indlagt 19.6.

Tirsdag d. 19.6.
I dag blev de sidste indkøb klaret, og vi er så småt begyndt at pakke taskerne. I øvrigt nyder vi bare det gode vejr.

Mandag d. 18.6.
Sol fra en blå himmel, op mod 35 graders varme, næsten ingen vind. Sådan er det hver dag, også de næste 6 dage hvis man skal tro meteorologerne. Vi bliver liggende her i Mytilene. Vibeke og Bent kommer jo onsdag eftermiddag for at overtage båden og sejle den videre i de næste 4 uger. Og så skal vi hjem til Danmark imens. Vi er så småt begyndt at gøre båden klar til overtagelse. Irene har i dag vasket skuffer og skabe, og jeg har efterset motoren mv. med olie og smøring. Vi nyder de smukke omgivelser, og giver os ellers god tid som turister her i byen.

Søndag d. 17.6.
Jeg var som sædvanlig oppe ved 0630 tiden, og da jeg kravlede op i cockpittet, så jeg en båd komme sejlende ind i havnen. Det var en stor flot sejlbåd, en 47 fods Harmony, med Elvstrøm-mærke på lazy-jack’en. Men flaget genkendte jeg ikke. Jeg syntes det lignede et FN-flag lidt. Jeg hjalp dem med fortøjningerne og fik en snak med den ene af gasterne, næstkommanderende vil jeg tro, der talte noget engelsk. De er fra byen Aktau i Kazakstan, og har sejlet hjemmefra over floderne Don og Volga og diverse søer, jeg ikke genkendte navnene på. Videre over Sortehavet, gennem Middelhavet, over Atlanten, gennem Panama-kanalen, over Stillehavet til Hawaii. Derfra til Japan, Filippinerne, Australien, Indien, Det røde Hav, tilbage til Middelhavet. Herfra skal de videre hjem til Aktau. Turen må vare 164 dage, hverken mere eller mindre. Den er led i en kampagne for bedre forståelse mellem nationerne, arrangeret af en organisation i Kazakstan. Det er unge mennesker, der er ombord, 5 mænd og 2 kvinder. Deres beholdninger af diesel og vand var helt i bund, derfor havde det, på grund af manglende vind, taget dem hele natten at nå frem til Lesbos.
Senere på dagen var vi på netcafé for at lægge det ind, der var skrevet for den forløbne uge. Og her har de netcaféer, der ligner noget. 4 –5 stykker ligger lige ved siden af hinanden. Den vi var inde i, har 25 – 30 pc’er stående langs væggene, og ude på gulvet står det 5 store poolborde. Og en næsten 10 m lang bardisk. Ved siden af netcaféerne ligger en række smarte alm. cafeer med store udendørs overdækkede, vanddampafkølede terrasser. Det er tydeligt, at det er her jet-set’et kommer. Du skulle være her og se det, Frank.

Indlagt d. 17.6.

Lørdag d. 16.6.
Da vi skulle sejle videre i morges, var jeg godt nok opmærksom på, at jeg ikke skulle have moorings-tovet i skruen. Jeg passede også på ikke at få de 2 plastikdunke, der holdt moorings-tovet oppe ude i havnebassinet, i skruen. Men jeg var ikke tilstrækkeligt opmærksom på 2 løse stumper line, der hang ned fra moorings-tovet hvor plastikdunkene var bundet til tovet. Så både liner og plastikdunke og moorings-tov blev viklet ind i skruen. Og så hang vi der. Midt ude i havnebassinet. Jeg måtte så en tur i vandet for at få viklet skruen fri, og efter 20 minutter i det 25 grader varme vand, var båden fri af alle liner og tove og plastikdunke. Der kom et par lokale og tilbød at hjælpe, men de var jo ikke i badetøj. Jeg benyttede mig af lejligheden til at skære noget af de løse liner af, forhåbentlig til glæde for andre sejlere. Den anden af de lokale hjælpere blev meget mistænksom, da han så, jeg havde en kniv med nede i vandet, så han var henne og trække grundigt i tovet, da vi var kommet fri. Han fandt så ud af at alt var ok, og så vinkede han pænt farvel til os.
Vi sejlede ind i en fjord med en meget smal og kringlet indsejling. Der var helt utroligt smukt. Vi ville ind til en lille by ved navn Skala Loutron. Der var ingen havnepladser, og der lå allerede et par både for anker, så der virkede ret befolket. Vi valgte derfor at sejle tilbage gennem indsejlingen og ud på havet, og så hed dagens mål Mytilene. Der ligger vi nu, og her bliver vi, til vi i næste uge skal overlade båden til Vibeke og Bent.

Fredag d 15.6.
Vi har valgt at blive her i Plomarion i dag. Igen vindstille og sol. Det er godt nok varmt. Så vi har siddet en del i cockpittet og kigget over på byen og livet i gaden og tavernaerne langs gaden lige overfor os. Vi har også været rundt og kigge på byen, der er en rigtig hyggelig by med 3800 indbyggere. Lesbos´s tredje største by, der er øens hovedsæde for ouzoproduktion. Det betyder, at der er flere ouzoforretninger i byens centrum. Selve fabrikkerne ligger et par kilometer udenfor byen, så dem undlod vi at besøge.
Nede ved havnen fandt vi en restaurant med et menukort skrevet på dansk. Den måtte vi besøge. Det var konen, der er græker, vi hilste på. Manden, der er dansker, var på besøg hjemme i Danmark.
Parrets søn hjalp med serveringen. Og så kunne de lave god mad. Så prøv det sted, når I kommer forbi.

Torsdag d. 14.6.
I dag sejlede vi til Plomarion (Plomari). Igen med vindstille vejr med sol. Nu har landskabet ændret sig lidt. Det er stadig meget bakket med mange klipper, men nu er der mere frodigt, og det hele er meget skovrigt. Vi nåede Plomarion, lige som vinden satte ind. Der var lige en enkelt plads til os ved det nye mooringsystem , men det var med vinden på tværs. Vi fik os dog skramlet ind på plads langs en engelsk sejlbåd, hvis besætning, mand og kone, var meget behjælpelige.
Vinden tiltog en del i løbet af eftermiddagen, så selv om vi ligger bag en ekstra dækmole, gav det en del vind og bølger til båden.
Vi har i dag købt en chip med et græsk telefonnummer til mobiltelefonen.
Nummeret er 697 9601416. Derudover kommer landekoden, der så vidt jeg kan tyde de græske runer (manualen er på græsk) er 0030 eller +30. Men find selv ud af det hvis nogen skulle få lyst til at ringe til os.

Onsdag d. 13.6.
Da vi i dag sejlede videre, ud af den S-lige adgang, så vi at det kan være farligt at sejle i disse farvande. Adgangen er nogle hundrede meter bred, og midt i udsejlingen ligger en lille ø. Man kan sejle begge veje rundt om øen, men en sejlbåd havde forsøgt at sejle hen over den. Den var nået op midt på øen, og der stod den nu helt på tørt land. Vi fik at vide at båden har stået der et par år nu.
Vi sejlede videre i helt vindstille vejr med sol langs den klipperige og stejle sydvestkyst. Og igen blev vi mindet om risikoen her, for vi så et gammelt vrag af en stor motorbåd, der lå knust op mod klipperne.
Vi sejlede ind i Kallonigulfen ad en meget smal og snirklet indsejling, hvor sejlrenden flere steder kun er 30 – 40 m bred. Spændende at sejle efter over-et-mærker sat som stendysser inde på land. Og da især når mærkerne står agterude. Vi nåede ind til Polichnitos, lige som vinden tog fat, så det var med besvær, vi fik lagt båden til kaj i den lille havn. Det er altså ikke nemt at manøvrere med en langkølet båd, når man skal bakke og vinden kommer fra tværs. Vi kom til kaj, og nød den lille hyggelige fiskerhavn/-by resten af dagen. Vi havde dog gerne undværet besøget af de mange myg, der kom til os om aftenen og natten.

Tirsdag d. 12.6.
I dag sejlede vi til Sigri, den vestligst beliggende havn på Lesbos. Hele turen sejlede vi i vindstille vejr med sol, så det var som at sejle på et spejl. Undervejs fik vi selskab af en flok delfiner. Vi kunne se dem svømme under vandet tæt ved båden, mens de holdt konkurrence i, hvem der kunne svømme tættest ind foran os. Sigri ligger godt beskyttet bag en ø. Der er en N-lig og en S-lig passage ind til byen. Den N-lige er så smal, at vi tydeligt kunne se havbunden på begge sider af båden på en strækning over en halv mil. Godt det var fint vejr den dag.
Sigri er en lille by med kun ca. 400 indbyggere. Den er bygget op ad bjergskråningerne, der går ud til kysten. Byen ser noget større ud, for der er rigtigt mange ferieboliger i byen. Alt er meget velplejet og pænt istandsat, så også her er man klar til at tage imod turisterne.
Byens attraktion er et museum, der viser en mængde effekter fra en stor forstenet skov, der ligger lidt inde i landet.
Og så har byen selvfølgelig en stor borg, der ligger nede ved siden af havnen. Der var ikke åbent for besøgende.

Mandag d. 11.6.
Mithimna er en meget spændende lille by, der ligger på bjergskråningen lige ovenfor havnen. Der er meget smalle og meget stejle gader i hele byen. Flere steder er hovedgaden overdækket af vinranker på lange strækninger. Byen og havnen er noget turistpræget. Vi har fået at vide, at her ikke er til at være for turister i højsæsonen. Vi så også et turistkontor, der reklamerede for Tjæreborg, for Spies og for Skibby rejser. Inde på kontoret hilste vi på 3 danske guider, der var i færd med at planlægge sæsonen.
På toppen af bjerget ligger en stor borg, der er flot oplyst om natten. Den ville vi op at se. Altså måtte vi op ad de stejle gader, og længere oppe var vejen udformet som en trappe med lange trin. Mange, lange trin. Men vejen (trappen) skulle også bruges til at køre på, op til alle husene, der ligger oppe på skråningen. Derfor var der støbt små ramper til hjulene, så biler og motorcykler kunne køre over trinene. Der blev kørt langsomt og forsigtigt på den vej. Da vi så nåede op til borgen, fandt vi ud af, at den var lukket, fordi man var i gang med nogle reparationsarbejder. Vi nød udsigten over det smukke landskab og det blå hav, og så gik vi ned igen.

Søndag d. 10.6.
Lidt før kl. 0800 kom et militærorkester med følge af en deling bevæbnede soldater spillende og marcherende gennem byen. De standsede lige foran os, det græske flag blev hejst på en flagstang, der stod der, og så marcherede de videre.
Vi sejlede videre i dag. Vi ville til Mithimna ( hedder også Molivos), på øens NW-hjørne. Udsigten fra DMI sagde vind 6 m/sek. fra N og sol. Lige før vi startede, talte vi med en englænder på en af nabobådene. Han fortalte, at den græske meteorologiske station Poseidon sagde vind 6 Beaufort fra N. Så de turde ikke sejle ud. En franskmand på en anden båd sagde, at det franske meteorologiske institut sagde 5 Beaufort fra N. Så de turde ikke sejle ud. Man blev jo helt betænkelig. Vi sejlede ud, lagde kursen mod N og fik vinden lige imod og med skummende bølgetoppe. Efter en halv time løjede vinden af, skummet på bølgerne forsvandt, og de sidste 10 mil sejlede vi på spejlblank vand uden vind. Altså 1 –0 til DMI. Vi nåede frem sidst på eftermiddagen

Lørdag d. 9.6.
Mytilene er en meget livlig by. Hovedgaden går forbi os lige oppe på kajen, så der er hele tiden megen gående og kørende trafik. Der bliver kørt meget her. Især med tohjulede motoriserede køretøjer. Knallerter, scootere, off-roadere og motorcykler. Der er festligt og meget larmende. Alle kører på dem. Unge og gamle. Alle køn. Lidt sjovt at se en ung pige komme drønende med flagrende hår på en 500 ccm offroader med defekt lydpotte. Eller en ældre dame i selskabsdress på scooter. Sidst på dagen kommer mappemændene i jakkesæt og med stiv ryg kørende på osende knallerter.
På landtangen lige udenfor byen ligger resterne af et stort borgkompleks. Vi var ude og se på det i formiddag. Det er fascinerende, med rester af mange gamle bygninger. Man kan tydeligt se, at her har en hel by kunnet leve indenfor borgmurene.
Hen på eftermiddagen blev der stillet en scene med lys og højtalere op på kajen lige i nærheden af os. Åh, nej. Skal der nu være friluftskoncert her også? Men nej. Hen under aften startede en ceremoni med sang fra mandskor ved byens største kirke. Det varede godt 1 time. Så startede en procession, der gik fra kirken, gennem byen, hen forbi os og hen til en anden kirke. Forrest små drenge i gyldne dragter og stave med kors i hånden. Derefter drenge i hvide dragter med levende lys i hånden. Så nogle piger i sort nederdel og hvide bluse med englevinger bundet på ryggen. Så et militært orkester. Så nogle soldater med våben i 3 geledder. Så en hel masse mænd i græske præstedragter i forskellige farver. Så en tavle båret af 4 præster. Og endelig 4 præster, der så meget betydende ud. Processionen gjorde holdt flere steder på ruten bl. a. ved den opsatte scene, og så gennemførte man forskellige kirkelige ritualer. Når man så gik videre spillede militærorkestret. Underlig sammenblanding af kirke og militær.

Indlagt d. 15.6.

Har i dag proevet at laegge tekst ind paa dagbogen for den sidste uge, men denne netcafe kan kun tage tekst i notepad, og det dur ikke rigtigt. Men alt ok her, vi proever igen naar vi kommer lidt laengere frem.

Indlagt d. 9.6.

Fredag d. 8.6.
I dag sagde vi farvel til Ayvalik. Solen skinnede fra en skyfri himmel, vinden var ca. 6 m/sek. fra N.
Perfekt. Ayvalik er en af de store ind- og udklareringshavne, men vi meldte os ikke ud af Tyrkiet ved afsejlingen, selv om vi i dag sejler til den græske ø Lesbos. Det har vi fået at vide af flere sejlere, der har sejlet her i området i flere år, at det gør man ikke. Den tyrkiske transit-log giver dig ret til at besejle alle tyrkiske havne i 1 år, og den kan fornyes med 1 år ad gangen 3 gange, så den kan altså gælde i op til 4 år. Hvis du melder dig ud koster det penge, og så har du problemer og omkostninger, hvis du vil sejle ind i Tyrkiet igen. Hvis du ikke kommer til Tyrkiet igen, kan du bare smide den væk. Med det bøvl og de omkostninger vi havde for at få transit-loggen i Istanbul, skal den ikke meldes af i utide. Det eneste sted, vi har haft brug for den, har været i Ayvalik. Ikke fordi marinaen ville se og kontrollere den, men fordi de ville have en fotokopi af den. Grækerne er ligeglade med, om du har en transit-log. Derimod er det vigtigt at skifte gæsteflag, når man sejler fra det ene land til det andet. Det gjorde vi selvfølgelig også på vejen til Mytilene. Allerede ved indsejlingen til den indre havn blev vi prajet af en mand i uniform. Jeg skulle gå op til paskontoret og vise vores pas. Det gjorde jeg, og vi blev skrevet ind på nogle lister. Så skulle jeg ind til toldkontrol i kontoret ved siden af. Jeg kom ind i et stort rum med flere glasbure langs væggene og en balkon på 1.sal hele vejen rundt. Der var ikke en sjæl at se, men jeg kunne høre nogen, der talte oppe på balkonen. Jeg gik ud midt i lokalet og begyndte at råbe og pifte (det er jeg ikke god til - desværre). Efter nogen tid holdt de op med at snakke, og et par damehoveder dukkede frem over balkonkanten. Vi vinkede til hinanden, de råbte: ”Just a moment”, og lidt efter kom en mand i tolduniform ned og hilste på. Han førte mig hen til udgangsdøren, mens han spurgte om, hvor vi kom fra, hvad nationalitet vi var, hvor mange vi var, og hvad han nu kunne nå at spørge om, mens vi gik hen til døren. Henne ved døren sagde han pænt farvel. Det var toldkontrollen.
Inde i inderhavnen lagde vi os med hækanker ude, og stævnen op mod kajen. Det passer fint i højden. Vi ligger lige midt i byen. Byens hovedtrafikåre løber langs kajen hele havnen rundt. Så her er masser af liv og larm.
Jeg skulle efter ankomsten op på havnekontoret og melde mig til. Igen masser af lister der skulle udfyldes. Listerne står på græsk, med græske runer, så en ung kontorist måtte hjælpe med at læse og udfylde. På et tidspunkt spurgte han mig, om jeg havde en transit-log. ”Ikke til Grækenland”, svarede jeg. Men inden jeg havde svaret færdigt, blev den unge kontorist irettesat i en skarp tone af en anden lidt ældre kontorist, der sad og overvågede, hvad der skete. Så blev der ikke snakket mere om det. Jeg fik en seddel med velkommen osv., hvoraf fremgår, at det koster 26,- kr. pr dag at ligge her inkl. el og vand. Til gengæld er der hverken toiletter eller baderum til rådighed. Der skal man bruge havnen.



Torsdag d. 7.6.
I dag var vejret ikke så godt, skyet med byger og en del blæst. Derfor besluttede vi at blive endnu en dag her i Ayvalik.
Byen ligger langs bugten og hovedgaden løber tæt langs kysten hele vejen. Bagved ligger den gamle bydel, der bærer præg af at området har været under skiftende tyrkisk og græsk herredømme. Gamle huse langs meget smalle gader, hvor der lige kan køre en enkelt bil igennem. Nogle af gaderne meget stejle. Gaderne er meget hullede og ujævne. Det ser ud som om, man har lagt kloakrør ned i alle gaderne, og glemt at retablere overfladerne. Masser af katte, men også hunde og geder i gaderne. Vi gik rundt et par timer og kiggede, og på vejen tilbage skete det: Vi spadserede lige ind i et kæmpe marked. I et større område af byen var alle gaderne fyldt med boder, der solgte alskens gode sager. Indkøbsgenet gik amok. Det er svært at holde igen, når pæne skjorter koster 20,- kr., sokker koster 2,- kr. pr. par osv.. Bijouteri (jaller) får man næsten foræret, mens de garanterer, at det er ægte ametyst eller agat eller smaragd sat sammen med ægte sølv. Og det ser jo godt ud.

İndlagt 7.6.

Onsdag d. 6.6.
Flot vejr med sol og næsten ingen vind fra morgenstunden.
Lakmanden kom tidligt og ordnede de sidste ting, så nu er soklen til bomskødet klar.
Og så var det ellers bare at vente på termostaten. Vi fik at vide, at der normalt kommer pakkepost ved et-tiden, så indtil da ville der ikke ske noget. Jeg besluttede mig derfor for at skifte impellen, når der nu var så lang ventetid. Det har længe skullet gøres, men jeg har tøvet, fordi søvandspumpen sidder så utilgængeligt. Det blev da også lige så bøvlet, som jeg havde forudset. Flere andre ting måtte afmonteres, for at jeg kunne komme til, men efter 3 timers sveden og sværgen var impellen skiftet. Og så virkede den gamle slet ikke spor ødelagt. Nå, det er vist kun godt. Klokken 1300 var jeg oppe ved Yussuf. Han sagde nu , at termostaten ville komme kl. 1630. Kl. 1700 var jeg oppe ved Yussuf. Han fortalte nu, at termostaten var kommet til byen, men endnu ikke til marinaen. ”Gå ned og vent ved båden, så kommer vi derned”, sagde han. Kl. 1800 var jeg igen på vej op til Yussuf, da jeg mødte en mand, der kom gående med termostaten i hånden. Han ville hjælpe med at skifte termostaten, så han var sikker på, at det hele virkede. Han fortalte, at termostaten var sendt til hans forretning i Canakkale fra Istanbul i morges. Derefter var han kørt de ca. 175 km til os i Ayvalik. Han var kørt fra Canakkale under et tordenvejr, der havde givet op til 30 – 40 cm vand i gaderne, og hagl på størrelse med valnødder. Han havde et par opgaver i Ayvalik, hvoraf vi var den sidste. Han skiftede termostaten og tjekkede elforsyningen, og så kørte køleanlægget igen. Klokken var 1930.
Det blev dyrt. Men nu kører anlægget igen, og jeg skal lige have klaret nogle tiltag, så vi undgår, at anlægget kan kortslutte igen på grund af vand.
Hele aftenen rullede og blinkede tordenen hele horisonten rundt, men vi fik ingen regn og næsten ingen blæst.

Tirsdag d. 5.6.
Som noget nyt startede dagen overskyet, og det holdt sig langt hen ad dagen.
I dag tog vi til Pergamon. Afgang kl. 0800 med bus til Bergama 50 km væk. Derfra taxa 7 km op til Akropolis og senere tilbage til basilikaen Kizil Avlu ( den røde hal ) og videre til Asklepieion.
Pergamon er en antik by, grundlagt 300 år før Kristi fødsel og bygget op over en bjergtop. Der er bevaret mange bygningsdele, så man får et tydeligt indtryk af hele indretningen. Der er rester af søjlerækker og fundamenter med buer ved et stort Trojatempel. Der er soklerne til et Athenetempel med tilhørende bibliotek med 200.000 bind. Der er rester af et Zeus-alter og et amfiteater med 83 bænkerækker og plads til 15.000 tilskuere.
Basilikaen, den røde hal, er bygget (muret op) inde i tempelrummet i et gammelt romersk tempel.
2 km fra Akropolis ligger Asklepieion, en helligdom opført for lægeguden Asklepios med templer, søjlehaller, brønde, behandlingsrum, teater og bibliotek. Centrum er en hellig kilde, der stadig giver (helbredende?) vand.
Akropolis og Asklepieion er fra antikkens tid forbundet med veje, der passerer flere antikke sportsanlæg opbygget på terrasser.
Det er stort. Det er imponerende. Det er fascinerende. Det skal ses.
I bussen på vejen hjem faldt vi i snak men en ung tyrker, Jacob. Han var hjemme i Tyrkiet på ferie et par måneder fra sin coffeeshop i Glasgow, hvor han har været i 8 år. Han fortalte, at med de penge han tjener i Skotland, kan han hjælpe sine forældre til en anstændig tilværelse her i Tyrkiet. Han fortalte, at lønnen for en alm. arbejder ligger på 1200 – 1500 kr. pr måned. Det skal der arbejdes mange timer for. Offentligt ansatte får ca. det dobbelte. Men de job kræver mange gode eksaminer og gode bekendte. Vi havde en lang og god snak med ham, bl.a. om det tyrkiske folks venlighed, høflighed og hjælpsomhed, som vi havde bemærket som noget meget positivt. Da billettøren kom gennem bussen, insisterede Jacob på at betale vores billetter.
Hjemme igen midt eftermiddag kunne vi konstatere at lakarbejdet skred godt fremad.
Værre var det med termostaten. Leverandøren kunne stadig ikke finde en ny. Nu ville han prøve at reparere den gamle. ”Jeg ved, om vi kan klare det, om et par timer”, sagde han. 2 timer senere stod jeg igen ved Yussuf. Han ringede igen til leverandøren, der nu fortalte, at han havde fundet en ny termostat i Istanbul. Det bliver vist dyrt det her. Men nu er der håb indenfor et par dage.
Der var ikke megen vind i marinaen den dag.

Mandag d. 4.6.
Ved 9-tiden gik jeg op til de tekniske værksteders malerafdeling for at købe noget lak. Jeg vil have den bomkonsol spartlet og lakeret og fuget ved gennemgangen i dækket. Værkstedslederen ville vide lidt mere om, hvilken slags lak jeg skal bruge. Derfor gik han med ned på båden og kiggede på konsollen. Da jeg spurgte, om han havde noget lak, jeg kunne købe, sagde han: ”Jamen det er da den slags arbejde, vi laver”. Jeg spurgte hvad han skulle have for at lave det. Spartling, slibning og 5 – 6 gange lak. Han regnede lidt og sagde så 40 euro + materialer. Altså 300,00 kr. + materialer. Jeg var helt enig med ham i, at det er et arbejde, han skal lave. Han skal bruge 3 – 4 dage til det, men det er lakkens tørretid, der bestemmer det. Han fortalte, de har meget travlt på værkstedet for tiden. Alligevel kom han selv tilbage senere på eftermiddagen og ordnede alt med klargøring, afrensning, spartling og slibning. Så nu er soklen klar til første gang lak.
De påstår at termostaten er en gammel model, der ikke lagerføres mere. De arbejder på sagen.
Der var ikke særlig megen vind i marinaen i eftermiddag.

Søndag d. 3.6. (fortsat).
Kl. 1400 kom batterierne. En flink mand Yussuf kom med dem, afmonterede de gamle, monterede de nye, alt ok. Vi bad ham også lige kigge på kompressoren til køleskabet. Strømkablerne var helt svedne. Altså vand på ledningerne. Det må komme ind ved utætheder ved konsollen til bomskødet, når det regner. Danfoss-termostaten var brændt af. Vi skal snakke med værkstedet i morgen, om at skaffe en ny.
Lidt senere kom en tysker i en 30 fods Bavaria sejlende ind i havnen. Han skulle ligge ved samme bro som os. Han kom ind med stor fart på, så guiden i gummibåden måtte sætte stævn mod stævn og sætte alle påhængsmotorens 40 Hestes kraft i arbejde for at stoppe tyskeren. Så skulle tyskeren bakke ind på sin plads. Han drønede ind med stor fart, og kort efter lød der høje råb, et brag og en rigtig grim knasende lyd. Jeg var sikker på, at tyskeren havde forvandlet sin 30 fods Bavaria model cruiser til en 29 fods Bavaria model chrushed. Da de tilstrømmende folk var gået igen, gik jeg også lige ”tilfældigvis” forbi. Der var ikke noget at se på båden og heller ikke på broen?
Ved 1600 tiden kom Priscilla og John hjem fra udflugt. De havde været i Pergamon med start fra morgenstunden. De ville sejle videre i dag, ud til en ankerplads udenfor byen. Så kunne de spare havnepengene 45 Lira dvs. 180,00 kr. Der betales havnepenge efter bådens størrelse. Vi betaler 19 Lira dvs. 76,00 kr. pr. nat her. Så vi sagde farvel til det hyggelige amerikanske par, som vi har fulgtes med så længe. Vi ser dem nok ikke mere på vores tur i år.
Der var ingen særlig vind i eftermiddag, så måske havde vi ikke behøvet at flytte plads ved broen?
Men vi ligger bedre her.

İndlagt 3.6.

Søndag d. 3. 6.
Kl. 1000 var jeg oppe ved det tekniske kontor. Alt var lukket. Man står nok ikke tidligt op om søndagen her.
Da jeg kom tilbage, var nabobåden ved at sejle. Derfor var en hjælper fra marinaen ude og hjælpe med at få nabobåden ud. Hjælperen gjorde tegn til mig, og viste mig så en plads ved samme bro , men helt inde ved kajen. Der ville jeg gerne flyttes hen. ”Et øjeblik”, sagde han. Han skulle lige hen og hjælpe en anden båd med at sejle ud. Så kom han tilbage, og 3 minutter senere var vi inde på den nye plads. Det er dejligt. Nu venter vi så på, at det skal blæse op, så vi kan se, hvor meget det har hjulpet.

Lørdag d. 2. 6.
Store vaske- og skrivedag i dag. Og så skal vi have nye forbrugsbatterier i båden. Det ene af de gamle kan ikke genoplades. Det betød at begge vore køleskabe satte ud fredag morgen. Nu har vi fået landstrøm, og den lille køletaske virker igen. Det faste køleskab, som jeg lige havde fået til at virke igen, er også stoppet, og vil ikke køre mere. Jeg bestilte i går 2 nye batterier ved den tekniske afdeling her i marinaen. De fortalte at lørdag er helligdag her i Tyrkiet, så leveringen kunne måske først blive mandag. Senere fredag spurgte jeg igen, og nu kunne leveringen sikkert godt blive lørdag. Altså var jeg i dag lørdag oppe for at spørge, hvad tid på dagen batterierne kommer. Nu var svaret, at de kommer søndag. Jeg fik også udpeget den mand, der skal hjælpe med at montere dem.
De kunne dog ikke sige noget om, hvad tid på dagen batterierne kommer. Leverandørens direktør vil tage dem med i sin bil, når han alligevel skal ned til sin båd i marinaen søndag.
Kort før middag kom Apria sejlende ind i marinaen. De lå for anker ude i bugten sidste nat. Nu ligger de 4 pladser fra os her ved den samme bro.
Over middag blæste det op igen. Tidligere og mere end i går. Så vores båd vippede temmelig kraftigt. Det fik Priscilla til kraftigt at opfordre mig til, at bede marinaen om at få anvist en mere rolig plads længere væk fra indsejlingen. Da nu selv Irene syntes, det var rigeligt, gik jeg derop. Manden i marinaens kontor, der for øvrigt har været meget hjælpsom, var ikke meget for at flytte os. De havde ikke andre pladser, det vippede mere eller mindre ved alle, de havde ikke tid osv.. Først da jeg inviterede ham på en drink nede i båden her og nu, så han selv kunne mærke, hvor galt det var, gav han sig. Også uden at få en drink. Han ville finde ud af noget, men sikkert først til i morgen tidlig.
Kl. 2200 lå vi stadig på den gamle plads, og havet var blankt som et spejl.

Fredag d. 1. 6.
Havnen her hed tidligere Assos, og man kan stadig lige udenfor den nye mole se rester af stensætningen i den gamle. Lige bag havnen ligger en 200 m høj klippe-/ bakketop, og på toppen af den har man i tiden ca. 600 år før Kristus bygget et tempel til ære for Athene. Der er stadig nogle af søjlerne bevaret. Stedet har været meget benyttet gennem tiderne, så der er også et stort amfiteater, og der er rester af bymure og forskellige bygninger fra forskellige tidsaldre. Mest imponerende er dog udsigten fra templet ud over havet. Knap 10 km ude ligger Lesbos til højre. Til venstre nogle tyrkiske øer. Og imellem dem det blå hav. Et fantastisk smukt syn. Aristoteles boede her i 3 år, hvor han startede en skole her. Sokrates var her. Platon var her. Aleksander den Store benyttede stedet under sine Asien-felttog. Paulus brugte Assos som udgangspunkt for nogle af sine missionsrejser. I dag var jeg her.
I den byzantinske og den ottomanske tid benyttede tyrkerne havnen en del. For at undgå den farlige og krigeriske rute gennem Dardanellerne bar de deres skibe over land fra Istanbul (Marmarahavet) til Assos på deres færd til og fra Middelhavet.
Vi forlod Behramkale midt på formiddagen og sejlede i sol og vindstille vejr til Ayvalik. En smuk tur til en by, der ligger godt gemt inde bag nogle øer. Marinaen her er stor og helt moderne. Plads til ca. 200 både. Bådene ligger med stævn eller hæk ind til bådebroerne. Der er spændt tove ud på bunden af havnen, og når man så sejler frem til bådebroen får man udleveret et tov, der er fastgjort i bunden. Det benytter man til at fastgøre den frie ende af båden med. Systemet kaldes mooring.
Hen på eftermiddagen begyndte det at blæse op. Temmelig kraftigt endda. Det gav ret store bølger ind i marinaen fra indsejlingen, som vi ligger lige overfor. 40 – 50 cm høje bølger, som godt nok kom på langs af båden, men vi vippede alligevel kraftigt. Kl. 1930 begyndte vinden at tage af igen, og kl. 2100 havde den lagt sig helt. Havoverfladen var spejlblank. Typisk vejrbillede for denne del af Middelhavet.

Torsdag d. 31.5.
Fint vejr fra morgenstunden. Vinden var aftaget meget og drejet i vest, så nu skulle der sejles. Ude af havnen opdagede vi, at vinden og bølgerne stadig kom fra syd. Vores kurs hed 183 grader, så det var lige i snotten. Vinden var svag og bølgerne kun 50cm til 1m høje dønninger, så det gik fint. Op på formiddagen drejede vinden lidt mod vest, så vi kunne knibe lidt ekstra fart i båden med genuaen. Ved middagstid forsvandt vinden helt. Men hvor er der smukt her. Vandet er dybblåt, de klipperige kyster spiller i mange farver. Solen skinner fra en blå himmel. Ved middagstid kunne vi se, hvordan varmen begyndte at danne cumulusskyer inde over land. Og så kom blæsten. Vi havde nu rundet Tyrkiets SW-lige hjørne ved Baba, og sejlede en kurs mod øst og fik vinden ind fra vest. Nu kunne genuaen bidrage med 2 knob ekstra. Også bølger kom til. Bagfra. Og ret høje. Så nu surfede vi fremad på forsiden af bølgerne. Vi skulle til Behramkale, og nåede frem ved 4-tiden. Havnen er bygget for over 2000 år siden, og er åben for vind og bølger fra vest. Så vi var lidt i problemer. Heldigvis var Apria også sejlet dertil og var ankommet et par timer tidligere i magsvejr. Så Priscilla og John stod klar til at hjælpe. Vi skulle ind og ligge med hækanker med siden til vind og bølger. Det var svært, men vi kom i læ af Apria, og fik os gjort fast. Der var så lidt vanddybde på den plads, der var til os, at stævnen sommetider bumpede mod bunden, når vi vuggede i bølgerne. Altså måtte vi trække os så langt fra land, at vi ikke kunne gå fra borde. Så vi måtte låne Aprias gummibåd, når vi skulle nogen steder.

Onsdag d. 30.5.
Stadig kraftig vind fra syd, så vi besluttede at blive endnu en dag. Vejret er jo godt med sol og varme. Vi gik lidt rundt i byen, der ligger på et meget bakket og klippefyldt område. Vi kunne dog ikke bevæge os ret langt ud til siderne af byen, før vi gik ind i hegn og afspærringer og militære vagtposter med pistoler og geværer. Der er selvfølgelig veje, der fører ud af byen, men vi valgte at blive i byen. Øen er et yndet feriested. Om vinteren er der ud over militæret knap 100 faste indbyggere. Om sommeren er her 10000 - 15000. Sæsonen er knapt begyndt, men klargøringen var i gang alle steder. Øen er kendt for sin vinproduktion, og der er store områder med vinmarker ude på øen. Men alle producenterne har også vinkældre, lagre og butikker i byen. Og så var det markedsdag. Det kiggede vi en del på. Jeg så bl.a. en kvinde, der solgte nogle plader på ca.10 cm diameter, der lignede noget tørret smeltet sukker. Hun forklarede med tegnsprog, at det var fra træerne og til at putte i munden. Jeg troede, det var noget nektar af en slags, så det skulle jeg prøve. Det var ikke nektar. Jeg tror, det er delvis tørret harpiks. Det bruger man åbenbart i stedet for tyggegummi. Det smager skrækkeligt, men jeg tror det er godt til at trække plomber ud med.
Om aftenen prøvede vi vores nye OKEY spil sammen med folkene på Apria.

Tirsdag d. 29.5.
Da vi i går lagde os over til fiskekajen, lagde vi os udenpå en af de lokale fiskeres både. Hans båd har samme højde som vores, så det var let at gå over på hans båd, og derfra videre op på kajen.
Det gav bare det problem, at vi lå med siden til bølgerne, og derfor lå og rullede en del. Det havde Priscilla set, så hun inviterede os til at dreje båden, så vi kom til at ligge udenpå og langs med deres, der lå med hækanker ude. Vi prøvede forsigtigt at sige nej tak, men Priscilla kan være meget insisterende, så vi endte selvfølgelig på langs med deres båd. Vores problem var nu, at vi kun kunne komme i land ved at gå over deres båd. Det var vi selvfølgelig også velkomne til. Vi skulle balancere ud over deres stævnanker, og derfra hoppe godt en meter ned og en halv baglæns, for at komme ned på kajen. Tilsvarende vanskeligt var det at komme ombord. Det kunne Irene slet ikke klare med hendes dårlige arme. Altså talte vi med den næste båd, der var en tyrkisk sejlbåd, der lå med stævnankeret ude, og med en lang dinglende landgangsbro ind til kajen. Jo, Irene måtte gerne gå over hans båd også, og så kunne vi da komme i land. Den tyrkiske båd er for øvrigt ejet af en af Tyrkiets mest populære komikere, Ata, der har sit eget ugentlige tv-program. Siger Priscilla og John. Han har dog en fast mand, Ali, til at passe båden, en yngre mand, der talte et udmærket engelsk. Det var ham, vi lavede aftalerne med.
Vi var for øvrigt inviteret til dinner på Apria ( Priscilla og Johns båd) i aftes - mandag aften. Det var rigtig hyggeligt. Efter maden spillede vi OKEY, et tyrkiske spil med brikker og spilleplader, lidt a la rommy med brikker. Det er et meget populært spil hernede, der kan spilles af 2- 4 personer. Vi har mange steder set de lokale sidde og spille det. Hver spiller har et ca. 40 cm langt bræt af solidt bøgetræ til at stille sine brikker på. Spillet kan også fås i en mindre plasticversion til at have med sig på rejser. Det var sådan et spil, der var på Apria. Vi prøvede at købe et tilsvarende spil oppe i byen. Det havde de ikke. Vi gik derfor ud til den del af marinaen, hvor vi først lagde til. Vi havde i den taverne derude set, at de spillede OKEY på rigtige brædder, da vi ankom. Vi spurgte, hvor man kunne købe sådan et spil. ”Ikke her på øen”, var svaret. ”Men vi har så mange spil at i gerne må købe et af vores”. Så formedels 25 lira (100,00 kr.) blev vi ejere af et ægte originalt OKEY spil. Irene og Kaj: Hvad er det i gør rigtigt? Hvordan vi får de store og tunge bøgeklodser med hjem i flyet, er en anden sag.
For at returnere havde vi så inviteret Priscilla, John og Ali til dinner tirsdag aften. Vi havde en enkelt engangsgrill tilbage, så vi ville grille fisk. Jeg prøvede tidligt på dagen at kontakte en fiskerbåd, for at købe lidt fisk ved ham. Jeg så hans fangst, der bestod af nogle få hummere, lidt små hajer, og så nogle uhyggeligt udseende fisk, han kaldte for djævlefisk. Der var ikke noget, der kunne grilles. Fiskeren tog mig så med op til fiskehandleren, som tilfældigvis var fiskerens broder. Han havde fisk til grillen. Jeg valgte en lokal fisk, der lignede en mellemting mellem sild og ørred. 2 kg for 40 kroner. Renset og klar til grillen. Det blev en succes, bortset fra at der dryppede en del vand fra fiskene, så grillen flere gange var ved at gå ud. Det tog nogen tid, men med tålmodighed og Alis hjælp gik det fint.