indlagt 22.7.

Fredag d.19.7.
Af sted tilbage til kanalen, hvor vi måtte vente halvanden time udenfor før vi slap igennem. Så var der også samlet 12 både, der skulle igennem. På den anden side kanalen, fik vi ordre på at vi lægge os for anker, og vente med at lægge ind til kajen for at betale. Der var lige en kæmpe luksusliner der skulle igennem kanalen først. Og de store både har både lods ombord, slæbebåd foran, og så skal der været ryddet for både i indsejlingen. Alt sammen sikkerhedshensyn.
Så snart kæmpen var smuttet ind i hullet, var vi ude på vandet igen . Det var et godt fotomotiv.
Vi sejlede nu mod øst, mod øen Salamina. Det blev en rigtig dejlig tur hvor vi kunne sætte begge sejl og slukke motoren. Vi ville prøve at ligge for anker, så vi sejlede ind i en stor bugt, og ankrede op udenfor byen Salamina. Det var en flot aften med vindstille. Hele bugten rundt var der masser af lys, og båden svajede lidt i strømmen. Det var et imponerende syn. Sådan må det være at ligge i en båd midt i Tivolisøen.
Torsdag d 19.7.
Vi var ret tidligt oppe, og var klar til at sejle kl. 8. En ca. 50-årig mand sad ovre på den store båd og læste i en bog. Han havde tilsyneladende god tid. Jeg hilste på ham, og spurgte mig lidt forsigtigt for. Han fortalte, at han var skipper på båden. Han var fra Belgien og havde lejet båden med besætning, der bestod af 4 unge kvinder. Da randt ordene fra den engelske hosebåndsorden mig i hu.. "Honi soit qui mal y pence". (Slå det selv efter). Da nu også skipperen på Beneteau’en ville ud, komder mere gang i tingene. Belgieren viste sig at være en rutineret sejler, så han manøvrerede selv sin store båd ud midt i havnebassinet og lagde sig for anker der. Mit ankertov klarede frisag, og hans besætning kunne sove videre.
Vi sejlede af sted mod Korintherkanalen, som vi nåede først på eftermiddagen. Undervejs så vi flyveopvisning. Der var en stor skovbrand i nærheden. Vi kunne se røgen væltede op mod himlen derfra.. Flyvemaskinerne – vandflyvere – 6 stk kom i formation og landede på vandet og mens de fortsatte for fuld fart, og vandet sprøjtende til alle (begge) sider fyldte de tankene op, og efter nogle få hundrede meter lettede de igen og fløj tilbage til branden for at hælde vandet ud der. Imponerende at se, hvordan de i lav højde fløj lige ind i de tætte røgskyer fra branden, for så at komme tilbage lidt senere. Hver 3. time forsvandt de helt for en tid. De skulle nok have tanket brændstof..
Vi nåede Korintherkanalen lige som et hold både var klar til at sejle igennem i vores retning. Der er ensrettet færdsel. Men vi skulle op og betale først. Vi måtte op og slippe 86 euro for at få lov til at passere. Og selvfølgelig var der en masse papirer, der skulle udfyldes. Så da Frank kom tilbage , var "porten" lukket. Porten er her en vejbro der ligger tværs over kanalen i 1 meter højde. Når bådene så skal passere, sænkes broen ned på bunden af kanalen, så bådene kan sejle over broen. Sjovt ordspil, ikke?
Vi var så heldige at en turistbåd, var kommet lidt sent frem, så ham skulle der ekstraordinært lukkes op for. Og så fik vi lov til at smutte med igennem. Der "sparede" vi et par timer.
Kanalen er et flot stykke ingeniørarbejde. Meget imponerende. Vi nød turen gennem den smalle og meget høje kanal.
Efter kanalen sejlede vi til Korinth, et fiskerihavn, hvor vi fandt plads til at ligge for natten.
Onsdag d. 18.7.
Vinden peb i rigningen på bådene, da vi stod op om morgenen, men vi ville af sted. Og som man så ofte oplever det, så var det ikke så volsomt, da vi kom ud på det åbne vand. Vi satte kurs mod øen Aigina, altså vest på, men for motor selvom vinden kom fra N. Senere tog vinden lidt af og så kom genuaen op. Det var nok lidt vildt, men hvor var det dejligt at sejle med sejl igen.
Vi ankom til byen Aigina, på øen af samme navn omkring middag. Der er en marina, der ligger udenpå den egentlige havn, men den er vist altid fyldt op med lokale både. Vi valgte at sejle ind i selve havnen, hvor der også var godt fyldt op. Dog, mellem en Beneteau 39 og en stor og bred ombygget skonnerttype var der vist lige plads. Det var der. Jeg satte også et hækanker, men skipperen på skonnerten (englænder) spurgte mig hvorfor, sådan som vi lå klemt mellem de to store både.
Aigina er en dejlig by med en rigtig havnefront med en gade med gavlvendte huse med restauranter langs kajen. Her var rigtig turist og feriestemning. Og en dejlig badestrand lige ved siden af havnen.
I løbet af efter middagen ankom der flere både til havnen. Nogle opgav at finde en plads, men et par stykker lagde sig i 2.geled. De lå så for anker med hækken ind mellem stævnen på et par af bådene i den inderste række. Vi gik hen for at spise på en af restauranterne ved havnefronten. Da vi kom tilbage, havde en 52 fods sejlbåd lagt sig lige udenfor os, med hæk og gummibåd mellem nabobådene. Gummibåden var ca. 50 cm fra vores båd og den var så lang, at den virkede som permanent fender mellem de 2 andre både. Så nu havde vi da slet ikke brug for hækankeret. Til gengæld bekymrede det mig lidt, at mit ankertov havde retning direkte mod hans skrue. Vi hilste på et par yngre damer ombord på båden, og de lovede at de nok skulle være væk i morgen mellem kl. 8 og 9. Fint.
Tirsdag d. 17.7
Så er det blevet tid til at tage ned til båden igen. Fly fra Kastrup midt på formiddagen og ankomst i Athen midt eftermiddag. Dejligt. I flyet kom vi (Frank og jeg) til at sidde ved siden af et ægtepar med 2 store børn fra Stenløse. De skulle til Lesbos og holde ferie for 5 år, så vores gensidige begejstring for den ø fik snakken til at gå livligt.
Fra Athen 10 km i taxa til Varkiza, hvor båden ligger. Varkiza er en lille fiskerhavn, hvor der en plads til et par sportsbåde mellem fiskerbådene. Og der lå hun så og så så dejlig ud. Vi fik en rigtig hyggelig aften sammen med Vibeke og Bent, der havde gjort meget for at båden lige var klar til at overtage og sejle videre med. Dejligt.

indlagt 22.7.

Fredag d.19.7.
Af sted tilbage til kanalen, hvor vi måtte vente halvanden time udenfor før vi slap igennem. Så var der også samlet 12 både, der skulle igennem. På den anden side kanalen, fik vi ordre på at vi lægge os for anker, og vente med at lægge ind til kajen for at betale. Der var lige en kæmpe luksusliner der skulle igennem kanalen først. Og de store både har både lods ombord, slæbebåd foran, og så skal der været ryddet for både i indsejlingen. Alt sammen sikkerhedshensyn.
Så snart kæmpen var smuttet ind i hullet, var vi ude på vandet igen . Det var et godt fotomotiv.
Vi sejlede nu mod øst, mod øen Salamina. Det blev en rigtig dejlig tur hvor vi kunne sætte begge sejl og slukke motoren. Vi ville prøve at ligge for anker, så vi sejlede ind i en stor bugt, og ankrede op udenfor byen Salamina. Det var en flot aften med vindstille. Hele bugten rundt var der masser af lys, og båden svajede lidt i strømmen. Det var et imponerende syn. Sådan må det være at ligge i en båd midt i Tivolisøen.
Torsdag d 19.7.
Vi var ret tidligt oppe, og var klar til at sejle kl. 8. En ca. 50-årig mand sad ovre på den store båd og læste i en bog. Han havde tilsyneladende god tid. Jeg hilste på ham, og spurgte mig lidt forsigtigt for. Han fortalte, at han var skipper på båden. Han var fra Belgien og havde lejet båden med besætning, der bestod af 4 unge kvinder. Da randt ordene fra den engelske hosebåndsorden mig i hu.. "Honi soit qui mal y pence". (Slå det selv efter). Da nu også skipperen på Beneteau’en ville ud, komder mere gang i tingene. Belgieren viste sig at være en rutineret sejler, så han manøvrerede selv sin store båd ud midt i havnebassinet og lagde sig for anker der. Mit ankertov klarede frisag, og hans besætning kunne sove videre.
Vi sejlede af sted mod Korintherkanalen, som vi nåede først på eftermiddagen. Undervejs så vi flyveopvisning. Der var en stor skovbrand i nærheden. Vi kunne se røgen væltede op mod himlen derfra.. Flyvemaskinerne – vandflyvere – 6 stk kom i formation og landede på vandet og mens de fortsatte for fuld fart, og vandet sprøjtende til alle (begge) sider fyldte de tankene op, og efter nogle få hundrede meter lettede de igen og fløj tilbage til branden for at hælde vandet ud der. Imponerende at se, hvordan de i lav højde fløj lige ind i de tætte røgskyer fra branden, for så at komme tilbage lidt senere. Hver 3. time forsvandt de helt for en tid. De skulle nok have tanket brændstof..
Vi nåede Korintherkanalen lige som et hold både var klar til at sejle igennem i vores retning. Der er ensrettet færdsel. Men vi skulle op og betale først. Vi måtte op og slippe 86 euro for at få lov til at passere. Og selvfølgelig var der en masse papirer, der skulle udfyldes. Så da Frank kom tilbage , var "porten" lukket. Porten er her en vejbro der ligger tværs over kanalen i 1 meter højde. Når bådene så skal passere, sænkes broen ned på bunden af kanalen, så bådene kan sejle over broen. Sjovt ordspil, ikke?
Vi var så heldige at en turistbåd, var kommet lidt sent frem, så ham skulle der ekstraordinært lukkes op for. Og så fik vi lov til at smutte med igennem. Der "sparede" vi et par timer.
Kanalen er et flot stykke ingeniørarbejde. Meget imponerende. Vi nød turen gennem den smalle og meget høje kanal.
Efter kanalen sejlede vi til Korinth, et fiskerihavn, hvor vi fandt plads til at ligge for natten.
Onsdag d. 18.7.
Vinden peb i rigningen på bådene, da vi stod op om morgenen, men vi ville af sted. Og som man så ofte oplever det, så var det ikke så volsomt, da vi kom ud på det åbne vand. Vi satte kurs mod øen Aigina, altså vest på, men for motor selvom vinden kom fra N. Senere tog vinden lidt af og så kom genuaen op. Det var nok lidt vildt, men hvor var det dejligt at sejle med sejl igen.
Vi ankom til byen Aigina, på øen af samme navn omkring middag. Der er en marina, der ligger udenpå den egentlige havn, men den er vist altid fyldt op med lokale både. Vi valgte at sejle ind i selve havnen, hvor der også var godt fyldt op. Dog, mellem en Beneteau 39 og en stor og bred ombygget skonnerttype var der vist lige plads. Det var der. Jeg satte også et hækanker, men skipperen på skonnerten (englænder) spurgte mig hvorfor, sådan som vi lå klemt mellem de to store både.
Aigina er en dejlig by med en rigtig havnefront med en gade med gavlvendte huse med restauranter langs kajen. Her var rigtig turist og feriestemning. Og en dejlig badestrand lige ved siden af havnen.
I løbet af efter middagen ankom der flere både til havnen. Nogle opgav at finde en plads, men et par stykker lagde sig i 2.geled. De lå så for anker med hækken ind mellem stævnen på et par af bådene i den inderste række. Vi gik hen for at spise på en af restauranterne ved havnefronten. Da vi kom tilbage, havde en 52 fods sejlbåd lagt sig lige udenfor os, med hæk og gummibåd mellem nabobådene. Gummibåden var ca. 50 cm fra vores båd og den var så lang, at den virkede som permanent fender mellem de 2 andre både. Så nu havde vi da slet ikke brug for hækankeret. Til gengæld bekymrede det mig lidt, at mit ankertov havde retning direkte mod hans skrue. Vi hilste på et par yngre damer ombord på båden, og de lovede at de nok skulle være væk i morgen mellem kl. 8 og 9. Fint.
Tirsdag d. 17.7
Så er det blevet tid til at tage ned til båden igen. Fly fra Kastrup midt på formiddagen og ankomst i Athen midt eftermiddag. Dejligt. I flyet kom vi (Frank og jeg) til at sidde ved siden af et ægtepar med 2 store børn fra Stenløse. De skulle til Lesbos og holde ferie for 5 år, så vores gensidige begejstring for den ø fik snakken til at gå livligt.
Fra Athen 10 km i taxa til Varkiza, hvor båden ligger. Varkiza er en lille fiskerhavn, hvor der en plads til et par sportsbåde mellem fiskerbådene. Og der lå hun så og så så dejlig ud. Vi fik en rigtig hyggelig aften sammen med Vibeke og Bent, der havde gjort meget for at båden lige var klar til at overtage og sejle videre med. Dejligt.

Indlagt 10.07.

Tirsdag d. 10.07.
I øjeblikket er jeg hjemme i Tårup, men om en uge skal jeg igen ned til Samsara.
Jeg er da også så småt begyndt at forberede mig på turen. Men der er opstået et problem for mig. Min søn, Frank, tager med ned til båden og sejler med den første uge. Så er han nødt til at tage hjem igen, da arbejdet kalder.
Jeg havde så en aftale med en anden, der skulle sejle med de næste 3 til 4 uger, til båden bliver lagt op for i år. Desværre har han været nødt til at sende afbud på grund af sygdom. Jeg har, siden jeg kom hjem og erfarede det, forsøgt at finde en anden gast. Hidtil forgæves. Det er svært for arbejdsramte personer at tage 3 – 4 uger fri med så kort varsel.
Derfor denne helt uformelle henvendelse. Er der een eller evt. to personer blandt dem, der læser dette, der har tiden og lysten til at sejle med i det græske ø-hav i 3 - 4 uger fra omkring d 24.juli, så kontakt mig på tlf 6537 2201 eller mobil 2065 7013 og lad os tale om det. Og gerne ret snart, da jeg flyver til Athen d 17 juli og min søn flyver tilbage til Danmark d. 24. juli.