indlagt 31.7

Søndag d. 30.7.
Efter et lille motortjek sejlede vi videre ad Main. Flot sejlads i flot vejr. Vi passede 3 sluser, og for første gang prøvede vi en sluse for sportboote. En miniatureudgave af en rigtig sluse, hvor der kun er plads til en fritidsbåd. De håndteres ved selvbetjening. Vi fik lidt hjælp af en anden sejlbåd, så det gik let.
Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til Seligenstadt, hvor marinaen er indrettet i en tidligere sluse.
Vi kunne lige netop snige os over den revle, der ligger i indsejlingen. Inde i havnen fik vi igen mindst 20 cm vand under kølen.
Vi fik ikke set så meget den dag, da et kraftigt tordenvejr satte ind.

Lørdag d. 29.7.
Vi var selvfølgelig en tur i den gamle bydel i Frankfurt. Store og smukke bygninger, der er bygget op efter krigen, som tro kopier af de oprindelige huse. Rigtig dejligt. På et tidspunkt holdt vi pause for at stabilisere væskebalancen. Mens vi sad og stabiliserede, hørte vi, der begyndte en masse tuden med bilhorn i nærheden, og en masse larm fra motorcykler. Vi så også en del betjente, der stod og dirigerede trafikken ved flere gadehjørner. Da væskebalancen var under kontrol, ville vi hen og se, hvad der foregik. Det viste sig, at det var et optog arrangeret af bøsser og lesbiske i Tyskland. Vi havde da hørt på støjen i en halv times tid, og vi kiggede nok på i 10 – 15 minutter. Og da var det slet ikke slut. Der var mange flot udsmykkede biler, lastbiler, motorcykler. Mange spadserede. Det var meget festligt. En (mand?), der stod i en åben bil, var udklædt som Angela Merkel. På bilen stod på et skilt ”diskrimination – ingen steder”. Det var nok det, at der var så mange der støttede optoget, der overraskede os.
Tilbage i marinaen blev vi indbudt til at deltage i den årlige sommerfest. Den marina ( forening ) vi boede ved, arrangerer hvert år, sammen med alle naboforeningerne, et fælles åbent hus arrangement, hvor alle i Frankfurt kan komme og se, hvad de laver. Der er sejlbåds- og motorbådsklubber, roklubber, kanoklubber, lystfiskere, svømmeklubber mv.. Der demonstreres færdigheder, og der tilbydes prøveture. Og så er der servering af al slags mad, spansk, portugisisk, brasiliansk, pølser, steaks, crepes, kage, kaffe, øl, vin og vand. Musik fra mange orkestre og højttalere, og kunstnere, såsom tryllekunstnere og jonglører. En rigtig hyggelig aften, hvor man gik rundt til klubberne og oplevede atmosfæren.

lagt ind 29.7

Fredag d. 28.7.
I dag sejlede vi igen det sidste stykke op ad Rhinen og ind på Main. Det ligner meget kanalsejlads. Floden er ikke ret bred, måske 50 m, og så er der næsten ingen strøm. Og så var det dagen hvor Knud fik sin sluse-”dåb”. Vi passerede 3 sluser, inden vi nåede frem til Frankfurt am Main. Her ligger vi i en marina ”i strømmen”, som man siger, så der er en del vippen fra bådene, der sejler forbi. Her ligger vi over en dag, så vi kan nå at se på byen.
Torsdag d. 27.7.
Det er noget andet at sejle på Rhinen nu. Kun lidt strøm, stor bredde på floden og spejlblank overflade. Vi ville til Mainz. Eneste havn er Winterhafen, der ligger lige overfor flodens Main’s udmunding i Rhinen. Vanddybden var angivet til pegel Mainz + 0,6m. Pegel Mainz aflæste vi til 215cm så der måtte være god dybde i den havn. Da vi nærmede os, mente jeg nok, at de både, jeg kunne se indenfor, var meget små. Så vi listede os nærmere. Da vi var på højde med flodkanten stod vi stille. Vi var sejlet lige ind i en sandrevle, der spærrede indsejlingen. Der var højst 1m vand. Vi måtte vende om, og sejle 6 km tilbage ad Rhinen til en fjord ved Wiesbaden, hvor 4 klubber har deres marinaer. Der var trykkende varmt Jeg gik en tur til byen for at få fat på nogle kanalkort til den videre færd. Knud blev tilbage for at skrive nogle breve. En halv time efter jeg var gået, brød et voldsomt tordenvejr løs. Jeg fandt ly i en lille listig imbiss, mens Knud på båden kæmpede med åbne luger mm for at holde regnen ude. Det lykkedes næsten for ham, men det var et konstant arbejde med potter og spande og tørren op. Så brevskrivningen måtte vente.
Mens vi sejlede til Mainz / Wiesbaden blev jeg ringet op af Hanne inde ved Søren Elektro. Hun ville lige fortælle, at den pakke, hun forgæves havde forsøgt at sende til mig, mens jeg var i Berlin, nu var kommet tilbage. Det var en god melding.
Og fra Helle i Midtbank har jeg fået en mail, hvor hun oplyser, at der ikke er trukket penge fra min konto i forbindelse med det kiksede pengeautomatbesøg i Koblenz. Også en god melding.
Onsdag d. 26.7.
Stille dag i Rüdesheim. Jeg skrev til dagbogen, mens Knud inspicerede omegnen. Ved siden af os lå en stor tysk motorbåd fra Düsseldorf. Jeg spurgte manden, hvor de skulle hen, inden de tog af sted midt formiddag. De skulle til Køln. Køln. Jeg begyndte at regne på hvor mange dage vi havde været undervejs for at komme fra Køln og hertil. ”Det tager 4 timer”, sagde han. ”4 timer ?” . Jeg lød nok lidt skeptisk. ”Ja, vi sejler 25 km i timen ”. ( Jeg har senere kontrolleret. Der er 100 km til Køln). ”Vi kan sejle 45 km i timen”, fortalte han. Jeg spurgte hvor stor hans motor var. 700 hk.
OK. Så er han en af dem, jeg giver fingeren, når de kommer drønende forbi og sætter alt for store bølger.
2 timer senere, da vi var ved at gøre klar til at tage ind til byen, sejlede en ny båd ind på pladsen ved siden af. Den hed ”Frøken Meyer”. Jeg troede ikke mine egne øjne. ”Frøken Meyer” fra Ballen på Samsø. Den båd, der for 2 år siden, med Liller og Jürgen Helms som besætning sejlede ned ad Donau. Det er dem, jeg sammen med Glenn hørte fortælle om deres tur i vinter oppe i Rønde.
Det er dem, der har fortalt om, hvor vigtigt der er at have de rigtige kort. Og hvor man får dem.
De er nu ved at sejle deres båd hjem fra Middelhavet.
Så blev der sagt Hej og goddag og givet gode råd og erfaringer og fortalt historier fra de varme lande.
Senere tog Knud og jeg ind til Rüdesheim, hvor vi fandt ud af at alt lignede sig selv, som vi huskede det, fra tidligere besøg i byen med folkeliv, fest og farver.
Jeg hørte fra Midtbank i går angående den hæveautomat i Koblenz. Det hjalp mig ikke rigtigt, så jeg har spurgt igen, om der ikke kan gøres lidt mere.

Billeder fra afrejse

Kaj og det første mandskab siger farvel (lagt på af Irene).

indlagt 26.7

Tirsdag d. 25.7.
Så er det i dag, det skal være. Kongeetapen på Rhinen. I dag finder vi ud af, om vi kan sejle turen selv, eller om vi skal have noget hjælp. Jeg forberedte en slæbeline foran. Bare for en sikkerheds skyld. Og så af sted. Forbi Loreley, og alle de smukke byer og landskaber. Nu er der mange vinmarker. De står mange steder med en hældning på 30 til 45 grader. Hvordan får de da planterne passet, og druerne plukket? Det undrede vi os over.
Strømmen var flere steder meget stærk imod os. Op til 10 – 12 km i timen. Men der var stadig lidt ekstra omdrejninger i motoren, så vi kom langsomt frem. Nogle gange så langsomt, at gps’en registrerede farten som 0. Men vi kom igennem for egen kraft, og det var dejligt at glide ind i det stille vand foran Rüdesheim. Jubelen var stor. Vi havde ikke vundet kongeetapen, men vi havde gennemført den indenfor tidsrammen.
Marinaen i Rüdesheim er også for sejlbåde. Der ligger nok 20 både med mast her, som er hjemmehørende her i byen.
Glad og tilfreds med dagen sendte jeg et par sms’er. Jeg fik svar tilbage fra Frank at han ligger hjemme med hjernerystelse. Han havde besøgt en ven i Vejle i week-enden. Ved halv et tiden om natten var de på vej hjem, da de inde midt i byen bliver passet op af et par unge fyre, der kræver, at de skal betale nogle penge til dem. De tror, det er en joke, men pludselig trækker den ene af fyrene et boldtræ ud af ærmet og banker det ind i hovedet på Frank. Frank vakler noget, mens vennen straks går til angreb på fyrene, der trækker sig noget tilbage. Lidt efter rykker fyrene fremad igen,
så Frank og vennen løber væk , da en kamp med to med boldtræ var noget ulige. Frank ringer derefter til politiet, for at fortælle om overfaldet, men får at vide at det kan de ikke tage sig af.
Lidt senere ser de så to betjente, der stå og taler med 3-4 unge, hvoraf den ene bløder kraftigt fra hovedet. De var også blevet overfaldet af de to fyre. Frank og vennen går derfor hen til betjentene for at sige, at det var dem der havde ringet tidligere. Det får det svar af betjentene, at de kan bare se at forsvinde. Så nu kan Frank ligge derhjemme bag nedrullede gardiner i en uge og pleje sin hjernerystelse, mens han tænker på Vejle politi’s fine 0-kriminalstatistik opstået ved, at man nægter at modtage anmeldelser og henvendelser fra ovenfaldne. Som Knud siger: ”Man føler sig så magtesløs, når man er så langt væk som vi er”.


Mandag d. 24.7.
Jeg havde aftalt med havnemesteren at han skulle køre os til drikkevarebutikken og derefter til vaskeriet kl. 8. 5 minutter i 8 stod han der: ”Hvor bliver i af?”.
Vi fik vasket og skulle så lige hæve nogle kontanter, hvorfor jeg gik ind i en GE Money Bank, der lå ved siden af. Jo, den tog Eurocard. Automaten tog imod kortet, bad om pinkode, spurgte om beløb, hvor jeg valgte et af dens egne forslag, hvorefter maskinen afleverede kortet, men udbetalte ingen penge. Halløj. Klokken var nu godt ni, og der var begyndt at ankomme medarbejdere i banken. Jeg spurgte en af dem om hjælp, men det var ikke populært. Han havde lige rejst 400 km for at komme på arbejde, han stod med kufferter og nøgler, og jeg var bestemt kun til besvær. I øvrigt kunne han fortælle, at de intet havde med maskinen at gøre, det var et andet firmas, det var almindeligt, at maskinen ikke ville udbetale penge på Eurocard, når kontohaveren og kortet kom fra udlandet o.m.m.. Det undrede mig, for hvorfor kontrollerede maskinen kortet, hvorfor spurgte den om pinkode, når den alligevel ikke kunne/skulle udbetale? Jeg spurgte derfor, om jeg måtte låne
en blyant, så jeg kunne notere de data, jeg kunne finde på maskinen. Tyske bankfolk, der har rejst 400 km om morgenen for at komme på arbejde, bliver tilsyneladende let meget røde i ansigtet. Men jeg fik en blyant, fik noteret det jeg kunne finde, afleverede blyanten, skyndte mig hen til en netcafe i nærheden og mailede oplysningerne til min bank Midtbank i Herning, og bad dem om at kigge på sagen. Jeg har ikke hørt resultatet endnu, for jeg har ikke været på nettet siden.
Tilbage til båden, gøre klar til afgang, vi ville sejle op til St.Goar. Det sidste, jeg sagde til Knud, inden vi sejlede var: ”jeg går lige op og afleverer nøglen, og så er der et telefonnummer og en adresse jeg skal have noteret”.
Det var en flot tur op ad Rhinen. Det ene smukke og maleriske landskab efter det andet.
Og der var en del strøm. Ved byen Spay sejlede vi pænt ude i højre side i en højresvingning, da der bagfra og ovre fra den anden side af floden kom en turistfartbåd buldrende over mod os. Jeg holdt selvfølgelig fart og kurs hen forbi de to flydende pontoner, der lå lidt længere fremme. Nu kom turistfartbåden meget tæt på, han var på skærende kurs. Da han var næsten foran os kom en mand ud midtskibs og råbte ”Langsam”. Inden jeg nåede at finde ud af hvad han mente, skar båden ind foran os. Der var vel 2 meter fra vores stævn til hans hæk. Så holdt jeg ikke kurs mere, men drejede skarpt over, så jeg kunne komme udenom ham. Lige så snart jeg var udenfor ham, slog ham meget kraftigt bak. Han skulle ind og lægge til ved pontonerne, var nok kommet for langt frem og buldrede ind i pontonerne. Det lød ikke godt. Om der skete noget ved jeg ikke, jeg koncentrerede mig igen om at holde kurs og fart.
Vi nåede til St.Goar, og da vi sejlede ind til en ledig bådplads siger jeg til Knud:” Der ligger knageme en anden dansker”. Da vi var ud for hans hæk, så jeg, at det var Filia Maris fra København. ”Filia Maris” råbte jeg nok temmelig højt i overraskelse. ”Ja”, lød det fra båden, og straks kom en ung mand ud og hjalp os med at lægge til.
Filia Maris er den båd, der for et par år siden sejlede turen ned ad Donau med skipper Per Bruun og familien som besætning. D. 4.4. var Irene, Frank og jeg inde i København for at høre Pers spændende beretning om turen.
Nu var Per sammen med konen, sønnen og svigerdatteren ved at sejle båden hjem fra Middelhavet.
Det var sønnen, der hjalp os med at lægge til. Per var oppe ved havnemesteren for at melde sig til.
Der gik vi også op. Og så var det ”Hej” og ”dav med dig” og snak og formaning og gode råd og
historier om de varme lande.
Da vi havde snakket en lille time, så jeg pludselig havnemesteren fra Koblenz stå ved en af de andre både. Jeg gik selvfølgelig hen for at sige goddag. Han kom hen mod mig rakte hånden frem og sagde: ” Wo ist der Schlüssel?” Nej hvor flovt. Den lå stadig i min højre bukselomme.
Han vidste, hvor vi ville sejle hen. Så han var kørt hele vejen op for at få nøglen. Jeg undskyldte og beklagede og ville selvfølgelig betale ham for den ulejlighed, jeg havde forårsaget. Han ville ikke tage imod noget. Bare han fik nøglen, så ville han hjem til Koblenz.
Sådan gik den første dag, Knud var med som gast. Hvis han tror at alle dagene bliver lige så begivenhedsrige bliver han skuffet.



Søndag d. 23.7.
En lidt trist dag, for det er dagen, hvor Irene skal rejse hjem. Vi pakkede og gjorde båden klar, hankede op i vasketøjet og gik op for at tage bussen. Men ak. Søndag er der en meget reduceret køreplan for busserne, så der var 45 minutters ventetid. Vi spurgte nogen ved vejen, hvor lang tid det ville tage at gå. Ca. 30 minutter var svaret. Altså – vi går. 5 minutter senere kom den mand vi havde spurgt og tilbød os i det forenede EU’s navn at køre os i hans privatbil. Ja tak, og så var vi fremme og blev sat af ved vaskeriet efter 5 minutter. Og så var døren til vaskeriet låst. På skiltet med åbningstiderne stod der allernederst, med meget små bogstaver, og efter en hel masse anden forklarende tekst ”Lukket søn- og helligdage”. Typisk tysk. Reglerne står et sted, undtagelserne står et helt andet sted.
Vi måtte så gå hen og vente på en bus igen, og tage hjem til båden med uforrettet sag.
Resten af dagen gik med at ordne lidt småting og slappe lidt af. Det var underligt at vide at Irene skulle tage tilbage til Danmark, og så skulle vi ikke se hinanden i 4 – 5 måneder.
Kl. 1800 ankom Knud – den nye gast – sammen med hans kone Sinne og sønnen Henrik. De var kørt fra Nyborg kl. 0730, og var nu i Koblenz. Vi hyggede os sammen en times tid, så satte Irene, Sinne og Henrik sig i bilen og kørte tilbage til Danmark. De var tilbage i Nyborg kl. 0500.
Knud og jeg tussede lidt rundt, Knud pakkede ud og så tørnede vi ind, så vi var klar til næste dag.


Lørdag d. 22.7.
Koblenz er en dejlig, meget turistpræget by. På floderne er der stor aktivitet med turistfartsbåde, 0g inde i gaderne er der rigtigt mange turister. Altstadt er som i andre byer fyldt med gadecafeer og – spisesteder.
Der er slet ikke så dårligt i marinaen. Der er langt mellem bådene og togene om natten, så hverken bølger eller togstøj forstyrrer nattesøvnen. Til gengæld ved vi, at vi har en halv meter vand under kølen.
Havnemesteren er utroligt hjælpsom. Han sørger for morgenbrød leveret kl. 6 om morgenen. Han tilbyder at køre folk til de gode indkøbssteder, levnedsmidler for sig og drikkevarer for sig. Man skal bare være klar kl. 8 om morgenen.
Vi ville nu selv af sted for at kigge på byen, handle ind og finde et møntvaskeri. Vi fandt et vaskeri, og på døren stod med store bogstaver ”Åbent alle dage fra 0600 til 2200”. Fint, så vasker vi i morgen. Vi tog bussen hjem, det var begyndt at regne, så da vi stod af måtte vi krybe i læ under et lille halvtag ved en gadedør i 3 kvarter, mens et kæmpe tordenvejr rullede frem og tilbage over os.

nyt

Fredag d. 21.7.
Også i dag tog vi tidligt af sted. Vi ville have god tid til den sidste etape til Koblenz. Sol, sommer, 35 graders varme, Smuk og malerisk natur. Der blev filmet og knipset en del. Strømmen var nogle steder ret hård. Et sted viste log’en 6,5 knob, mens GPS’en viste 1,7 knob. 4,8 knob imod svarer til ca. 9 km pr time. Så hård skulle strømmen først blive om 100 km. Nå men nu ved vi at vi kan klare det.
Vi var blevet anbefalet at sejle til Rheinlache, en sidekanal i sydkanten af Koblenz med 3 marinaer og med stilhed og uden strøm og bølger. I indsejlingen til kanalen begyndte bådens køl at skrabe på bunden, og hele vejen rundt i vores 180 graders vending ( jeg holdt fart på båden) skrabede kølen på. Måske det kun er en revle i indsejlingen, men jeg skulle ikke prøve mere. Altså sejlede vi til alternativet, en marina i Ehrenbreitstein, der ligger lige overfor Koblenz på den anden side af Rhinen. Der går personfærge over floden hele tiden, så det er ok. Men her er bølgeslag fra floden, her er strøm og her kører der tog forbi hele tiden. Efter sigende kører der mange godstog forbi om natten. Mon de også kører i week-end’en?


Torsdag d. 20.7.
Afgang kl. 0800 i dag. Vi ville sejle lidt længere – 39 km – og når vi kommer frem, med en fart på 5-6 km pr time, skal der sættes en dag af til det. Kl. 1500 ankom vi til bestemmelsesstedet Brohl, hvor der er et lille marina-anlæg i hjørnet af en lille havn. Vi sejlede forbi Bonn. Der har man ganske enkelt ingen havne eller marinaer. Til gengæld var det ikke til at se fra Rhinen, at det har været regeringsby ( og hovedstad?). Det lignede en forvokset landsby. Efter Bonn kom så de rigtige promenader med flotte huse, med borge, slotte, klostre mv. Vi sejlede forbi Remagen. Var der ikke noget med en bro der under 2. Verdenskrig? Der stod i hvert fald et par gamle bropiller på hver side af floden. Og flag af mange nationaliteter. Men der var ingen ny bro.
I dag har vi fået et par regndryp, og vi har hørt lidt tordenbulder. Ingen rigtig nedbør. Mon der kan blive ved at være vand i den flod? En halv time efter dette var skrevet, væltede regnen ned fra en tordensky, mens vi var ude at kigge på byen. Så, jo, der kan blive ved at være vand i floden.


Onsdag d. 19.7.
Indsejlingen til marinaen i Køln ligger lige ved et stort chokolade-museum. Over indsejlingen går en drejebro med ca. 5 – 8 m frihøjde. Broen ejes af chokolademuseet, og den passeres kun af fodgængere og cyklister, der skal fra byen og over til chokolademuseet, der ligger helt ud til vandet.
Både med større højde (der kommer faktisk sejlbåde her) skal ringe til museet for at få broen åbnet.
Der er fastsat tider for ringning og for åbning, men det siges, at hvis ejeren af museet er sur en dag, kan bådene godt få lov til at ligge og vente 2 - 3 timer. Da vi sejlede ind til marinaen, lå der faktisk en sejlbåd og ventede på at broen skulle åbnes, så den kunne komme ud. En time senere så vi båden komme tilbage og lægge sig ind i marinaen igen.
Køln er en stor og livlig by med fest og farver i den gamle bydel. Tirsdag eftermiddag nød vi byen og bylivet i 32 graders varme.
Vi sejlede fra Køln midt på formiddagen i bagende sol. Midt på eftermiddagen nåede vi Mondorf, hvor tre sejlklubber har til huse side om side i en lille hyggelig sidekanal. På det tidspunkt vi ankom, målte vi 38 grader i skyggen på båden. Som sædvanligt blev vi venligt modtaget. Måske det er fordi, det er Irene, der står i forstavnen, men der er altid en, der kommer springende, for at hjælpe os med at lægge til. Og som straks orienterer om marinaens faciliteter og om indkøbsmuligheder mv. Således også her. Senere på aftenen kom han igen. Denne gang med en kold øl - ½ L- til mig, for han syntes, jeg skulle prøve hans foretrukne ølmærke, en ”Reissdorf Kölsch”. Den kan absolut anbefales.
Lidt hen på aftenen kom en båd og lagde til ved broen ved siden af os. Vi troede, vi havde taget hans plads, derfor sprang jeg ud på broen for at hjælpe til med at få ham fortøjet. Han var lokal, og som tak for hjælpen og som en erindring om Mondorf gav han os en flaske Frankenvin. Det er hans favorit. (Vinkendere vil straks vide, at det er gode sager). Sådan er holdningen. Måske det er fordi, det er de enkelte klubber, der ejer og selv holder og vedligeholder anlæggene. Hjertelige, det er de.

18.7

Tirsdag d. 18.7.
I dag er vi sejlet til Køln. En tur på kun 20 km, men vi kan da ikke bare sejle forbi. Det er fascinerende at sejle ind til sådan en storby, og se det hele fra vandet. Og så kan vi lægge os ind i en marina lige midt i byen. Domkirken ligger ca. 10 minutters gang herfra.
Resten af dagen skal vi kigge på byen.


Mandag d. 17.7.
Vi sejlede tidligt fra Düsseldorf, efter at have glædet os over, at Dannebrog var hejst på marinaens flagspil. Vi ville sejle langt i dag. Og det gjorde vi. Til Hitdorf. En tur på knapt 40 km i det smukkeste solskinsvejr og i et smukt og varieret landskab. Hitdorf er en lille by ved en stump sidekanal, hvor 4 sejlklubber har marinaer ved siden af hinanden.
Atter en utroligt smuk og lun aften. Kl. 2200 er det stadig for varmt til at gå i seng.


Søndag d.16.7.
Eftermiddag.
Inde i Düsseldorf i Altstadt var der virkelig gang i den. Da vi kom derind, opdagede vi, at der var kæmpe Kirmes fest. Rhinens største. Vi ved ikke, hvad det betyder, men det var helt vildt. Vi kom lige ind til et meget stort optog gennem byen. Alle lokale skytte- og heimat-foreninger deltog. Mindst 50 foreninger. Hver forening var repræsenteret af 20 – 50 personer. Alle var i uniform. Og selvfølgelig havde hver forening sin uniform med huer eller kasketter, jakker, veste, handsker, sløjfer mv. Unge og gamle. Mænd og kvinder. Forrest i hver forening gik en fanebærer, og mange havde også en, der bar på et kæmpestort kohorn med en blomsteropsats i. Det så tungt ud. Resten af medlemmerne var store hornorkestre. Orkestrene spillede på skift så vi kunne hele tiden høre 2 – 3 orkestre. Mellem foreningerne var der folk til hest, tre ved siden af hinanden. Rytterne – mænd og kvinder var udklædt i middelalderlige kostumer. Der var åbne hestevogne med 4- spand og 2-spand.
Et orkester gik i træsko, altså sådan nogle der er skåret ud af en træklods. Det var imponerende at se og høre 50 personer komme trampende i brostenene i takt til marchmusikken.
Det var virkelig flot.
Hold op hvor får jeg travlt i Frørup-Tårup jagtforening, når jeg kommer hjem.
Videre i byen var der fransk uge. Sidste dag. Der var mange boder med franske produkter – fra Alsace, Provence, bøger, malerier, musik.
Og længere henne i byen var der dækket op til spisning i gaderne. I kilometervis. Hele Altstadt var en stor festplads med masser af mennesker.
Vi gik hjem langs havnepromenaden, der på traditionel vis bød på cafeer, restaurationer, isboder, div. artister og mange mennesker.
Vi nød aftenen i fred og ro i marinaen.

indlaeg

Søndag d. 16.7.
Afgang i sol og ingen vind. Ud på Rhinen og op mod strømmen. Vi holder os hele tiden ude ved siden ved 2,5m vand. Her er modstrømmen ikke så kraftig. Det opdager vi, når vi krydser floden, for hele tiden at sejle indvendigt i svingene. Strømmen stiger med ca. 1 knob ude midtpå.
Der er smukt og dejligt her. I strømmens læside bag høfderne er der lejret en del sand. Der ligger der masser af mennesker og nyder det gode vejr. Mange af dem har hund med. Og mange af dem igen har flere hunde. 2 – 3 stykker.
Vi er sejlet til Düsseldorf til Düsseldorf marina. Det er kun 20 km, vi havde egentlig planlagt at sejle noget længere. Men vi fik at vide, at et besøg her er et must. Og det er det. Beliggende midt i byen, lige ved siden af Altstadt. Marinaen er selvfølgelig også på pontoner mellem stålpæle. Og så er den omgivet af nogle sjove skæve huse. Skæve facader. Vinduer sat skrå ind i hullerne. Farver og kulør og bannere. Et er skævt og rundt med facaden beklædt helt i blank stål. Det ligner en kæmpestor bulet konservesdåse.
Resten af dagen skal vi ind og kigge på byen og gå på café. Netcafé. Det er en uge siden vi sidst har været inde og tjekke mails og skrive i dagbogen.

Lørdag d. 15.7.
Formiddagen blev brugt til forskellige indkøb. Det skulle udnyttes at butikkerne ligger så tæt på.
Ved middagstid sejlede vi tilbage til Rhinen og begyndte turen op mod strømmen. Det går fint. Log’en siger 6 knob og GPS’en siger 3. Vi kommer frem stille og roligt. Floden er ikke så dyb. Vi loggede 4 – 5 m ude på midten. Vi holdt os ude i højre side, med 25 – 30 m ind til de høfder med sømærker, der står hele vejen. På et tidspunkt var der kun 2,0 m vand, så 1,9m, og så mærkede vi at vi gled hen over bunden. 1,5m vand. 40-50m indenfor mærkerne!! Roret blev lagt hårdt over, så vi kom ud midt i floden. Derefter blev der holdt øje med loggen. Ikke under 2,5m vand, tak.
Vi ankom ved 16-tiden til Krefeld marina, en marina vi har fået anbefalet. Og vi kan godt anbefale den til andre. En lille smukt beliggende marina i dejlig natur ved 761,8 km mærket. Denne marina ligger også på pontoner, gamle stålbåde og pramme. Fastgjort til store hængsler i land med lange gitterdragere. Forskellen på vandstanden sommer og vinter er her 4 – 5 m.

Fredag d. 14. 7.
Solen skinnede fra en skyfri himmel fra morgenstunden, men en kold og kraftig vind gjorde, at vi gav os god tid. Da vi efter morgenduschen kom tilbage til båden, lukkede jeg op for VHF-en for at høre, om der var nogle samtaler med slusen lidt længere henne ad kanalen. Og det var der. En sportboote fik besked på, at der kommer en berufsboot kl. 0900, og sportbooten var velkommen til at sejle ind i slusen sammen med de andre ventende sportboote lige efter berufsbooten. Klokken var 0845 så vi fik travlt. Morgenkaffen må vente, vi vil gennem slusen med de andre. Og det kom vi. Kl. 0940 var vi sluset 12,8m ned. Morgenkaffe. Nej, for pokker. Den næste sluse ligger kun 5 km væk. Vi må følge efter den berufsboot. Han har garanteret en aftale med den sluse også.. Og det havde han. Så kl. 1050 var vi sluset yderligere 8,1m ned. Morgenkaffe. Nej, for pokker. Den næste sluse ligger kun 6 km væk. Vi må hænge på. Og ganske rigtigt. Kl. 1150 var vi sluset yderligere 6,5m ned. Brunch. Ja, for der er 20 km til den næste sluse, så vi slipper berufsbooten. Kl. 1345 nåede vi frem til slusen. Der ventede stadig et par af de både, der havde fortsat forfølgelsen af berufsbooten. Vi ventede sammen med dem til kl. 1615. så var der endelig plads til vi tre småbåde, der ventede. 4,1m ned. Hen til næste sluse. Vente 3 kvarter. Yderligere 6,5m nede var vi gennem den sidste sluse, og i niveau med Rhinen, der lå 3 km fremme.
Kl. 1810 sejlede vi ud på Rhinen. GPS’en viste, at vi har sejlet 650 sømil siden vi forlod Nyborg.
Rhinen var på det sted ca. 500 m bred. Der var store både med stor fart, der gav store bølger.
Strømmen var imod med ca. 5 km/time. Vi sejlede 3 km op ad Rhinen og ind i en sidekanal hvor Duisburg marina ligger 3 km inde. Vi havde fået at vide, at det er Ruhr-distriktets smukkeste marina. Den er i hvert fald flot. Helt ny og beliggende midt i byen. Og meget speciel. Det hele er opbygget på flydende pontoner, som støttes af store stålpæle, der er rammet ned i bunden rundt omkring. Pontonerne fastholdes til pælene med rullelejer. Det er nødvendigt sådan. Vandstanden skifter nemlig op til 8m i løbet af året. Det er lavvande i øjeblikket, så havnevæggene omkring marinaen var 10 – 12 m høje.


Torsdag d. 13.7.
Også da vi sejlede ud af marinaen, kurede vi et par gange let hen over bunden. Vi kom ud, og så gik turen videre ud ad Dortmund-Ems-kanalen og fortsatte ind i Rhein-Herne-kanalen, det sidste kanalstykke før Rhinen. Solen bagte fra en skyfri himmel, og temperaturen nærmede sig de 35 grader. Ved middagstid lagde vi ind i Hafen König Ludvig umiddelbart før den første sluse på det sidste kanalstykke. Eftermiddagen gik med at skifte olie og oliefilter på motoren, så den er forberedt på de kommende dages strabadser på Rhinen. Marinaen stiller en vaskemaskine og tørretumbler gratis til rådighed for deres gæster, Det benyttede Irene sig af, så nu er der rent tøj på alle hylder.
Aftenen er også helt utroligt lun. Ved 21 tiden er temperaturen stadig over 30 grader.


Onsdag d. 12.7.
Vi forlod fra morgenstunden Mittellandkanalen og sejlede ind i Dortmund –Ems-kanalen. Retning Dortmund. Først på eftermiddagen kom vi til dagens sluse Münster-slusen. Som sædvanlig kaldte jeg slusen over VHF’en, et par kilometer før vi var fremme. Jeg fik at vide at mine ”kolleger” var ved at sejle ind i slusen, der var stadig grønt lys, så hvis vi skyndte os, kunne vi komme med nu.
pullert, før sluseporten lukkede sig bag os. Inde i slusen kunne vi så igen hilse på de både, der de sidste par timer havde overhalet os med stor fart. 20 minutter senere og 6,2m højere oppe kunne vi så sejle ud af slusen og igen vinke farvel til de andre. Vi havde egentlig aftalt at standse lige efter slusen i Münster, men på grund af lidt misforståelser fra skippers side, røg vi forbi marinaen ved slusen. Nå, den næste marina lå ikke så langt væk. Så tager vi den. Der var der ikke vanddybde nok, så vi måtte videre til den næste. Tre gange måtte vi sejle videre ad kanalen mellem masser af børn og unge der svømmede rundt mellem bådene på kanalen. Et sted måtte vi passe ekstra på, for der brugte de unge en bro som vippe og sprang fra broen ned i vandet. Et spring på 6-7m. Fjerde gang vi forsøgte at sejle ind til en marina i en sidekanal, råbte jeg ind til folkene i marinaen, at vi stikker 1,50m, er der vand nok? De vinkede os ind, men to gange mærkede jeg, at vi gled hen over bunden. Inde i marinaen var der lidt mere dybde så vi lå fint for natten i yachthafen Datteln ved 39,5 km-mærket.


Tirsdag d. 11.7.
Vi sejlede fra Bad Essen i dejligt sommervejr, sol, lidt skyer og en let vind. Vi ville videre ned ad Mittellandkanalen. Alle de andre dage har vi haft modvind og modstrøm 0 – 0,5 knob. I dag havde vi modvind og medstrøm. I det dejlige vejr var det skønt at glide langsomt frem gennem den frodige natur. Vi nød det i fulde drag. Irene fik gang i videoen og kunne næsten ikke holde op igen, for efter hvert sving var der et nyt smukt naturbillede.
Hen på eftermiddagen nåede vi slutningen ( begyndelsen ) af Mittellandkanalen ved Bergeshövede, og vi lagde os ind i en lille stump af en gammel kanalarm, hvor der var dejligt fredeligt.


Mandag d. 10.7.
Tidlig op og så af sted. Kl. 8 sejlede vi. Vi ville nå et godt stykke i dag. Ved middagstid passerede vi Minden i gråvejr. Minden er et centrum for kanalbåde, så der var mange kilometer mole med masser af både ved. Ved Minden sejlede vi også over floden Weser på en aquadukt, der har 13 m frihøjde over floden. Vi sejlede i flere timer , hvor vi oplevede at kanalen lå højere end det omgivende landskab. Så der var meget at se ned på.
Efter 8 timer nåede vi til Bad Essen, der også har en lille havn adskilt fra kanalen.
Vi sejlede ind og lagde til ved pælene - lige ved siden af en LM 26 fra Horsens med navnet ”Sinus II”.
Der var ingen hjemme på båden, da vi kom. Da vi efter en indkøbstur til byen kom tilbage, fik vi lejlighed til at hilse på besætningen.
Skibsføreren Knud stod for tre år siden ud fra Thyborøn, sejlede for sejl over Nordsøen, gennem den Engelske kanal, over Biscayen, omkring Portugal og Spanien og er nu via kanalerne med nedlagt mast på vej hjem til Danmark. Knud har sejlet med forskellige venner og bekendte som besætning. I øjeblikket er hans niece Heidi og hendes forlovede Tony med som gaster. Snakken går, når man sådan mødes, og det viste sig da også, at vi havde flere gode fælles bekendte.
Dagen endte som en meget dejlig, varm og skyfri aften.


Søndag d.9.7.
Søndag morgen var alt stille og roligt i byen.
Vi gik en tur, for at se på det lokale forretningsliv. Alt var lukket. Dog – vi fandt en netcafé, der lukkede op kl. 10.00. Heldigt. Så kunne jeg få rettet/tilføjet det, der kiksede i går.
Og godt Irene var med. For igen var der nye procedurer til betjeningen. Hun kunne bare det der med at få aktiveret manageren. Han ville hellere sidde med sin morgenbolle og sin cola. Men der var ingen kære Irene. Han måtte i gang med at vise os, hvordan det hele virkede.
Ved middagstid sejlede vi af sted. Vi ville bare tage en smut på en 3 timer til noget, der hedder Idelsen. Nogle få kilometer før målet skyllede et kraftigt regnvejr ind over os. Så jeg stod med regnjakke og paraply og styrede.
Da regnen var holdt op, og vi var ca. 1 km fra målet kom en båd imod os. Der var langt mellem bådene på det tidspunkt, så den blev studeret nøjere. En blå sejlbåd med masten lagt ned. Sjovt nok for masten var da vist firkantet. Idet vi passerede hinanden, råbte føreren af båden noget til os. Det sker en gang imellem, uden at vi kan høre hvad der bliver sagt, så vi vinkede tilbage. Nu så vi at det danske flag hang bagude ned fra masten. Hvem var da det? Båden hed ”Nana Terese” og var fra Skælskør. Vi sejlede nok videre i 30 sekunder, så gik det pludselig op for mig: For pokker - Det var jo Bolette og Benjamin fra Svendborg. Så blev farten taget af og skuden vendt. Vi blev koblet sammen og gensynet var hjerteligt. De havde hentet deres båd i Marseille og var nu på vej hjem til Svendborg over Berlin. Vi snakkede sammen i 5 – 10 minutter, mens vi spærrede for trafikken på kanalen. (Der kom ingen både i den tid, men det lyder da flot). Da en stor fragtbåd nærmede sig, sagde vi farvel til hinanden og sejlede i hver sin retning. 1 kilometer længere fremme drejede vi ind til marinaen Idelsen, der er en dejlig lille ”havn” aflukket fra kanalen. Her nød vi den smukke natur og det gode vejr resten af dagen. Om aftenen var der VM-finale på storskærm i den tilhørende restaurant. Vi så det hele. Og så godnat.

dagbogsindlaeg

Lørdag d. 8.7.
I dag sejlede vi til Hannover, og passerede undervejs en enkelt sluse, hvor vi blev sænket 14,7m.
Slusningen skete, mens et kraftigt uvejr med torden og styrtende regn drev hen over os. Irene synes stadig, det er sjovt med de sluser.
Ligger nu i en lille marina ved kanalsiden. Vi mærker selvfølgelig bølgerne fra alle bådene, der sejler forbi. De store fragtbåde er flinke til at sagtne farten, så bølgerne ikke generer. Derimod er det ikke alle de store motorbåde – sportboote – der overholder skiltningen , der siger, farten skal sænkes.
Ankom først på eftermiddagen, og tog så ind til byen, bl.a. for at gå på café – netcafé.
Der er for øvrigt vist nogen, der skal spille fodbold i aften. Mon vi hører noget til det?
Inde i bycentrum var der virkeligt gang i den. Fodboldfans gik hujende og syngende rundt, så fodboldfesten var allerede i gang ved 18 tiden. Der var masser af mennesker i gaderne. De sædvanlige meget kreative påklædninger og udsmykninger. Kunstfærdige frisurer. Cykeltaxier i meget specielle udformninger. En var opbygget som et 6 personers konferencebord, hvor alle skulle træde i pedalerne.
Et sted spillede et trommeorkester samba-”musik” så hele gaden swingede med.
Mindst 10 grupper med vordende brude/gomme, der fejrede polterabend, gik rundt i deres specielle udklædninger og prøvede at sælge forskelligt, mest slik, små spiritusflasker og kondomer, til de forbipasserende.
Alle fans’ene trak langsomt gennem byen hen mod en stor plads, hvor der var forberedt med en kæmpe storskærm og alle andre nødvendige faciliteter. Alle medbragte selv de fornødne drikkevarer. Så der blev slæbt på masser af øller i 6-styks pakninger. Der var mange tusinde forsamlede på den plads. Alle i god humør.
Da kampen var begyndt, måtte vi gå tilbage til banegården for at nå vores bus tilbage til marinaen.
Nu lå gaderne stille. Kun de steder hvor der var opstillet Tv-apparater, var der mennesker.
Vi oplevede også at have bussen for os selv hele vejen fra bycentrum til endestationen, hvortil vi skulle. Hjemme i marinaen fik vi så set 2. halvleg og kampens resultat. Tyskland vandt 3 – 1.
Så blev der festet i nabolaget – højt og larmende.


Fredag d. 7.7.
I dag har vi taget et langt hug. Sejlede til Sehnde, hvor vi ved 1900 tiden lagde til ved en lille anløbsbro ved en motorbådsklub. På denne strækning har der været langt mellem anliegestellerne, og de, der var, lå lige op ad kraftværker eller store havne anlæg, siloer eller lign.. Så vi fortsatte og nåede så heldigvis frem til dette rare sted med splinternyt klubhus med dusche og toilet til besøgende både.
En enkelt sluse, hvor vi blev hævet 19 m blev det til i dag.


Torsdag d. 6.7.
Sejlede til slusen Hohenwaerte hvor vi blev hævet 19 m. Slusen danner overgangen mellem Elben-Havel kanalen, som vi kom fra, og Mittellandkanalen, som vi sejlede ind i. 2 km senere sejlede vi over Elben på en aquadukt, en ”vandbro” der går over Elben med 20 m frihøjde. Imponerende bygningsværker, der er taget i brug i 2003, som et led i udbygningen af kanalen fra Ruhr-området til Østersøen.
Derefter kanalsejlads i smukke omgivelser til ved 1900 tiden, hvor vi lagde os ind til bredden ved et anliegerstelle Bergfriede. Et sted hvor alle både, også de store fragtbåde, frit kan lægge sig ind for natten. Det var der tre der gjorde. Utroligt smuk og stille aften.
.

Onsdag d. 5.7.
I dag sejlede vi de sidste 10 km på søer i denne omgang. Derefter var det kanalsejlads. Flere steder var der kanalarbejder i gang. Man arbejder på at udvide kanalen, så der kan sejles i begge retninger med fragtbåde, og med 4 m vanddybde. Samtidig fjerner man de tidligere oplagte diger fra udgravningerne, så der var en meget smuk udsigt ud over de omliggende landskaber. En dejlig dag i sol og let vind. 7 timer, 1 seil-fähre, 2 sluser, 0 problemer. Irene synes, det er sjovt at skulle gennem sluserne. Så sker der noget, og der skal arbejdes. Heldet tilsmilede os som sædvanligt. Ved begge sluser sejlede vi lige ind, da vi kom frem, mens de både, der havde overhalet os og sejlet os agterud, havde ligget og ventet.
Sluttede i Burg.

Lørdag 1.7.
Sikke varmt det var i dag. Lige fra morgenen har solen bagt ned, så jeg måtte i gang med at sætte det nyerhvervede solsejl op. Det tog noget tid, for der skal hele tiden findes på. Men endelig – over middag var jeg færdig. Og det blev rigtig godt, synes jeg. Så nu er jeg faktisk klar med båden til Irene kommer i morgen. Det eneste, der mangler nu, er køleskabet. Det er dødt. De reservedele, som Søren Elektro har sendt frem hertil i tirsdags, med luftpost, hvor de lover 2 dages forsendelsestid, er ikke kommet frem endnu i dag lørdag. Så postvæsenet fungerer altså heller ikke hernede.
Lidt længere henne af broen her ligger en LM 27 fra Dortmund. Jeg har snakket med ægteparret et par gange. I formiddags kom manden og spurgte, om jeg ville låne hans cykel i dag. De skulle på museum og se på knogler af dinosaurer ( i 30 gr varme), så de fik ikke selv brug for den.
Det ville jeg gerne.
Så jeg cyklede en tur til Passau, og så på die Altstadt. Et rigtig hyggeligt sted med gågader og gamle huse. Det er et noget andet Berlin. Roligt og hyggeligt.
Det er flere år siden, jeg sidst har kørt på cykel, så allerede efter få pedaltramp kunne jeg mærke det i benene. På vejen hjemad passerede jeg et vejskilt med max hastighed på 30 km de næste 10 km.
Det overholdt jeg hele vejen hjem.
Nu er det aften. Solen er gået ned. Månen på vej op. Klar himmel. Ingen vind. Vandet ligger spejlblankt og genspejler lysene fra gadelys og bådebroer hele vejen rundt. Nej hvor det er flot.

Fredag 30.6.
Så er båden blevet vasket og rengjort. Jeg mangler lige en støvsuger. Jeg tør næsten ikke spørge.
Og jeg har handlet ind til lidt forstærkninger til gummibådsophænget. 4 sjækler 16x30mm i sampak for 48,-kr. 8 cm karabinhager med ring til tov for 25,- kr. Jeg spurgte om det var rustfri stål. "Ja, selvfølgelig!" lød det forurettede svar.
Og vasketøjet kom retur og blev hængt til tørre. Da mandens kone så, at skjorterne var blevet lidt krøllede, tilbød hun at tage dem med hjem og stryge dem. Nej tak.
Og så var det store fodbolddag. Tyskland mod Argentina.
Kampen så jeg i klubhuset her, og bagefter tog jeg ind til byen for at se på reaktionerne inde i byen.
Det var helt vildt. Hele byen kogte.
Hele vejen ind til byen ( ca. 8 km), på Kurfürstendamm, på Potsdamer platz, ved Brandenburger Tor, i busser, S- og U-baner, overalt larmende mennesker, syngende, råbende, truttende i truthorn, viftende med og udsmykket med de tyske farver. Biler kørte rundt tudende i hornet, med folk hængende ud af vinduerne, stående i vinduerne ( på bilen ja), stående på taget (på bilen ja) viftende med det tyske flag.
Jeg tog hjem igen ved halvellevetiden. Da var der stadig fuldt tryk på.


Torsdag 29.6.
Stössensee er et hjørne af de sammenhængende søer og vandområder, der ligger i vestkanten af Berlin. Mulighederne for at sejle med sejl er gode, og det benytter man sig af. Alene her ved søen er der vist 8 klubber med hver sine bådebroer, så de ligger som naboer ved siden af hinanden hele søen rundt.
Mange af klubberne gør tilsyneladende et stort arbejde for ungdommen, for der er hver dag lederbåde ude med unge i forskellige jolletyper.
"Min" klub "Segler Verein Stössensee" er fra 1909 og således 97 år. Den er nok af de lidt større, de har ca. 100 både liggende. De har egen mastekran og slip med eldrevet traverskran. Så optagning af en båd fra vandet til en trailer er let. Og det benyttes. I dag er 4 folkebåde blevet læsset og klargjort.
De skal til regatta i Travemünde i næste uge.
Jeg har indtryk af at de ivrigt deltager i regattaer, kapsejladser, mesterskaber mv. Også med deres unge medlemmer ( medlemmernes børn). Sportsånden er der. Og viljen til at lære fra sig.
Alle kender tilsyneladende hinanden, og alle er meget hjælpsomme. Jeg spurgte mig lidt for med, hvor jeg kunne vaske noget tøj. Jeg fik forskellige kontaktmuligheder, men så var der en, der sagde: "Kan du ikke lige pakke dit vasketøj i en pose. Så vasker jeg det, når jeg kommer hjem i aften, og så kan du få det, når jeg kommer herud igen i morgen middag." Jo, tak.
Der er mange, der har stor sejlerrutine her. De kender virkelig Danmark, Norge, Sverige, både øst og vestkyst, Finland. Når der siges f.eks. Tunø, menes der ikke Thurø.
Østersøen og de skandinaviske lande har jo også været den nærmeste mulighed for berlinerne, mens Tyskland var delt. De måtte ikke sejle selv. De skulle på slæb bag en fragtbåd hele vejen fra Berlin til Østersøen. Kun sluserne skulle de klare selv.
Den anden mulighed var transport over land eller på et skib. Men mange af bådene her er store 30