikke nogen hale. En halv time senere kom den svømmende tilbage igen. Vi har fundet ud af, at man opdrætter bæverrotter i det sydlige Frankrig, Så det må være et dyr, der er undsluppet fra et sådant opdræt, vi så.

Onsdag d. 20.05.Igen i dag sol, klar himmel og ingen vind fra morgenen. Vi sejlede til den første sluse, der lå kun 2 km oppe ad floden. Vi ankom først, og fik over radioen at vide, at vi måtte sejle ind lige efter den store båd der kom lidt bag os. En stor skubber med 2 pramme foran. Han sejlede selvfølgelig først ind (lyst viger for brød). Da han var halvvejs inde, gjorde skipperen tegn til os, at vi ikke kunne komme ind. Slusekontrollen kaldte os over radioen og sagde det samme. Så skulle jeg lige regne efter (bådenes længde står malet på siden), og jeg kom til, at hele sættet var 193m. Slusen er 195m, så der var ikke plads til os. Vi måtte vente halvanden time, før det blev vores tur. Ventetiden brugte vi til at sætte det gode gamle solsejl fra Donau op. Det svalede lidt i den direkte sol.Vi sejlede til en lille by le Pouzin 133 km fra Lyon. Det var hen på eftermiddagen, og stadig meget varmt, selvom der nu var kommet en svalende blæst, så vi syntes vi havde sejlet nok.Le Pouzin er en meget lille, fattig by uden seværdigheder. Vi gik en tur på 3 kvarter gennem byen. Så trak vi os tilbage til båden for at holde fyraften.

Tirsdag d. 19.05.Havnemesteren havde i aftes forklaret os, hvor busstoppestedet er, og vi havde også været forbi og set, at bussen til Montelimar kører kl. 0849. Eneste afgang om formiddagen. Kl. godt 0830 var vi fremme. Mens vi ventede, stod vi og så på nogle vejarbejdere, der arbejdede med at sætte nye kantsten og støbe nye betonfortove. Kl. 090 var bussen stadig ikke kommet, og så bemærkede vi, at trafikken var ensrettet i den forkerte retning. Jamen for pokker. Vi havde da godt set i går, at der var omkørsel for trafikken i den ene retning på grund af vejarbejde. Nå, så måtte vi opgive Montelimar.Vi gik tilbage mod båden og passerede byens torv, hvor der var markedsdag. Vi gik rundt og kiggede på boderne, og så mødte vi pludselig havnemesteren.”Er I allerede kommet tilbage fra Montelimar?” spurgte han. Vi forklarede ham om omkørslen. ”Vil I stadig af sted? Jeg kan køre jer derover i min lille bil”, tilbød han. Ja, tak. ”Så vær klar om en time (kl. godt 11) nede ved havnekontoret, så kommer jeg og henter Jer:”Klokken godt 11 blev vi hentet, og et kvarter senere stod vi ved busstationen i Montelimar.Vi gik rundt i den gamle bydel godt et par timer, og selv om mange butikker holdt middagslukket, fandt vi en butik, der solgte hjemmelavet fransk nougat. Det skulle vi prøve. Montelimar er jo kendt som den franske nougats hovedstad. Og det smager jo godt, når det er lavet med lavendelhonning og pistacienødder.Ellers syntes vi, at byen lignede andre franske byer med et middelalderkvarter, så 1430 tog vi bussen tilbage til Viviers, til lidt indkøb og afslapning på båden resten af dagenVejret har i øvrigt været fantastisk flot med sol og ingen vind. På vores bustur tilbage passerede vi en temperaturmåler ved vejen, der viste 32 grader. Da vi sejlede mandag, havde bådens farthjul (det det måler bådens fart gennem vandet) sat sig fast. Jeg havde sagt til Jørgen, at det plejer gasten at dykke ned og gøre fri. Jørgen kiggede på vandoverfladen, der var fyldt med pollen fra nogle store træer på bredden, og sagde, at det mente han måtte være skippers opgave. (Er det mytteri? ;-) ). Så da Jørgen sidst på dagen var ude på en løbetur, hoppede jeg selv i vandet og fik hjulet ordnet.


Mandag d. 18.05.Da jeg var oppe kl. 6 ”for at se til fortøjningerne” lå der en meget sort sky S for os. Da vi stod op kl. 7, lå den sorte sky lige over os og gav regn. Da vi sejlede kl. 8, brød solen frem, og så havde vi sol resten af dagen. Men en kraftig kold vind blæste imod os hele turen.Kort efter vi sejlede ud, skulle vi forbi et atomkraftværk. Da vi nærmede os, kom 2 mand i uniform sejlende imod og forbi os i en gummibåd, hvorpå der stod ”gendarmerie”. De hilste pænt på os, vendte rundt, og placerede sig ca. 30 – 40 m skråt bag os. Der blev de liggende de næste 3 km, mens vi passerede a-kraft-værket. Der bliver passet på.Sidst på formiddagen så vi de første klippeformationer inde på land. Ved middagstid nåede vi frem til vores bestemmelsessted Viviers. En dejlig lille havn i en sidegren til Rhone. Efter at have lagt til gik vi en tur i byen. Viviers er en dejlig gammel by med meget smalle og krogede gader i den centrale del. Ikke særligt stor. Midt i den gamle bydel ligger en katedral og en borg (ruin) på toppen af en høj klippe. Langs kanten af klippen er bygget en høj mur, så byens beboere har kunnet flygte op og ind bag muren, hvis byen blev angrebet. Katedralens tårn kan dateres mere ned 1000 år tilbage. Inde i katedralen var væggene dekoreret med flere meget store (ca. 4-5 x 7-8m) vægtæpper med religiøse motiver samt store malerier i rammer.Vi så i byen flere keramiske værksteder, der havde hver sin karakteristiske, flotte og lette produktion.Vi regner med at tage en tur til Montelimar i morgen. Vi gik derfor til rådhuset (turistkontoret er lukket mandag) for at spørge om busforbindelser. De kendte ikke noget til tider, men forklarede os om stoppestedets placering. Der kunne vi også se afgangstiderne. Vi kunne ikke finde noget stoppested, der hvor vi havde fået det udpeget. Vi spurgte i en Tabac-butik på stedet. De vidste ikke noget om et busstoppested. De vidste end ikke, om der kører en bus til Montelimar. Så nu er det spændende om vi overhovedet kommer af sted.

Søndag d. 17.05

Igen en morgen med sol, letskyet og ingen vind. Vi gjorde os klar til at sejle, for kl. 8 mødte havnemesteren. Det var ham der også skulle betjene dieseltanken på tankanlægget ved havnen. Vi skulle bare lige have flyttet en af de 4 Linssen både, der havde overnattet ved tankanlægget. Det ordnede havnemesteren.Vi fik tanket og sejlede så op af Rhone-floden. Vi vidste, der var så langt til næste havn, at vi skulle tage en overnatning et sted undervejs. Det var en dejlig sejlads i vekslende vejr. Let skyet til overskyet med vind vekslende i retning og styrke. Vi spiste frokost, mens vi sejlede, og da vi var ved at rydde op igen, greb vinden en af vores plastik-dækkeservietter, så den røg udenbords. Heldigvis kunne den flyde, så vi vendte om, og trods en del sø og vind fik vi bjerget servietten efter et par forsøg. En god ”mand over bord”- øvelse syntes vi.Vi skulle passere 3 sluser undervejs, og vi var utroligt heldige. Ved den første skulle vi vente 5 minutter, ed de to andre kunne vi sejle direkte ind i slusen.Vi standsede sejladsen ved slusen Boléne, hvor vi fik lov til at overnatte ved deres venteponton obenfor slusen. Vi havde i alt sejlet57 km. Dejlig dag med god lang sejltur.

indlagt d. 3.8.

Tirsdag d. 31.7.
I dag fik jeg motoren klargjort. Det er lidt underligt at sidde i 35 graders varme og frostsikre motoren. Men det skal jo til, for der kan godt blive frostvejr her. I løbet af de sidste 16 år har der været snevejr een gang. Da faldt der næsten en meter sne. Den var væk igen 2 dage senere.
Og så har jeg benyttet dagen til at skrive til dagbogen. På grund af strømsvigt på computeren var jeg kommet langt bagud, og så tager det pludselig lang tid at komme med. Men jeg fandt mig et skyggefuldt sted med lidt brise, så klimamæssigt har det været dejligt. Desværre er det sværere at finde en internetcafe. Den nærmeste ligger 5 km væk, og det er ret besværligt med busser, hvis jeg vil hen til nabobyen, hvor internetcafeen ligger. Så det må lige vente et par dage.

Mandag d.30.7
Vi har benyttet dagen til at få ryddet og vasket indvendigt og alle hynder blev taget ud og banket med en fluesmækker. Påhængsmotoren er blevet vinterklargjort. Og så blev der også tid til lidt afslapning. Det kunne godt være nødvendigt. I dag viste termometret 42,7 gr C.
Og så er det i dag Henrik afmønstrer. Kl. 1945 var det afgang med bussen til Athen lufthavn, der ligger ca. 50 km væk. Henriks fly går først kl. 0430, så der bliver noget ventetid i lufthavnen.

Søndag d.29.7.
Henrik tog ind til Athen i dag. Det er 16 år siden han sidst var der, så han ville gerne have opfrisket sit indtryk af byen.
Jeg brugte dagen på at rydde op i alt det gods, vi har ombord. Jeg ville gerne have det sorteret, så det, Henrik skal tage med hjem, ligger klar. Og så fik jeg spulet båden grundigt på dækket. Det er utroligt, så meget salt, der sætter sig overalt. Saltkrystallerne ligger ligefrem på dækket og glimter i sollyset.
Der var nogen blæst fra morgenen af, men midt på eftermiddagen forsvandt vinden, og så skyndte jeg mig at tage sejlene ned og skylle dem fri for salt og få dem lagt sammen. Jeg kunne hejse dem op i faldene, så de hang ned langs bådsiden, mens jeg spulede og tørrede dem..
Det var en af de rigtig varme dage. På et tidspunkt af eftermiddagen viste termometeret i kahytten 45,1 gr. C.

Lørdag d.28.7.
Vi forlod Aliverion for fulde sejl. Vi satte sejlene, før vi kastede fortøjningerne. Vinden og forholdene var simpelthen ideelle. Og det gik fint. Så fik Henrik odså prøvet det.
Det med sejlene holdt dog ikke ret længe. Vinden forsvandt og havoverfladen blev glat som et spejl.
Der er meget smukt her.
Jeg ringede til Evoiko og sagde, vi var undervejs, og at jeg regnede med, vi ville være fremme, så de kunne tage os op kl. godt 12. Ok, svarede konen : “If the weather is good.”. Det er lidt sjovt at høre, når man sejler på en spejlblank havoverflade.
Vejret holdt sig fint, indtil vi manglede 1 mil. Så begyndte det at blæse op, og bølgerne blev hurtigt 30 – 40 cm høje. Vi sejlede frem til stedet, hvor vi skulle tages op, og lagde til ved ankerbøjen lige udenfor. Jeg ringede ind til land. De vinkede til os og sagde, at alt var klart. De kunne tage os op, når vinden og bølgerne lagde sig lidt.
Vi gik ned i kahytten for at skumle over det uheld, vi havde med vejret. Vi måtte have en øl til at afstive moralen på. Vi nåede kun lige at åbne dem, så kaldte og piftede de inde fra land. De var klar til at tage os. En traktor holdt i vandkanten med en vogn af en slags foran sig ude i vandet. Den vogn ville jeg godt have set, så jeg havde en ide om, hvad jeg skulle sejle ind imod. Nå, jeg sejlede ind til vognen, og efter et par forsøg kom jeg på plads, uden at vide hvordan og hvorfor. Traktoren bakkede langsomt op på land, og vi fulgte med. Vognen har 2 langsgående bjælker med gummifendere, som båden kommer op og ligge på. I løbet af et øjeblik var vi på land. Båden blev kørt hen til sin fremtidige plads, og der blev den understøttet og opklodset. Vognen kan så sænkes hydraulisk og trækkes væk fra båden.
Og så fik vi tid til at drikke vores øl. De var både varme og dovne nu.
Så nu er Samsara på land i Evoiko. Stedet ligger helt ude ved vandkanten. Det ligner lidt a la strandcamping. Det er et familieforetagende, med far, mor, søn, datter og svigersøn i aktivitet. Der er rigtig dejligt her, og stemningen er meget familiær.
Sidst på eftermiddagen kom papa Zakarias og højtryksspulede båden udvendigt. Så nu er det i orden.

Fredag d. 27.7.
Vi stod tidligt op til morgen. Kl. 0600. På grund af de ændrede planer havde vi en lang tur ca. 35 mil foran os. Da vi stod op, så vi for første gang en sky på himlen. Kun en lille sky inde over land, men en sky var det. Vi skyndte os at komme af sted og ude af bugten var vinden 9-11 m/sek. fra nord og 14 m/sek. i stødene. Bølger ca. 2,5 m høje og meget krappe. På et tidspunkt syntes jeg, det var temmelig voldsomt, så jeg valgte at vende om. Da vi kom lidt i læ inde i bugten, snakkede vi lidt om situationen. Vi var jo næsten nødt til at gennemføre. Henrik sagde så: ”Du skal ikke lade være med at sejle, af hensyn til mig. Jeg synes, det er helt fint det her”. Altså ryddede vi båden til stormsejlads, og så sejlede vi ud af bugten og nordpå igen. Jeg har flere gange på denne tur tænkt på at tage sprayhood’en af for at få noget mere luft ind til cockpittet. Jeg var glad for at vi ikke havde gjort det. Den beskyttede os mod meget af den bølgesprøjt, der hele tiden blæste hen mod os. Men ikke det hele. Så da jeg for tredje gang var blevet drivvåd af et bølgesprøjt, der sneg sig udenom sprayhood’en kom Helly Hansen-jakken i brug. Og basketkasketten er ideel. Når der kommer et sprøjt lige i hovedet på en, bøjer man hovedet, når sprøjtet kommer. Så tæller man til 3, mens røgvandet passerer, og så kan man kigge op igen. På den måde slipper man for saltvand i øjnene.
Det gik langsomt fremad. 2 – 2,5 knob iflg. gps’en. 2 gange satte gps’en ud en halv times tid. Vi rullede og vippede så meget at antennen ikke kunne fastholde dækningen til 3 satellitter.
Henad middagstid var vi kommet så meget i læ af den ø, vi sejlede op imod, at vinden og bølgehøjden begyndte at aftage. Og så gik det hurtigere. Til sidst forsvandt vinden og bølgerne helt, så vi sejlede de sidste par mil på spejlblankt vand.
Vi nåede frem til Aliverion sidst på eftermiddagen med en god fornemmelse i kroppen.
Vi gjorde det.
Aliverion er en lille hyggelig havn med en masse tavernaer rundt om havnen. Turisterne har tilbøjelighed til at rejse udenom byen, så det er lokalbefolkningen, der fylder op ved bordene. Og der var fyldte huse sådan en almindelig fredag aften. Vi syntes vi ville være lidt gode ved os selv ovenpå dagens strabadser, så vi udvalgte os en fiskerestaurant og ville bestille en fiskeret. De havde ingen fisk. Kun ansjoser kunne vi få. Også andre retter kneb det med. De fleste ting vi pegede på havde de ikke, så det endte med at tjeneren pegede og sagde, at det kan i få. Rejer med fetaost i tomatsauce. Det smagte til gengæld rigtig godt.

Torsdag d. 26.7.
Det var blæst en del op i løbet af natten, så fra morgenen blæste en strid vind fra NØ. Det var lige den retning, vi ville sejle mod. Vi sejlede ud, og da vi kom udenfor den bugt port Rafti ligger i, målte vi vinden til 11 – 14 m/sek. i gennemsnit og op til 20 m/sek. i stødene. Bølgerne var ca. 2 m høje. 15 mil med den vind og de bølger imod syntes vi var rigeligt, så vi valgte at returnere til vores gode ankerplads. Nu var vinden imidlertid drejet så meget mod øst, at vi ikke havde den samme læ som i går. Og for første gang oplevede jeg, at det kunne være svært at få ankeret til at holde. Vi prøvede flere gange i løbet af de næste timer, men vi kunne ikke få ordentligt fat i bunden, så det endte med at vi måtte kapitulere og fortøje os til en ankerbøje, der lå der.
Tidsmæssigt kunne vi godt tage en overliggerdag, hvis vi ændrede planerne. Jeg havde aftalt med Evoiko Sea Center, at vi skulle tages op lørdag middag, så det gik lige. Men så var der heller ikke mere tid at give af. Via sms kontaktede vi Danmark. De kunne fortælle om en ekstrem vejrsituation med lavtryk over Lilleasien og højtryk over Balkanstaterne. Det skulle give kraftig nordenvind i det område, hvor vi var. Det passede. Samtidig sagde prognosen at vinden ville fortsætte de næste dage, men falde til 8 – 10 m/sek.. Så vi valgte at blive, og se vejret an til i morgen. Dagens underholdende moment var en mængde brandbiler, der kom kørende forbi inde på land. Der var opstået en skovbrand lidt længere nordpå. Vi kunne ikke se branden for den landtange vi lå i læ bag. Men vi kunne lugte den. Heldigvis blæste vinden ilden ned mod havet, så nogle timer senere var luften igen røgfri.

Onsdag d. 25.7.
Der var næsten ingen vind i dag, og den smule der var, skiftede hele tiden og kom fra forskellige retninger. Så det var for motor hele vejen. Vi sejlede til port Rafti, en lidt større by ca 20 mil mod nord. Havnen så overfyldt ud, der lå mindst 30 både for anker udenfor byen. Derfor valgte vi at lægge os bag en udragende landtange, hvor vi havde god læ for nordenvinden. Og der lå vi helt alene. Sådan da. Der var ikke andre sejlbåde der. Men masser af småbåde med lokale folk ankrede op i læ ved en lille ø i nærheden. Og 4 vandscootere lå konstant og fræsede om kap mellem badende og opankrede både. Så der var underholdning nok. Og så gik dagen ellers med at nyde det dejlige vejr, med sol og blå himmel.

Tirsdag d. 24.7.
I dag var dagen, hvor Frank skulle afmønstre. Det er svært hver gang en gast afmønstrer, også denne gang. Frank skulle nå et fly i Athens lufthavn først på eftermiddagen.
Henrik og jeg sejlede så ud midt på formiddagen, for at begynde turen rundt om fastlandet. Igen havde vi fint vejr, sol og blå himmel. Igen kunne vi få sejlene op og sejle noget af tiden for sejl.
Vi nåede midt på eftermiddagen det sydligste punkt på turen, og lagde os ind i en bugt med udsigt til Poseidons tempel, der ligger på en stor bakke lige op til bugten. Vi lagde os for anker i bugten, og lå der samme med ca. 20 andre både. Vi badede og slappede lidt af, og senere svømmede Henrik ind til land, og spadserede op til templet. Der var en helt fantastisk udsigt over havet derfra fortalte han.
Jeg ville skrive lidt til hjemmesiden. Derfor havde jeg sat computeren til opladning, mens vi sejlede. Det viste sig, at de omformere, der hidtil har fungeret fint sammen, ikke vil snakke sammen mere, så der var ingen strøm på computeren. Ærgerligt, når jeg nu havde tid til at skrive. Ærgerligt også, for så har jeg ikke noget at lægge ind på hjemmesiden i næste havn.
Bugten, vi lå i, gav god beskyttelse for vind fra alle retninger på nær syd. Selvfølgelig drejede vinden om i syd, så vi havde både en del vind og en del bølger i løbet af natten. Jo, Henrik blev rigtig indviet i livet som sejlsportsmand.

Mandag d. 23.7.
Kl. 0330 ankom Henrik med taxa fra lufthavnen. Vi snuppede lige et par timer mere på øjet, og så tog vi afsked med Athen. Henrik har ikke været på en sejlbåd før, så han skulle lige have en dag sammen med Frank, så han kunne blive sat lidt ind i begreberne. Og vi var heldige med vind og vejr, så vi fik mulighed for at sætte sejl og tage sejl ned flere gange, vi vendte over stag og vi bommede, og ved frokosttid fandt vi en lille bugt hvor vi kunne ligge for anker og bade og spise frokost og nyde det flotte vejr..
Vi sejlede så ind til Varkiza, og minsanten om ikke den plads, vi lå på i sidste uge, var ledig. Vi havde lige fået lagt os ind, da der kom en fiskerbåd ind i havnen, og folkene på båden råbte efter os. Der var deres plads. Ok, vi flytter os, men hvor skal vi så ligge. Det var i første omgang ikke deres problem, men da de forstod, at det var meget afgørende for, om vi ville flytte os, pegede de på en anden ledig plads. Vi sejlede ud, de sejlede ind. Da vi nærmede os den nye plads, begyndte at mand på en anden båd at råbe til os. Der måtte vi ikke ligge. Vi skulle sejle til en anden havn, her var der slet ikke plads til os. Han nævnte flere andre marinaer langs kysten, men vi sagde, vi ville være her i denne havn i en nat. Det diskuterede vi lidt om. Jeg mente så, at vi kunne ligge udenpå hans båd, da han lå på langs af kajen med fendere ude. Så røg han op i det røde felt. Han råbte en masse til os på engelsk, og samtidig en masse til de første fiskere på græsk. Jeg svarede på engelsk, og forbandelserne fik han på dansk. Det var rigtig hyggeligt. Da vi således havde markeres vore machoer en tid, sagde jeg til Frank og Henrik, at nu sejler vi altså ind på den ledige plads, og så skændes vi videre derfra. Da manden så hvad vi var i gang med, skiftede han pludselig signaler. Nu var der for resten en ledig plads til os et andet sted i havnen. Den lokale sejlskole havde 2 pladser, men den ene båd var ude nogle dage, så der måtte vi godt ligge een nat. Manden kom endda hen og viste os pladsen, og hjalp med fortøjningerne.
Derefter blev der tid til indkøb af proviant mv., så vi havde til nogle dage.

Søndag d. 22.7.
I dag ville vi kigge lidt på byen. Vi startede med at tage ind og kigge på Akropolis, det 2600 år gamle tempel, der knejser over byen. Det er meget velbevaret og virkeligt imponerende. Og der arbejdes kraftigt på genopbygning af hele området, det omfatter flere bygninger og et stort amfiteater. Teatret så ud til at være næsten istandsat, og det benyttes nu til koncerter og forestillinger. Vi så også pladsen med Zeus tempel, og det antikke stadion. Athen er stor, så der skal flere dage til for rigtigt at se byen, men vi fik et indtryk af en velfungerende og velstillet by.

Lørdag d. 21.7.
Afgang tidligt på dagen for at sejle nord om øen og over til Athen. Vi kom gennem snævre passager til en indsø, og her startede Athens havn med nogle kæmpeanlæg til den kemiske industri. Videre gennem andre smalle fjorde, hvor vi passerede en lang række skibsværfter, havneanlæg for den græske flåde, og langstrakte containerkajer. Så fulgte indsejlingen til Piræus, Athens berømte havn.
Rundt om en pynt, og så lå marinaerne som perler på en snor. Vi ville så tæt på centrum som muligt, og søgte derfor ind i bunden af bugten. Her lå bl.a. en marina ved Olympic Atlethic Centre. Ved siden af lå en mere beskeden bådebro. Der søgte vi hen. Det viste sig at den ene side af broen blev administreret af en sejlklub. Den anden side tilhørte ingen, så der kunne vi ligge gratis. Til gengæld var der hverken vand eller el på broen. Sejlklubbens klubhus måtte vi gerne benytte, Så der havde vi adgang til toiletter og vand. Og restauranten i klubhuset var glimrende med fisk lige frisk indfanget af klubbens medlemmer..
Nabo til sejlklubben var et skibsmuseum med flere meget store og berømte græske krigsskibe. Vi var mest imponerede af en galej der var blevet roet frem af roere, der havde siddet i tre etager over hinanden.

indlagt 22.7.

Fredag d.19.7.
Af sted tilbage til kanalen, hvor vi måtte vente halvanden time udenfor før vi slap igennem. Så var der også samlet 12 både, der skulle igennem. På den anden side kanalen, fik vi ordre på at vi lægge os for anker, og vente med at lægge ind til kajen for at betale. Der var lige en kæmpe luksusliner der skulle igennem kanalen først. Og de store både har både lods ombord, slæbebåd foran, og så skal der været ryddet for både i indsejlingen. Alt sammen sikkerhedshensyn.
Så snart kæmpen var smuttet ind i hullet, var vi ude på vandet igen . Det var et godt fotomotiv.
Vi sejlede nu mod øst, mod øen Salamina. Det blev en rigtig dejlig tur hvor vi kunne sætte begge sejl og slukke motoren. Vi ville prøve at ligge for anker, så vi sejlede ind i en stor bugt, og ankrede op udenfor byen Salamina. Det var en flot aften med vindstille. Hele bugten rundt var der masser af lys, og båden svajede lidt i strømmen. Det var et imponerende syn. Sådan må det være at ligge i en båd midt i Tivolisøen.
Torsdag d 19.7.
Vi var ret tidligt oppe, og var klar til at sejle kl. 8. En ca. 50-årig mand sad ovre på den store båd og læste i en bog. Han havde tilsyneladende god tid. Jeg hilste på ham, og spurgte mig lidt forsigtigt for. Han fortalte, at han var skipper på båden. Han var fra Belgien og havde lejet båden med besætning, der bestod af 4 unge kvinder. Da randt ordene fra den engelske hosebåndsorden mig i hu.. "Honi soit qui mal y pence". (Slå det selv efter). Da nu også skipperen på Beneteau’en ville ud, komder mere gang i tingene. Belgieren viste sig at være en rutineret sejler, så han manøvrerede selv sin store båd ud midt i havnebassinet og lagde sig for anker der. Mit ankertov klarede frisag, og hans besætning kunne sove videre.
Vi sejlede af sted mod Korintherkanalen, som vi nåede først på eftermiddagen. Undervejs så vi flyveopvisning. Der var en stor skovbrand i nærheden. Vi kunne se røgen væltede op mod himlen derfra.. Flyvemaskinerne – vandflyvere – 6 stk kom i formation og landede på vandet og mens de fortsatte for fuld fart, og vandet sprøjtende til alle (begge) sider fyldte de tankene op, og efter nogle få hundrede meter lettede de igen og fløj tilbage til branden for at hælde vandet ud der. Imponerende at se, hvordan de i lav højde fløj lige ind i de tætte røgskyer fra branden, for så at komme tilbage lidt senere. Hver 3. time forsvandt de helt for en tid. De skulle nok have tanket brændstof..
Vi nåede Korintherkanalen lige som et hold både var klar til at sejle igennem i vores retning. Der er ensrettet færdsel. Men vi skulle op og betale først. Vi måtte op og slippe 86 euro for at få lov til at passere. Og selvfølgelig var der en masse papirer, der skulle udfyldes. Så da Frank kom tilbage , var "porten" lukket. Porten er her en vejbro der ligger tværs over kanalen i 1 meter højde. Når bådene så skal passere, sænkes broen ned på bunden af kanalen, så bådene kan sejle over broen. Sjovt ordspil, ikke?
Vi var så heldige at en turistbåd, var kommet lidt sent frem, så ham skulle der ekstraordinært lukkes op for. Og så fik vi lov til at smutte med igennem. Der "sparede" vi et par timer.
Kanalen er et flot stykke ingeniørarbejde. Meget imponerende. Vi nød turen gennem den smalle og meget høje kanal.
Efter kanalen sejlede vi til Korinth, et fiskerihavn, hvor vi fandt plads til at ligge for natten.
Onsdag d. 18.7.
Vinden peb i rigningen på bådene, da vi stod op om morgenen, men vi ville af sted. Og som man så ofte oplever det, så var det ikke så volsomt, da vi kom ud på det åbne vand. Vi satte kurs mod øen Aigina, altså vest på, men for motor selvom vinden kom fra N. Senere tog vinden lidt af og så kom genuaen op. Det var nok lidt vildt, men hvor var det dejligt at sejle med sejl igen.
Vi ankom til byen Aigina, på øen af samme navn omkring middag. Der er en marina, der ligger udenpå den egentlige havn, men den er vist altid fyldt op med lokale både. Vi valgte at sejle ind i selve havnen, hvor der også var godt fyldt op. Dog, mellem en Beneteau 39 og en stor og bred ombygget skonnerttype var der vist lige plads. Det var der. Jeg satte også et hækanker, men skipperen på skonnerten (englænder) spurgte mig hvorfor, sådan som vi lå klemt mellem de to store både.
Aigina er en dejlig by med en rigtig havnefront med en gade med gavlvendte huse med restauranter langs kajen. Her var rigtig turist og feriestemning. Og en dejlig badestrand lige ved siden af havnen.
I løbet af efter middagen ankom der flere både til havnen. Nogle opgav at finde en plads, men et par stykker lagde sig i 2.geled. De lå så for anker med hækken ind mellem stævnen på et par af bådene i den inderste række. Vi gik hen for at spise på en af restauranterne ved havnefronten. Da vi kom tilbage, havde en 52 fods sejlbåd lagt sig lige udenfor os, med hæk og gummibåd mellem nabobådene. Gummibåden var ca. 50 cm fra vores båd og den var så lang, at den virkede som permanent fender mellem de 2 andre både. Så nu havde vi da slet ikke brug for hækankeret. Til gengæld bekymrede det mig lidt, at mit ankertov havde retning direkte mod hans skrue. Vi hilste på et par yngre damer ombord på båden, og de lovede at de nok skulle være væk i morgen mellem kl. 8 og 9. Fint.
Tirsdag d. 17.7
Så er det blevet tid til at tage ned til båden igen. Fly fra Kastrup midt på formiddagen og ankomst i Athen midt eftermiddag. Dejligt. I flyet kom vi (Frank og jeg) til at sidde ved siden af et ægtepar med 2 store børn fra Stenløse. De skulle til Lesbos og holde ferie for 5 år, så vores gensidige begejstring for den ø fik snakken til at gå livligt.
Fra Athen 10 km i taxa til Varkiza, hvor båden ligger. Varkiza er en lille fiskerhavn, hvor der en plads til et par sportsbåde mellem fiskerbådene. Og der lå hun så og så så dejlig ud. Vi fik en rigtig hyggelig aften sammen med Vibeke og Bent, der havde gjort meget for at båden lige var klar til at overtage og sejle videre med. Dejligt.

indlagt 22.7.

Fredag d.19.7.
Af sted tilbage til kanalen, hvor vi måtte vente halvanden time udenfor før vi slap igennem. Så var der også samlet 12 både, der skulle igennem. På den anden side kanalen, fik vi ordre på at vi lægge os for anker, og vente med at lægge ind til kajen for at betale. Der var lige en kæmpe luksusliner der skulle igennem kanalen først. Og de store både har både lods ombord, slæbebåd foran, og så skal der været ryddet for både i indsejlingen. Alt sammen sikkerhedshensyn.
Så snart kæmpen var smuttet ind i hullet, var vi ude på vandet igen . Det var et godt fotomotiv.
Vi sejlede nu mod øst, mod øen Salamina. Det blev en rigtig dejlig tur hvor vi kunne sætte begge sejl og slukke motoren. Vi ville prøve at ligge for anker, så vi sejlede ind i en stor bugt, og ankrede op udenfor byen Salamina. Det var en flot aften med vindstille. Hele bugten rundt var der masser af lys, og båden svajede lidt i strømmen. Det var et imponerende syn. Sådan må det være at ligge i en båd midt i Tivolisøen.
Torsdag d 19.7.
Vi var ret tidligt oppe, og var klar til at sejle kl. 8. En ca. 50-årig mand sad ovre på den store båd og læste i en bog. Han havde tilsyneladende god tid. Jeg hilste på ham, og spurgte mig lidt forsigtigt for. Han fortalte, at han var skipper på båden. Han var fra Belgien og havde lejet båden med besætning, der bestod af 4 unge kvinder. Da randt ordene fra den engelske hosebåndsorden mig i hu.. "Honi soit qui mal y pence". (Slå det selv efter). Da nu også skipperen på Beneteau’en ville ud, komder mere gang i tingene. Belgieren viste sig at være en rutineret sejler, så han manøvrerede selv sin store båd ud midt i havnebassinet og lagde sig for anker der. Mit ankertov klarede frisag, og hans besætning kunne sove videre.
Vi sejlede af sted mod Korintherkanalen, som vi nåede først på eftermiddagen. Undervejs så vi flyveopvisning. Der var en stor skovbrand i nærheden. Vi kunne se røgen væltede op mod himlen derfra.. Flyvemaskinerne – vandflyvere – 6 stk kom i formation og landede på vandet og mens de fortsatte for fuld fart, og vandet sprøjtende til alle (begge) sider fyldte de tankene op, og efter nogle få hundrede meter lettede de igen og fløj tilbage til branden for at hælde vandet ud der. Imponerende at se, hvordan de i lav højde fløj lige ind i de tætte røgskyer fra branden, for så at komme tilbage lidt senere. Hver 3. time forsvandt de helt for en tid. De skulle nok have tanket brændstof..
Vi nåede Korintherkanalen lige som et hold både var klar til at sejle igennem i vores retning. Der er ensrettet færdsel. Men vi skulle op og betale først. Vi måtte op og slippe 86 euro for at få lov til at passere. Og selvfølgelig var der en masse papirer, der skulle udfyldes. Så da Frank kom tilbage , var "porten" lukket. Porten er her en vejbro der ligger tværs over kanalen i 1 meter højde. Når bådene så skal passere, sænkes broen ned på bunden af kanalen, så bådene kan sejle over broen. Sjovt ordspil, ikke?
Vi var så heldige at en turistbåd, var kommet lidt sent frem, så ham skulle der ekstraordinært lukkes op for. Og så fik vi lov til at smutte med igennem. Der "sparede" vi et par timer.
Kanalen er et flot stykke ingeniørarbejde. Meget imponerende. Vi nød turen gennem den smalle og meget høje kanal.
Efter kanalen sejlede vi til Korinth, et fiskerihavn, hvor vi fandt plads til at ligge for natten.
Onsdag d. 18.7.
Vinden peb i rigningen på bådene, da vi stod op om morgenen, men vi ville af sted. Og som man så ofte oplever det, så var det ikke så volsomt, da vi kom ud på det åbne vand. Vi satte kurs mod øen Aigina, altså vest på, men for motor selvom vinden kom fra N. Senere tog vinden lidt af og så kom genuaen op. Det var nok lidt vildt, men hvor var det dejligt at sejle med sejl igen.
Vi ankom til byen Aigina, på øen af samme navn omkring middag. Der er en marina, der ligger udenpå den egentlige havn, men den er vist altid fyldt op med lokale både. Vi valgte at sejle ind i selve havnen, hvor der også var godt fyldt op. Dog, mellem en Beneteau 39 og en stor og bred ombygget skonnerttype var der vist lige plads. Det var der. Jeg satte også et hækanker, men skipperen på skonnerten (englænder) spurgte mig hvorfor, sådan som vi lå klemt mellem de to store både.
Aigina er en dejlig by med en rigtig havnefront med en gade med gavlvendte huse med restauranter langs kajen. Her var rigtig turist og feriestemning. Og en dejlig badestrand lige ved siden af havnen.
I løbet af efter middagen ankom der flere både til havnen. Nogle opgav at finde en plads, men et par stykker lagde sig i 2.geled. De lå så for anker med hækken ind mellem stævnen på et par af bådene i den inderste række. Vi gik hen for at spise på en af restauranterne ved havnefronten. Da vi kom tilbage, havde en 52 fods sejlbåd lagt sig lige udenfor os, med hæk og gummibåd mellem nabobådene. Gummibåden var ca. 50 cm fra vores båd og den var så lang, at den virkede som permanent fender mellem de 2 andre både. Så nu havde vi da slet ikke brug for hækankeret. Til gengæld bekymrede det mig lidt, at mit ankertov havde retning direkte mod hans skrue. Vi hilste på et par yngre damer ombord på båden, og de lovede at de nok skulle være væk i morgen mellem kl. 8 og 9. Fint.
Tirsdag d. 17.7
Så er det blevet tid til at tage ned til båden igen. Fly fra Kastrup midt på formiddagen og ankomst i Athen midt eftermiddag. Dejligt. I flyet kom vi (Frank og jeg) til at sidde ved siden af et ægtepar med 2 store børn fra Stenløse. De skulle til Lesbos og holde ferie for 5 år, så vores gensidige begejstring for den ø fik snakken til at gå livligt.
Fra Athen 10 km i taxa til Varkiza, hvor båden ligger. Varkiza er en lille fiskerhavn, hvor der en plads til et par sportsbåde mellem fiskerbådene. Og der lå hun så og så så dejlig ud. Vi fik en rigtig hyggelig aften sammen med Vibeke og Bent, der havde gjort meget for at båden lige var klar til at overtage og sejle videre med. Dejligt.

Indlagt 10.07.

Tirsdag d. 10.07.
I øjeblikket er jeg hjemme i Tårup, men om en uge skal jeg igen ned til Samsara.
Jeg er da også så småt begyndt at forberede mig på turen. Men der er opstået et problem for mig. Min søn, Frank, tager med ned til båden og sejler med den første uge. Så er han nødt til at tage hjem igen, da arbejdet kalder.
Jeg havde så en aftale med en anden, der skulle sejle med de næste 3 til 4 uger, til båden bliver lagt op for i år. Desværre har han været nødt til at sende afbud på grund af sygdom. Jeg har, siden jeg kom hjem og erfarede det, forsøgt at finde en anden gast. Hidtil forgæves. Det er svært for arbejdsramte personer at tage 3 – 4 uger fri med så kort varsel.
Derfor denne helt uformelle henvendelse. Er der een eller evt. to personer blandt dem, der læser dette, der har tiden og lysten til at sejle med i det græske ø-hav i 3 - 4 uger fra omkring d 24.juli, så kontakt mig på tlf 6537 2201 eller mobil 2065 7013 og lad os tale om det. Og gerne ret snart, da jeg flyver til Athen d 17 juli og min søn flyver tilbage til Danmark d. 24. juli.

indlagt 19.6.

Tirsdag d. 19.6.
I dag blev de sidste indkøb klaret, og vi er så småt begyndt at pakke taskerne. I øvrigt nyder vi bare det gode vejr.

Mandag d. 18.6.
Sol fra en blå himmel, op mod 35 graders varme, næsten ingen vind. Sådan er det hver dag, også de næste 6 dage hvis man skal tro meteorologerne. Vi bliver liggende her i Mytilene. Vibeke og Bent kommer jo onsdag eftermiddag for at overtage båden og sejle den videre i de næste 4 uger. Og så skal vi hjem til Danmark imens. Vi er så småt begyndt at gøre båden klar til overtagelse. Irene har i dag vasket skuffer og skabe, og jeg har efterset motoren mv. med olie og smøring. Vi nyder de smukke omgivelser, og giver os ellers god tid som turister her i byen.

Søndag d. 17.6.
Jeg var som sædvanlig oppe ved 0630 tiden, og da jeg kravlede op i cockpittet, så jeg en båd komme sejlende ind i havnen. Det var en stor flot sejlbåd, en 47 fods Harmony, med Elvstrøm-mærke på lazy-jack’en. Men flaget genkendte jeg ikke. Jeg syntes det lignede et FN-flag lidt. Jeg hjalp dem med fortøjningerne og fik en snak med den ene af gasterne, næstkommanderende vil jeg tro, der talte noget engelsk. De er fra byen Aktau i Kazakstan, og har sejlet hjemmefra over floderne Don og Volga og diverse søer, jeg ikke genkendte navnene på. Videre over Sortehavet, gennem Middelhavet, over Atlanten, gennem Panama-kanalen, over Stillehavet til Hawaii. Derfra til Japan, Filippinerne, Australien, Indien, Det røde Hav, tilbage til Middelhavet. Herfra skal de videre hjem til Aktau. Turen må vare 164 dage, hverken mere eller mindre. Den er led i en kampagne for bedre forståelse mellem nationerne, arrangeret af en organisation i Kazakstan. Det er unge mennesker, der er ombord, 5 mænd og 2 kvinder. Deres beholdninger af diesel og vand var helt i bund, derfor havde det, på grund af manglende vind, taget dem hele natten at nå frem til Lesbos.
Senere på dagen var vi på netcafé for at lægge det ind, der var skrevet for den forløbne uge. Og her har de netcaféer, der ligner noget. 4 –5 stykker ligger lige ved siden af hinanden. Den vi var inde i, har 25 – 30 pc’er stående langs væggene, og ude på gulvet står det 5 store poolborde. Og en næsten 10 m lang bardisk. Ved siden af netcaféerne ligger en række smarte alm. cafeer med store udendørs overdækkede, vanddampafkølede terrasser. Det er tydeligt, at det er her jet-set’et kommer. Du skulle være her og se det, Frank.

Indlagt d. 17.6.

Lørdag d. 16.6.
Da vi skulle sejle videre i morges, var jeg godt nok opmærksom på, at jeg ikke skulle have moorings-tovet i skruen. Jeg passede også på ikke at få de 2 plastikdunke, der holdt moorings-tovet oppe ude i havnebassinet, i skruen. Men jeg var ikke tilstrækkeligt opmærksom på 2 løse stumper line, der hang ned fra moorings-tovet hvor plastikdunkene var bundet til tovet. Så både liner og plastikdunke og moorings-tov blev viklet ind i skruen. Og så hang vi der. Midt ude i havnebassinet. Jeg måtte så en tur i vandet for at få viklet skruen fri, og efter 20 minutter i det 25 grader varme vand, var båden fri af alle liner og tove og plastikdunke. Der kom et par lokale og tilbød at hjælpe, men de var jo ikke i badetøj. Jeg benyttede mig af lejligheden til at skære noget af de løse liner af, forhåbentlig til glæde for andre sejlere. Den anden af de lokale hjælpere blev meget mistænksom, da han så, jeg havde en kniv med nede i vandet, så han var henne og trække grundigt i tovet, da vi var kommet fri. Han fandt så ud af at alt var ok, og så vinkede han pænt farvel til os.
Vi sejlede ind i en fjord med en meget smal og kringlet indsejling. Der var helt utroligt smukt. Vi ville ind til en lille by ved navn Skala Loutron. Der var ingen havnepladser, og der lå allerede et par både for anker, så der virkede ret befolket. Vi valgte derfor at sejle tilbage gennem indsejlingen og ud på havet, og så hed dagens mål Mytilene. Der ligger vi nu, og her bliver vi, til vi i næste uge skal overlade båden til Vibeke og Bent.

Fredag d 15.6.
Vi har valgt at blive her i Plomarion i dag. Igen vindstille og sol. Det er godt nok varmt. Så vi har siddet en del i cockpittet og kigget over på byen og livet i gaden og tavernaerne langs gaden lige overfor os. Vi har også været rundt og kigge på byen, der er en rigtig hyggelig by med 3800 indbyggere. Lesbos´s tredje største by, der er øens hovedsæde for ouzoproduktion. Det betyder, at der er flere ouzoforretninger i byens centrum. Selve fabrikkerne ligger et par kilometer udenfor byen, så dem undlod vi at besøge.
Nede ved havnen fandt vi en restaurant med et menukort skrevet på dansk. Den måtte vi besøge. Det var konen, der er græker, vi hilste på. Manden, der er dansker, var på besøg hjemme i Danmark.
Parrets søn hjalp med serveringen. Og så kunne de lave god mad. Så prøv det sted, når I kommer forbi.

Torsdag d. 14.6.
I dag sejlede vi til Plomarion (Plomari). Igen med vindstille vejr med sol. Nu har landskabet ændret sig lidt. Det er stadig meget bakket med mange klipper, men nu er der mere frodigt, og det hele er meget skovrigt. Vi nåede Plomarion, lige som vinden satte ind. Der var lige en enkelt plads til os ved det nye mooringsystem , men det var med vinden på tværs. Vi fik os dog skramlet ind på plads langs en engelsk sejlbåd, hvis besætning, mand og kone, var meget behjælpelige.
Vinden tiltog en del i løbet af eftermiddagen, så selv om vi ligger bag en ekstra dækmole, gav det en del vind og bølger til båden.
Vi har i dag købt en chip med et græsk telefonnummer til mobiltelefonen.
Nummeret er 697 9601416. Derudover kommer landekoden, der så vidt jeg kan tyde de græske runer (manualen er på græsk) er 0030 eller +30. Men find selv ud af det hvis nogen skulle få lyst til at ringe til os.

Onsdag d. 13.6.
Da vi i dag sejlede videre, ud af den S-lige adgang, så vi at det kan være farligt at sejle i disse farvande. Adgangen er nogle hundrede meter bred, og midt i udsejlingen ligger en lille ø. Man kan sejle begge veje rundt om øen, men en sejlbåd havde forsøgt at sejle hen over den. Den var nået op midt på øen, og der stod den nu helt på tørt land. Vi fik at vide at båden har stået der et par år nu.
Vi sejlede videre i helt vindstille vejr med sol langs den klipperige og stejle sydvestkyst. Og igen blev vi mindet om risikoen her, for vi så et gammelt vrag af en stor motorbåd, der lå knust op mod klipperne.
Vi sejlede ind i Kallonigulfen ad en meget smal og snirklet indsejling, hvor sejlrenden flere steder kun er 30 – 40 m bred. Spændende at sejle efter over-et-mærker sat som stendysser inde på land. Og da især når mærkerne står agterude. Vi nåede ind til Polichnitos, lige som vinden tog fat, så det var med besvær, vi fik lagt båden til kaj i den lille havn. Det er altså ikke nemt at manøvrere med en langkølet båd, når man skal bakke og vinden kommer fra tværs. Vi kom til kaj, og nød den lille hyggelige fiskerhavn/-by resten af dagen. Vi havde dog gerne undværet besøget af de mange myg, der kom til os om aftenen og natten.

Tirsdag d. 12.6.
I dag sejlede vi til Sigri, den vestligst beliggende havn på Lesbos. Hele turen sejlede vi i vindstille vejr med sol, så det var som at sejle på et spejl. Undervejs fik vi selskab af en flok delfiner. Vi kunne se dem svømme under vandet tæt ved båden, mens de holdt konkurrence i, hvem der kunne svømme tættest ind foran os. Sigri ligger godt beskyttet bag en ø. Der er en N-lig og en S-lig passage ind til byen. Den N-lige er så smal, at vi tydeligt kunne se havbunden på begge sider af båden på en strækning over en halv mil. Godt det var fint vejr den dag.
Sigri er en lille by med kun ca. 400 indbyggere. Den er bygget op ad bjergskråningerne, der går ud til kysten. Byen ser noget større ud, for der er rigtigt mange ferieboliger i byen. Alt er meget velplejet og pænt istandsat, så også her er man klar til at tage imod turisterne.
Byens attraktion er et museum, der viser en mængde effekter fra en stor forstenet skov, der ligger lidt inde i landet.
Og så har byen selvfølgelig en stor borg, der ligger nede ved siden af havnen. Der var ikke åbent for besøgende.

Mandag d. 11.6.
Mithimna er en meget spændende lille by, der ligger på bjergskråningen lige ovenfor havnen. Der er meget smalle og meget stejle gader i hele byen. Flere steder er hovedgaden overdækket af vinranker på lange strækninger. Byen og havnen er noget turistpræget. Vi har fået at vide, at her ikke er til at være for turister i højsæsonen. Vi så også et turistkontor, der reklamerede for Tjæreborg, for Spies og for Skibby rejser. Inde på kontoret hilste vi på 3 danske guider, der var i færd med at planlægge sæsonen.
På toppen af bjerget ligger en stor borg, der er flot oplyst om natten. Den ville vi op at se. Altså måtte vi op ad de stejle gader, og længere oppe var vejen udformet som en trappe med lange trin. Mange, lange trin. Men vejen (trappen) skulle også bruges til at køre på, op til alle husene, der ligger oppe på skråningen. Derfor var der støbt små ramper til hjulene, så biler og motorcykler kunne køre over trinene. Der blev kørt langsomt og forsigtigt på den vej. Da vi så nåede op til borgen, fandt vi ud af, at den var lukket, fordi man var i gang med nogle reparationsarbejder. Vi nød udsigten over det smukke landskab og det blå hav, og så gik vi ned igen.

Søndag d. 10.6.
Lidt før kl. 0800 kom et militærorkester med følge af en deling bevæbnede soldater spillende og marcherende gennem byen. De standsede lige foran os, det græske flag blev hejst på en flagstang, der stod der, og så marcherede de videre.
Vi sejlede videre i dag. Vi ville til Mithimna ( hedder også Molivos), på øens NW-hjørne. Udsigten fra DMI sagde vind 6 m/sek. fra N og sol. Lige før vi startede, talte vi med en englænder på en af nabobådene. Han fortalte, at den græske meteorologiske station Poseidon sagde vind 6 Beaufort fra N. Så de turde ikke sejle ud. En franskmand på en anden båd sagde, at det franske meteorologiske institut sagde 5 Beaufort fra N. Så de turde ikke sejle ud. Man blev jo helt betænkelig. Vi sejlede ud, lagde kursen mod N og fik vinden lige imod og med skummende bølgetoppe. Efter en halv time løjede vinden af, skummet på bølgerne forsvandt, og de sidste 10 mil sejlede vi på spejlblank vand uden vind. Altså 1 –0 til DMI. Vi nåede frem sidst på eftermiddagen

Lørdag d. 9.6.
Mytilene er en meget livlig by. Hovedgaden går forbi os lige oppe på kajen, så der er hele tiden megen gående og kørende trafik. Der bliver kørt meget her. Især med tohjulede motoriserede køretøjer. Knallerter, scootere, off-roadere og motorcykler. Der er festligt og meget larmende. Alle kører på dem. Unge og gamle. Alle køn. Lidt sjovt at se en ung pige komme drønende med flagrende hår på en 500 ccm offroader med defekt lydpotte. Eller en ældre dame i selskabsdress på scooter. Sidst på dagen kommer mappemændene i jakkesæt og med stiv ryg kørende på osende knallerter.
På landtangen lige udenfor byen ligger resterne af et stort borgkompleks. Vi var ude og se på det i formiddag. Det er fascinerende, med rester af mange gamle bygninger. Man kan tydeligt se, at her har en hel by kunnet leve indenfor borgmurene.
Hen på eftermiddagen blev der stillet en scene med lys og højtalere op på kajen lige i nærheden af os. Åh, nej. Skal der nu være friluftskoncert her også? Men nej. Hen under aften startede en ceremoni med sang fra mandskor ved byens største kirke. Det varede godt 1 time. Så startede en procession, der gik fra kirken, gennem byen, hen forbi os og hen til en anden kirke. Forrest små drenge i gyldne dragter og stave med kors i hånden. Derefter drenge i hvide dragter med levende lys i hånden. Så nogle piger i sort nederdel og hvide bluse med englevinger bundet på ryggen. Så et militært orkester. Så nogle soldater med våben i 3 geledder. Så en hel masse mænd i græske præstedragter i forskellige farver. Så en tavle båret af 4 præster. Og endelig 4 præster, der så meget betydende ud. Processionen gjorde holdt flere steder på ruten bl. a. ved den opsatte scene, og så gennemførte man forskellige kirkelige ritualer. Når man så gik videre spillede militærorkestret. Underlig sammenblanding af kirke og militær.

Indlagt d. 15.6.

Har i dag proevet at laegge tekst ind paa dagbogen for den sidste uge, men denne netcafe kan kun tage tekst i notepad, og det dur ikke rigtigt. Men alt ok her, vi proever igen naar vi kommer lidt laengere frem.