Indlagt 30.8.

Onsdag d. 30.8.
Da vi ankom til marinaen Greiffenstein i går tirsdag, fik vi at vide, at man holder ruhe-tag om onsdagen. Man var faktisk allerede ved at drosle ned, så toilet og dusch blev lukket kl. 1800. Den tilhørende restaurant lukker kl. 1900. I øvrigt er naborestauranten inde ved siden af både bedre og billigere, og så har køkkenet der åbent til kl. 2100, sagde de. Vi fik så udleveret en nøgle til et toiletskur på en parkeringsplads. Da vi drog videre i dag ved 8 tiden forstyrrede vi dem ikke, lagde nøglen på måtten og sejlede. 1 sluse og nu er vi i Wien. Og her er vandet olivengrønt.


Tirsdag d. 29.8.
Det blæste meget kraftigt, da vi forlod Spitz. Det er dog som om, at strømmen modvirker, at der kommer bølger. Så vi sejlede uden besvær til Greiffenstein. 1 sluse. Undervejs var der lange strækninger, hvor floden var ca. 500 m bred og strømmen 2-3 km. Vi undrede os over, at der ikke er et livligt sejlbådsliv på floden. Broerne er over 8 m høje, så der er plads til mindre sejlbåde.
Ordet ”Donau” kommer af ordet ”Duna”, der betyder brunt vand. Og vandet i Donau var brunt, indtil vi kom til Passau. Der førte især floden Inn en mængde grønt opslemmet bjergmateriale med ud i floden, så siden Passau har floden været grøn – nærmest olivengrøn siger Jeppe. Vor guide i Linz fortalte, at Donau hvert år transporterer 70000 tons opslemmet materiale med sig ud i Sortehavet. Alligevel er vandet ( i Linz ) næsten så rent som drikkevand.

Mandag d. 28.8.
Vi sejlede i dag til Spitz, en lille marina vi fik anbefalet af vor ven tyskeren. 2 sluser undervejs. Landskabet omkring var meget smukt, klipperne tæt på floden. Ved Spitz var strømmen 10-12 km/ time. Indsejlingen var 25 – 30 m bred, så der skulle rammes rigtigt. Spitz er en køn lille by omgivet af vinmarker, så mange af vinbønderne bor i byen. Og netop nu er det tiden, hvor vinbønderne holder Heurigen. Når en vinbonde er færdig med at klargøre sidste års produktion af vin holder han Heurigen. Han hænger en udsmykket krans op foran sin port og byder dermed folk indenfor. Så kan alle komme ind og smage på årets produktion. For ganske små penge – forstås. Samtidig tilbydes forskellige former for brød, oste, div. pålæg, pølser, sylte osv. Meget af det hjemmelavet. Der er selvfølgelig stillet an med borde og bænke så man kan hygge sig. Meget festligt. Turister strømmer til i busser og med flodbåde for at deltage. Turistforeningerne afholder Heurigen-ture, så som ”Besøg 6 Heurigen – steder på 4 timer”. Sæsonen varer lidt tid, for det er forskelligt, hvornår den enkelte vinbonde er klar med sin vin. Og når hvidvinssæsonen er slut om 2-3 uger starter rødvinssæsonen. Smart, ikke. Den ide er da bedre end den med Beaujolais Nouveau.
Spitz var for øvrigt også oversvømmet med ca. 10 m dengang i aug. 2002.

Søndag d.27.8.
At Linz er en industriby fik vi bekræftet, da vi i dag sejlede videre. Langs ca. 10 km af flodbredden lå der berufsbåde fortøjet til bredden. Derudover var der flere havne, der gik ind i landet. Og hvor bådene lå, var der også kæmpestore industrivirksomheder.
Sejlturen i dag gik gennem meget fladt land, med god udsigt hvor der var åbent mellem træerne. Dog kunne vi uden i det fjerne se konturerne af alperne nærme sig. Lige inden Grein, hvor vi ligger, rykkede de små bjerge dog igen tæt til floden, så vi har en flot udsigt her fra marinaen.
På turen i dag passerede vi to sluser. I begge tilfælde var vi den eneste båd i slusen. Forunderligt så lidt trafik der var på floden i dag.
Byen Grein havde d 14.8.2002 en kæmpe oversvømmelse efter et kraftigt regnvejr. Vandet stod 12 – 13 meter over det normale. Marinaens klubhus, som i dag ligger 7 – 8 m over vandet stod under vand til tagrenderne. En oversvømmelse som sidst var oplevet magen til for 50 år siden. Intet viser dog i dag oversvømmelsen ud over nogle billeder og nogle mærker sat på murene rundt omkring i byen for at markere vandhøjden.
Vi var oppe at besøge det lokale slot Greinburg, der rummer et skibsfartsmuseum. Med billeder og modeller viser det på en meget levende måde, hvordan flodsejladsen har foregået gennem tiderne.
Slottet er en 4-længet 3 etages bygning med altangange rundt indvendig i gården ved de to øverste etager. Hele vejen rundt hang der store ( meget store ) hjortegevirer monteret på plader ca. 1x1m.
Og på alle pladerne var der under geviret malet et hjortehoved.
Slottet rummer i øvrigt Østrigs største riddersal 33 x 16 x 14 m. Væggene er dækket af kæmpe malerier af de tidligere ejere. Og i den ene endevæg kunne en kæmpe dobbeltdør i fuld rumhøjde slås til side. Derinde bagved stor et stort marmoralter, og så var riddersalen pludselig forandret til en kirke. Jeg så ikke noget orgel.
Ved siden af os lå en tysker, der sammen med sin kone sejler rundt i en gammel Donau-turbåd på ca. 12 m længde. Båden er bygget i 1947, og er en af de første både, der blev bygget efter krigen. Den blev da benyttet til at sejle folk over Donau i Linz. Alle broerne var jo ødelagt. Senere blev båden brugt til at sejle arbejdere rundt mellem arbejdsstederne i de store skibsværfter i Linz. Senere igen blev den indsat som en af de første turist-turbåde i Passau. Vor tysker, der bor i Passau, købte så båden for 33 år siden, og har siden sejlet i hele Europa med sin familie i båden. Der afholdes for øjeblikket en nostalgi-sejlads med gamle både på Donau. De skal sejle fra Passau til Wien og kommer bl.a. til byen her; Grein, om to dage. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke sejlede sammen med alle de andre gamle både, når han nu alligevel tog den samme tur. Han svarede: ” Krager flyver i flok. Ørnen flyver alene !”

Lørdag d. 26.8.
Da vi i går ankom til havnen her i Linz, fik vi udleveret 2 fribilletter til en rundvisning i byen.
Det ville vi benytte os af. Turen var fastsat til kl. 1030 – 1200, så kl. godt 10 henvendte vi os på turistkontoret. Og ingen problemer, vi var velkomne. Vi var så også de eneste, der meldte sig,, så de næste halvanden time, viste en meget dygtig og kompetent ca. 35-årig kvindelig guide os rundt og fortalte os om byen.
Byen er meget gammel og en del af den gamle by står endnu, selvom 85 % af byen blev ødelagt under krigen. Vi så balkonen hvor Hitler foran 60000 mennesker proklamerede foreningen af Tyskland og Østrig. Vi så og fik forklaret byplanlægningen omkring år 1250, hvordan beboerne levede med dårlige sanitære forhold, med sygdom og brande for 500 år siden. Vi så treenighedssøjlen rejst som tak efter afslutningen af pesten, af flere brande og flere krige. Vi så hvor Johannes Keppler levede og arbejdede i 12 år inden han tog til Regensburg, hvor Mozart boede da han på 1 dag komponerede Linz-symfonien. Vi så en af verdens ældste kirker, der kan dateres til år 799. Vi så slottet. Vi så domkirken, der er Østrigs største, men ikke højeste efter diktat fra Wien. Domkirken kan rumme 20000 personer. Den har et dansk orgel med knapt 7000 orgelpiber.
Vi fik vist hvor man fremstiller den berømte Linz – torte, en kage (lagkage) der kan holde sig i over 2 måneder uden at komme i køleskab. Vi smagte den senere, og den smager rigtig godt.
Linz har i dag ca. 186000 indbyggere men ca. 190000 arbejdspladser, så mellem 80000 og 100000 personer kører hver dag til byen fra omegnen for at arbejde. Byen er en industriby, der gerne også vil have et kulturelt image. Det arbejder man meget på. Den skal i år 2009 være EU’s kulturelle hovedstad.
Om eftermiddagen tog vi ud til en næsten 100 år gammel bjergbane, der kører op til et udsigtspunkt i nærheden. Banen har en stigning på op til 10,5 % og kører på alm. skinner uden hjælp af tandhjul, stålwirer eller lign.. Ret sejt.

indlagt 26.8.

Fredag d.25.8.
De første 25 km i dag var landskabet som i går. De skrå bjergsider gik helt ud til den meget snoende flods bredder. Da vi sejlede ud fra dagens første sluse, skiftede det helt karakter. Nu var landskabet pludselig helt fladt, floden var 400 –500 m bred, temmelig retlinet og ikke ret dyb med lidt strøm. Efter den næste sluse skiftede det igen karakter. Floden blev lidt smallere ( ca. 250 – 300m ) og medstrømmen blev op til 8 – 10 km, så vi nåede midt på eftermiddagen frem til dagens mål Linz. Her har vi planlagt at blive liggende en dag, for at kigge lidt mere på byen.
Torsdag d.24.8.
I udkanten af Passau munder floderne Inn og Ilz ud i Donau. Så nu er floden blevet 200 – 300 m bred, temmelig dyb og med en rolig strøm på 3-5 km/time. Samtidig er de træbevoksede bjergsider rykket helt tæt til floden, så det er en meget flot og smuk natur, vi sejler igennem. Det påstås at de næste 200 km er den smukkeste strækning på Donau. Smukt er her i hvert fald. Midt på dagen passerede vi grænsen mellem Tyskland og Østrig. Vi ved det, for det stod på kortet. Der var intet, der markerede det. Og dog. Vi har skiftet gæsteflaget. Kilometerstenene ser nu lidt anderledes ud. Slusemestrene er endnu mere uforståelige i radioen. Vi sejlede til Schlögen, der ligger utroligt smukt, lige hvor floden drejer et 180 graders sving. En dejlig sejltur, 2 sluser, 0 problemer.
Onsdag d. 23.8.
Hu-hej, hvor det går. Fra Deggendorf er sejlrenden ret smal, nogle steder ned til 30 m, og den slynger sig fra side til side i floden. Til gengæld er strømmen kraftig, op til 10 km/time, så det gik derudad. 60 km fra Deggendorf til Passau sejlede vi på 3,5 timer. 0 sluser i dag.
Er nu i Passau, en by der allerede i romertiden var meget betydningsfuld. I dag er byen meget præget af turister. Bl.a. til alle de Donau-sejladser, der udgår herfra. Var inde at se byens store domkirke. Igen en kirke med masser af udsmykning, stuk og ornamentik. Og et orgel. Ikke bare et stort orgel, nej, verdens største. Med omkring 17000 orgelpiber. Vi hørte ikke, at det kan spille, men ifølge papirerne gives der hver dag kl. 12.00 en halv times koncert.
Tirsdag d.22.8.
Når man i Regensburg går fra Altstadt ud til banegården, passerer man gennem et parklignende anlæg. Da jeg skulle hente Jeppe, havde jeg god tid, og jeg gik derfor en anden vej gennem parken.
Og så fandt jeg ud af, at alle disse træer skjulte et slot. Og hvilket slot. "Thurn & Taxis" hedder det.
Faktisk Europas næststørste slot kun overgået i størrelse af slottet i Skt. Petersborg. Slottet her består af en række bygninger, der rummer over 1000 værelser. Desuden en hel bydel med gader og boligblokke. Og en kirke. Den var jeg inde at se. Meget, meget stor med flere sideskibe og opdelinger. Kirkerummet var meget lyst. Det er det mest udsmykkede kirkerum jeg har set med en overflod af figurer, malede udsmykninger på vægge og loft, og guldbelægninger. Masser af guldbelægninger. Og et kæmpeorgel.
I dag ville vi til Straubing ca. 65 km med 2 sluser. Sluserne på Donau er 24 m bredde, så der er plads til 2 både spændt sammen ved siden af hinanden. Sådan et træk kom vi til at ligge ved siden af i bagenden af den første sluse. Og det var ikke rart. Trækbåden havde skruen kørende hele tiden, så det gav nogle gevaldige strømhvirvler. Vi måtte virkelig kæmpe hårdt for at holde vores båd på plads. Det var Jeppes slusedåb. Og jeg havde lige fortalt ham at slusning nedad er meget let.
Da vi nåede til marinaen ved Straubing, var den tom. Ikke en båd. Ikke et menneske. Helt dødt. På anløbsbroen et skilt hvorpå der stod, at kun både under tre tons må lægge til. Vi vejer 4 tons + del løse. Vi besluttede at fortsætte til næste havnemulighed Deggendorf, der ligger 30 km længere nede ad floden. Men nu havde vi god medstrøm på 4-7 km, så den tur varede 2 timer. En lang dag i et landskab der ikke bød på de helt store oplevelser.

På vej til Donau.

På vej til Donau.

indlagt 21.8.

Mandag d. 21.8.
I aften skal Jeppe ankomme. Jeg regner med at afhente ham på banegården. Så dagen går med lidt tussen rundt i byen. oprydning og klargøring til de næste dage.
Og så kan man da lige tænke på, at når vi hjemme ønsker andre sejlere ”god vind”, siger man her på floder og kanaler ” Jeg ønsker for dig, at du altid må have mindst en håndsbredde vand under kølen”.

Søndag d.20.8.
Tidligt op for Knud skulle nå sit tog. Vi havde planlagt det, så vi kunne nå til banegården til fods om nødvendigt. Efter et kvarters gåen fangede vi dog en taxa, og så havde vi masser af tid på banegården til morgenkaffen.
Og så var det farvel efter 4 indholdsrige uger.
På tilbageturen var jeg igen forbi byens store og smukke domkirke. Den er påbegyndt i år 1250, og der er bygget på den i flere hundrede år. Bygget i fransk gotisk stil er den et af de største byggerier af sin art i Bayern. Den regnes for en af de betydeligste kirker i Tyskland.
Alle vinduer er med glasmosaik, hvoraf de berømteste er flere hundrede år gamle. Men hvor er orglet? Jeg måtte hen og kigge på en grundplan. Oppe i højkoret, gemt bag et kæmpe højalter, der skinnede, så det så ud til at være opført af det rene nypudsede sølv, står orglet. Det kunne ikke ses. Og man måtte selvfølgelig ikke komme i nærheden af hverken højalter eller orgel..
På min tur videre gennem byen dvælede jeg et øjeblik ved det hus, hvor den berømte matematiker og astronom Johannes Keppler (1571 – 1630) boede og døde. Ja, sejlere, find selv ud af hvad han er berømt for.
På turen fandt jeg også et sted, hvor de solgte ”Weisse Würtzl”. Havnemesteren i Eltmann havde
anbefalet det som en specialitet for Regensburg. Derfor havde jeg undret mig over, at det var så svært, at finde et sted de solgte dem. Om aftenen var jeg henne og prøve. Hvide kogte pølser på størrelse med bratwurst. Nu forstår jeg hvorfor det var svært at finde dem.

Lørdag d. 19.8.
Så er det sidste dag Knud er her. Vi har benyttet den første del af dagen til at skifte motorolie og gøre båden ren udvendig og indvendig. Så nu er den bare helt ok. Vi tager den lidt med ro her i eftermiddag, og lidt senere går vi på indkøb (Netto har åben til kl. 2000) og bagefter går vi ud og spiser afskedsmiddag.
Stille og rolig dag med fantastisk flot og varmt vejr hele dagen.

Fredag d. 18.8.
Regensburg er en flot by, der indenfor de sidste år er blevet optaget på Unesco’s liste over verdens-arvesteder. Byen er meget gammel, den kan føre sin historie tilbage til år 179, hvor en romersk legion havde garnison her. Byen havde da 8000 indbyggere. Den har aldrig været hærget af krige. Derfor er det en by med mange meget smalle og krogede små gader og mange små torve imellem. I det 12. til 14. århundrede var der nogle meget rige familier (60), der for at overgå hinanden byggede kæmpestore huse med tårne, spir, forsvarsværker mv.. Alt lige omkring rådhuset indenfor bymuren. En del af disse huse (20) eksisterer stadig, og er med til at præge bybilledet i Altstadt.
Der er i dag 4 broer over floden. Den ældste (Steinernen Brücke) er 300 m lang og står på 16 bropiller. Den er bygget i 1135 til 1146 og benyttes stadig, i dag også med bus- og biltrafik over.
Al almindelig bilkørsel er i øvrigt forbudt i hele Altstadt. Kun busser, taxier og biler med ærinde ind til byen må køre derinde.
Byen er bestemt et besøg værd.
Vores dag er gået med at kigge på byen først på dagen. Senere gik jeg på jagt efter et møntvaskeri, mens Knud blev tilbage på båden. Jeg fandt et vaskeri, og det var endda udstyret med vaskemaskiner, centrifuger og tørretumlere fra Nyborg. Så jeg fik godt vasket.
Fantastisk flot og varmt vejr hele dagen.

indlagt 18.8.

Torsdag d. 17.8.
Den første etape på Donau, og den sidste etape hvor Knud skal sejle med. Vi sejlede til Regensburg i rigtig flot og varmt solskinsvejr og i et meget smukt landskab. Floden slynger sig mellem høje klipper og flade arealer. 2 sluser. Den sidste i Regensburg havde bootsleuse. I papirerne står der, at laveste reguleringsvandstand i undervandet er 120 cm. Jeg spurgte derfor over radioen om der i dag var vand nok til os med 150cm dybgang. Han svarede noget med ”Sie dürfen” og så sagde han en masse på bayersk, som jeg ikke forstod. Jeg bad ham gentage, og han gentog sit kaudervælsk. Jeg tog det for et ja og sejlede i den lille sluse. Det gik fint. Vi kom ned, og ved den lille bro hvor Knud stod på igen (han havde betjent slusen) viste en vandstandsmåler 160 cm. Vi sejlede 10 m frem, og så stod vi fast. Rigtig fast. Jeg kaldte slusen og forklarede situationen, og så fik jeg et møgfald, for de havde jo sagt, at vi ikke skulle sejle den vej. Han havde afsluttet sit kaudervælsk med et ”nicht”. Jeg spurgte om de kunne hjælpe. Ja, måske sidst på eftermiddagen eller i morgen. Så måtte jeg ud at svømme for at fastgøre et par liner bagud, og så kunne vi ved hjælp af spilkopperne og motoren selv komme fri igen. Vi vendte skuden og sejlede tilbage gennem slusen. Her kaldte jeg slusevagten og fortalte, vi var kommet fri og var på vej over til det store kammer. Så fik jeg et møgfald, fordi vi ikke var blevet liggende, så de kunne komme og hjælpe. Vi kom igennem og måtte så sejle en omvej på 6 km for at komme til marinaen. Da vi lå nedenfor den lille sluse var vi 500 m fra den.
Nu ligger vi godt i Regensburg, og her bliver vi nogle dage, mens Jeppe afløser Knud som gast.


Onsdag d. 16.8.
Flot vejr fra morgenen og hele dagen.
Inden vi sejlede, skulle vi lige have vores beholdning af drikkevarer ( læs øl ) suppleret. Beholdningen fra Eltmann var næsten væk. Vi gik derfor til en Getränkebutik ( drikkevarer sælges i specielle drikkevarebutikker ). Vi ledte forgæves efter øl i 33 cl flasker. De havde kun øl i 50 cl flasker. Vi spurgte butiksindehaveren og fik svaret: ”Mine herrer, I er i Bayern”.
Vi sejlede de sidste 20 km ud ad Main – Donau kanalen. (1 sportboot-sluse). Rigtig flot landskab med klipper og høje trædækkede bakker med nogle store borge på toppen.
Og så ved 171 km mærket blev det til 2411 km mærket på Donau. Vi skulle dog ikke længere end til 2410 km, til marina Saal. Her kan man få diesel. Det har vi ikke kunnet længe, så beholdningen var i bund. Og så har de en af tysklands store bådforhandlere og udstyrsforretninger. Vi skulle bruge lidt småting, bl.a. en CO2-patron til den ene redningsvest, til erstatning for den patron vi kom til at udløse ved en fejltagelse. Det har de ikke. De sælger ikke redningsveste med selvudløsere. Ingen køber dem. Sælger de endelig én, er den én med polystyrolfyld. Og så er det mest til børn. Eller hunde. Vi har heller ikke set en eneste tysker med redningsvest på i sluserne. Vi har nok virket lidt latterlige på dem.
Om eftermiddagen lånte vi et par cykler og cyklede en tur til den nærliggende by Saal.
Resten af dagen har vi slappet af i sol og 25 graders varme.
Hen under aften kom en lastbil med en sejlbåd bagpå ind i havnen., hvor båden blev læsset af. Det er en canadier, der for 8 år siden sejlede hjemmefra Vancouver i sin 25 fods sejlbåd. Han sejlede ned langs Amerikas vestkyst, over Stillehavet, Det Indiske Ocean, og op gennem Middelhavet til Istanbul. Der satte han båden på en bil og kørte den til Wien, hvorfra det var meningen at sejle ad Donau, Main og Rhinen til Holland. Nu sejler han sammen med en mand fra Tyrkiet, og de har ligget et stykke tid i Wien og kæmpet forgæves med strømmen for at komme længere op ad floden. Det har de opgivet, og har så valgt at få båden kørt herop, så de kan komme videre. Jeg spurgte ham om han havde været undervejs hele tiden. ”Åh, ja”, svarede han. ”You know. Man kommer til et sted, man kan lide at være. Så bliver man der et år eller 6 måneder eller lignende, og så sejler man videre”. Han har en aftale om at mødes med nogle venner i Paris næste sommer.

Tirsdag d.15.8.
Regn og tunge skyer fra morgenen, så det blev midt på formiddagen inden vi startede. Turen i kanalen har hidtil været med flot udsigt over de lavere liggende områder. Nu er vi kommet ind i en strækning, hvor kanalen er bygget i et tidligere flodleje, så nu ligner det en rigtig flod med høje bakker og klipper bevokset med træer langs siderne. 2 sluser i dag. En almindelig og en bootsleuse.
Bootsleusen måler 20 x 4 m og kan tage både med dybgang til 1,60m, så der kan vi være med. Der er høflig selvbetjening i de sluser. Og det går hurtigt.
Vi sejlede til Riedenburg, En lille kurby her i Altmühl – dalen. Her er et oceanmuseum, et klingende museum, et bondehusmuseum og et krystalmuseum. Dette sidste kan bl.a. fremvise verdens største bjergkrystal. Den måler 2 x 3 m og vejer 7,8 tons. Desuden ”gør” de meget i fremvisning af forskellige bjergarter og diamanter. Slebne forstås. Og salg af smykker med stenene. Ved siden af krystalmuseet ligger et Fasslwirtschaft. En form for værtshus hvor en del af bordene og bænkene er indrettet i gamle øl- og vinfade. De reklamerer med, at de har 42 forskellige slags øl fra hele verden. 10 forskellige slags vin fra forskellige bær, kaffe, the, kager og mad fra det varme køkken. De havde ingen dansk øl. Så vi smagte en enkelt af de lokale (dem havde de alle sammen).
Aftenen sluttede med fantastisk flot vejr, lunt og med blå himmel.



Mandag d. 14.8.
Start 0830 på en lang dag. 63 km og 7 sluser. I første sluse måtte vi igen slippe fra væggen, men kom godt ind igen. I næste sluse var der svømmepullerter. De var bare ude af drift. Vi klarede de 19,5m op uden problemer. Næste sluse var der svømmepullerter. Foran os lå en stor turistbåd. Han lavede så mange strømhvirvler ved sin manøvrering, at vi ikke fangede pullerten i første forsøg, og så lå vi pludselig på tværs i slusen. Vi kom på plads, og så var der ingen problemer. Øvrige sluser var med svømmepullerter, og så er det noget lettere. Men de høje sluser er ingen selvfølgelighed. De kræver stor opmærksomhed og en del kræfter.
Kl. 1530 passerede vi det monument, der markerer det ”Det europæiske Vandskel”. Det siges at alt vand nord herfor løber mod nord, og at alt vand syd for løber mod syd. Vi var da 406 m over havet.
Og GPS’en viste, at vi havde sejlet 1085 sømil, siden vi tog hjemmefra. Samtlige sluser vi har passeret siden Rhinen, er det gået opad. De sidste 2 sluser i dag gik det nedad, og i de sluser vi møder fremover, går det også nedad. Vi fandt ud af, at slusning nedad er noget lettere end opad.
Kl. 1900 var vi fremme efter en lang dag, hvor solen heldigvis skinne på os det meste af dagen.
Marinaen var velvalgt ( den første siden starten ) For der lå en restaurant for enden, så vi behøvede kun gå 300 m for at få en dejlig middag.

Søndag d.13.8.
Marinaen i Nürnberg, der ejes af klubben 1.MYC Nürnberg, er stor med plads til mange både.
Ved siden af os ligger en båd fra Budapest med masten lagt ned. Den sejles af 1 mand, og han er på vej fra Budapest til Berlin. Der vil han overvintre, og så vil han op og sejle i den svenske skærgård næste år.
Ved broen overfor os ligger en båd fra Wales med masten lagt ned. Der er kun 1 mand ombord nu.
Hans makker og medsejler er rejst hjem i fredags. De var på vej til Donau og Sortehavet, da medsejlerens kone bad ham komme hjem. Nu lægger ejeren båden op her i Nürnberg, og kommer så tilbage næste forår for at fortsætte turen. Så han går og afrigger båden.
Nürnberg er en by, der bestemt er værd at besøge. Jeg var inde og kigge på bycentret lørdag eftermiddag. Selvom meget blev ødelagt under krigen, er der stadig mange gamle og smukke bygninger, kirker mv. bevaret. Og rundt om og imellem er der så opbygget en ny bykerne (Altstadt). Med mange fodgængerområder flot udsmykket med store skulpturer og springvand. Og et mylder af
mennesker, der skaber indtrykket af en levende by
Og så fik vi prøvet den lokale specialitet ” 3 im Weckla”. Det er 3 stk. Nürnberg bratwurst lagt i et brötchen. En Nürnberg bratwurst er ca. 8 – 10 cm lang, og så tyk som en tommelfinger. Smager godt.
Jeg var af sted igen søndag. Forbi legetøjsmuseet, et stort 4 etagers kompleks. Forbi Albrecht- Dürer-huset og op til det gamle slot og borg Kaiserburg. Det er stort. Meget stort. Ligger på et lille sandstensbjerg i udkanten af Altstadt og har derfra udsigt over hele byen og omegnen. Og meget velbevaret. Oprindeligt bygget som en borg for at kunne forsvare sig med 8 – 10 m høje og 3 – 4 m tykke mure omkring. Og med flere rækker fremskudte forsvarsværker (ringmure) omkring borgen. I borggraven mellem et par af disse ringmure er der i denne weekend arrangeret stor ridderspil. Rigtig mange mennesker klædt ud i middelalderdragter bor og arbejder der i et par dage. Laver mad, øl, vin, syder salt, laver tøj, våben osv.. Arrangerer konkurrencer i gamle færdigheder såsom bueskydning, brændekløvning mv.. Selvfølgelig kan der købes mange ting. Der er både til børn og voksne. Og der er en ridderturnering med riddere til hest og til fods, der udkæmper drabelige kampe. Stort anlagt og meget festligt.

indlagt 12.8.

Lørdag d. 12.8.
Tunge regnskyer hang over os fra morgenen, men det var tørvejr, så vi startede. 5 minutter senere væltede regnen ned, og det gjorde den så i det næste par timer. Vi var jo startet, så vi fortsatte og sejlede til Nürnberg, som vi nåede godt middag. Undervejs passerede vi 3 sluser. En på 11 m op og 2 på 18 m op. Og nu magter vi at holde båden fast ved siden. Det er hårdt arbejde. Det er dog mindre nervepirrende end at manøvrere båden med 10m mast på langs rundt i en 12 m sluse, hvor strømmen ind i mellem får båden til at stå på tværs i slusen.
Her i Nürnberg ligger vi over en dag, så vi kan få tid til at se på byen. Den blev jo næsten udslettet under krigen, men den nye og genopførte by skal være rigtig flot.
Fredag d. 11.8.
Det regnede lidt, da vi sejlede fra Bamberg, og det regnede mere og mere, som vi kom fremad. Og så prøvede vi de første sluser på kanalen. Og det er noget anderledes. Sluserne er høje. De 2 første i dag var 11,0m og 7,5m. Sluserne er meget vandkrævende. Derfor er de bygget med sparebassiner, som vandet ledes over i, når det går nedad. Og som vandet ledes tilbage fra, når det går opad. Denne leden vand frem og tilbage giver nogle meget kraftige vandstrømme op langs med slusesiderne. Det betyder igen, at der kommer et meget kraftigt tryk på båden væk fra slusesiden. Man kan næsten ikke holde den på plads. Mister man grebet, ryger man ud midt i slusen, hvor man så bliver stoppet af vandtrykket fra den anden side. Derfor skal man slippe med begge tove, hvis den ene mister grebet. Og så skal man holde motoren i gang, så man kan manøvrere med båden. Vi måtte slippe 2 gange af 2 mulige, men har dog lært noget. Så vi prøver igen. Den tredje sluse i dag var kun på 5,3 m, så det var opfyldning fra enden af slusen, som vi er vant til det.
Vi ankom til Forchheim godt middag, og så holdt regnen op. Havnemesteren her er fantastisk. Da vi var oppe og melde os til, tilbød han at køre os til et indkøbscenter, så vi kunne få handlet ind. Ja, tak. Vi blev kørt en sightseeing tur rundt i byen med beskrivelse af byen og dens historie og derefter til et 20000 m2 stort indkøbscenter. Der gik han med os rundt, viste hvor de forskellige varer stod, og kom med gode forslag til hvad vi skulle købe, som er typisk for egnen. Vi fik også købt noget Leberkäs. Den er varm, når man køber den, og den skal helst spises, mens den er varm. Den ligner noget postej eller lignende. Da vi kom tilbage til marinaen, blev vi inviteret ind i hans campingvogn for at lære at spise Leberkäs. Spises med brød til, og en speciel sød sennep kaldet Münchenersenf. Smager lidt som alm. Medister. Og så serverede han en lokal pærebrændevin til. Dejligt.
Senere var vi selv på byvandring. En dejlig by, med mange flotte gamle huse. Og en del af den gamle bymur er stadig velbevaret. Et besøg værd.
Torsdag d.10.8.
I dag sejlede vi så ud af floden Main ( 1 sluse ), og ind på Main-Donau-kanalen hvor vi lagde til i Bamberg. En by med en meget flot Altstadt, der i 1994 blev optaget på FN’s liste over verdenskulturarv – steder. Vi besøgte bl.a. den store og smukke domkirke og den imponerende rosenhave, der ligger ved siden af. Vi beundrede det berømte gamle prægtige 6 etagers rådhus, der er bygget på en lille ø midt i floden Regnitz, med broer ud til begge bredder. Vi så på mange gamle huse med flot udsmykkede facader. Og så skulle vi prøve byens ølspecialitet ”Schlenkerla”. En røget øl brygget på røget malt. Helt sort. Vi fik opskriften på, hvordan man gør, af havnemesteren i Eltmann. Man går ind til slagter Lipold, der har forretning 100 m fra bryggeriet, og køber en portion Leberkäs ( ca. 150 gr ) og et par semmel ( brød som salthorn med kommen på ) og sætter sig så ind på bryggeriets restaurant, spiser den medbragte mad og drikker Schlenkerla. Der står tallerkener med kniv og gaffel til fri afbenyttelse indenfor døren. Man skal bare komme i tiden 0930 – 1100 eller 1400 – 1700. Vi opsøgte slagter Lipold, men han havde ferielukket hele ugen, så vi måtte klare os med noget spiseligt fra restaurantens eget køkken. Øllet smager rigtig godt og meget røget. Det siges, at hvis du ikke har drukket Schlenkerla, har du ikke været i Bamberg. Nogle mener endda at man skal have drukket mindst 3 glas. Hvis det sidste er sandt, har vi ikke været helt i Bamberg.
Onsdag d.9.8.
Schweinfurt har vist været hårdt ramt af krigen. Der er ikke mange gamle bygninger. Det meste ser ud til at være opført efter krigen. Men en hyggelig by med et livligt bycentrum. Og så virker det til at byen har mange museer og kunstudstillinger. Især er der vist mange kunstmalere, der har tilknytning til byen.
I dag sejlede vi til Eltmann (3 sluser). Her blev vi modtaget af havnemesteren, der hjalp os med at lægge til. Da han hørte, vi skulle ud og købe drikkevarer, tilbød han straks at køre os til byen for at handle. Han kørte os til 2 supermarkeder og rådgav os med indkøb af lokale øltyper. Vi købte i alt 18 øl. Det mente vi kunne række til nogle dage. Havnemesteren mente, det svarer til en voksen mands daglige ration. Vi er jo i Bayern, sagde han. Han fortalte i øvrigt levende og meget engageret om hele området og dets kultur og historie. Han fortalte, at området her omkring Kulmbach og Bamberg, er det sted i verden, hvor der er den tætteste koncentration af bryggerier. Og Kulmbach kaldes verdens hemmelige hovedstad for bryggerierne. Han mente, at det var munkene, der opfandt øllet. I fasten må man jo ikke spise, men gerne drikke i 40 dage. Derfor fandt munkene ud af at lave øllet, der jo indeholder alle de næringsstoffer og vitaminer, man har brug for. Han gav endvidere gode råd om, hvad vi bør se herfra til Regensburg. Og hvilke lokale specialiteter vi bør prøve at spise og drikke.
Og mens solen går ned, passer vi nu på vort helbred, med en af de øl han anbefalede os.

Indlagt 8.8

Tirsdag d. 8.8.
Tidligt op for jeg turde ikke ligge længere på det lave vand end højst nødvendigt. Afsejlingen gik fint. Vi ville ikke langt i dag, så efter 15 km og 2 sluser var vi i Schweinfurt. Her har vi lagt os ind til en rigtig havnekaj med 3 m vand. Resten af dagen skal bruges til at proviantere og se på byen.
Vasketøjet fik jeg ikke tørret i går, det prøver jeg så at klare i dag.
Mandag d. 7.8.
Tidligt op til strålende sol. Ned med cockpit-teltet og af sted. Vi ville sejle et godt stykke i dag. Og efter 40 km sejlads med 5 sluser på 7 timer nåede vi marina Mainblick i Schwarzenau. Ifølge vores kort var der 1,5 – 2,25 m vand. Da vi sejlede ind til anløbsbroen, strejfede vi bunden et par gange, men inde ved broen var der lidt dybere. Marinaens ejer gik ved broen og ordnede sin egen sejlbåd ( med sænkekøl ), og han sagde at ved anløbsbroen var det dybeste sted i marinaen. Vi fortøjede så, men kunne godt en gang imellem mærke at kølen nåede bunden, når der kom nogle bølger fra forbipasserende både i floden.
Marinaen ligger sammen med en campingplads, hvor der var vaskemaskine og tørretumbler og butikker lige ved hånden. Så vi tjekkede ind. Jeg gik i gang med vaskemaskinerne, og Knud slappede af på båden. Da jeg 2 timer senere kom tilbage til båden, var Knud temmelig oprevet. Der var pludselig kommet en kæmpebølge, der havde væltet sådan rundt med båden, at alt i båden var røget på gulvet, inkl. Knud, det transportable køleskab, hynder mm.. Knud var i gang med ar rydde op igen, da jeg kom tilbage. Jeg gik op til ejeren for at tale med ham om andre steder at ligge. Det var der ikke. Så besluttede vi at sejle videre. Ejeren anviste en marina, der ligger 15 km og 2 sluser
længere fremme. Alternativet var 10 km og 1 sluse tilbage.
.Altså af sted ved 1830 tiden.
Da vi sejlede derfra, måtte vi have hjælp af nogle inde på broen til at få vendt båden. Der var ikke så meget plads med vand, at båden kunne manøvreres Ved 2030-tiden nåede vi frem til den nye marina i Wipfeld. Der stod godt nok vanddybde 1,40 m på kortet, men ejeren havde sagt, at der var nogle broer udenfor marinaen, hvor vanddybden er større. Der var ingen broer. Ved ankomsten råbte jeg til en mand inde på land, om vi kunne sejle ind med en dybgang på 1,50m ( Eine meter und fufzig) og viste 1 finger med den ene hånd og fem fingre med den anden hånd. "Alles klar" , sagde han og løb på et elektrisk løbehjul foran til indsejlingen og pegede på en gæstebro lige indenfor. I indsejlingen gled vi over den sædvanlige revle, og begyndte så at sejle ind mod broen. Her gik vi fast. Manden vinkede stadig fremad, men vi stod stille. Og hvad værre var, vi kunne ikke komme tilbage Vi forsøgte et stykke tid, så hentede manden sin lille speedbåd med en 100 HK påhængsmotor på. Han blev bundet fast bagud. Da han slap hestene løs, hoppede og dansede hans båd fra side til side. Men vi kom fri.
Den flinke mand forklarede, at han mente, vi havde sagt 1,15m ( Eine meter und fünfzeen).
Udenfor marinaen var der en lille badebro. Den fik vi så anvist. Det var eneste mulighed. Der var lige vand nok til at vi kunne komme ind til broen. Der var ingen vind og stedet er fri for bølger, så der blev vi for natten. Så klokken var ca. 2200 da vi skulle til at tænke på aftensmad.
Og så var det dagen, hvor jeg fik et nyt barnebarn. Ved middagstid fik jeg en sms, hvor jeg fik at vide, at Mette i Århus havde født en sund og rask søn på 50 cm og 3650 gram
Dejligt at tænke på i alt bøvlet.
Søndag d. 6.8.
Dette skulle være en ligge-over og slappe af dag. Og heldigt at vi havde udvalgt netop denne dag til det. For det regnede fra morgenen og den halve formiddag. Og det regnede kraftigt igen fra midt eftermiddag til ud på natten. Og vi behøvede ikke sejle i det vejr, men kunne i stedet få ordnet forskelligt. Bl.a. fik vi i tørvejrsperioden gummibåden pakket sammen og stuvet væk. Vi har ikke brugt den længe, og den er meget i vejen i sluserne. Vi fik cockpit-teltet monteret, så vi havde en hyggelig aften på båden i regnvejret..

Lørdag d.5.8.
Laudenbach er en lille marina, der tilhører firmaet Maselli, der er bådforhandler og -reparatør.
Derfor er standarden en anden end den vante. Baderum og toiletter er indrettet i et par gamle skurvogne. Ingen indkøbsmuligheder, men i øvrigt er det ok. Til gengæld så vi en del smarte både blive prøve"kørt" og demonstreret, så der var livligt nok. Her fik vi også lejlighed til at hilse på kaptajn Vom igen. Han er for øvrigt den første, og hidtil eneste, uvenlige og utiltalende person, vi har mødt. Alle andre har været utroligt hjælpsomme og venlige.
Vi sejlede til Würzburg ( 3 sluser ) og ligger her i en marina lige nedenfor byen. Lige overfor knejser fæstningen Marienberg og valfartskirken Käppele. Begge bygningerne, der er store, smukke og meget velbevarede, er flot belyst om aftenen. På en tur ind til byen så vi bl.a. Residenz - et meget, meget stort 3-fløjet 4 etagers slot. Slottet anses for at være den sydtyske baroks hovedværk, og betragtes som et af de mest betydelige slotte i Europa. Det er på Unescos liste over bevaringsværdige bygninger. Det er faktisk så stort, at det er svært at fotografere det hele på et billede. Ved siden af slottet er anlagt en stor prydhave med smalle bede omkranset af lave buske. I bedene et væld af blomster, også mange lave og opstammede roser. Imellem bedene græs og stier. Stierne og bedene var anlagt i smukke symmetriske mønstre. Og bag ved haven en pergola med udskårne buer i siderne, hvor der stod figurer af buttede børn og skønne kvinder. Der var rigtigt mange af dem. Figurer altså.
Rigtig flot by.

Indlagt 5.8.

Fredag d. 4.8.
Lohr er en smuk lille by med en meget velbevaret gammel bydel. Specielt er det, at alle gaderne er
belagt med brosten, med rendestenen midt i gaden.
Vi så på byen, og sejlede til Karlstadt ( 2 sluser ), hvor marinaen var nedlagt, hvorfor vi sejlede lidt videre til Laudenbach, hvor vi får en meget stille og rolig overnatning.

Torsdag d.3.8.
Da vi sejler ud næste morgen står vandet til midt på røret. Og ganske som havnemesteren havde forudsagt, vuggede vi et par gange hen over nogle sandrevler i floden.
Udsejlingen fra pladsen i marinaen, blev i øvrigt lidt speciel. Jeg ville gerne have en line gjort fast til en af broerne lidt længere oppe modstrøms, så jeg kunne få hækken op mod strømmen, når jeg bakkede ud. Derfor spurgte jeg manden på nabobåden, om han ville hjælpe, så jeg kunne få en line foran hans båd og op til broen. ( Det skal i parentes bemærkes at han var tysker, havde karseklippet hår og hvalrosskæg, rundt hoved, rund krop og lange tynde ben. Han ligner kaptajn Vom eller måske Charlie Chaplins modspiller og onde ånd i de tidlige Chaplin-film). Han svarede, at han nok skulle hjælpe, jeg kunne give ham linen, så skulle han nok holde den. Jeg ville hellere have fat i broen længere oppe, men han insisterede, så det blev sådan. Derefter beordrede han konen og en lille dreng i land, de måtte ikke blive på båden under denne farlige manøvre. Så ville han også have en agterfortøjning at holde i. Det fik han. Da jeg derefter forsigtigt begyndte at bakke, kunne han ikke holde noget som helst, og meget hurtigt smed han begge liner tilbage til os. Vi var kommet så langt ud, at vi måtte fortsætte, mens han stod og passede på, at vi ikke kom for tæt til hans båd. Så snart vi var fri af ham, gik han. Og vi kom selvfølgelig ud med stævnen den forkerte vej - mod strømmen.
Nå, vi fik vendt båden, kom ud på Main, og sejlede til Lohr. 2 sluser.
I Lohr var der festuge med stort telt ca. 150 x 50 m opstillet på pladsen ved siden af marinaen. Midt i teltet en stor musiktribune med et 6 mands orkester, langs den ene side tilberedtes grillkyllinger og rullestege og andet godt ( Knud talte 17 professionelle grill’er med hver 6 spyd, der arbejdede på højtryk). Resten af teltet var fyldt op med borde, og udenfor teltets ene side mod floden, var der 10 rækker borde. Og der var fyldt med mennesker. Tusindvis. Der spiste grillmad og drak øl af 1 liters krus, sang med og dansede på bænkene. Når der ikke blev spist grillmad til øllerne, fik man snacks, der bestod af 250 gr skiveskåret emmentaler ost og 30 cm store nybagte salthorn.
Ved siden af teltet et stort tivoli med karruseller, radiobiler, skydetelte osv..
Der var virkelig gang i den i Lohr. På en torsdag.

Onsdag d. 2.8.
En rigtig kold morgen. Vejret blev lidt bedre op ad dagen, men stadig megen blæst. Vi sejlede videre til Wertheim og skulle i dag gennem 2 sluser. Undervejs prøvede vi at holde frokostpause. Det foregik ved at vi fortøjede til en gren, der hang ud over vandet. Det gik fint, og så havde vi madro mens vi spiste.
Wertheim ligger, hvor floden Tauber munder ud i Main. Anlægget til sportboote ligger ca. 100m op ad Tauber, men der er ifølge kortet kun 1,4m vand. Vi stikker 1,5m. Det skal prøves, da det er eneste mulighed i lang afstand, og Wertheim er efter sigende et ”must”. Vi lister op ad Tauber. Flere gange viser log’en 1,5m men det skifter hele tiden 1,5 – 1,7 – 1,6 – 1,9 - 1,5 osv. De forreste pladser, der ligger langs med strømmen, til de største både er selvfølgelig optaget. Så vi må om bagved og ligge på tværs i strømmen. Der var én plads ledig. Med så lidt fart på båden og strømmen på tværs blev det en forkølet landing. Men vi kom ind, og har 30 – 40cm vand under kølen her.
Havnemesteren viste os bagefter et ca. 30cm afløbsrør på den anden side af floden. ”I var heldige,” sagde han. ”Da I sejlede ind, stod vandet op til overkanten af røret. Nu står det til midt på røret, og så ville I have haft svært ved at komme ind. Hold øje med det rør når I sejler ud i morgen”.
Over Wertheim knejser en kæmpe borgruin, der siges at være tysklands største og smukkeste med meget omfangsrige forsvarsanlæg. Og igen en by med mange smukke og vejbevarede gamle huse.

Tirsdag d. 1.8.
Afgang midt formiddag for at sejle til Miltenberg. Sluser er ved at være en vanesag. I dag skulle vi igennem 4. Og i dag begyndte terrænet omkring floden at blive mere kuperet. Det kan vel ikke kaldes bjerge, med store, flotte trædækkede står de langs floden. Nogle steder ser vi da også de meget røde klipper, der ligger under. Sidst på dagen blæste det noget op. Der var virkelig forandring i vejret.. Vi nåede byen ca. kl. 18, og fik med havnemesterens hjælp manøvreret os ind på en for lille plads i marinaen. Den eneste ledige. Miltenberg er en by i rækken af gamle byer med mange velbevarede bindingsværksbygninger.

Mandag d. 31.7.
I marinaen ved Seligenstadt ligger der ca. 50 både. Alle bådene på nær 2 var sejlbåde med mast på.
Da vi ankom søndag, var der da også en livlig trafik af sejlbådene på floden.
Man fortalte os at 4 af klubbens både har været i Danmark i år. ( På trailer forstås). 2 af dem havde deltaget i Fyn Rundt.
Seligenstadt har en meget velbevaret gammel bydel med en del helt smalle gader. Hele den gamle bydel er særdeles velbevaret med flotte og velbevarede bindingsværkshuse. En stor del af bymuren er bevaret.
Seligenstadt er navngivet af kejser Karl d. Store i år 840. Det var her han genfandt sin datter, efter at hun havde været forsvundet med sin elsker.
Allerede på det tidspunkt havde man påbegyndt byggeriet af den store og smukke kirke, der helt præger byen. Sammen med kirken ligger der et meget stort Benediktinerkloster. Med en helt fantastisk smuk have til. Den var vi inde og se. Den måler nok 100 x 200 m omgivet af høje mure.
Den er meget smuk og utroligt velholdt. Vi fik at vide at 12 personer har deres heldagsjob med at passe klosteret og haven. Lagt an med smalle bede med små hække om. Imellem bedene var der veltrimmet græs. I bedene stod der lavendel, roser, sommerblomster, div. kålplanter, porrer, gulerødder, frugttræer mellem hinanden. Velordnet. Frugttræerne var kun 1 – 1,5m høje, men bar en mængde frugt. Langs murene stod der espaliertræer med frugt på. Hækkene om bedene var af f.eks. jordbær, timian, purløg . Der var en dejlig duft af alle planterne over hele haven.
Ved middagstid sejlede vi videre til Aschaffenburg, og passerede en enkelt sluse undervejs. Her ligger der et kæmpestort slot Johannisburg, der helt dominerer byens profil. Slottet, der er meget velbevaret, er bygget først i 1600-tallet, og det er meget tidstypisk.