indlagt 22.9.

Fredag d. 22. 9.
I går ved middagstid kom et stort marinefartøj ( ca. 60 – 70 m langt ) sejlende forbi os og lagde til ved den marinestation, vi ikke måtte passere forleden. Lidt senere sejlede den igen, og nu skulle den bakke ud medstrøms og vende. Det var lidt kompliceret på grund af en lille ø ude midt i sejlløbet og strømmen.
Det lykkedes dog fint. Lidt senere kom den sejlende ind igen og lagde til. Og så skulle den ud igen. Nu gik det ikke godt. Den bakkede lige op i den sandrevle, der ligger nedstrøms ved øen. Så begyndte den med skruen at grave sig igennem sandrevlen. Det gik langsomt, og imens tog strømmen ved båden og drejede den rundt. Båden var længere end vandløbet var bredt, så dens bovspryd ravede ind i taget på den ponton, der ligger ved siden af vores. Vi var klar til at kaste los for ikke at få skibet hen i os. Så fik han imidlertid gravet sig igennem revlen og røg hurtigt bagud. Han glemte vist at stoppe igen, for nu røg han med hækken over i den anden bred. Så hang han der mellem bredden og revlen. Strømmen var ham nådig. Den trak ham langsomt rundt, og så kom han fri og kunne sejle væk. Lidt senere kom han ind igen og lagde til, og så var det slut med manøvrerne for den dag.
I formiddag kom der så 3 marineofficerer sejlende i gummibåd hen til os og sagde, at vi ikke måtte blive liggende, hvor vi var, for nu skulle det store skib ud og sejle igen. Vi måtte ikke ligge der i tiden 11 – 18. Så vi har måttet finde os en midlertidig plads. Og så er vi ligesom bundet på båden. Vi kunne evt. sejle videre, men vi har afleveret alt vores vasketøj til vask, og det kan vi først få igen i morgen kl. 13. Vi mangler at tanke 20 L diesel og at proviantere. Det skulle vi have gjort i dag. Så vi må ligge og vente på, at tiden går. Blue Jim er også nødt til at blive. Han skal skifte sine 2 gaster ud med 2 andre, der kommer i morgen.
Vi har i øvrigt aftalt med Blue Jim, at vi nogenlunde følges ad videre ned ad floden. Det kan bl.a. være en fordel, når vi skal igennem de sidste sluser.

Torsdag d. 21. 9.
I dag har vi set lidt på Beograd. En storby med masser af liv. Vi var oppe og se det store fæstningsanlæg Kalemegdan. Et stort anlæg med mange fæstningsmure og voldgrave, men med få bygninger. Der er dog indrettet et krigsmuseum deroppe. Så alskens kampvogne, kanoner, køretøjer mv. stod opstillet mellem fæstningsanlæggene. De må kunne lide det med krig. Mellem andre anlæg var indrettet tennisbaner og basketball-baner for sportsklubben Partizan.
Byen har også et stort gågadekvarter med mange store flotte bygninger. Lidt tunge i det, men fint renoverede.
Vi var inde på turistkontoret og få et bykort. Vi spurte også, om vi skulle melde os til politiet i byen, nu vi var ankommet. Det skulle vi, sagde de. Så vi tog hjem ved middagstid for at hente vore papirer. Kl. 1330 kom Jochen hjem fra byen. Han havde været ved politiet, og det var lidt af en oplevelse. Hans papirer viste, at han var rejst ind i landet d. 16.9. Nu ville de vide, hvor han havde været i de 5 dage, der var gået. ”På floden og ligget for anker” svarede han. ”Hvor ligger din båd nu?” ville de vide. De forlangte at han skulle sejle sin båd hen til deres ponton, så de kunne se den. Det nægtede han, og så føjede de sig med det.
Besætnings pas og bådens papirer beholdt de. Dem skal han hente, når han sejler videre.
Efter hans råd besluttede jeg så at sejle over til politiets ponton og lade som om, vi lige var ankommet. Der var 6 – 8 mand til at tage imod. De ville vide, hvor længe vi ville blive i Beograd, hvor båden skulle ligge, om vi skulle betale for at ligge der, og hvor meget. Vi var jo lige ankommet, så vi kunne ikke svare på de spørgsmål. De beholdt vores pas og bådens papirer. Dem skal vi så hente, når vi sejler videre. Og så kunne vi sejle tilbage til vores plads ved restaurationen på pontonen. De tilbød os for øvrigt en plads ved deres ponton. Det officielle takst er 3 euro pr meter pr døgn. Jeg sagde pænt nej tak.

Onsdag d. 20. 9.
Jeg var tilfældigvis vågen ved ca. 1-tiden om natten, da jeg pludselig hørte Jochen råbe ovre fra Blue Jim: ”Who’s there?”. Jeg sprang op i cockpittet, for at se hvad der skete. Der var bælgmørkt, men jeg kunne høre noget larm, som om der var en flodjolle, der bumpede ind i Blue Jim. Der var også noget flakkende lys fra nogle håndlygter. Så lød der et højt vræl fra en mand, og et plask, som om der var en, der faldt i vandet. Det viste sig, at det var en fisker i en jolle, der havde drevet med strømmen med et net ude. Nettet var så gået i Blue Jims ankerkæde, og nu forsøgte fiskeren at gøre nettet fri. Han måtte skære nettet over for at få det fri. Han var temmelig beruset, og derfor var han røget i vandet under sine bestræbelser. Jochen og hans folk fik så fiskeren bjerget op af vandet og tilbage i sin båd. Da han var frigjort, drev han videre hen forbi os og ned ad strømmen. Og så kunne Aksel og jeg gå tilbage til køjen og fortsætte den afbrudte nattesøvn.
I dag er vi sejlet videre til Beograd. Først i ret diset vejr, men efterhånden klarede det noget op. Der er flere marinaer i byen. Den vi havde udset os, er den der ligger nærmest på centrum. Den måtte vi ikke sejle hen til for et marineskib, der lå i nærheden. I stedet fik vi lov til at lægge os op til en ponton med restauration, hvor restaurationen dog har lukket. De har dog alle faciliteter som vi skal bruge. Der er også en fast vagt. Her ligger vi udenpå Blue Jim, og her bliver vi nogle dage. Netop som vi ankom til Beograd begyndte det at regne, og så har det regnet hele eftermiddagen. Så det er ikke i dag vi får set på byen.

Tirsdag d. 19. 9.
Først skulle vi have masten lagt på plads, så vi er sikre på, at den ligger godt og sikkert. Derefter skulle vi hente diesel oppe i byen. Så vi fandt en taxa, og med 2 tomme kanistre tog vi af sted. Vi var heldige, at vores taxachauffør talte engelsk.
Han fortalt at en gennemsnitsløn for en arbejder er 160 euro om måneden. Husleje kan let være 200 - 300 euro pr måned. Så man må bo mange sammen for at have råd. Novi Sad er en universitetsby med 40.000 – 50.000 studerende. Tiden under Tito var den bedste tid, serberne har haft. Alle havde arbejde. Man var mere fri end nu. På den tid var serberne jordens lykkeligste folk. Han udpegede en kæmpe stor bygning. Den er kontor for et oliekompagni. Den blev bygget samtidig med at NATO bombede byen og ødelagde broerne. Den er bygget med italienske glasvinduer og italienske eller græske marmorplader på facaderne. Intet i bygningerne er fra Serbien. Han mente dog, at serberne nu begynder at få det lidt bedre efterhånden. Han var meget sympatisk og hjælpsom.
Lige over middag kunne vi så sejle fra byen, der har været en stor positiv overraskelse. Undervejs rykkede det bakkede landskab tættere til floden, så vi nu har noget mere at kigge på. Utroligt smukt med vindstille og spejlblank overflade. Vi ankrede op ved km 1210, lige i nærheden af Blue Jim. Så er vi halvvejs på Donau.

Mandag d. 18. 9.
Dagen skulle bruges til at kigge nærmere på byen. Det var jo her, der var så voldsomme kamphandlinger under den jugoslaviske borgerkrig. Der er ikke meget at se af det. Et par bropiller i floden fra en af de ødelagte broer er det eneste. Enkelte billeder på særlige pladser. Til gengæld summer byen af liv og aktivitet. Der er mange mennesker i gaderne. Midtbyen er fyldt med fortovscafeer. Stor byggeaktivitet med renovering af bygninger, gader og pladser. Vi skulle selvfølgelig op og kigge på den store fæstning, der ligger på højre flodbred overfor byen. Den hedder Petrovarardin. Den kaldes Donaus Gibraltar. Den er meget stor med mange voldgrave, fæstningsmure og bygninger. Størrelsen imponerer mere end selve bygningerne.
Vi så også på midtbyen, hvor der ligger mange kirker meget tæt ved hinanden. Vi stak lige hovedet indenfor ved den store jødiske synagoge. Og så fandt vi en tankstation i nærheden af hvor vi ligger, så vi kan få fat på noget diesel inden vi sejler videre i morgen. Der er langt mellem bunkerbådene her.

indlagt 19.9.

Søndag d. 17. 9.
Sidst på dagen i går var vinden tiltaget en del, og det blæste også godt fra morgenen, men vi besluttede at fortsætte. Vi ville til Novi Sad. Da vi kom lidt ned ad floden tog vinden yderligere til, og nu målte jeg vinden til 8 m/sek. Vinden gik dog på tværs af floden, så det generede os ikke så meget. Da floden så drejede, fik vi vinden lige imod. Samtidig tiltog vinden. Nu målte jeg 12 m/sek. med 15 m/sek. i stødene. Det var helt vildt. Bølgerne var over en halv meter høje, og vi bankede hele tiden stævnen ned i den næste bølge. Båden vippede kraftigt overlangs, og nedslaget i næste bølge stoppede hver gang vipperiet ret pludseligt. Det fik surringerne af mellemunderstøtningen på masten til at give sig, og så begyndte masten af kure frem og tilbage. Jeg prøvede at tøjre masten nede fra cockpittet, men den kunne ikke rigtig lykkes. Og oppe på fordækket var der for vildt. Efter et stykke tid væltede understøtningen under masten, og forenden af masten faldt ned i gennemgangen i prækestolen. Så lå den godt fast igen. Vi sejlede ned til næste sving på floden, så vi igen kunne komme i smult vande, og så var det ellers med at surre masten i den nye stilling. Vi sejlede til Novi Sad, hvor der er en stor marina i en Winterhafen. Vi prøvede den, men løb på grund på revlen foran indsejlingen. Så måtte vi 2 km længere ned ad floden, hvor vi kunne se en bådebro ud i floden. Der var lige plads til os aller yderst, så vi ligger her i strøm og bølger. Broen tilhører vist nok en roklub. Vi har i hvert fald fået os lusket ind til roklubbens badefaciliteter.
Midt eftermiddag tog vi ind til byen. Det er en ret stor nedslidt by, hvor der er megen aktivitet for at modernisere. Mange mennesker i gaderne, mange fortovscafeer, mange forretninger havde søndagsåbent. På byens torv var der et marked for bihonning. Fra 75 – 100 små boder fik vi tilbudt de lokales produkter af honning, krydderier og diverse håndarbejder.
Lørdag d. 16. 9.
Tidlig afgang. Vi ville nå den næste marina, der i følge kortet ligger 100 km fremme. Efter ca. 10 km gjorde vi et stop, for at hilse på Blue Jim. Blue Jim er en tysk båd fra Emden, som vi mødte i Budapest. De er på vej ned ad Donau, og vil slutte i Istanbul. Skipper hedder Jochen, og han sejler med skiftende besætninger på turen. Der kom således 2 nye med i Budapest, og der skal skiftes ud igen i Beograd. Vi har aftalt at holde hinanden orienteret om, hvor vi er, så vi evt. kan hjælpe hinanden. De havde ligget for anker for natten på den position, hvor vi mødte dem. Vi sejlede hurtigt videre. Da vi nåede den søgte marina ved Backa Palanka, måtte vi konstatere, at der var alt for lidt vand i indsejlingen til os. Altså 2 km videre til det der på kortet blev kaldt en havn. Her var der vand nok, men ingen kajer, Så vi lagde os udenpå en turistponton, der var lagt op for vinteren.
Fredag d. 15. 9.
De næste dage kan det være usikkert, om vi kan finde nogle havnemuligheder, så der skulle lige købes lidt brød og drikkevarer for en sikkerheds skyld. Og så af sted mod den ungarske grænse.
Grænsekontrollen ligger i Mohacs, og den nåede vi ved middagstid. Der var 4 pontoner, man kunne Ved den tredje lå 4 politibåde. Ved den fjerde lå 4 store ukrainske skubbere. Der var tilsyneladende ingen på land, der kunne / ville hjælpe os. Altså måtte vi kalde på hjælp. Vi sejlede derfor ind og lagde til udenpå den største og flotteste af politibådene. Ganske rigtigt. 2 minutter senere stod der en betjent og sagde, at der måtte vi ikke lægge til. Han henviste os til den tomme ponton.
Han forklarede om et gult hus og en trappe i gavlen. Jeg gik til det gule hus, der var ingen trappe, men en mand viste mig ind i huset og hen til et kontor. Udenfor det stod 2 stole. På den ene sad en uniformeret person, den anden var ledig. Der skulle jeg sætte mig. Inde på kontoret gik en dame og vaskede gulv. Vi kiggede på vaskekonens svaberdans i 5 – 10 minutter, så gik hun. 5 minutter senere var gulvet tørt. Så rejste betjenten sig og gik ind på kontoret. Det var hans kontor. Jeg blev kaldt ind, og så fik vi ordnet toldpapirerne. Så skulle jeg til grænsepolitiet. Toldbetjenten fulgte mig ud og hen til en stor grå nabobygning. Der var trappen i gavlen. Op til kontoret. Der genså jeg betjenten fra pontonen. Han spurgte mig: "Hvor er din båd?". "Nede ved pontonen som du viste mig", svarede jeg. "Er du sikker?" spurgte han, og pegede ned mod havnen. Der lå nu en stor turistbåd ud for "min" ponton. Jeg skyndte mig hen til læmuren langs havnen og kiggede ned. Samsara lå der, men 5 m udenfor lå den store båd og ventede på, at vi skulle fjerne os. Jeg spurgte betjenten: "Hvor må jeg nu ligge?". "Udenpå ukrainerne", svarede han. Ned og flytte båden, tilbage til grænsepolitiet, han skrev os på en liste, færdig? "Nej, nu skal du ind til politiet". Ind til politiet, og for tredje gang skulle vi skrives på en liste. Endelig færdig. Tilbage til båden lige tidsnok til at flytte os for en ny ukrainsk skubber, der skulle ligge udenpå de 4 andre.
Serbiens grænsekontrol ligger i Bezdan 22 km længere nede ad floden. Her er der 2 gamle flodbåde man kan lægge til udenpå. Bådene ejes af 2 speditionsfirmaer, der sørger for indklareringen. Altså op på deres kontor ordne papirerne og betale 55 euro for deres service. Og så vente på havnemesteren der var ude på inspektion. Han kom en halv time senere. Og så gik han i gang med at udfylde papirer. Det tog over en halv time med alle de formularer og kopier, der skulle bruges. Vi var den tredje sportsbåd den dag, så han var godt træt af det. Da han var færdig skulle en anden kontrollere passene. Han havde været der hele tiden, men kunne altså før gå i gang nu. Han fulgte mig så tilbage til båden, han ville lige se, at Aksel lignede sit pas. Så var det afgang. Næsten. For vi skulle lige slippe 10 euro for at have ligget ved pontonbåden i halvanden time.
Vi sejlede til Apatin, hvor der skulle være en marina. Vi nåede den lige efter solnedgang. Der var en stor bådebro med mange små både, men der var lige plads til os også. Ingen servicemuligheder.
Torsdag d. 14.9.
Tidligt op til en flot solopgang og så af sted. Vi skulle nå den næste marina 100 km fremme. Fin sejlads med sol og blå himmel. Og lidt ensformig. For der er ingen bjerge, næsten ingen byer, kun lidt trafik på floden. Det mest spændende er at holde øje med kortet og bøjerne så vi holder os i sejlrenden. Først på eftermiddagen nåede vi Baja, hvor de har en lille, godt beskyttet marina. Vand og strøm har de, men ingen toilet og dusche. Brug havnen, sagde havnemesteren.
Der ligger 10 både i marinaen, deraf en tysk og en polsk båd. De har lagt op for denne sæson og venter bare på at det skal blive maj 2007. Så vil de fortsætte ned ad Donau. Mændene går her og passer bådene og får lige tid til lidt lystfiskeri en gang i mellem, mens konerne er sendt hjem for at passe deres job.
Vi behøvede ingen nøgle til porten. Havnemesteren bor i marinaen i et lille skur på størrelse med en lille isbod. Eet plastikhavebord, én plaststol med ryg og armlæn, eet køleskab, eet TV, én elovn og en madras er indboet.
Onsdag d. 13.9.
Aksel kom ved 2200 tiden i aftes. Han blev kørt lige til marinaens port af shuttle-bussen fra lufthavnen, så det var fin service.
Vi startede dagen med en kort indkøbstur og en telefonsamtale med FTLF, og så tog vi af sted. Vi skulle lige forbi tankanlægget for at tanke drikkevand. Det fik vi ikke gjort, da vi tankede diesel ved ankomsten. Vi sejlede langsomt hen mod tanken, der ligger ved indsejlingen. 20 m fra tanken stod vi på grund. Den flinke tankmand måtte så ud i sin speedbåd og trække os fri, og nej, vi kunne ikke komme hen til tanken. Så ingen drikkevand til vores tank. Vi sejlede tilbage, rundt om bådebroerne og så skulle vi ud på den anden side. "Sejl tæt op til bådene i marinaen og fortsæt så lige ud" forklarede den flinke tankpasser. Det gjorde vi. Og 25 m udenfor havnen stod vi urokkeligt fast. Tankpasserens lille speedbåd kunne ikke trække os fri. Så kom en af de helt store sportsbåde. En af dem med 4 mands besætning. Der var i hvert fald 4 mand ombord. Den trak os fri. Vores båd krængede nok 20 – 25 grader. Jeg vil gætte på, at den sandrevle, vi blev slæbt hen over, var 25 – 30 cm for høj. 20 m blev vi slæbt så havde vi 4,4m vand under kølen.
Så var det farvel Budapest og ned ad floden, der nu løber mod syd. Der er næsten 200 km til den næste marina, så vi skulle regne med at ligge for anker for natten. Og ved km 1572 fandt vi en god ankerplads mellem et par flodpramme ved et stort brobyggeri. Flot solnedgang og stjerneklar himmel inden vi tørnede ind.

indlagt d. 13.9.

Tirsdag d. 12.9.
Der var slet ingen dunk – dunk i nat. Dejligt.
Fra morgenen lidt klargøring. Det er jo i dag Aksel skal ankomme. Så skulle der vaskes tøj. Jeg har ikke fundet en vaskemaskine, så det foregik i en håndvask henne ved duschen. Vejret er fantastisk. Hver dag sol fra en skyfri himmel, og ca. 25 graders varme. Så tøjet skal nok blive tørt uden hjælp af en centrifuge.
Ved middagstid tog jeg ind til byen for at hilse på Jeppe og hans datter Maj, som er kommet til Budapest, for at de kan holde et par feriedage sammen.
Vandet i floden er stadig mørkt olivengrønt. Vi har dog fundet ud af, at når man kigger hen over floden, hvor den blå himmel spejler sig i vandet, så syner floden blå. Altså - den blå Donau kan godt findes.
Der kan lige blive plads til at skrive, at jeg iht. GPS’en har sejlet 1531 sømil (2836 km), siden jeg forlod Nyborg, og jeg befinder mig på positionen 47 grader 32,44 N og 19 grader 02,99 E.
Det er ved km 1652 på Donau. Jeg sejlede ind på floden ved km 2411, så det er næsten 1/3 af Donau sejladsen, der er gennemført.
På vejen tilbage til båden var jeg lige inde og proviantere lidt.
Så nu er det med at vente på at Aksel ankommer.
Der er for resten – næsten – ingen myg i Budapest.

Mandag d. 11.9.
Det sagde dunk – dunk til kl. 0300. Så blev der nattero.
Vi startede dagen med at gøre båden godt ren udvendig og indvendig.
Det er jo i dag Jeppe afmønstrer.
Vi havde fundet ud af, at der alligevel er en forretning med bådudstyr her i Budapest. Den ligger ca. 2 km fra marinaen, så der gik vi hen. Det er en meget veludstyret forretning. Jeg fik alle de flag, jeg manglede, på nær det tyrkiske. Hver gang jeg bad om et flag, ledte ekspedienten og fandt det. Da jeg spurgte efter det tyrkiske flag, ledte han ikke. Han sagde bare, at det har de ikke.
Vi tog tilbage til båden og hentede Jeppes ting, hvorefter vi tog ind til Jeppes hotel og fik tingene sat ind der. Og så var det farvel efter 3 uger.
På vejen tilbage til båden var jeg inde og proviantere lidt. Vi skal nok ikke regne med, at der er ret mange havne på den videre færd, så muligheden for at ligge for anker om natten må indkalkuleres.
Det gør at lagrene af mad- og drikkevarer må forøges.

Søndag d. 10.9.
Den natklub, der sender dunk – dunk fra kl. 22 til kl. 0400, har fået en makker. Den ligger på kajen, lige ovenfor hvor vi ligger. Den starter kl. 0400 og sender dunk – dunk og larm (nogle kalder det musik) og råben og støj ud over havnebassinet. Til kl.0800. Så lukker den, men gæsterne har ikke fået nok. De åbner for bagsmækken på deres biler, hvori der er monteret kæmpehøjttalere, og så fortsætter festen. De fleste af de mandlige gæster ligner bodybuildere, skinheads og omvandrende reklamer for en tatovør. Det er virkelig svært at sove lidt her. Sådan har det været natten til lørdag og natten til søndag.
Vi ville besøge en af de badeanstalter Budapest er så berømt for. Gellért. Den de altid viser billeder fra. Med søjler og marmor og mosaik og skulpturer. Jeg undrede mig over, at der over billetlugen stod, at der var ingen mulighed for reklamationer, efter at man havde forladt billetlugen. Man bliver klogere. Prisen var 2800 floriner ( 100 floriner er knap 3 kroner), altså 80 – 85 kr. Så var det også inkluderet leje af håndklæde og badebukser. Vi fik ikke udleveret noget, men blev sendt videre til nogle bokse, hvor vi skulle hænge vores tøj i. Boksene blev låst af en venlig mand, der gik der for det samme. Stadig ingen badetøj, det skulle vi have et andet sted. Op til boksene igen, på med undertøjet, lås for boksen, og ud til 2 store damer, der stod ved en skranke.. De skulle have 4700 floriner for et håndklæde, hvoraf de 4000 var pant. Resten var leje. Vi skældte ud på dansk. Meget og højt. De skældte ud på ungarsk. Meget og højt. Badebukser kunne vi slet ikke få. Nå, vi måtte tilbage til den venlige mand og hente en pung. Ned og leje 1 håndklæde. Tilbage til den venlige mand og få pungen låst inde. Ned til de forskellige bade. Badene var ok. Der var termiske bade, alm. svømmebassiner og udendørs bassiner. Der var også bademestre, hvor man kunne få forskellige afvaskninger og massager. De skulle betales kontant. Hvordan de forestiller sig, at man kan løbe rundt med penge på sig i bar figur, fatter jeg ikke.
Da vi forlod stedet, fik vi hver refunderet 400 floriner. Vi aner ikke hvorfor.

Lørdag d. 9.9.
I dag skulle vi rigtigt kigge på Budapest. Vi tog ind til byen og kørte med tovbane op til den gamle borg, der sammen med St. Mathias kirken og ”Fishermans gate” ligger højt over byen som et minde om gamle dage. Det er et meget flot og imponerende område. Kig selv.
Da vi stod ved kirken startede et langt optog, der gik rundt ved kirken og derefter rundt i hele det store borgområde, for at slutte ved selve borgen. Det var grupper af repræsentanter fra de forskellige vinområder i Ungarn, der iklædt regionale dragter syngende og spillende deltog i optoget. Det var meget flot, med smukke dragter og dejlig musik. Det var typisk violin, guitar, div. fløjter, cello og kontrabas, der blev spillet på. Se en lille mand komme bærende og spillende på en kontrabas imponerede. Det er den ungarske vindyrker forening, der afholder den årlige vinfest. Det foregår på selve borgpladsen og varer 4 dage. Det er kæmpe, kæmpe stort. Der er over 200 boder, hvor man tilbydes smagsprøver af de forskellige vin-produkter. Næsten alle er ungarske. Vi så nogle få boder med fransk, spansk og australsk vin. Og så var der nogle boder hvor man kunne få smagsprøver på oste, købe div. madvarer som pizza-stykker, pølser, slik, is.
Det var ikke gratis. Sammen med indgangsbilletten fik man udleveret en lille mulepose med en hank, så man kan bære den om halsen. I muleposen var der et glas. Og så fik man 2 billetter til smagsprøver. Man kunne så købe flere billetter efter ønske. Mange prøver kostede 2 eller 3 billetter, så der skulle nogle billetter til. Inde på området var der 2 scener, hvorpå de forskellige grupper fra optoget, optrådte med sange, danse og musik fra hver deres område. Der var masser af mennesker. Om det var 20000 eller 50000 eller 75000 er ikke til at sige, området ligger på begge sider af borgen, og er for stort til at overskue. Der var mennesker overalt. Ved alle boderne stod der konstant folk i kø for at få gode råd og smagsprøver. Man kunne selvfølgelig også købe hele flasker med vin. Jeppe sagde flere gange: ”Det her skulle rafleholdet lige se. De ville være grønne af misundelse.” Det var meget stort, velorganiseret og imponerende.
Jeg har en rettelse til det, jeg skrev i Esztergom. Jeg skrev om stinkende Ladaer. Det var stinkende Trabant’er, jeg mente.

indlagt d. 9.9

Fredag d. 8.9.
Budapest er en meget stor og flot by. Det er også en by med masser af historie. Flere bygninger og områder er på FN’s verdensarveliste. Her er masser at se, og masser af turister.
Jeg var pludselig blevet betænkelig med, om vi skal have visum for at komme ind i Serbien. Derfor startede vi dagen med at tage ind til den danske ambassade for at spørge dem til råds. Vi blev fint modtaget og godt hjulpet. De kontaktede den serbiske ambassade og fik at vide, at det ikke kræves at vi har visum. Så det jeg havde fået at vide hjemmefra, var altså godt nok. Fin service.
Så skulle vi finde det hotel, hvor Jeppe og hans datter flytter ind på mandag. Det var svært. Gadenavnet forekommer nok 10 forskellige steder i byen. Efterhånden fik vi det dog indkredset, og vi fandt hotellet, som ligger meget centralt.
Nu mangler vi bare at finde et sted hvor de sælger bådudstyr. Vi mangler nogle gæsteflag. Det troede jeg var lettere at få fat på her end hjemme i Nyborg. For hvilken dansk forretning med bådudstyr ligger lige inde med flag for Kroatien, Serbien, Montenegro, Bulgarien eller Tyrkiet.
Marinaen her sælger ikke udstyr og personalet ved tilsyneladende ikke, hvor det sælges. Vi søger stadig.

Torsdag d. 7.9.
I dag sejlede vi til Budapest. En meget smuk tur først gennem et bakket og bjergholdigt område, senere blev det atter fladland omkring floden. Sol, 25 graders varme og nul vind.
Jeg havde fra en ung ungarer, jeg mødte i Nürnberg, fået at vide hvor marinaen ligger, og hvordan man sejler sikkert ind i havnen. Der er nemlig tilbøjelighed til revledannelse foran indsejlingen. Jeg fulgte hans anvisning, og 15 m fra gæstebroen gik vi på grund. Vi prajede marinaen, en båd kom ud og trak os fri, og så kunne vi sejle ind i selve marinaen fra modsatte side af det anviste. Det er for tiden slet ikke muligt for sejlbåde at sejle ind til gæstebroen!! Sæsonen er vist ved at være forbi.
Marinaen ligger som en meget lang bro midt i et havnebassin. Vi ligger helt ude i den fjerneste ende. Så undgår vi det meste af støjen fra en vejbro, der går over havnebassinet henne i den første ende. Med sporvognstrafik. Til gengæld har vi fornøjelsen af et diskotek i nærheden, der starter kl. 22 og slutter kl. 0400. Det siger dunk – dunk – dunk – dunk hele natten.

Onsdag d. 6.9.
Domkirken i Esztergom har været den mest betydningsfulde kirke i Ungarn. Her residerede ærkebiskoppen, og her blev de kongelige regenter kronet. Det var også her kardinal Mindszenty residerede. Kirken er bygget som et stort kors, og hvor de fire arme samles er der bygget en meget høj kuppel ovenpå. Kirken er bygget på en høj, er selv høj og dertil kommer den meget høje kuppel, så den kan ses på meget lang afstand. Vi så på kirken, og dens skatkammer. Dets indhold af guld og sølv, af messehagler og liturgiske redskaber er imponerende. Der stod relikvier af tidligere biskopper en masse. Sådan en relikvie ligner en stor pokal (guld), hvori der er indsat en knogle ( f.eks. en stump lårben, skulderblad, tænder ) fra den biskop, der hædres. Lidt makabert synes jeg. Man kunne komme helt op til toppen af kuplen, og gå rundt udvendigt om den. Det gjorde vi. Ca. 400 trin op, en tur rundt om kuplen ( udsigten var meget flot i det klare solskin ) og så ca. 400 trin ned igen. Imponerende flot er kirken.
Esztergom er en temmelig nedslidt by. Man er dog begyndt at renovere bl.a. byens torv med ny marmorbelægning. Og så kører der gamle Ladaer rundt i byen. Jeg havde glemt, hvor meget de stinker.
Her er mange myg. De lokale siger, at myggene kun stikker et par timer om dagen. Jeg mener, myggene har et andet urinstinkt. De stikker tidligt og silde. De lokale siger også at myggene kun er der i en periode af 3 uger. Hvad hjælper det mig? Jeg er her bare i to dage.

indlagt 5.9.

Tirsdag d. 5.9.
Byen Komarno ligger 2 -3 km fra marinaen, så efter at have forhørt os lidt blandt de lokale blev vi enige om, at vi nok ikke gik glip af noget ved ikke at se nærmere på byen. Så vi sejlede videre. Først skulle vi dog have klaret papirnusseriet. Der var ingen folk ved den slovakiske anløbsbro så vi sejlede videre til den ungarske. Her stod en mand, der med tegnsprog forklarede, at vi skulle gå op i et nærliggende hus for at få vores stempler. Jeg gik derop, og skulle selvfølgelig skrive vore navne og pasnumre mv. på en meget officielt udseende seddel. Så skulle bådens papirer tjekkes og min baggrund som bådfører. Alt ok. Så skulle jeg vente på en anden mand, der skulle godkende vore pas. Han kom ret hurtigt og så fik folkene på kontoret en skideballe, for når der kom folk fra Danmark – altså EU, så skal de altså bare sendes videre.
Vi sejlede så ned ad Donau. Det er ved at være en stor flod 600 – 800 m bred og strøm 4 – 6 km hele vejen. Landskabet er fladt. Solen skinner, det er varmt 23 – 24 grader, men en kraftig nordenvind har hele dagen forstyrret idyllen. Vi er sejlet til Esztergom. Her er en kæmpestor domkirke vi skal have kigget på

Mandag d. 4.9.
Vi sejlede tidligt, for vi skulle nå frem til den næste yachthavn i Komarno, der ligger 100 km længere nede af floden. Straks efter Bratislava bredte floden sig ud i et sø- / deltalignende farvand. Floden har her flere løb der hele tiden ændrer sig.. Derfor har Slovakiet bygget et 37 km lang kanal til skibstrafikken ved siden af det gamle flodløb, der dog stadig kan besejles af mindre både. Kanalen er i begyndelsen 800 m bred og snævres så ind til 500 m, for igen at blive meget bred ved en sluse, der nås efter 30 km. Ved denne sluse er faldhøjden 20m, og ved siden af slusen er bygget et vandkraftværk, der kan producere 720 megawatt, svarende til et atomkraftværk. Da vi forlod Bratislava var der solskin og vindstille, men efterhånden som vi sejlede frem igennem kanalen tog vinden til fra vest, stadig sol, og da vi nåede slusen målte jeg vindstyrken til 6,5 – 7,3 m / sek.. Og det var ikke godt. Kanalen ligger øst – vest, så vi havde medvind og medsø hele vejen. Da vi nåede slusen var bølgerne ca. 50 cm høje. Foran slusen stikker en mur 600 m frem og sammen med den ene molevæg ved slusen dannes en tragt, som vi skulle sejle ind i til slusen. Og herinde var der helt vildt med krappe søer. Bølgerne udefra blev kastet tilbage af molevæg og ledevæg og dannede 1,5 – 2,0 m høje meget krappe søer. Vi turde ikke nærme os nogen af væggene, men måtte ligge og cirkle rundt i bølgerne, mens vi ventede på at få adgang til slusen. Vi slingrede rundt som en tom konservesdåse. Alt, hvad der kunne falde på dørken, røg ned. Der lå heldigvis også en turistbåd og ventede på at komme i slusen, så efter en halv time kom vi ind. Inde i slusekammeret var bølgerne lige så vilde, så vi manøvrerede rundt for at undgå at ryge ind i vægge og både. Først da vandet var faldet ca. 10 m i slusen blev vandet så roligt, at vi kunne lægge os ind til en svømmepullert. Da vi sejlede ud af slusen til den anden side var vandet helt roligt. Ikke en bølge. Efter 6 km løb kanal og flod igen sammen. Floden var 600-800 m bred, men sejlrenden, der slingrede fra side til side, var mange steder ikke over 100 m, så strømmen var 10 – 12 km. Midt eftermiddag nåede vi Komarno, der er grænseby i Slovakiet ind til Ungarn.
Sidst på eftermiddagen fik Jeppe en vigtig besked. Han var blevet farfar til en velskabt pige. Den besked har han ventet på, lige siden han ankom, så der var stor glæde.
Vandet er nu mørkt olivengrønt. Her er masser af myg.

Søndag d. 3.9.
Bratislava, der er Slovakiets hovedstad, er en dejlig by, der endnu har bevaret lidt af sit oprindelige præg. Turistindustrien har endnu ikke helt overtaget bykernen. Til gengæld ligger næsten alle EU landenes ambassader (også den danske) meget synligt i byens centrum. Der er mange flotte gamle bygninger at se på.
Vi startede med at besøge Bratislava Burg, på kortet kaldet Petersburg. Her var der opstillet en scene, hvor man afvikler et stort middelalderspil, til minde om, at det var her man i 1600 tallet standsede tyrkernes (det osmanniske riges) fremtrængen langs Donau. Og så var der boder, der solgte alt muligt i smykker, træskærerarbejder, tøj, mad osv..
Der var også en cafe med tilbud på kaffe og æblestrudel. 75,00 kr. kostede det. Men det var slovakiske kroner, så divider lige med 5. Der var ingen flødeskum til.
Der var arrangeret optog fra borgen til byen for at levendegøre kroningen af Stefan Matthias II. Han var en af 19 konger og dronninger, der er blevet kronet i Bratislava. Først blev kronen ført i procession til St. Martins domkirken. Senere fulgte kongen i et stort optog. Så kroningen i kirken og derefter skulle den kronede konge en tur rundt i byen. Alle var udklædt i flotte middelalderlige dragter.
Alt blev tv-overvåget og vist på storskærm foran nationalteatret. Der var der også opstillet mange salgsboder med mange tilbud i alskens håndarbejder. En festlig dag at opleve byen på.
Og så er vi nået frem til myggene. Indtil nu har vi på hele turen ikke mærket noget til myg, men her er de. Masser af dem.



Lørdag d. 2.9.
5 km fra marinaen i Wien sejlede vi i den sidste sluse i Østrig. Jeg har helt glemt at fortælle, at i Østrig er det med bødestraf pålagt sejlere i sportsbåde at bære redningsvest i sluserne. Og de fleste har faktisk en redningsvest på. Men, men. Polystyrolveste. Ved marinaen i Wien var der en stor forretning med udstyr til sportsbåde. Ingen oppustelige veste. Der må ligge et stort marked for en mand med noget initiativ i Østrig.
Vandet i Donau har skiftet farve efter Wien. Det olivengrønne er veget for en mere brun farve. Det har vi ingen forklaring på.
Fra slusen i Wien gik det stærkt. Masse af medstrøm. 10 – 12 km. På et tidspunkt viste GPS’en 11,4 knob, mens loggen sagde 5,1 knob. Vi sejlede 58 km på 3,5 timer. Undervejs gjorde vi holdt ved den Østrigske og den Slovakiske paskontrol. Tænk sig. De i…… har placeret anløbsbroen lige i/ved den stærke strøm. Ved den Østrigske kontrol var der bygget en læmur ud, så man havde 10 km modstrøm, hvor man skulle lægge til, indtil 15 meter før anløbsbroen. Så skiftede strømmen pludselig til medstrøm. Det krævede et par forsøg før det lykkedes. Og under hele forløbet stod paskontrollen (kvindelig) og fulgte forløbet, med en kikkert for øjnene. Og så er både Østrig og Slovakiet med i EU, så paskontrol burde være overflødig. Mon det medlemskab er på prøve?
Vi er nu i Bratislava, hvor vi ligger over en dag for at kigge nærmere på byen.

Fredag d. 1.9.
Formiddagen var vaskedag, og om eftermiddagen tog vi ud til slottet Schönbrunn. I bagende sol og 25 graders varme. Slottet er stort og flot. Meget stort og meget flot. Vi købte en rundvisning ( den lille til 9 euro) og det var pengene værd. Hver gæst får udleveret en lille båndafspiller, og så kan man høre alt om de rum man går rundt i fra den. Alle rummene er overdådigt flotte. Snyd ikke Jer selv for det, når I nu alligevel tager til Wien. Tag den mellemstore tur.
Haveanlægget er også meget imponerende med plæner, stier, blomsterbede, skulpturer, pergolaer osv..
Efterfølgende skulle vi prøve en Wiener Melange ( kaffe med varm mælk) og en Apfelstrudel mit slagsahne. Det smager godt. Og prisen for en kop kaffe og et stykke kage svarer til den inde ved Sacher i bymidten. Mon det er flødeskummet der gør det?

Torsdag d. 31.8.
Wien er en rigtig storby, der virkelig fremviser sin tidligere (og nuværende ?) storhed. Den udstråler historie og kultur. Hele bykernen er præget af utroligt flotte og velbevarede gamle bygninger med en stor rigdom af skulpturer og ornamenteringer på facaderne. Og der er så nyrestaureret overalt, at det ser ud, som om det er nybygget. Wien blev hårdt ramt af krigen, så det meste er genopbygget senere, men det bliver også passet. Det er for stort, der er for meget til at beskrive det her.
Tag selv ned og se.
Selvfølgelig var vi i Prater, den store og berømte forlystelsespark. Det synes vi var skuffende. Det lignede et forvokset omrejsende tivoli. Ingen udsmykninger, ingen blomster. Vi prøvede også det store Riesenrad. Hjulet der blev berømt i filmen ”Den tredje mand”. Vi blev løftet 65 m op, og havde så en fin udsigt over byen. En skam vejret var så regnfuldt den dag.
Og så smagte vi en kop Sacher kaffe med en stykke Sacher torte til. Vi stod i kø kl. 1600 om eftermiddagen i 20 minutter udenfor hotel Sacher’s cafe, før der blev ledige pladser til os. Det smager godt, men det er hundsk dyrt. 75,- kr. for en kop kaffe og et stykke chokoladekage. Men så var der også pisket fløde til.