Hej.
Saa vidt jeg kan se har jeg nu faaet alle dagene med, selvom der er i forkert räkkefölge. PC-en ville ikke rigtigt godkende min memory-bird.
Med lidt god vilje kan det nok forstaas. Det med billederne har jeg ikke fundet ud af endnu.
Hilsen til alle der fölger med
Kaj

Mandag d. 26.6.
Vi sejlede tidligt videre, for nu ville vi se Berlin. Vi havde i Stettin talt med en mand fra Berlin, der havde foreslået os at lægge ind i en marina i Stössensee i Passau. Han mente, det var det bedste sted. Han var selv hjemmehørende der. Han sejlede Folkebåd og havde deltaget i "Fyn rundt" fra Korshavn, så han måtte være troværdig.
Men først Berlin. Ved middagstid nåede vi floden Spree og sejlede ind gennem bymidten. Forbi præsident boligen, kanslerboligen, den nye kongreshal, den nye banegård, den nye regeringsbygning, den restaurerede domkirke, det gamle museum. Da vi ville sejle under en bro lød der et alarmsignal, og en højttaler sagde noget om en sportboote og rote licht. Og rigtigt. På broen foran os sad et trafiklys, der lyste rødt. Det var kort før en sluse, så ok. Det var dog et dårligt sted uden anliggermulighed, så vi klamrede os til museets marmortrappe, mens vi ventede på, at de modgående rundvisningsbåde skulle passere. Stadig rødt. Nu kom i hurtig rækkefølge mindst 5 rundvisningsbåde, der sejlede forbi det røde lys og sejlede ind i slusen. Jeg kaldte slusen over radioen og fik at vide at jeg skulle vente. Efter yderligere en række rundvisningsbåde i begge retninger og rødt lys til os, valgte vi at vende om. Tilbage forbi kansleren og præsidenten, og heller ikke denne gang valgte vi at aflægge dem et besøg, selvom vi nok mente, at nu havde vi noget at tale med dem om.
Ved 19 tiden nåede vi den udpegede marina i Stössensee. Her var der lutter venlighed og hjælpsomhed. Marinaen er klubejet. De har et lækkert klubhus med selskabslokaler, bar, restaurant, poolbord, stor TV-skærm mv. Vi fik udleveret en nøgle til huset, så vi kan benytte bade- og toiletfaciliteterne når vi vil. Her bliver jeg til Irene kommer.

Fredag d. 23.6.
Da vi i går var en tur forbi mastekranen, så vi at masten på en tysk båd, der var ved at blive betjent, stødte ind i kranen, så "noget" faldt ned. Resten af dagen blev den tyske båd liggende foran kranen.
Da vi i morges ved 7-tiden var i gang med at forberede mastenedtagningen aftalt til kl 0800, kom hr Borman (der er den i øvrigt meget venlige og kvalificerede person, der står for arbejdet med kranen) hen til Frank og fortalte, at kranen var i stykker, muligvis hele dagen. Frank spurgte så høfligt, hvor der var en anden kran, for vi skulle altså videre. Det svarede hr Borman ikke på. Kl 8 kom hr Borman igen og sagde at kranen nu var repareret, så nu kunne vi komme med det samme. Det var lidt pludseligt for os, men kl godt 9 sejlede vi til mastekranen, fik masten lagt ned, og kl godt 10 var vi tilbage på vores plads. Så gik der en 3 timer med at få alt pakket ned, og gjort fast. Så var båden klar til flodsejlads. Resten af dagen gik med lidt afslapning og et kig på byen Stettin. Det vi så var meget grønt og lidt kedeligt.

Onsdag d.28.6.
Første del af dagen er brugt med at opdatere dagbogen her.
Jeg nyder at sidde her i båden og se, at fra klubbens flagspil vajer Dannebrog ved siden af det tyske flag. Man er velkommen.
Oppe i klubhuset har man mange klubstandere hængende på rad og række. Der er også en, hvorpå der står Nyborg Sejlforening, og så er der et mærke med 90 år.
Ellers skal dagen gå med lidt oprydning og klargøring. I eftermiddag må jeg ind og finde en netcafe

Tirsdag d 27.6.
Så er det dagen, hvor Frank afmønstrer. Lidt oprydning, lidt småreparationer, Frank prøvede en tur i gummibåden og ved middagstid tog vi ind til byen, så Frank kunne tage bussen hjem til København. Det et snildt og billigt med de busser. 19 euro for en enkeltbillet, køretid 7 timer.
3 afgange dagligt.
Berlin står helt i fodboldens tegn. Hver 10. eller måske 20. bil kører rundt med det tyske flag som en vimpel i sideruden. I vinduer, fra altaner, i tagrender. Overalt hænger det tyske flag.
Alle er meget hjælpsomme. Standser man op for at finde ud af, hvor man er, eller hvor man skal hen, er der straks personer, der henvender sig for at hjælpe. Folk i røde T-shirts med rygmærke " city volunteer", "machinen guide" mv. står på banegårdene, ved buscentrene, i centrale vejkryds overalt inde i byens centrum. Og der er rent overalt. Frank siger, at det er første gang, han har oplevet, at alle banegårde og S-togsstationer mv. lugter af sæbe.
I aftes var vi en smut inde på Kurfürstendamm ved kirken I ved. På pladsen foran står bod, ved bod, ved bod. De fleste har et TV stående tændt, så alle kan følge med i kampene. I boderne sælges alt hvad der hører sig til. Souvenirs, tatoveringer, kultegninger, drikkevarer, mad. Mange landes specialiteter – brasiliansk, mexicansk, koreansk, kinesisk, spansk, græsk og naturligvis tysk i alle afskygninger.
I tiden fra vi kom ved 1900-tiden til ca. et kvarter før næste kamp, var der et infernalsk spektakel af biler, der kørte frem og tilbage med italienske (og tyske) flag ud af vinduerne og hornet i bund. Italien havde lige vundet 1 – 0.

Søndag d. 25.6
Afgang kl 0900 fra Schwedt i sol, blå himmel og ingen vind.
Ved middagstid ankom vi til slusen ved Hohensaaten. Vores første sluse. Der var grønt lys for indsejling, da vi kom, så vi sejlede lige ind blev løftet 90cm, og så var det ud igen. Det tog 5 minutter, så var den sluse"dåb" overstået.
Nu var det kanal vi sejlede på, altså menneskeskabt vandvej. Og flere steder var der opbygget diger langs kanalen, for at afskærme lavtliggende landskaber bagved. Digerne tog så til gengæld vores udsigt.
Kl 14 ankom vi til Shiffhebeverk Niederfinow, en skibselevator bygget 1927 - 1934. Den består af et kæmpe "badekar" – 85m langt og 12m bredt. Det sejler man ind i, og så bliver man løftet 36m op ved hjælp af 256 stålwirer. Og så sejler man ud af den anden ende af "badekarret".
Nu skiftede kanalen karakter. Den lå ret højt i forhold til de omgivende landskaber. Ja, et sted sejlede vi via en bro over en jernbane.
Kanalen er et yndet udflugtsmål for de omkringboende. Med mellemrum 50 – 100 - 200 m lå enkeltpersoner, par og familier langs hele kanalen og nød det dejlige vejr. Og herregud, måske kommer der en båd forbi hver halve time. Så som Osvald Helmuth ville have sunget: "Der var mange bare røve på den strand".
Vi besluttede at køre hårdt på i dag, for at have god tid til ankomst til Berlin i morgen.
Derfor blev vi ved.
De sidste 3 timers sejlads var gennem store skovområder. Sol, varme og ingen vind gjorde det til en naturoplevelse. Duft af frisk skov, og stille natur. 3 gange så vi et rådyr, der stod ved vandkanten, da vi sejlede forbi.
Kl 2030 kom vi til slusen Lehnitz ( alle sluser har navn ). Her var der en smule ventetid, men så fik vi lov at sejle ind og lægge os bag en stor peniche. Vi var 3 sportboote, og der var lige plads. Heldigt for det var sidste tur den dag. 6 m ned og så ud igen. Penichen var så venlig kun at starte den ene skrue, da han skulle i gang igen. Så strømhvirvlerne var overkommelige.
Vi sejlede ud af slusen og lagde til kaj lige nedenfor slusen på venteplads for sportboote. Det må man godt kl 2100. Der må ikke sejles på den kanal efter solnedgang.

Søndag d. 25.6
Afgang kl 0900 fra Schwedt i sol, blå himmel og ingen vind.
Ved middagstid ankom vi til slusen ved Hohensaaten. Vores første sluse. Der var grønt lys for indsejling, da vi kom, så vi sejlede lige ind blev løftet 90cm, og så var det ud igen. Det tog 5 minutter, så var den sluse"dåb" overstået.
Nu var det kanal vi sejlede på, altså menneskeskabt vandvej. Og flere steder var der opbygget diger langs kanalen, for at afskærme lavtliggende landskaber bagved. Digerne tog så til gengæld vores udsigt.
Kl 14 ankom vi til Shiffhebeverk Niederfinow, en skibselevator bygget 1927 - 1934. Den består af et kæmpe "badekar" – 85m langt og 12m bredt. Det sejler man ind i, og så bliver man løftet 36m op ved hjælp af 256 stålwirer. Og så sejler man ud af den anden ende af "badekarret".
Nu skiftede kanalen karakter. Den lå ret højt i forhold til de omgivende landskaber. Ja, et sted sejlede vi via en bro over en jernbane.
Kanalen er et yndet udflugtsmål for de omkringboende. Med mellemrum 50 – 100 - 200 m lå enkeltpersoner, par og familier langs hele kanalen og nød det dejlige vejr. Og herregud, måske kommer der en båd forbi hver halve time. Så som Osvald Helmuth ville have sunget: "Der var mange bare røve på den strand".
Vi besluttede at køre hårdt på i dag, for at have god tid til ankomst til Berlin i morgen.
Derfor blev vi ved.
De sidste 3 timers sejlads var gennem store skovområder. Sol, varme og ingen vind gjorde det til en naturoplevelse. Duft af frisk skov, og stille natur. 3 gange så vi et rådyr, der stod ved vandkanten, da vi sejlede forbi.
Kl 2030 kom vi til slusen Lehnitz ( alle sluser har navn ). Her var der en smule ventetid, men så fik vi lov at sejle ind og lægge os bag en stor peniche. Vi var 3 sportboote, og der var lige plads. Heldigt for det var sidste tur den dag. 6 m ned og så ud igen. Penichen var så venlig kun at starte den ene skrue, da han skulle i gang igen. Så strømhvirvlerne var overkommelige.
Vi sejlede ud af slusen og lagde til kaj lige nedenfor slusen på venteplads for sportboote. Det må man godt kl 2100. Der må ikke sejles på den kanal efter solnedgang.

Lørdag d. 24.6.
Efter tankning afgang kl.10.00. Nu var det flodsejlads. Op ad vest-Oder. Hele området omkring de to sideløbende grene af Oder ( vest-Oder og Øst-oder ) og langt ind i Tyskland er et 1200 km2 stort
Naturbeskyttelsesområde. På lange strækninger var det som at sejle i en urskov med høje træer, der vokser ned til og ud over bredderne. Og åkander – hvide og gule – langs bredderne. Og fugle. Høge, musvåger, storke, toppet lappedykker, mange forskellige slags ænder – og fiskehejrer. Masser af fiskehejrer. Kun få skarv og ingen måger.
Vi mødte næsten ingen andre skibe, hverken erhvervsbåde eller sportsboote, som de kalder sejl- og motorbåde i Tyskland. En af de få var en gummibåd på ca. 2,5 m med påhængamotor, hvori der sad en mand i en sammenklaps-havestol. Båden sejlede med polsk flag foran og tysk flag bagpå. Vi så ingen oppakning. Alternativ ferieform.
Et par timer senere kom vi til den polsk-tyske grænsekontrol.
De var heldigvis samlet eet sted, og straks vi lagde til, kom en mand ned til båden. Frank blev sendt op til kontoret med begge pas, mens jeg blev bedt om at vise mine søfartspapirer. Altså fat i mappen med alle skibspapirerne, bladre frem til mit nyerhvervede Y-1-bevis og værs’go. Han kiggede på beviset et øjeblik, og så var der ikke mere. Jeg tror virkelig, det passer for dem der siger, at det
lønner sig at have orden og tjek på sine papirer. Frank tog det lidt længere tid for, på grund af alle de papirer, den stakkels tolder skulle udfylde på polsk og tysk.
Ved ca 17-tiden ankom vi til Schwedt, et lille sted med nogle anløbspontoner ud fra bredden.
Straks vi sagtnede farten og drejede ind mod "havnen", stod havnemesteren ude på den ene ponton, for at vise hvor han ville have os liggende.
Efter anløb viste han os de fine toilet- og badefaciliteter, der egentlig tilhørte et bagvedliggende idrætsanlæg. Og så hans stolthed. Inde i et lille rundt skur, der nærmest lignede en strandbar eller ishus, havde han monteret et lagen og en projektor tilsluttet en parabol. Så der var inviteret til fodbold-VM på storskærm.

Lørdag d. 24.6.
Efter tankning afgang kl.10.00. Nu var det flodsejlads. Op ad vest-Oder. Hele området omkring de to sideløbende grene af Oder ( vest-Oder og Øst-oder ) og langt ind i Tyskland er et 1200 km2 stort
Naturbeskyttelsesområde. På lange strækninger var det som at sejle i en urskov med høje træer, der vokser ned til og ud over bredderne. Og åkander – hvide og gule – langs bredderne. Og fugle. Høge, musvåger, storke, toppet lappedykker, mange forskellige slags ænder – og fiskehejrer. Masser af fiskehejrer. Kun få skarv og ingen måger.
Vi mødte næsten ingen andre skibe, hverken erhvervsbåde eller sportsboote, som de kalder sejl- og motorbåde i Tyskland. En af de få var en gummibåd på ca. 2,5 m med påhængamotor, hvori der sad en mand i en sammenklaps-havestol. Båden sejlede med polsk flag foran og tysk flag bagpå. Vi så ingen oppakning. Alternativ ferieform.
Et par timer senere kom vi til den polsk-tyske grænsekontrol.
De var heldigvis samlet eet sted, og straks vi lagde til, kom en mand ned til båden. Frank blev sendt op til kontoret med begge pas, mens jeg blev bedt om at vise mine søfartspapirer. Altså fat i mappen med alle skibspapirerne, bladre frem til mit nyerhvervede Y-1-bevis og værs’go. Han kiggede på beviset et øjeblik, og så var der ikke mere. Jeg tror virkelig, det passer for dem der siger, at det
lønner sig at have orden og tjek på sine papirer. Frank tog det lidt længere tid for, på grund af alle de papirer, den stakkels tolder skulle udfylde på polsk og tysk.
Ved ca 17-tiden ankom vi til Schwedt, et lille sted med nogle anløbspontoner ud fra bredden.
Straks vi sagtnede farten og drejede ind mod "havnen", stod havnemesteren ude på den ene ponton, for at vise hvor han ville have os liggende.
Efter anløb viste han os de fine toilet- og badefaciliteter, der egentlig tilhørte et bagvedliggende idrætsanlæg. Og så hans stolthed. Inde i et lille rundt skur, der nærmest lignede en strandbar eller ishus, havde han monteret et lagen og en projektor tilsluttet en parabol. Så der var inviteret til fodbold-VM på storskærm.

Torsdag d. 22.6
Da jeg her til morgen efterså båden, blev jeg klar over, hvor meget vand vi egentlig fik i går.
Da jeg flyttede trappen til cockpittet for at tjekke motorolien, så jeg at sumpen var helt fuld. Faktisk stod vandet 3-4 cm under dørken i kahytten. Lænsepumpen er manuel, så der blev brug for "mullerne" de næste 10 minutter
Og gummibådsstativet og masteunderstøtningen så ikke godt ud. De to stålwirer, der skulle give stivhed i hele systemet var helt slappe. Og gummibåden hang nede på roret. Den første tanke var, der var vist noget, der er undervurderet. Efter et grundigt eftersyn, blev jeg klar over, at det var pinolskruerne, der ikke havde kunnet holde, så beslagene var skredet. Så efter en justering og efterspænding var alt på plads igen. Det er godt nok store kræfter, der har hevet i den gummibåd.
Tværstangen , som masten skal hvile på, er bøjet ca. 1 cm opad, og de påsvejste flapper i enderne til sammenspændingsbeslagene er bøjet 15 – 20 grader nedad. Men systemet holdt. Det har styrket min tillid til konstruktionen. Jeg skal sørge for at tjekke noget mere.
Afgang kl 0945.
Vi kunne på kortet se, at der i Stettin ligger en marina lige ved siden af havnekontoret og lige ud for statmidte. Der ville vi hen.
Indsejlingen til Stettin er fantastisk. Kilometer efter kilometer ligger det ene skibsværft efter det andet. Og der arbejdes energisk på den alle. Tusindvis af kraner står der. Det er helt vildt, mener Frank.
Da vi nåede frem til havnekontoret, ledte vi forgæves efter en marina. Der var ingen.
Hvem skulle vi spørge?
Ved molen foran havnekontoret stod et stort skilt, der sagde "ankring forbudt".
Nu havde vi jo lært, hvordan vi skulle henvende os til polakkerne, så vi sejlede ind og lagde til ved kajen foran havnekontoret.
Og ganske rigtigt. Straks kom 2 mand ud af kontoret, mens de viftede fra side til side med en strakt pegefinger, mens de sagde en hel masse på polsk.
Det forstod vi selvfølgelig ikke en døjt af.
Frank stod på kajen, og med kortet i hånden spurgte han, hvor marinaen var.
De kunne så fortælle, at der ingen marina er.
Hele området er kun for erhvervsskibsfart.
De henviste til marina Nord (den havde vi kasseret på vejen ind), eller til marina Syd (der ville vi hen i morgen).
Det blev så i dag.
Vi sejlede ud til marina Syd. Et rigtigt dejligt område med 3-4 marinaer liggende ved siden af hinanden. Vi valgte den, der efter kortet havde en mastekran.
Et godt valg synes vi. Dejlige venlige mennesker. Vi fik at vide, at kranen var optaget resten af dagen. Vi fik i stedet en tid til i morgen kl 0800.
Resten af dagen gik med lidt afslapning, oprydning og rekognosering

start

Jeg haaber snart jeg laerer at sende nogle billeder. Paa denne netcafe kunne jeg ikke.
Heller ikke teksten fra soendag, hvor jeg sagde rigtig mange tak til alle de der var med til at goere afskeden festlig for os.
Jeg er i stettin, saa alle forklaringer paa skaermen staar paa polsk. Jeg er ved at drive manageren her til vanvid.
En hilsen til alle derhjemme.

onsdag

Onsdag d. 21.06.2006.
I dag måtte vi tage afsked med vor gode gast Kell. Han skulle hjem og passe sit job, så han gik til banegården kl. 0700.
Vi afgik 0745 for vi skulle være fremme, når klapbroen i Zecherin åbnede kl 1100. Vejret var fint med en del sol og let blæst. Men lige imod. Så de 16 mil til broen måtte vi gå for motor. Efter broen drejede vind og kurs så nu kom sejlene op, og det var en fornøjelse at sejle forbi alle dem, der havde haft travlt med ar trænge sig foran ved broen.
Efter et par timer løjede vinden af så vi måtte hjælpe til med motoren. Vi sejlede over en kæmpe sø i klar sol. Jeg gik nedenunder for at begynde at skrive til dagbogen.
Efter en halv time kaldte Frank, der stod ved rorpinden. Nogle meget sorte skyer var pludselig dukket op, så Frank begyndte at bjerge genuaen, mens jeg lige ville slukke ned for computeren. Inden jeg var klar til at hjælpe, væltede regnen ned og nogle vældige vindstød kom. Storsejlet var ikke bjærget, så Frank skødede ud, så meget han kunne for at reducere for vinden, der kom ind fra styrbord. Pludselig sprang vinden 180 grader. Bommen røg med et brag over til modsat side. Jeg kan garantere for at GD’ere er lavet af godt kram. Regnen var så kraftig at vi højst kunne se 10 - 20 meter frem. GPS’en meldte fra på grund af for dårlig forbindelse. Og så væltede regnen ned den næste halve time. Det eneste vi havde at sejle efter var vores kompas. Vi havde i et par timer forinden sejlet efter en bestemt bøje, der står på grænsen mellem Tyskland og Polen. Da regnvejret lettede, og vi kunne se et par hundrede meter frem, stod bøjen lige ret fremme foran os.
Da vi passerede bøjen meldte vi os over radioen til Wolgast traffic, som der står på søkortet at vi skal. Regnen hørte op og vi kunne nu se en marinebåd, der lå et stykke inde mod kysten. Vi snakkede lidt om den megen overvågning, der tilsyneladende var der, men vi havde da lige meldt os.
Så siger Frank pludselig: ”Nej se. De skyder fyrværkeri af”. ”De har nok noget, de skal fejre”, mente jeg. ”Se, nu er der en igen”, sagde Frank. Det var en hvid lyskugle. Altså et opmærksomhedssignal. Men hvem var det til. Der var da ikke andre end os på vandet.
Nu begyndte de også at tude med signalhornet, så vi blev enige om, at vi nok hellere måtte sejle over og høre hvad de ville, inden de begyndte at skyde advarselsskud. Nu var vinden lige helt fin og så måtte vi bjærge de våde sejl for at komme over til marinebåden.
Ovre ved marinebåden fik vi udleveret et stykke papir, hvorpå der på flere sprog stod at vi skulle passere grænsen mellem bøje 17 og 18 ( det havde vi gjort) og derefter melde os til dem på marinebåden. Derefter skulle vi sejle til Trzebiez for at indklarere.
Jamen, det var jo det, vi var på vej til.
I fint vejr og let vind sejlede vi til Trzebiez, hvor der stod en tolder på kajen og tog imod. Han ville gerne se vore pas. Dem fik han, og han forsvandt ind i sit lille skur med dem. Vi kunne gennem vinduerne se, at han havde travlt med telefonen. Efter 10 minutter kom han ud med passene og ønskede os god rejse. Det var det.
Klokken var 1800. Vi sejlede hen og lagde til en nærliggende marina for at overnatte.

tirsdag

Tirsdag d 20.6.2006.
Afgang 0815. Vi skulle tanke og være klar til klapbroen åbnede kl 0920. Vi lå nok 15 – 20 både og ventede, og så snart broen var oppe, og det grønne lys blev tændt, væltede alle mod det smalle hul. Det var som en kapsejlads med for kort startlinie.
Vejret fint med sol og meget lidt vind. Så det var for motor. Næste bro var kl 16.40 i Wolgast afstanden ca 30 mil så gennemsnitsfarten skulle være ca 5 kn. Det var der ikke vind til. En meget smuk tur der let kunne være delt over et par dage, men vi ville nå broen i Wolgast. Og det gjorde vi. 10 min før broen åbnede var vi fremme. Broen op, vi røg igennem og lagde til kaj på den anden side broen, lige udfor en forretning med toldfri varer.

msndag d 19.06

Mandag, d. 19.6.2006.
Op og i gang, for nu skulle Østersøen krydses.
Afgang lidt før 0900 efter et godt motortjek.
Og der var en god vind -- men lige imod. Så det var motorsejlads hele tiden.
På et tidspunkt insisterede gasterne på at de VILLE prøve at sejle med sejl, så vi prøvede at krydse
mod vinden ca halvanden time. Det bragte os vidt omkring, men ikke meget nærmere til vores bestemmelsessted.
Det er en meget lang og kringlet indsejling til Stralsund. Og meget smuk. Med masser af fugle. Vi så bl.a. en meget stor ørn (kongeørn?) der sad ca 100 m fra os da vi sejlede forbi.
Indsejlingen er som sagt lang og kringlet, med masser af afmærkninger og med meget lavt vand helt tæt på.
På et tidspunkt hvor det var rigtig vanskeligt, med detailkort til kortudsnit fra søkortet, kom der pludselig en tysk polizei drønende hen til os i en gummibåd..
Han bad om vores pas, og så drønede han af sted igen hen til stor marinebåd, der lå et stykke væk.
Vi sejlede langsomt videre, og 15 min senere kom han tilbage med passene, og ønskede os god rejse. Vi gætter på at det er på grund af fodbold-VM, de har den kontrol.
Lidt senere kom vi til en ”rundkørsel” med 3 afgreninger og en Nord-bøje midt i.
Vi ville egentlig køre den forkerte vej rundt (med uret), men en N-bøje er en N-bøje, så vi sejlede nord om bøjen. Og selv om vi nu var kommet ca 7-800 m væk fra marinebåden, kom polizei’en igen drønende i sin gummibåd og fortalte os, at vi var sejlet den forkerte vej rundt om bøjen.
Det var heldigvis den rolige gast Kell, der blev talt til, så han undskyldte mange gange, og så var det ok. Jeg havde nok taget diskussionen om N-bøjer.
Vi ankom til Stralsund kl.ca 2100. Stralsund er en fantastisk smuk by. Vi fandt et god plads helt inde i bunden af havnen. Havde vi sejlet 20m længere havde vi siddet inde midt i toiletbygningen. Luften var meget varm, og fra en friluftsscene på havnen kunne vi høre afslutningen af operaen Aida.
Et kvarter efter vi ankom og 5 min efter operaen sluttede brød et tordenvejr løs.