İndlagt 28.5.

Mandag d. 28.5.
Vi ville i dag sejle videre, og sagde derfor pænt farvel igen. Inden vi sejlede ville jeg dog lige tjekke vejret, og gik derfor op på havnemesterens kontor, hvor jeg fik lov at gå på nettet. DMI sagde, for de 3 vejrstationer der ligger her omkring, at der ville være vind 7 –9 m/sek. i dag, faldende til 5-6m/sek. i morgen og 3-4 m /sek. de følgende dage. Da vi samtidig blev tilbudt at komme over og ligge ved de lokale, valgte vi at blive her. Så nu ligger vi lige nabo til Priscilla og John.

Søndag d. 27.5.
Sol, blå himmel og frisk vind lige imod. Vi ville i dag sejle ud i Ægæerhavet, og selvfølgelig var vinden imod. Til gengæld gav strømmen 2 knob. Vi sejlede med Troja om bagbord og med monumentet for de 500.000 faldne om styrbord ud af Dardanellerne og satte kursen mod øen Bozcaada, som vi nåede først på eftermiddagen. Vi ville gerne ligge ovre i siden af havnen ved de lokale fiskebåde, hvor der var læ, men vi blev vinket over til en helt ny mole beregnet til yachtbåde på besøg, hvor der var en del vind lige ind på. Vi forsøgte at lægge et anker, så vi kunne ligge vinkel på kajen, men ankeret tog ikke fat ( for sent i hvert fald), så vi endte med styrbords side ind mod molen. Der lå vi, godt trykket ind mod kajen af vinden. Nå med lidt ekstra fendere gik det. Vi satte os op på den nærliggende taverne for at falde lidt til ro med en ankomstøl. Da vi havde siddet 5 minutter kom 2 personer drønende på cykel, og bremsede op lige foran os. Hej. Det var Priscilla og John fra Florida. Vi havde mødt dem i Istanbul og i Canakkale og havde der sagt farvel og god tur. Nu havde de ændret planer og lå nu også her i havnen. De var kommet i går og var også blevet blæst ind mod molen. Nu havde de fået en plads ovre blandt de lokale. Priscilla og John har en stor ketch, som de for 4 år siden sejlede over atlanten. De har så besøgt England, Irland, Skotland, Norge incl. Lofoten, Sverige, Danmark, passerede Biscayen i brandstorm, og har nu sejlet rundt i Middelhavet et par år. De er ca. på vores alder, og er meget rare og vidende at være sammen med.
Øen Bozcaada er et rigtigt idyllisk sted med en flot renoveret fæstning ved havnen og små hvide huse langs de smalle krogede gader.

Lørdag d. 26.5.
Vejret var fra morgenen meget varmt med sol fra en blå himmel og let vind.
I dag ville vi se Troja. Undervejs til bussen bemærkede vi, som vi også så det i Gelipolu, en del militærpersoner i camouflagedragt og med Kalashnikovgevær over skulderen i gadebilledet. Eller siddende i bybusserne med geværet over knæene. De kan tilsyneladende altid få en siddeplads.
Vi nåede frem til buspladsen kl. 5 minutter over 10, og fik at vide at køreplanen var ændret, så bussen var kørt kl. 1000. Den næste kørte kl. 1130. Øv-øv. Op og forhandle med en taxa. Troja ligger ca. 35 km. Væk. Chaufføren ville have 125 lira (500,- kr.) for ar køre os frem og tilbage og vente på os, mens vi var derude. Vi blev enige om 75 lira ( 300,- kr). Flot køretur gennem et barskt, smukt, solsvedet landskab. Troja ( antikkens Hellespont) ligger meget smukt ved Dardanellerstrædets udmunding i Ægæerhavet. Der er udgravninger fra 9 forskellige tidsaldre, den ældste fra over 2500 år før kristi fødsel. Der er ingen bygninger bevaret, men rester af bymure, bygningsfundamenter, amfieteatre, brolægninger mv. Alt tydeligt forklaret på mange tavler sat op ved de enkelte steder.
Og så kan Irene altså noget med børn. Vi møder tit tyrkiske skoleklasser, når vi besøger de forskellige historiske steder. Og alle steder vil børnene gerne snakke med Irene. Her i Troja var deres interesse helt overvældende. Alle ville snakke, fortælle deres navn og fotograferes sammen med Irene. Jeg nåede at være oppe i den trojanske hest og tage billeder af det hele ovenfra, før de ville slippe hende igen.
Tilbage i Canakkale blev vi sat af ved den gamle borg Cimenlik, bygget af sultan Fatih Mehmet i 1462, for at kontrollere gennemsejlingen i strædet. Desværre var borgen, der nu er museum, lukket den dag. Ærgerligt, for den skulle indeholde en række kopier af bøger og kort udført af den navnkundige ottomanske sultan, sømand og kartograf Piri Reis.
I stedet kunne vi så på pladsen foran se en del af det militære isenkram, der har været benyttet i kampen om strædet under den første verdenskrig.
Vi gik så tilbage til marinaen, og på havnepromenaden, ca. 40 m fra vores båd, var man ved at opstille en musikscene med mange store højttalere. Kl. 1600 begyndte man at stemme instrumenterne. Utroligt at trommer skal stemmes så meget. Kl. 1700 begyndte koncerten. En ung sangerinde skreg larmende og pivende falsk (sådan lød det) i mikrofonen, ledsaget af 4 mand på guitarer, bas og trommer. De spillede et sæt ( 45 minutter). Så skiftede de med et andet orkester. Eneste forskel var at sangeren nu var en mand. Og sådan fortsatte det. Orkester efter orkester. Der var ikke mange tilskuere, mellem 50 og 100, men de behøvede heller ikke være der, det halve af byen kunne alligevel høre dem.
I havnebassinet var der den dag ufatteligt mange vandmænd (gopler) I titusindvis. Vandoverfladen var helt levende af vandmænd, der prøvede at svømme op af vandet. Måske de kunne lide musikken? Vi snakkede om, at vi nok var kommet til goplekoncert.
Allerede ved det første orkester sagde jeg, at sådan må indianernes regnsang have lydt. Det tror jeg stadig. Straks efter de var startet, begyndte det at blive mørkt i horisonten. Og i takt med at orkestrene skiftede, trak mørke skyer med lyn og torden nærmere og nærmere. Kl. 2100 var successen fuldkommen. Da væltede regnen ned, og det fortsatte den med, lige så mange timer som de havde sunget.

İndlagt 26.5.

Fredag d. 25.5.
Vi startede ret tidligt, ca. 0730, og sejlede den første halvdel af turen gennem Dardanellerne. Farvandet er ikke bredere end mellem Fyn og Langeland. Det var en meget smuk tur i stille, varmt vejr. Kort før Canakkale ( tryk på 2. stavelse) sejlede en færge ud fra bredden på min styrbords side. Han skulle over til Canakkale. Jeg havde så ubetinget vigepligten, men færgen standsede helt op, drejede lidt, og sejlede først videre, da jeg havde passeret ham. Flink færgemand. Jeg nægter at tro, at den supertanker i 200.000 tons klassen, der passerede samtidigt, havde nogen indflydelse på færgemandens optræden.
Vi var fremme ved Canakkale ved middagstid, og lagde til i den nye marina. De har det hele og alt er nyt og moderne her. Også prisen. De skal have 200,00 kr. for en nat. Det er 60,00 kr. mere end det flotte og mondæne Ataköy.
Byen har 48000 indbyggere og er kendt for sin keramik. Den er meget turistpræget. Det er herfra, man tager ud til det nærliggende Troja.

Torsdag d. 24 . 5.
Jeg blev første gang vækket kl. 0500, da fiskerbåden foran med stor larm startede motoren for at sejle ud. Lidt senere lagde en anden båd til. Han lossede nattens fangst i en lastbil, der kom kørende til, og så forsvandt de både bil og båd igen. Sådan skete det flere gange i løbet af de næste par timer. Da vi stod op ved syvtiden, var den oprindelige båd tilbage. Folkene fra båden, og måske også fra et par af de andre både i havnen, var ved at tænde op i en grill for at grille fisk. Da de fik øje på os, vinkede de os over og tilbød fisk og brød. Det var grillede sardeller, og de smagte rigtig godt. De blev lagt hele på grillen, og når man spiser dem, piller man lige skindet af, så kan man tage det lækre kød lige fra benet.
Efter en kort handletur i byen sejlede vi videre til Gelibolu ( tidligere Galipoli). Indsejlingen til fiskerhavnen her er meget smal, og når man så kommer ind i havnebassinet, er man havnet lige i byens centrum. Et lille torv ligger ved siden af havnen og det hele er omgivet af restauranter. Som nabo til indsejlingen ligger på udvendig side nogle færgelejer, hvorfra der hele tiden sejles biler og passagerer over til den anden side af strædet. Det er med til at give en masse trafik hen over torvepladsen.
På torvet står en buste af den berømte ottomanske sultan Piri Reis, der er født her i byen. Han var, foruden sultan, søfarer, kartograf og videnskabsmand. Han er den første, der har tegnet pålidelige søkort over Middelhavet. Også adgangen til alle havnene har han tegnet, så han kan betegnes som havnelodsens fader. Han har også tegnet troværdige kort over verdenshavene. Bl.a. et kort over Atlanterhavet, med den amerikanske østkyst indtegnet. Han levede i 1470-1554. Hvornår er det nu lige, man siger, Christoffer Columbus opdagede Amerika?
Ellers er Gelibolu mest kendt for alle de krige, der i årtusinder har været kæmpet her på Dardanellerstrædets smalleste sted, for at kontrollere indsejlingen til Sortehavet. Xerxes, Aleksander den Store, spartanerne. Alle har været her. Sidst var det omkring den første verdenskrig. Briterne og franskmændene ville sætte sig på strædet. Tyrkerne kæmpede imod. Atatürk var hærfører for tyrkerne, og til sidst fik han smidt angriberne ud. I dag står der en monument til minde om de 500.000, der omkom i den krig. De ligger alle begravet på kirkegården ved siden af.
Vores telefon med tyrkisk telefonnummer er pludselig gået i udu. Vi gik derfor til en forhandler og spurgte, hvad der er galt. Vi fik at vide, at når man køber chip og taletid i Tyrkiet, kan det kun bruges i 14 dage. Så bliver telefonen spærret i Tyrkiet. Køb af ny chip og taletid dur ikke. Det er telefonen, der er spærret. Så nu kan vi ikke ringes op på det tyrkiske nummer mere.

Onsdag d. 23. 5.
Det regnede en del om natten, men da vi stod op ved halv syv tiden, var det tørvejr igen. Vi ville hurtigt af sted for dagen tur var på 47 mil. I går sejlede vi 44 mil med gunstige forhold (vind og strøm) på 8,5 timer, så 9 timer var et godt gæt på sejltiden. Det var en flot sejltur. Kun lidt vind, mest imod, ingen bølger og smuk bakket natur langs kysten. Vi krydsede en stor bugt og var derfor i en periode langt fra land, men havde dog landkending hele vejen. Sarköy er en lille hyggelig by med en fiskerihavn, og vi var fremme ca. 1630. Vi fik anvist en plads langs kajen helt tæt foran en fiskerbåd, og en halv time senere kom en ny fiskerbåd og lagde til meget tæt foran os. Der var kun lige plads til ham. I løbet af aftenen sejlede fiskerbådene på skift og andre kom til. Vi var vist meget i vejen, men fiskerne hilste pænt.
Vi gik en tur op til byen, hvor det tydeligt ses, der er begyndt at komme en del turister, men byen har stadig bevaret noget af sit lokalpræg.
Vores nabo i Istanbul, ham med flaget, så vi ikke noget til.

İndlagt 24.5.

Tirsdag d. 22.5.
Kl. 0900 åbnede regnskabskontoret, så da stod vi klar til afregning. Derefter skulle der tankes diesel, og så af sted. Vi havde flere mulige havne at sejle til, men vejre var fint, ingen vind og havoverfladen blank som et spejl, så vi valgte at sejle til den fjerneste af mulighederne. Også fordi tyrken på nabobåden (ham med flaget) fortalte han kommer fra Sarköy, har sin familie der, og skulle pr bil tilbage dertil torsdag. Han ville gerne hilse på os igen i sin hjemby. Og skal vi nå dertil torsdag, skal vi et godt stykke frem i dag. Op på dagen kom der en smule vind, en halvvind fra styrbord, så vi satte genuaen, og sammen med lidt medstrøm gav det en ekstra knob.
Vi nåede vort mål Eregli Limani ved halv seks tiden. En lille fiskerhavn godt beskyttet i en bugt. Havnen var stopfyldt med fiskerbåde, men en mand fra en af fiskerbådene vinkede os hen til ham, og med tegn og fakter forklarede han, at vi skulle lægge et stævnanker, så kunne vi fortøje hækken op til et par af fiskerbådene. Det gjorde vi, og så lå vi godt og sikkert for natten. Det ville være med stort besvær, hvis vi ville i land, så det undlod vi. Der lå nogle pæne fiskerestauranter inde på bredden, dem kiggede vi langt efter, og så spiste vi indholdet af en af de medbragte konservesdåser.

Mandag d. 21.5.
Sidste dag i Istanbul. Vi prøvede flere gange og flere steder at komme ind på vores hjemmeside. Uden succes. Heller ikke dmi.dk kunne vi komme ind på. Men gerne stormvejr.dk. Og derfra et link til dmi.dk. Så vi blev opdateret med vejret. Ved middagstid gik vi op til byen for at proviantere til de næste dage. Vi spiste en god middag på en lille tyrkisk restaurant, og vendte så tilbage til båden. Vi tankede vand, gjorde gummibåden klar, stuvede af vejen. Sidst på eftermiddagen var vi klar og sad og slappede af i cockpittet. En mand fra en båd længere ude på broen kom hen og gav os 3 små flasker Raki ( tyrkisk snaps – som ouzo eller pastis) og et stykke ost. Han syntes lige vi skulle smage noget godt og typisk tyrkisk. De er altså meget flinke og opmærksomme de tyrkere.

Søndag d. 20. 5.
Gråvejr og ingen vind fra morgenstunden. Men der ventede os en overraskelse, da vi kiggede ud. Alt var dækket af et tyndt rødt støvlag. Både, biler, broer, planter, veje. Alt. Arkitekten siger, der har blæst en Kaddaffi-vind. Det kommer fra Libyen, siger han. Rødt støv er fra Sahara blæst højt op i troposfæren, er der blevet blæst mod N og Ø, for så at falde ned her. Den stod på bådvask i hele marinaen hele dagen.
Jeg gik en tur rundt i marinaen og lagde mærke til, at en del både her, 30 – 40 stykker, bærer amerikansk flag. De er alle indregistreret i Delaware. Det er tyrkere, bl. a. naboen med flaget, der sejler i dem. Så det må være skattetekniske årsager, der ligger bag.
Vi planlægger at sejle videre tirsdag, så vi benyttede dagen til at tage ind til centrum en sidste gang. Vi skulle tage lidt mere video fra det flotte og aktive byliv. Og så lige forbi handelsboderne en gang til. Vi faldt for forskellige ting, vi ikke kunne være foruden. Bl. a. fik Irene en flot cowboy-nederdel med læderrem for 12 kr.
Solen var kommet frem. Det var varmt 28 grader og næsten ingen vind. Men der begyndte hen på eftermiddagen at trække nogle mørke skyer op i horisonten. Så vi tog tilbage til marinaen. Og vi var lige kommet tilbage, da det begyndte at regne. Det regnede hele aftenen og hele natten. Så nu har Istanbul fået den længe ønskede regn, og vi fik afprøvet cockpitteltet. Det virkede..

Lørdag d. 19.5.
Fint vejr fra morgenstunden med sol og ingen vind. Vi arbejdede en del på at komme på internettet, og prøvede flere gange og flere steder, men pc’erne hernede kan tilsyneladende ikke finde min hjemmeside. Mon de danske pc’er kan? Vi gik op i byen, og der var masser af mennesker i gaderne. Og flag og bannere. Vi fandt en festplads ved siden af den lokale tog- og rutebilsstation. Pladsen var udsmykket med en lang række skjolde med foreningsmærker på. Vi fik at vide at festlighederne skulle starte kl. 1700. Vi gik derfor tilbage til marinaen for at slappe lidt af. Ved endnu et forsøg på at komme på nettet traf jeg havnemesteren. Han fortalte, at der havde været kapsejlads udenfor marinaen i dag, og at der lidt senere skulle være reception med præmieoverrækkelse. Han inviterede os til at deltage. Så lidt senere var vi oppe til fadøl og kebab, og så præmierne blev overrakt. Vi var de eneste ud over de deltagende, der var inviteret, så vi var da lidt beærede.
Derfra hastede vi op til festpladsen i byen. Der var en stor scene med 2 sæt ca. 3 x 3 m højtalere.
På scenen sad 2 mand og spillede guitar og sang nogle sange, som det lod til at de tyrkiske tilhørere kunne lide. De sang i hvert fald med. Efter en halv time gik man så over til at spille samme slags musik via båndspiller. Det var det. Vi gik i hvert fald, for vi syntes, vi havde hørt nok.
Tilbage i marinaen havde vi ikke siddet ret længe, før 2 mænd fra en af de andre både ved broen kom hen til os. De havde været ude at fiske, og de havde nu nogle fisk, de gerne ville forære os. Vi sagde selvfølgelig: ”Ja, tak”, og så måtte jeg i gang med at rengøre ca. 50 små fisk i størrelser 5 – 15 cm. Det er egentlig let nok. Når man rykker hovedet af fisken, følger indvoldene med. Så det var klaret på en halv times tid.
Mens jeg sad og rensede fiskene, kom Irene hen til mig og sagde smilende: ”Kaj. Hvad er det egentlig, du gør rigtigt?”
Hen på aftenen skiftede vejret. Et tordenvejr trak forbi, med regn og kraftig blæst.

Fredag d. 18.5.
Det har regnet en smule i nat. Det er de lokale glade for. Det har nemlig ikke regnet i 2 måneder her. Dagens vejr har været varmt ( 25 grader ) med en del skyer. Vi startede dagen roligt. Jeg skrev til dagbogen fra morgenen af. Desværre kunne jeg ikke komme på nettet fra marinaens internetadgang (den svigter sommetider, især midt på dagen) så det måtte vente. Irene ville gerne se den asiatiske side af byen, så vi tog færgen fra havnen ved siden af marinaen. Vi spadserede rundt og så på det pulserende ungdommeligt prægede folkeliv i gaderne. Og minsandten – det regnede 5 minutter, mens vi var der. Vi fandt en dolmus (minibus), der kørte os til Taksim, et mere fashionabelt strøgkvarter, der ligger på den europæiske side. Så vi prøvede at køre over Bosporusstrædet, via den ene af de to hængebroer, der forbinder de 2 verdensdele. Et flot syn.
Vi oplevede at hele byen er ved at blive udsmykket med flag og bannere. Der var mange på gaderne, der ville sælge tyrkiske flag. Mange af dem med Atatürks billede påtrykt. I morgen d.19. maj er det stor national festdag, hvor man hædrer det moderne Tyrkiets grundlægger, Atatürk, på datoen, hvor han fremlagde landets nye forfatning.
Efter en sporvognstur gennem det myldrende menneskehav nåede vi frem til centrum, Eminönü, hvorfra vi ville tage bussen hjem. Vi gik hen til bussens stoppested, hvor der stod nogle mennesker ved halvtaget. Vi stillede os også op ved halvtaget, men man gjorde os opmærksom på at vi skulle stille os bag i køen. Ok. Så vi gik hen for enden af halvtaget. Der stod der også nogen, der gjorde opmærksom på, at vi skulle gå videre til næste halvtag hvor køen fortsatte forbi og 20 m længere ud på pladsen. 50 m kø. Inden bussen kom, nåede køen at vokse med yderligere 20 m. Sikken køkultur. Da bussen kom, rykkede køen roligt frem og ind i bussen. Ingen panik. Ingen masen foran bussen. Maseriet startede først inde i bussen, fordi alle kom med. Og da bussen havde startet og stoppet nogle gange ved et par trafiklys, var folk trykket så godt sammen, at der var plads til nogle flere ved de næste stoppesteder. Når der ikke er megen trafik varer turen ca. 15 minutter. I dag var det fredag og myldretid, så turen varede 2 timer. Heldigvis fik Irene en siddeplads, for det er hårdt at hænge i stropperne i 2 timer i en bus, der konstant starter og stopper i ryk.
Vi var først hjemme ved båden ved halv ni tiden, og da vi gik det sidste stykke begyndte det at regne, og så regnede det resten af aftenen.

Torsdag d. 17.5.
Jeg startede dagen med at montere den nye vandhane. Så nu virker køkkenet fint igen.
Så gik vi op i den lokale bydel og tog toget ind til centrum. Vi ville se basilikaen Hagia Sofia, den imponerende bygning , der blev grundlagt i 500-årstallet, i over 1000 år var kristen kirke, i ca. 500 år var moske, og i dag er museum takket være det moderne Tyrkiets store personlighed Atatürk. Vi gik rundt og kiggede på det store bygværk. Der er opsat net i den øverste del af indgangsdørene for at forhindre duerne i at flyve ind i rummet. Alligevel er det lykkedes for nogle stykker at smutte ind. En af dem sendte en ”hilsen” lige ned i hovedet på Irene. Heldigt at man altid går med nogle stykker toiletpapir i baglommen. Ikke af hensyn til duen, men af hensyn til Irene.
Vi gik ned i den store basar. Allerede på vej derhen dukkede indkøbsgenet op til køb af noget ”jaller” ( billige smykker). Inde i basaren huserede indkøbsgenet igen. Og igen. Da vi gik derfra gennem handelsgaderne med de mange boder, var den gal igen. En mand havde en dejlig vendbar vindjakke, som han ville sælge til mig for 65 lira. Jeg skulle ikke bruge en vindjakke, så jeg sagde nej. Han blev ved. Prisen nåede ned i 55 lira. Nej. Han spurgte hvad jeg ville give. Jeg ville ikke sige en pris, for så hænger man på den. Han blev ved. Til sidst sagde jeg 35 lira bare for at blive fri for manden. ”Top”, sagde manden, og så havde jeg en vindjakke. En anden sælger havde set at jeg havde købt en vindjakke, nu ville han også sælge en magen til. Nej. Han startede med 50 lira, og fulgte os så flere hundrede meter ned ad gaden, mens prisen faldt og faldt. Prisen var nede i 15 lira inden han opgav.
Aftenen var vindstille og meget varm. Nogle skyer i horisonten truer med vejromslag. Og nu har vi lige vænnet os til sol fra en skyfri himmel hver dag og hele dagen.

Onsdag d. 16.5.
I dag skulle Irene se noget af det, som skal ses i Istanbul. Jeg kunne så virke som rejsefører. Vi besøgte Tokapi-paladset og den blå moske. Og så gik vi tur i nogle af gaderne med de mange boder, tilbage til den ægyptiske basar og Eminönü, hvorfra bussen går ud til marinaen. Vandhanen ved køkkenvasken på båden er gået i stykker (frostsprængt?), så vi ledte efter en forretning, der sælger vandhaner. Undervejs blev vi som sædvanligt antastet af mange venlige og hjælpsomme personer, der taler udmærket engelsk eller tysk. Efter en kort samtale kommer det så frem at de vil sælge tæpper eller lædertøj. Og nu havde jeg et våben. ”No, thank’s. But where can I buy a watercock?” ( Jeg ved ikke hvad ”vandhane” hedder på tyrkisk eller engelsk). Det fik sælgerne til at trække sig hurtigt tilbage. Kort før buspladsen fik Irene øje på en vandhane i et forretningsvindue. Det var lige sådan en, vi kan bruge. Ind i butikken og kigge nærmere på ”dyret”. Og så prøve at handle. Det er svært at prutte om prisen, når man i en butik bevist går efter en bestemt vare, undersøger den nøje, og så vil handle. Men det, at de 2 ekspedienter sagde hver sin pris, gav dog lidt grundlag for handlen.

Tirsdag d. 15.5.
I eftermiddag skal Irene komme. Derfor er der kommanderet rengøring fra morgenstunden. Der samler sig alligevel noget i krogene på 3 uger. Jeg fik også tid til at udskifte den Danfoss-termostat til køleskabet, som ikke nåede frem til mig sidste sommer i Berlin. Så nu virker bådens køleskab igen.
Nabobåden til den anden side er en sejlbåd, der ankom søndag, sejlet af en tyrkisk familie (mand, kone og datter), der kommer fra Izmir. Manden er arkitekt, der har en 3 måneders arbejdsopgave i Istanbul. Så søndag aften tog konen og datteren tilbage til hverdagen i Izmir, mens manden bor på båden. Jeg har kigget noget på båden og undret mig over det høje fribord ( over 1 m) og at der kun er eet bagstag, der går ned til styrbords side af hækken. Jeg spurgte manden her i frokostpausen, og han fortalte, at båden er en amerikansk bådtype MacGregor. Ca. 8m lang. Båden har sænkekøl og ballasttank, der fyldes med 800 l vand, når der skal sejles med sejl. Så sejler den 8-9 knob for en let vind. Masten vejer 17 kg og kan lægges ned på 5 minutter. Når ballasttanken så tømmes ,og kølen hæves, kan båden sejle som en planende motorbåd, og kan med en 30 HK påhængsmotor gøre en fart på 15-18 knob. Endelig kan båden med tom ballasttank sejle på 20 cm vand. En mirakelbåd, der er produceret i over 5000 eksemplarer. Men køn er den ikke.
Først på eftermiddagen tog jeg til lufthavnen for at hente Irene. I lufthavnen var der stor travlhed. Der var mange fly fra hele verden , der skulle lande i samme tidsrum. Så der var et mylder af mennesker i ankomsthallen. Det tog da også næsten en time, fra flyet var landet, til Irene dukkede frem i døren fra bagageudleveringen. Irene var startet hjemme i Tårup kl. 0330, så det var med at komme tilbage til marinaen og blive installeret og så bare slappe af.

Mandag d. 14.5. - fortsat
Først på eftermiddagen kom tyrken fra nabobåden og gav mig et rigtigt tyrkisk gæsteflag. Jeg hængte det straks op, og tyrken stod storsmilende og fulgte med i, hvad jeg gjorde. To andre mænd kom forbi, og tyrken fortalte dem, hvad der foregik. Det fik de andre til at smile, og så kom de hen til båden og sagde: ”Welcome to Turkey !”.
Senere på eftermiddagen ville jeg skifte oliefilteret og lukkede derfor op til motoren. Jeg mangler en oliefiltertang, og sad derfor og overvejede mulighederne. Jeg så nu 4 slipsemænd og 2 mekanikere i kedeldragt med ”Volvo Penta” på ryggen komme ned til båden overfor. Den er vist til salg og skulle demonstreres. Jeg kaldte på den ene mekaniker for at låne en oliefiltertang. Han talte kun tyrkisk, og han kaldte derfor på den ene slipsemand, der straks kom over til mig. Han så, jeg havde åbnet til motoren, og spurgte, hvilken type motor jeg havde. ” En Solé”, svarede jeg. ”Mine mænd er uddannede i Volvo-motorer, så de kan nok ikke hjælpe dig. Hvad er dit problem?”. ” Jeg vil gerne låne en oliefiltertang”. ”Hvad med et nyt filter?” ”Det har jeg”. Så blev mekanikeren sendt op til servicevognen efter en tang. Slipsemanden begyndte at tale om at folk med sejlbåde altid selv skal ( og vil ) kunne klare alle problemer ombord. Han fortalte, at han havde sejlet 15 år på verdenshavene på store både, så var han gået på land for at læse til maskiningeniør, og i dag er han chef for den tekniske afdeling i Ataköy-marinaen. Han beskrev så, hvordan man skal montere et nyt oliefilter med lidt olie på gummipakningen og tilspænding med håndkraft uden tang. Mens chefen talte, havde mekanikeren skiftet oliefilteret. Han bad om et par bæreposer til det gamle filter, og så gik chefen og mekanikeren tilbage og solgte båd.
Jeg gik hen og kiggede mig selv i spejlet og spurgte: ”Kaj, hvad er det du gør rigtigt, siden alle folkene er så flinke overfor dig?”.

ındlagt 14.5

Mandag d. 14.5.
Op kvart i seks for Jørgen skal være i lufthavnen kl. 7. Det er underligt at sige farvel, efter vi har været sammen uafbrudt i 3 uger. Jeg fulgte med i lufthavnen for at være forberedt på at modtage Irene i morgen. Jeg så Jørgen forsvinde ind gennem sikkerhedskontrollen, fandt ankomsthallen og udgangen fra bagageudleveringen, så nu er jeg forberedt.
Tilbage i marinaen afleverede jeg mit vasketøj på vaskeriet. Det kan hentes igen kl. 14. Sådan.
Atakøy marina er en mondæn marina med plads til 700 både. Og der er næsten helt fyldt op. Mange af bådene er motorbåde. Store. 25 – 30 m lange. Her ligger både for flere milliarder. Herregud – en milliard er jo bare 50 både á 20 millioner. Dem er der mange af her.
Marinaen ligger på et lukket område med portvagt med bom for. Inde på området er der en stor receptionsbygning med lederkontorer og mødelokale, hvor vi har fri adgang til internet, stor bade- og toiletbygning, administrationsbygning, klubhus for marinaens yachtklub, flere restauranter i egne bygninger, stort fittnes-center med udendørs svømmepøl, tennisbaner, legeland for børn og selvfølgelig en stor centralt placeret p-plads.
Området overvåges konstant af sikkerhedsvagter i flot dress: Sorte bukser og trøje, hvid skjorte, sort slips, styrmandskasket med blank skygge og hvid puld. Der er stående, gående og kørende vagter.
Personalet, der sørger for vedligeholdelse af området har deres ”uniformer”. Og de er effektive. 2 gange er der brækket et stykke af et af brædderne (forskellige) i vores adgangsbro. Mindre end et døgn senere er brædtet skiftet.
Vi skal give 17 euro pr døgn her + strøm + vand. En større pris end vi hidtil har betalt på turen, men vi får også mere (luksus) for pengene.
Manden på nabobåden (tyrker) kom hen til mig og gjorde mig opmærksom på, at mit gæsteflag er forkert. ”Det er ikke det tyrkiske flag”, sagde han. ”Jamen jeg har lige købt det som nyt i Danmark”, indvendte jeg. ”Det er forkert. Det kan give problemer”, sagde han. Han viste mig nu, at halvmånen i det tyrkiske flag går mere end ¾ cirkel rundt og ligesom ”kniber” om stjernen. Månen i mit flag ligner billedet af en nymåne. Han lovede mig at købe et rigtigt flag til mig inde i byen i dag.
Jeg synes det er for ringe, at en virksomhed, der vil leve af bl.a. at producere og sælge gæsteflag til både, ikke undersøger ordentligt, hvordan flagene skal se ud. Ambassaderne vil sikkert gerne være behjælpelige.

Søndag d. 13.5.
I dag ville vi se lidt på den asiatiske side af byen. En katamaranfærge sejler flere gange dagligt derover fra en plads lige ved siden af marinaen, så på 20 min. var vi derovre. Gadebilledet var det samme som på den europæiske side. Vi syntes dog, at de fleste så noget yngre ud. Der ligger vist også et stort universitet der. Det var mors dag, og det havde kaldt ekstra mange blomsterhandlere på gaden. Hyggeligt at gå rundt i det myldrende folkeliv. Over middag tog vi tilbage til europasiden. Vi ville se lidt mere på basarerne og markederne. Det var søndag, så basarerne var lukkede, men handelslivet udenom florerede. Nu kunne gadesælgerne også stille boder op foran de lukkede butikkers vinduer. Der var masser af mennesker. Vi gik rundt og kiggede på det hele, og da jeg så ville købe et par engangsskrabere, opdagede jeg, at min pung var væk. Taget op af min højre bukselomme. Heldigvis kun med penge, for mine kort har jeg et andet sted. Men 800,00 kr. er stadig mange penge for en folkepensionist. Jeg går for en sikkerheds skyld næsten altid med hånden i lommen, men når man skal fotografere eller filme eller se på nogle varer, bruger man begge hænder. Man har nok også lullet sig ind i en falsk sikkerhed, efter man har gået rundt i den tætte folkemængde så længe. Jeg mindes en kvinde i burka, der puffede meget umotiveret til mig, netop som jeg filmede en gadesælger, der solgte igler, som han opbevarede i en stor plastikflaske. Måske tog hun mere end det gode billede fra mig?
Vi havde mistet lysten til at fortsætte inde i byen, derfor tog vi hjem til marinaen og bymiljøet her. Her er der også mange mennesker, men ikke på puffe- og maseniveau. Og vi fandt en god lille restaurant hvor vi kunne afskedsmiddag. Det er jo i morgen tidlig Jørgen flyver hjem.

Lørdag d. 12.5.
Vi var tidligt oppe, for i dag ville vi se flere af de bygværker, der er noget særligt for Istanbul.
Vi besøgte først Topkapi-paladset, bygværket, hvor de osmanniske herskere, sultanerne, residerede og regerede op til 1856. Bygget med 3 gårdspladser, hvor man hele tiden bevæger sig frem mod det område, hvor sultanen selv boede. Hele hofetaten og rigets regerings- og forvaltningscentrum omkring 5000 personer var til stadighed samlet her. Det er smukke blomstersmykkede og græsklædte gårde omgivet af lave 1- og 2-etagers bygninger, der har huset alt det for sultanen nødvendige, såsom, køkkener, våbenhuse, skatkamre og harem.
Videre til den blå moske, der er den eneste moske med 6 minareter, og som er byens hovedmoske og et af byens vartegn. Indvendig er den beklædt med fliser i overvejende blå farver. 4 søjler inde i bygningen bærer kuplen der har en diameter på 22 m og er 43 m høj. Det store, harmoniske rum får lys fra over 260 vinduer.
Vi fortsatte gennem byens travle gader til den store basar. Bygningerne dækker over mere end 200.000 m2 og omfatter mere end 4000 boder. Bygningerne er båret af søjler og buer og hvælvinger, der er smukt udsmykkede. Især den ældste dels hvælvinger og kupler opført med mursten i forbandt imponerede. Gaderne er opdelt efter de varer de sælger, så der er gader med tæpper, andre med guldsmykker, eller beklædning eller køkkenudstyr. Det er tilsyneladende pæne varer i god kvalitet, der sælges. Vi havde fået at vide, at man altid skal spørge og ”prutte” om prisen. Vi mente dog godt, vi kunne købe en kop espresso uden at spørge først. Det kostede os 22 kr. pr kop. De havde oven i købet en prisliste med prisen på, som de viste os, da vi brokkede os. Udenfor basaren koster det 8 kr. pr. kop.
Efter basaren fulgte vi en gade ned mod en af byens centrale pladser. Der var marked i hele gaden. Og det var her de lokale handlede. Vi tror at næsten alle Istanbuls 10 millioner indbyggere var samlet i den gade den dag. Der blev puffet og maset, det var vanskeligt at komme frem. De handlende faldbød råbende deres varer, og alle skulle overgå hinanden. Det var festligt.
Efter en kilometers puffen nåede vi frem til det ægyptiske marked, igen en bygning, der er indrettet til marked. Her er det især krydderier og søde sager, men også levnedsmidler og alm. brugsting der sælges. Udenfor sælges blomster, planter, frugt, grønsager, hundehvalpe, kattekillinger, kaniner, daggamle ænder og kyllinger, fugle mv..

ındlagt 12.5.

Fredag d. 11.5.
Kl. 0930 var vi oppe ved marinaen, hvor vi mødte Ekrem. Han sagde, at i dag ville marinaen stille en bil med chauffør til rådighed til turen ind til byen pga. den mislykkede tur i går. Vi kørte til byen og gik ind i havnekontoret. Ekrem og skrankemanden talte lidt sammen, men hurtigt blev tonen mere aggressiv. To mænd dukkede nu op og trak kamphanerne fra hinanden. Ekrem gav mig alle papirerne og gik ud af døren. En af de to mænd gav mig et stykke papir, som jeg skulle udfylde. Det var nøjagtigt de oplysninger, der stod på translog’en, jeg skulle skrive igen. Jeg viste det til skrankemanden, og han nikkede godkendende. Så rejste han sig op og gik forbi os og ud ad døren, mens han stirrede på os med en kropsholdning som en spansk toreador. Så kom Ekrem ind igen, og en ny mand satte sig bag skranken. De to gik nu i gang med at ekspedere vores papir. Det tog noget tid, for den ny skrankemand var tydeligvis ikke fortrolig med, hvad der skulle ske. Flere kunder kom til og stod og ventede. En af dem prøvede med lidt selvbetjening. Han ville tage et papir, han viste han skulle bruge. Han blev meget bestemt sendt tilbage. Bare vent.
Ved et stort skrivebord ved siden af skranken sad en kvinde i uniform og læste avis, mens en mand sad foran skrivebordet og ventede. En medhjælper ude bagfra serverede te for ham et par gange. Da diskussionen mellem Ekrem og skrankemanden var på sit højeste, lagde kvinden avisen ned og fulgte med i, hvad der blev sagt. Da Ekrem var gået ud, bladede hun videre i avisen og gik i gang med dagens kryds og tværs.
Papirerne blev stemplet og underskrevet og vi gik ud af døren. Derude stod skrankemanden og skulede efter os. Næste kontor lå i den bygning, hvor vi to dage tidligere havde talt med pasbetjenten første gang. Op på 3.sal til en mand, som vi forstyrrede i at se fjernsyn. Han kiggede lidt på papirerne, stillede et par spørgsmål og så fik vi to stempler og en underskrift. Længere henne ad gangen sad sekretæren. Hun skulle føre papiret til protokols og bekræfte dette med en underskrift på papiret.
Tilbage til den ventende bil, og ud til en transithavn, der ligger i nærheden af marinaen. Her skulle vi ind og vise pas i en bygning, og derefter gik vi over til en anden bygning, hvor Ekrem var inde på 2 kontorer for at få nogle stempler. Tilbage til bilen og tilbage til marinaen. Her skulle vi til toldkontrollen. De ringede til hans kontor. Han var der ikke. Vi brokkede os. De ringede igen. Så var han der. Vi spadserede til hans kontor, Ekrem gik ind og kom lidt efter ud igen. Tolden var klaret.
Så tilbage til receptionen og bestille en taxa for at køre tilbage til transithavnen. Her skulle vi igen igennem bygning 1 for at komme til bygning 2. Ind på et nyt kontor. Her sad en mand, der fik papirerne, tog telefonen, sagde:”Samara”, lyttede et øjeblik og så fik vi tre stempler og en underskrift. Så var papirerne i orden. Klokken var 1200. I alt nåede vi at være på 8 kontorer den dag.
Om efter middagen tog vi ind til byen for at se på nogle af de steder der er et ”must” at se i Istanbul. Vi nåede at besøge den byzantinske kirke, der tidligere var hovedsædet for kristendommen i hele verden, senere gjort til moskè og i dag museum, og den store basarbygning med over 4000 små forretninger.

Torsdag d. 10.5.
Vi havde besluttet at spørge i marinaens reception, om de kunne hjælpe med at få papirerne stemplet, så vi gik derop efter morgenkaffen. Først ville de vide, hvorfor vi havde købt en Translog alocat inde i byen. Dem solgte de da i marinaen. Jamen, i papirerne, vi havde fået fra den tyrkiske ambassade i Danmark, står der, at havne-, pas- og toldkontrol skal ordnes inde i City. Skuldertræk. Marinaen ville gerne hjælpe. Derfor ringede de rundt til forskellige steder, og sagde så, at der ville komme en mand og ordne tingene kl. 1300. Vi fik pludselig god tid, så vi satte os ind i internet-stuen ved siden af. Midt på formiddagen dukkede marinaens havnemester op. Han ville lige hjælpe os med at udfylde Translog’en. Vi gik en tur op i byen, og kl. 1300 var vi tilbage ved receptionen. Der kom ikke nogen. Der blev ringet lidt igen, og vi fik at vide, at manden var forsinket, men snart ville dukke op. Vi kunne sætte os ned på båden, så ville han komme derned. Altså – ned på båden.
Kl. 1500 var han ikke kommet, derfor gik vi op til receptionen og spurgte, hvornår han kom. Han kom kort efter. Det var en af marinaens medarbejdere, Ekrem, der skulle guide os. Han bestilte en taxa, og så var det ind til byen. Det kontor, vi skulle ind til, lå lige på den anden side af gaden, overfor den turistbåds-terminal vi havde besøgt tidligere både til vands og til lands. Inderfor døren sad en mand ved en lille skranke, og nogle personer stod med papirer i hånden og ventede. Ekrem og skrankemanden talte lidt sammen. Skrankemanden virkede i holdning og tonefald lidt hoven og nedladende og sad og smågrinede nærmest ad os (Ekrem). Jeg kunne se Ekrem blev meget vred, men han tog sig i det og kom hen til os og sagde, at vi skulle køre tilbage til marinaen, for der var 2 til 2½ timers ventetid. Tilbage med den ventende taxa til marinaen hvor vi fik at vide , at vi skulle være klar i morgen kl. 0930. Vi blev lidt sure, for taxaen havde kostet 180,00 kr. Det var mange penge for ingenting. Marinaens folk burde vide, at der var stor travlhed på det kontor på den tid af dagen.
Resten af dagen kiggede vi nærmere på den del af byen, der ligger op til marinaen. Spændende.

Onsdag d. 9.5.
I dag ville vi tage det stille og roligt. Sove lidt længere – helt til kl. 0700. God tid til soignering og morgenmad. Få båden vasket og dagbogen skrevet. Sidst på formiddagen var vi klar med det, så nu var det tid til at komme til byen og få ordnet papirerne. Altså ned og tage en bus linie 81 til byen. Vi ventede næsten en halv time. Der kom ingen bus nr. 81. Vi snakkede med en mand der også stod og ventede. Han sagde, vi kunne prøve en Dolmus – en lille taxa-farvet (gul) minibus, der kører uden køreplan langs buslinierne og samler ventende kunder op. Der gjorde vi. Og så gik det stærkt. Ud i yderste vognbane og så bare derudaf. Det tog ca. 15 minutter, så stod vi inde ved dens endestation. Pris 2,50 Lire – dvs. ca. 10 kr. Vi var et stykke fra den mole vi skulle til, så vi fik en dejlig gåtur gennem byen. Den er spændende. Masser af mennesker i gaderne. Hele gader med forretninger med de samme varer. Jørgen var således svær at trække gennem gaden med musikinstrumenter. Vi nåede frem til molen, der var vort mål, og erfarede, at det VAR en transitterminal for turbåde. Derfor var vi blevet jaget væk fra den i går. Vi spurgte ved informationsskranken, hvor havnekontoret var. Det vidste han ikke. En passager fra en turbåd kom til. Han ville gerne hjælpe os. Han førte os hen til en bygning 300-400m derfra, hvor der var en paskontrol. Pasbetjenten så uforstående på os og begyndte at tale om ”illegal entry”, indtil han forstod, vi selv var kommet sejlende hertil i båd. Han forklarede os nu, at vi skulle gå hen til et havnekontor, der ligger godt 1 km længere henne ad kajen. Der skulle vi købe et ”Translog alocat”. Det skulle vi få stemplet ved havnemyndighederne, derefter gå til paskontrollen og få stemplet og endelig til tolderne og få stemplet. Vi gik til havnekontoret og købte en translog – pris 70 Lira (280,- kr.). En fra kontoret fulgte os nu videre frem ad gaden til det kontor (hørende under indenrigsministeriet) , hvor vi skulle have det første stempel. Kontoret var lukket kl. 1700 og klokken var 1705. ”Så må I prøve igen i morgen”, sagde manden og gik.
Resten af dagen brugte vi til at opleve lidt mere på byen, hvorefter vi tog hjem til en lun aften på båden.

ındlagt 10.5.

Tirsdag d. 8.5.
I dag skulle turen kun være på 20 – 25 mil til en marina ved indsejlingen ved Bosporusstrædet. Vi var tidligt oppe, for ”tyskeren” havde sagt, at der var varslet regn og kraftig blæst i løbet af dag. ”Kig på de to kuttere”, sagde han. ”De sejler ud kl. 0500. Hvis de bliver i havn, er det fordi vejret bliver dårligt”. Vi stod op kl. 0630. Kutterne lå stadig i havnen. Vi kiggede på himlen. Det så ud til at blive fint vejr. Vi sejler. Kl. 0745 sejlede vi ud af havnen med kurs mod Bosporusstrædet. Vejret blev hurtigt bedre. Vinden forsvandt helt og solen kom frem. Det blev rigtig varmt. Vi så en flok delfiner, der boltrede sig. På et tidspunkt kom de hen og fulgte båden. De dukkede op lige ved siden af os, én, to, tre, fire ad gangen. Jeg fik filmet noget, og Jørgen fik et godt billede af en, der var oppe og ”lufte” 2 m fra båden.
Da vi nærmede os indsejlingen så vi 30 – 40 fragtbåde, der lå for anker udenfor. Vi ankom til havnen ved indsejlingen ca. kl. 1200. Den var fyldt med fiskerbåde og både, der lå ved flere værfter. Ingen pladser til sejlbåde. Vi ville anmelde vores ankomst til landet, og sejlede derfor hen til et kontor, hvor der sad et par uniformerede herrer, og hvor der lå en stor officielt udseende motorbåd foran. De var meget venlige, men fortalte at vi skulle melde os til portcontrol inde i Istanbul.
Altså begyndte vi sejladsen de ca. 15 mil gennem Strædet. Det er en meget flot og smuk tur. Vi var begunstiget af sol og lidt vind. I begyndelsen kunne vi bruge genuaen, men snart forsvandt vinden helt. Og så fik vi det fulde udsyn, mens vi sejlede. Prøv det selv. Det er en oplevelse.
Vi sejlede hen til portcontrols kontor, der ligger tæt ved udsejlingen til Marmarahavet. Vi måtte kæmpe med flere turistbåde og deres bølger, men fik plads ved kontorets gavl. Her blev vi jaget væk fra af nogle officerer fra andre turistbåde. Der lå en turistbåd og ventede på, at vi skulle forsvinde, så den kunne komme ind.
Vi sejlede derfor ud af Strædet og ud i Marmarahavet. Her lå der igen 30 – 40 fragtbåde for anker. Vi undrede os over det. Der sejler da hele tiden både gennem Strædet.. Vi ville ud til marinaen Atakøy, der er vores endelige mål. Jeg havde i en yacht-brochure set, at marinaen benytter VHF-kanal 16 og 73. Jeg kaldte dem på begge kanaler. Ingen svarede. Vi sejlede hen til marinaen. Lige så snart vi havde passeret indsejlingen, lød det over radioen: ” Hello Samsara. Welcome to Atakøy. What can we do for you?”. Jeg svarede, at vi gerne ville have en plads i havnen ca. 14 dage. ”Did you say 14 days?” ”Yes, 14 days”. ”Just a moment, sir, a guide will take you to your place”. Mindre end et minut senere kom to mand i en gummibåd og ledte os hen til en fin plads i marinaen. Her hjalp de os med at lægge til, og straks efter fik jeg udleveret i anmeldelsesblanket som skulle udfyldes. Sådan. Hurtigt, venligt og effektivt.
Endelig. Efter 3 lange og hårde dage på søen kunne vi endelig føle et: Velkommen til Tyrkiet.
I aftes anskaffede jeg mıg et tyrkısk chıp-kort tıl telefonen, så nu kan man rınge mıg op på telefon nummer 0090-5376482374 uden det belaster mın telefonregnıng. I skal være velkomne. Svarer vı ıkke første gang, saa prøv ıgen senere. Der er rigtig meget larm i gaderne her.

Mandag d. 7.5.
Vi gav os god tid fra morgenen og ville tage en kort tur til næste havn, hvor vi så kunne komme i land og hygge os og fejre fødselsdag. Kl. 1000 var vi klar. Gråt vejr med en smule vind. Vi prøvede
at sætte sejlene, men der var for lidt vind, så ned med dem igen. Der var nogle store dønninger, ca. 1 m høje og 25 – 30 m lange. Næste som atlanterhavsdønninger. Rundt omkring lå nogle tunge regnskyer. De gav en del vind og dønningerne blev op til 2 m høje og kortere. Vi undgik at komme direkte under regnskyerne. Omkring kl. 1300 var vi fremme ved Kiyikøy, en havn med en dækmole ud mod havet og en lille indsejling i siden ind mod stranden. De store dønninger gik skråt ind mod indsejlingen. Vi kom fint ind gennem indsejlingen, men her var vandet så plumret at ekkoloddet viste 0 m. 15 m indenfor begyndte kølen at bumpe mod bunden hver gang en bølgedal passerede os. Vi kiggede på hinanden. Her kan vi ikke blive. Altså måtte vi vende båden, der kun kunne manøvrere på bølgetoppene, og stod fast i bølgedalene. Vi fik vendt og kom ud af havnen. Nu skulle vi have fart på for at nå frem, inden det blev mørkt. Vi var fremme ved havnen Karaburun lidt før kl. 2000 i aftenskumringen. Havnen var i princippet bygget som den foregående, men indsejlingen var smallere og tættere ved kysten. Da vi kom helt hen til indsejlingen ,så vi, at der lå skroget af et kæntret jernskib på ca. 30 m længde på langs midt i indsejlingen. Det gav os mindre end 10 m at manøvrere på. Dønningerne skubbede os fremad, men så snart vi kom i læ af skroget var vandet roligt. Og der var vand nok. 4 – 5 m dybde hele vejen. Inde i havnen lå et par store fiskekuttere ved den ene kaj. Der måtte der være vand nok, så der sejlede vi hen og fik plads ved kajen mellem de to kuttere. Vi blev straks kontaktet af 2 fiskere i havnen. Den ene var født i og havde levet 19 år i Tyskland. Han fortalte, at der ikke var nogen banker i byen, men han kunne godt veksle lidt for os. Jørgen forsøgte forsigtigt med 10 Euro og fik 15 Lira retur. ( Kursen er 1,8). Fiskeren havde ikke lige flere penge på sig, men ville komme tilbage med resten. Vi så ham ikke siden. Vi gik op til en lille restaurant, der lå ved havnen for at købe 2 øl. De kostede 10 Lira ( altså ca.40 kr). Så gik vi tilbage til båden, åbnede en dåse ravioli og kogte lidt pastaskruer. Det var Jørgens fødselsdagsmiddag.
Vi følte os rigtigt velkomne og modtaget med åbne arme.

Søndag d. 6.5.
Op kl. 0500, hurtig klargøring og så af sted. Det var meget diset fra morgenen, men ingen vind.
Vi nåede Burgas kl. 0900 og sejlede ind til marinaen, der ligger lige indenfor indsejlingen til havnen. En sikkerhedsvagt henviste til havnekontoret. ”Kald dem over radioen” sagde han. ”Har vi prøvet. Både kanal 8 og 16. Ingen svarer”, sagde vi. ”Så prøv kanal 11”, sagde han. Det gjorde vi og fik straks kontakt med havnekontrollen. De sagde, vi skulle lade båden ligge i marinaen og komme over til deres kontor med pas og bådens papirer. Der var over en km derover til, så vi sejlede til en mole i nærheden, og gik så op til dem. Kæmpestor bygning uden skiltning. Vi fandt en mindre bygning ved siden af med kontor til tolder og grænsepoliti. Der gik vi hen. En mand derfra førte os så tilbage til kæmpebygningen, og efter nogle forgæves forsøg med en elevator (Den manglede nogle knapper og kørte nok ikke om søndagen) tog vi trapperne op til 6. sal til havnemesterens kontor. Genial placering af en havnemesters kontor. Her blev vi så ekspederet og fik stemplet papirer og betalt 10 euro. Så blev vi ført tilbage til det første kontor, og derfra tog 2 mand så sammen med os tilbage til båden ( De kørte os skam de 400 m i bil). Her skulle der igen udfyldes en række papirer og udveksles stempler, og så måtte vi sejle. Klokken var nu 1030, så vi skyndte os af sted.
Vejret var fint under hele turen. Noget diset, meget lidt vind, dønninger noget af tiden. Vi så næsten ingen både eller skibe. Til gengæld så vi nogle delfiner. Kysten var grøn og frodig med skrænter, bakker og små byer. Hver by med sit hotelbyggeri i gang. Der bygges meget.
Vi nåede frem til Limankøy kl. 1930. Stor havn / marina liggende godt i læ i en bugt på kysten. Vi sejlede direkte hen til en båd fra Coast Guard der lå ved kajen, for at spørge hvor vi skulle anmelde vores ankomst til Tyrkiet. ”Hvor kommer I fra, hvad vil I her, hvor skal I hen?”, spurgte en mand på dækket. Vi prøvede at forklare. ”I må slet ikke være her. Dette er et lukket område. I må ikke røre min båd. I må ikke gå til kaj. I må ikke kontakte nogen her. I kan få lov til at ligge for anker ude midt i havnebassinet, ellers må i ankre op udenfor havnen”, sagde han. Vi lagde os for anker ude i bassinet.
Tyrkeren i Eforie N havde sagt at havnen her var meget fin med alle faciliteter. Vi ville blive modtaget med åbne arme sagde han. Vi blev modtaget af en sur bådfører og to marinesoldater med maskinpistoler over skulderen.

Lørdag d. 5.5.
I dag ville vi så til Nesebar. Op kl. 0600, et hurtigt bad og så af sted. Morgenkaffen drikker vi undervejs. Vejret var fint. En smule vind – for lidt til sejl og diset. 1 m dønninger fra skiftende retninger. Sådan er det nok bare.
Kysten vi sejlede langs var det meste af vejen nærmest som en skrænt. Bagved var terrænet bakket og skovklædt. De sidste 20 km før Nesebar var der sandstrand. Og strandene var spækket til med hoteller. Flere steder i 5-6 rækker bag hinanden. Et af områderne er det fra turistbrochurerne kendte ”Sunny Beach”.
Lige før ankomsten til Nesebar mødte vi 3 sejlbåde, der kom for sejl. De første vi har set hernede.
Der er 2 marinaer ved Nesebar. En til yachtbåde, som vi ikke måtte være i, og en anden hvor de lokale fiskere og turbådene til turist ligger. Der var vi velkomne.
Nesebar ligger delvis på en lille ø, der er forbundet med fastlandet med en dæmning. Ø-delen er helt ødelagt af turismen. Det kunne lige så godt være Vejers Strand eller Søndervig. Masser af inden- og udendørs restauranter, souvenirboder, ”kunstforretninger”, tøj- og skobutikker osv.. Opskruede priser mv.. Tivolisering – som Jørgen kalder det.
De har et par store ruiner fra en bymur fra romertiden liggende på øen. Det er så det.
Bydelen på fastlandet er mere for de fastboende. Hele byområdet bærer præg af, at det er et område, der tjener penge. Boligejendommene og hele gadebilledet er klart den bedste standard, vi har set.
Da havnemesteren kom til os, sagde vi at vi gerne ville tjekke ud af landet i morgen tidlig. ”Hvornår åbner i kontoret?”. ”Det kan slet ikke lade sig gøre for tiden”, var svaret. Det er jo udenfor sæsonen.
”Hvis I vil tjekke ud af Bulgarien, må I tage til Burgas.” Shit. Turen i morgen er allerede på 50 mil og til Burgas er ekstra 15. Men sådan skal det så være. Så må vi tidligt i seng i aften.

indlagt d 5.5

Fredag d. 4.5.
I dag ville vi videre til Nesebar ( udtales med tryk på 2. stavelse).
Det er en tur på godt 40 mil så vi var oppe kl. 0630, og 0720 sejlede vi ud af havnen. Aftenen før havde vi sikret at dieseltanken var fyldt ved at hælde over fra de 2 cannistre ( Man har ikke bunkerbåde i Varna). Da vi kom ca. 1 mil udenfor havnen, gik motoren pludseligt i stå. Ingen hosten og hakken – bare slut. Jeg prøvede at starte motoren – nej. Jeg tjekkede sikring – ok. Så satte vi genuaen og sejlede stille ind i havnen igen på vores ”gamle” plads. Jeg fik fat i havnemesteren hr. Krister og bad om hans hjælp. ” Jeg har ikke forstand på motorer”, sagde han : ”Men kom med”. Han gik over til en lodsbåd der lå ved den næste kaj, og snakkede lidt med dem. Så kom han tilbage: ”Nej de har ikke tid til at hjælpe i dag, men gå tilbage til båden og vent, jeg har en anden god ven, jeg kan spørge.” 5 minutter efter kom en tynd, energisk ca. 50 årig mand og spurgte, om vi havde problemer med motoren. Ja. Han gik straks i gang med at kigge på motoren, men efter 5 minutter sagde han at han desværre skulle køre til Sofia, men at en af hans venner ville komme og hjælpe. Lidt efter kom en ny mand og gik i gang med motoren. Han spurgte en del og tjekkede en del og så gik han i gang. Klokken var da ca.0900. Først elsystemet – ok. Så dieselen startende fra tanken. Av,av. Der var en del vand og snavs i tankens sump. Og jeg havde lige tømt sumpen i Eforie. Det måtte komme fra cannistrene. Vi tjekkede bundsjatterne, og der var meget snavs i. Så gik han ( Ivan hedder han) i gang med brændstoffiltrene. Af med dem og ind til byen og købe nye. Ny diesel i canistrene, så vi havde noget godt at starte motoren med. Motoren ville ikke starte. Så tjekkede han forvarmerne (ok) og dyserne. De var helt groet til i snavs. Så dyserne blev skilt, renset og samlet. Nu skulle det virke Kl. 1800 fik vi (Ivan) gang i motoren igen. Stor jubel. Jeg havde i løbet af dagen fortalt Ivan, at jeg havde et problem, fordi der kom vand på motoren, og jeg kunne ikke finde nogen utæthed på kølevandsslangerne. Det problem havde jeg også på Donau, men efter at vi var kommet ud i Sortehavet kunne jeg se, at der udkrystalliseredes salt fra vandet. Så
Det måtte være søvand. Da vi havde fået motoren startet sagde Ivan til mig: ”Jeg kan godt fortælle dig, hvor det vand kommer fra. Kom og se.” Der sad et ca. 1 cm tykt rør, der endte frit over motoren, og der løb lige så stille vand ud af røret. Hvor kom det rør fra? Vi fulgte det tilbage, og det sat tilsluttet udstødningen lige ved hækken. Så kølevandet i udstødningen kunne altså løbe tilbage i det rør. Røret må være en rest fra en tidligere motor i båden. Hvad dens funktion har været ved jeg ikke. Det får jeg nok at vide ved Niels J en dag. Nu er røret proppet til.
Det blev en lang historie, men jeg skriver den for at fortælle om risikoen ved dårlig diesel, cannistre og hæverter uden filtre. Og det med røret for at understrege hvor vigtigt det er at få alt gammelt fjernet og afproppet, når man skifter noget ud i sin båd.
Ivan fortalte for øvrigt, at han var maskiningeniør og maskinmester på en 25 m luksusyacht ”Will see” indregistreret i Maderia der lå i marinaen.

Torsdag d. 3.5.
I dag har vi set på Varna. Det er er dejlig rar by, hvor man er langt fremme med at sætte gamle huse i stand. Det er en meget grøn by, med store fodgængerområder. Vi så katedralen, besøgte basaren, så ruinerne af den gamle romerske badeanstalt og Kopernikus´s planetatium. Vi så ikke nærmere på det store skrummel af et monument, der i kommunisttiden er rejst til minde om venskabet mellem det bulgarske og det russiske folk. Det ligger i udkanten af byen og er svært at komme til.
Varna er en rar og venlig by, der er et besøg værd.
Bulgarerne er kendt for at have den vane, at de nikker, når de siger nej, og de ryster på hovedet, når de siger ja. Det oplevede vi flere gange, bl.a. når vi spurgte om vej, og det virker lidt underligt.
Til aften var vi ude at spise på en 2-stjernet georgisk restaurant. 2 retter lækker og veltillavet mad + en halv liter fadøl koster 40,00 kr. der er billigt i Bulgarien

Onsdag d. 2.5.
Efter morgenmaden gik vi op i byen. Det var stadig meget blæsende, men tørvejr.
Byen ligger op ad en skråning, så det var noget af en klatretur.
Der er meget stor byggeaktivitet rundt om i byen. Turistsæsonen forberedes. Byen ser ud il at være ret velstående, men der er ingen særlige attraktioner.
Vi fandt en netcafe med mange tv-skærme og en stor oltidsudgravning af et gravsted midt i lokalet. Den var vist ikke ægte. Efter indlæg af dagbog og kontrol af vejrmeldinger ( vinden var kl. 0900 målt til 12 m / sek. og temperaturen til 7 grader C) gik vi tilbage til båden.
Vinden var nu løjet så meget af, at vi besluttede os for at sejle. Afsted mod Varna.
Vinden kom fra NV, men bølgerne, der var ca. en meter høje kom fra NØ. Mærkeligt at sejle i.
Vi sejlede 18 mil langs kysten, hvor der hele vejen lå store turisthoteller i strandkanten. I hundredevis. Vi passerede bl.a. den berømte kyst ”Golden Sands” hvor hotellerne stod i klynge.
Vel fremme i Varna blev vi modtaget meget venligt af havnemesteren. Og nu viste det sig at papirnusseriet i Balchik virkede. Vi viste de papirer vi fik deroppe, og så var der ingen problemer. Så da tolderne kom for at kontrollere os ( de begyndte ret brysk), var der havnemesteren , der bad dem køre igen. De var ikke helt tilfredse med det, men det virkede.

indlagt d. 2.5.07

Onsdag d. 2.5.
Kl. 0500 blev vi vækket af en stormende vind med regnbyger, der pressede båden ind mod kajen.
Vi tjekkede fendere og fortøjning. Alt ok. Så er det vist kun at afvente bedre vejr, så vi kan komme til Varna. I mellemtiden kan vi kigge lidt mere på byen her, der ligger flot op ad en bjergskråning.

Tirsdag d. 1.5.
Vi var tidligt oppe, for vi skulle sejle langt i dag. Kl. 0730 stod vi på havnemesterens kontor, og derfra sejlede vi til grænse- og immigrationspolitiets og toldernes kontor. Papirerne blev klaret, og så af sted. Jeg drejede startnøglen – intet skete. Jeg prøvede igen – intet resultat. Åh, nej – nu igen.
Jeg tjekkede sikringen. Den var sprunget. Ny sikring i, og så kørte det hele. Pyh. Men hvorfor springer sikringen, mens motoren er stoppet?
Ved middagstid så vi en stor flok delfiner (tror vi det var), der legede. De blev på samme position, men vi så deres rygfinner komme op over overfladen i forskellige retninger. Nogle af dem sprang helt op over havoverfladen. Det fortsatte længe, så vi så de legende rygfinner forsvinde bagud.
Den bulgarske kyst, som vi passerede, var en meget flot 20 – 50 m høj klippeskrænt med mange huler og grotter. Ved 1700 tiden nåede vi frem til Balchik, hvor vi lagde os ind til kajen. Derfra blev vi straks beordret til at sejle over til grænse- og immigrationspolitiets og toldernes kontor samt havnemesterens kontor, der alle ligger ved en anden kaj i havnen. Her startede så papirnusseriet igen. Der blev ringet efter havnemesteren, der gik hjemme, fordi han havde ferie. Han kom efter en halv time, meget undskyldende at han var så længe om at komme. Papirerne blev udfyldt, og kl. 1900 kunne vi sejle tilbage til den første kajplads mellem sejlbådene.
Balchik er en lille by med ca. 10000 fastboende personer, men ideelt beliggende for feriefolket. I højsæsonen kan persontallet stige til 25000. Der er rigtig gang i byggeaktiviteterne, og havnefronten præges af hoteller og restaurationer.
Da vi gik til køjs var der vindstille og lunt vejr.

Mandag d.30.4.
I dag ville vi så af sted. Det havde været meget blæsende fra N og NW om natten, men fra om morgenen begyndte vinden at tage af. I øvrigt letskyet med en del sol.
Marinaens manager, Mr. Petcu, havde lovet at komme kl. 0900, så han kunne hjælpe med at få fat i de nødvendige myndigheder, der skulle stemple papirer, inden vi forlod marinaen.
Mr. Petcu kom ikke.
Kl. 0930 fik vi, ved hjælp af nogle af de andre bådejere i marinaen, fat i mr. Petcus kontormand, der ringede mr. Petcu op, så jeg kunne tale med ham. Mr. Petcu havde det ikke godt. ”The president of the marina” havde jo ladet mr. Arthur og mr. Petcu arbejde og vente forgæves i marinaen hele lørdagen. Derfor havde han inviteret dem i byen søndag. Mr. Petcu havde det ikke godt. Men jeg fik sagt farvel, og mr. Petcu forklarede kontormanden hvad der skulle gøres. En halv time senere stod en embedsmand i uniform ved båden. Han klarede alle papirerne så vi var klar til afgang.
Kl. 1030 kom mr. Arthur til marinaen. Han var vist ikke i arbejdstøjet, men vi fik sagt pænt farvel, og han hjalp med at lægge fra.
Udenfor marinaen var bølgerne ca. 1 m høje, og vinden var god, så vi satte sejlene og sejlede mod S. Vinden var dog aftagende, så efter 2 timers sejlads måtte vi starte motoren for at komme fremad. Vi nåede Mangalia kl 1600. Mangalia er den sidste rumænske by før Bulgarien, en by med ca. 30000 indbyggere og en ret stor havn. En stille og landsbypræget by. Noget andet end det turist center vi kom fra.