Indlagt d. 20.10.

Onsdag d. 18. 10.
Morgenmaden var aftalt klar til kl. 08.30. Allerede kl. godt 8 stod vi første gang omme ved køkkendøren. Alt var lukket, låst og mørkt. Vi var flere gange omme at kigge. Stadig mørkt. Kl. godt halv ni bankede jeg noget kraftigere på døren og ruskede nok også lidt i den. Nu blev der tændt lys indenfor, og fruen i huset kom ud i slåbrok og med morgenhår og lukkede op. Hvis vi lige ville vente et kvarters tid, så havde hun morgenmaden klar. Manden begyndte at dække op til os på den udendørs terrasse, men da konen var klar med spejlæg, brød og pålæg, tog vi vore tallerkener med om på værelset. Hvad med kaffe? Spurgte vi. Nå, ja, sagde konen, og så gik hun i gang med at lave kaffe. Inden kaffen var klar, var chaufføren allerede dukket op, så han kom om til os med kaffen. Vi spiste færdig, og så var vi klar til at køre til lufthavnen. Chaufføren var en rigtig handelsmand, så undervejs gav han os sit telefonnummer. Vi måtte endelig ringe når vi kom til Bukarest igen. Sig hvornår i lander, så holder jeg klar til jer udenfor ankomsthallen. Han tilbød også at arrangere en 2 dages tur til Draculas hjemsted, der ligger ca. 300 km fra Bukarest. Jeg skal bare have besked 1 - 2 dage før, sagde han. Ved afgangshallen krævede han 50 euro (175 lei) for den sidste køretur. Vi gav ham 100 lei og det var han også vældigt tilfreds med, da han forstod, det var vores alvor. Alt i alt blev al taxakørslen og opholdet på pensionatet en både større og billigere oplevelse for os end hvis de havde haft et værelse på det første hotel.
Flyet skulle afgå 13.45, og vi skulle være der senest 2 timer før. Vi var der kl. 1000 og ventede så på check-in kl. 1145. De lukkede først op kl. 1215 (hvorfor kræver de at folk skal være der, når de alligevel ikke lukker op), og nu var der ingen problemer. Koden virkede. Vi fik vore boarding-pas, og vi havde en dejlig flyvetur hjem.
I ankomsthallen skulle jeg lige købe en togbillet til Nyborg. ”Hvis I er hurtige kan I lige nå det tog der kører om 2 minutter”, sagde billetmanden. Vi var hurtige. Så kl. 1713 stod jeg på Nyborg banegård, og kl. 1730 stod Aksel på banegården i Odense. Vi var tilbage efter at sejlet hele vejen ud gennem Donau. Nøjagtigt på 4 måneders dagen efter vi sejlede hjemmefra.

Tirsdag d. 17. 10.
Efter et stort og veldækket morgenbord pakkede vi vores tasker og gik ned til det nærmeste busstoppested, for at tage bussen ind til Konstanta. Bussen havde endestation ved banegården, så det var nemt. 2 billetter til Bukarest koster i alt 66,- kr. for en tur på 275 km. Hvad siger i så DSB. Togvognene var udmærkede, selvom det var et bumletog, der stoppede ved alle stationer. Der var mange. Turen varede godt 5 timer. Skinnenettet var ved at blive renoveret fra træsveller til betonsveller og dobbelt skinnenet, så der var mange steder, vi skulle vente på modkørende tog og mange steder, vi kørte med meget nedsat fart. Langs banen stod der med mellemrum store skilte, der fortalte, at renoveringen af skinnenettet er en fælles EU og rumænsk opgave. Det koster 65 millioner euro, hvoraf EU betaler 75 procent. Ved siden af banen lå en fin ny motorvej. Jeg gætter på, at den er sat i stand på samme vilkår.
Mens vi var på hotellet, havde Aksel prøvet at gå på nettet for at se, om vi kunne få nogle flybilletter hjem. Der er en daglig tur med Cimber Air, men vi kunne ikke finde ud af hvordan vi kunne købe billetterne. Når vi prøvede på nettet, fik vi at vide, at billetterne kunne afhentes på kontoret i København. Det kunne vi jo ikke rigtig bruge til noget. Cimber Air stod ikke angivet til at være repræsenteret i Bukarest lufthavn. Derfor ringede jeg under togturen til Irene og bad hende finde ud, af hvem der solgte billetter for Cimber Air i Bukarest. Det var heldigt, for de sælger kun billetter fra København. Derfor købte Irene billetter for os, og så fik vi en kode, vi skulle give os til kende med. De kunne jo ikke nå at sende billetterne ned til os.
Ankommet til Bukarest tog vi straks en taxa til lufthavnen. Det påstås, at 80 procent af den rumænske økonomi er sort. Taxachaufføren nægtede i hvert fald at slå taxameteret til. Han ville aftale en pris. 60 lei dvs. 132,- kr. Så gik turen gennem byen, og undervejs udpegede han nogle kæmpestore villaer, der ejes af diverse fodboldstjerner, bl.a. Hagi. Der var meget vejarbejde og meget trafik, så det var en lang tur. Chaufføren fortalte, at der om aftenen skulle være fodboldkamp Steua Bukarest mod Real Madrid. Og selv om vi var ca. 10 km fra stadion, var det med til at give ekstra trafik.
I lufthavnen kendte de ikke noget til vores bestilling, så fik vi besked om, at vi skulle komme igen næste dag efter kl. 9. Udenfor lufthavnen holdt tilfældigvis en hotelbus fra et hotel, jeg havde bemærket på vejen ud. Den fik vi til at køre os hen til hotellet. Der fik vi at vide, at alt var optaget.
Det blev jeg næsten glad for, da jeg så at et dobbeltværelse kostede 1500,- kr. for en nat. Ud på vejen og fange en taxa. Chaufføren kendte et hotel inde i byen, hvor han vidste, der var plads. Hotellet har 600 værelser, som han sagde. Der er mange vejarbejder på vejen til lufthavnen. Den er ved at blive udvidet til en 2 x 4 sporet motorvej. EU hjælper selvfølgelig. Jeg bad ham tjekke, om der var pladser, på det hotel. Han snakkede med sin central, og så vidt jeg forstod svarede de, at der var et værelse til os. Ankommet til hotellet betalte vi taxaen – 60 lei – og gik ind for at få vores værelse. Desværre – alle værelser optaget. De kendte ikke noget til en reservation fra en taxa.
Ny taxa. Chaufføren begyndte at køre ud mod lufthavnen igen. Han kendte et hotel, hvor der var plads. Næsten ud til lufthavnen igen og så vende og tilbage ad motorvejen. Alt optaget. Nu var jeg klar til at køre til lufthavnen og sove i afgangshallen. Sidste chance, sagde chaufføren, og kørte væk fra motorvejen, ad nogle smalle veje hen til og ind i en skov, hvor i der lå et lille pensionat. Det bliver egentlig brugt af håndværkere, der bor 3 – 4 stykker sammen i samme rum, og som selv laver deres mad. Værtsparret rystede på hovedet, nej. Chaufføren gik i forbøn for os og så, jo, der var et lille dobbeltværelse vi kunne få. Pyh. Hvad med aftensmad? Spurgte vi. Fruen i huset tilbød at lave et måltid varm mad til os. Kom tilbage hertil om en time, sagde hun. En time senere stod vi der igen. Vi fik en stor snitzel med kartoffelmos og tomatsalat. Den blev serveret på den udendørs terrasse, hvor temperaturen var 7 – 8 grader, så der skulle spises hurtigt, hvis det skulle være varm mad.
Chaufføren tilbød at komme igen i morgen kl. 09.30 for at køre os til lufthavnen. Dejligt, hvis man da kan stole på det. Han ville have 80 lei for sin ulejlighed i dag. Det var vist rimeligt nok, for han havde trods alt skaffet os natlogi. Utroligt at sådan en sk… fodboldkamp kan blokere alle byens hotelværelser.

Mandag d. 16. 10.
Det har regnet det meste af natten. Det er koldt fra morgenen, 5 – 6 grader. Vinden er i N. Her fra morgenen er der skyfrit, så måske solen alligevel kan nå at få lidt magt i dag.
Ved 9 tiden er der skyet til igen, og vinden er stadig kold. Men nu begyndte der at ske noget, så vi helt glemmer at bemærke vejret. En yngre mand i et nydeligt sort jakkesæt kom hen til båden for at hilse på. Han var general manager for marinaen. Ham beklagede, at han havde været på ferie i sidste uge, men nu var han klar til at skrive kontrakt med mig om Samsaras vinterophold, så hvis jeg ville komme op på hans kontor om ti minutter, så ville han have en kop kaffe klar.
Kontrakten var på rumænsk, hvilket manageren meget beklagede. Det var gået så stærkt med at få etableret marinaen og alt hvad dertil hørte, at man endnu ikke havde fået kontrakten oversat til engelsk. Mens vi sad og skrev under, kom havnemesteren Arthur (ham der står for alt det praktiske) ind og spurgte, hvornår jeg ville have båden op. Hurtigst muligt, svarede jeg. Arthur ringede på sin handy – det kalder man en mobiltelefon der - og sagde så, at kranføreren havde et par timer ledige i dag, så han kunne være her om en time. Fint. Hurtigt tilbage til båden. Den skulle lige forhales, og så skulle vanterne løsnes. Arthur havde også travlt. Han dirigerede rundt med sine 2 medarbejdere, og med en lille varevogn slæbte de rundt på flere bådstativer, for at skaffe plads til det stativ jeg skulle leje. Halvanden time senere kom kranen, og så kom først masten ned og derefter kom båden op. Kranen havde småtravlt, så den måtte køre igen inden masten var lagt op på båden, men det klarede vi så pr håndkraft. Det var det. Jeg ville så have bunden højtryksspulet, men Arthur forklarede, at det er lettere at gøre om et par dage, når algerne er døde. Det skulle han nok tage sig af. Så havde jeg aftalt, at jeg skulle låne en presenning 7 x 4 m til at lægge over cockpittet. Den havde Arthur ikke klar endnu, han manglede nogle gummistropper til at fæstne den med. Det ordner jeg om et par dage, når jeg får fat i stropperne, sagde han. Ok. Tilbage var at frostsikre motoren og at pakke vanter, stag, bomme mv. ind i båden, tage vore egne pakkenelliker med og så farvel. Vi skulle lige forbi kontoret en sidste gang for at aftale det sidste med betalingen. Der havde tidligere været tale om, at jeg skulle overføre pengene, når jeg kom hjem, men nu insisterede manageren pludselig på, at jeg skulle betale kontant. Jeg forklarede, at det kunne jeg ikke, jeg havde simpelthen ikke så mange penge på mig i kontanter. Så må du jo hæve dem, insisterede han. Jeg prøvede at forklare ham, at det er spærringer på hæveautomater, men han insisterede. Altså blev Aksel og jeg pakket ind i en bil sammen med vores bagage, og så blev vi kørt op til en hæveautomat af en af medarbejderne i marinaen. Jeg kunne hæve lidt, og Aksel kunne hæve lidt, men vi kunne ikke hæve så meget, som vi skulle bruge. Medarbejderen kørte os så hen til en anden automat og mente vi skulle prøve igen. Det hjalp selvfølgelig ikke. Han kørte til en tredje, men nu nægtede jeg overhovedet at prøve. Så kørte han os til hotellet og satte os af der. Vi bookede os ind og gik op på vores værelse for ar overveje situationen. Det undrede mig meget, at de kunne være så uprofessionelle, når det kom til pengene. De havde jo været meget rutinerede, når det drejede sig om alle de praktiske ting i marinaen.
Jeg besluttede at gå ned til marinaen for at snakke med dem en gang til. Her fik jeg at vide, at manageren var kørt op til hotellet, for at tale med os. Jeg blev så kørt tilbage til hotellet, og der stod manageren i receptionen og ventede. Nu var tonen pludselig en helt anden. Han undskyldte mange gange, at ham havde krævet pengene kontant. Selvfølgelig kunne det ordnes ved, at jeg overfører beløbet, når jeg kommer hjem. Han havde derfor udskrevet en opstilling over det, jeg skal betale. Den fik jeg, og så var det farvel og tak og god rejse.
Og så kunne vi endelig slappe af på vores fine og dyre hotelværelse, hvor vi boede på 7 sal med udsigt ud over marinaen og Sortehavet.

Indlæst d 19.10.

Søndag d. 15. 10.
Kold vind fra N fra morgenen, men skyfrit så det kan blive en rimelig dag.
I dag skal vi have de sidste småting klaret på båden, såsom påhængsmotor og rengøring. Så er vi klar.
Vi skal altså have fundet en internetforbindelse. Det er ikke hidtil lykkedes, hverken i Konstanta eller her i Eforie. Det bedste vi har fundet er på byens største hotel. De har en netforbindelse med en Windows 98 og ingen USB2-stik. Så der kan jeg ikke læse mine dagbogsskriverier ind.


Lørdag d. 14. 10.
Mere klargøring overstået. Nu kan vi ikke gøre meget mere, før vi ligger under kranen.
Det blæser endnu kraftigere i dag, så bølgesprøjtet står flere meter højt ind over molerne. Det ser ud og lyder som en vestenstorm på den jyske vestkyst. Her kommer vinden bare skiftende fra N til Ø.
Det giver mange dønninger, også herinde i marinaen, så båden ligger noget uroligt.

Fredag d. 13. 10.
Mere klargøring af båden og en tur rundt i Eforie for at skaffe motorolie og frostvæske. Også lidt klargøring af os selv. Vi er blevet klippede og det vildtvoksende skæg er fjernet.
Det blæser stadig lige kraftigt fra skiftende nordlige retninger, og dønningerne er høje. Det ville ikke være lystsejlads, at komme ud i det vejr.
Fik i dag en sms fra Blue Jim. Han ligger nu i Varna. Han havde en aftale med sin kone, at hun skulle komme ned til båden i Varna d 14. Så skal hun sejle med videre frem til Istanbul.

Torsdag d. 12. 10.
I morges meddelte vi myndighederne, at vi ville forlade Konstanta. En halv time senere mødte 5 personer op for at gøre papirerne klar, så vi måtte sejle ud af Tomis marina. Marinakontoret skule have en kontrakt på bare 6 sider for at afklare, at vi havde ligget i den marina i 2 nætter.
Vi sejlede så til den lille marina, der hedder ”Marina Europa”. Marinaen har egen hjemmeside www.marina-europa.ro. Den ligger på stranden ved en lille badeby, Eforie N.
Her var der en helt anden modtagelse. Man stod klar til at tage imod os, og viste os på plads, hvor vi skulle ligge. Der ligger en halv snes sejlbåde her. Det er rigtige sejlbåde i størrelse 30 til 49 fod. Bl. a. Bavaria og Jeanneau. Og fra forskellige lande.
Vi ligger på positionen 44 grader 03,85 min N og 28 grader 38,58 min E. Vi er nået frem hertil, efter at have sejlet 2542 sømil siden vi forlod Nyborg. Her vil jeg gerne have båden liggende vinteren over. Marinaen er indhegnet, og der er portkontrollør og vagtposter døgnet rundt.
Vi fik en snak med ham, der skal tage båden op med den 5 tons kran, der står på havnen. Han havde
ikke tid før tirsdag i næste uge. Til gengæld har han et bådstativ, vi kan leje af ham.
Marinaens direktør har ferie i denne uge, så vi kan ikke få gjort nogen aftale færdig før mandag. Direktøren kom dog lige forbi og hilste på, da han alligevel var nede i marinaen for at vaske sin bil.
Marinaen ligger ved en lille by, der hedder Eforie. Eforie er en udpræget bade- og turistby. Nu hvor sæsonen er slut, er der noget dødt, men man kan godt se, at det er et sted, hvor der er livligt om
sommeren. Som f.eks. Søndervig eller Gilleleje.
Vel ankomne hertil er vi begyndt at klargøre båden til at blive hejst op på tirsdag. Og så kigger vi lidt på den stille sommerby.
Sidst på eftermiddagen kom kontordamen fra Tomis ud til marinaen. Det viser sig, at hun er ved at klargøre nogle bådstativer til nogle af marinaens både. Hun fortalte, at hun i 5 år har sejlet optimistjolle, og i 1992 var hun på det rumænske landshold, hvor hun bl.a. deltog i nogle kapsejladser i Svendborg. Senere skiftede hun til laserjolle, men hun er for lille og let til at kunne magte den bådtype rigtigt.

Onsdag d. 11. 10.
Vi startede med at gå rundt og kigge lidt på byen. Vi kom forbi et rejsebureau, der reklamerede med busrejser fra Konstanta til København for 148 euro. Da jeg jo overvejede at lægge op her, måtte vi lige høre lidt mere om det. Det viste sig, at den pris kun gælder, når man bestiller billetten 6 måneder før. Normalprisen er 168 euro. Da vi kom ud fra kontoret kom en ung fyr hen og spurgte, om vi var interesserede i billige flybilletter til Danmark. Ja. Han kendte et tyrkisk flyselskab lige i nærheden, der kunne hjælpe os. Vi fulgte efter ham lidt hen ad gaden og ind i en port, hvor der sad et reklameskilt, der godt kunne ligne noget fra et flyselskab. Inde midt i porten standsede han op og begyndte igen at forklare, at det var et tyrkisk flyselskab. I det samme kom to andre unge fyre løbende ind i porten, mens de råbende spurgte, hvad der foregik. De påtog sig helt en politimæssig rolle og ville se legitimation. Så ville de se hvilke og hvor mange penge, vi havde på os. Aksel bad dem vise deres legitimation, men det ignorerede de. De kiggede noget interesserede på de helt nye euro sedler Aksel havde. Det handler om falske penge, sagde de. Det hele foregik meget hurtigt. Så blev vi undersøgt for våben, og så gik de, og vi kunne også gå. Ude på gaden kom de 2 gange tilbage til os for at tjekke, jeg ved ikke hvad. Så gik vi en anden retning end dem, og så var det slut. Bagefter har vi snakket om, at det nok egentlig var et røverisk overfald, vi oplevede, men fordi vi var sådan nogle fattigrøve, var det nok ikke umagen og risikoen værd at bestjæle os.
Tilbage ved marinaens kontor tilbød kontordamen, at vi måtte køre med hende ud til den private marina, når hun om aftenen alligevel skulle derud og arbejde. Ja, tak. Vi kørte med og kunne straks se, at der var meget bedre faciliteter for os. Altså besluttede vi at sejle derud i morgen torsdag. Samtidig sagde jeg, at jeg havde besluttet mig for at lægge båden op i den marina for vinteren. Vi tog derefter tilbage til byen for at gøre os klar til at sejle derud næste formiddag.

Tirsdag d. 10. 10.
Da vi vågnede igen op ad formiddagen, blev vi klar over, at det ikke var et klubhus, vi lå ved, men en restaurant med borde langs hele kajen. Kajen lå godt beskyttet mod vinden bag en 5 – 6 m høj læmur, så der var helt vindstille, hvor vi lå. Solen skinnede, så der var også dejligt varmt. Derfor var restauranten godt besøgt hele dagen, så vi blev noget overbegloet, når vi var i båden.
Der var også et kontor i en container på kajen. Det var marinaens kontor, så der gik jeg hen for at melde mig. Alt ok. Toiletter var de offentlige toiletter, der lå sammen med restauranten. Dusche, ja måske, men ingen varmt vand. ”Hvor længe bliver i her?” spurgte kontordamen. ” Til vinden lægger sig lidt” svarede jeg. ”Så kommer det til at vare længe” sagde kontordamen, og viste mig en vejrudsigt for de næste 14 dage på internettet. Vind skiftende mellem 3 og 5 Beaufort fra nordlige retninger. Bølger ca. 1,3 m ved Konstanta. Ved Istanbul ca. 2,5m. I hele perioden. Kontordamen fortalte så, at der 5 km S for Konstanta ligger en lille privat marina med alle faciliteter, hvor vi også var velkomne. Hun kendte stedet godt, for hun arbejdede også lidt derude.
Jeg spurgte om mulighederne for at lægge båden op i Konstanta. Der var kun 10 pladser, hvor der var vagt på, og de var alle besat. Så det var en tvivlsom sag at stille sin båd op på kajen udenfor det bevogtede område. Jeg bad hende undersøge, om der var muligheder for at komme på land i den lille marina. Det ville hun undersøge i løbet af dagen. Jeg kunne komme tilbage sidst på dagen og få besked.
Vi benyttede dagen til at kigge lidt på byen og sidst på dagen gik jeg tilbage til kontoret. Vi var velkomne i den lille marina, og der var også muligheder for at få båden sat på land. Hun havde også undersøgt priserne, som hun oplyste mig. Det skulle jeg lige som god jyde tænke lidt over, så jeg sagde, at det skulle lige tjekkes med forsikringsselskabet. Så ville jeg komme igen i morgen. Jeg ringede hjem til Irene og satte hende på en hård opgave med at finde ud af, hvad det skulle koste at få båden fragtet hjem til Danmark fra Konstanta.

Mandag d. 09. 10.
Kl. 10 var jeg oppe på havnemesterens kontor for at høre dagens prognose. Vind N og NØ styrke 2 og 3 Beaufort. Jeg sagde til havnemesteren, at vi ville sejle, så vi ville gerne have papirerne ordnet. Nu var tolderne lige optaget med et stort skib, men når de var færdige der, ville de komme hen til os. Ok. Vi gjorde os klar og ventede. Kl. ca. 12 kom 5 mand hen til båden for at ordne vores papirer. Det klarede de på under en halv time, så det var flot klaret. Og så sejlede vi ud af kanalen og ud i Sortehavet. Undervejs passerede vi kilometersten 0. Da vi havde sejlet et kvarters tid blev vi kaldt op over radioen af Blue Jim. De var kommet til Sulina og havde netop set os sejle, lidt før de ankom. Det med deltaet havde ikke været så interessant alligevel. Vi sagde farvel en gang til og sejlede videre.
Turen fra Sulina til Konstanta opgives tit til at være ca. 80 mil. Jeg havde målt den op til at være ca. 95 mil. Vi regnede med at sejle igennem om natten, så vi kunne være fremme ved Konstanta, når det var blevet lyst. De første 35 mil skal der sejles stik S og derefter en SW-lig kurs. Dels er der en landtange og dels nogle oliefelter, man skal udenom.
Udenfor kanalen skal man stadig sejle et stykke videre mod Ø på grund af aflejring langs kanalen. Vi sejlede derfor ud til 29 grader 48 min Ø og så drejede vi stik sydpå. Herude var dønningerne ca. 1 – 1,5m høje. Det var ikke en regulær bølgegang. Det var som om bølgerne kom fra flere sider samtidig. De fleste bølger kom nærmest ind fra Ø, mens vinden var noget skiftende fra nordlige retninger. Ind imellem forsvandt den næsten. Vi prøvede at sætte storsejlet som støttesejl. Det havde ikke megen virkning, men lidt hjalp det dog. Båden slingrede stadig meget i den skiftende dønning. Aksel passede roret hele eftermiddagen, mens jeg prøvede at hvile lidt. Kl. 1730 tog vi sejlene ned, hvorefter jeg overtog roret. Aksel lavede aftensmad til os og gik derefter til køjs. Det blev mørkt ved 18 tiden, det var natsejlads hele vejen. Der dukkede nogle lys op meget langt fremme i mørket. Efter et stykke tid blev jeg klar over at det var olie-produktions-platformene. Men der var et lys mere længere mod øst. Jeg holdt kursen lige på det et stykke tid, og så blev det ene lys til to, til flere, til mange. Det var en olieboreplatform. Den var kæmpestor. Det var ret specielt at sejle lige ret imod sådan et kæmpe spøgelsesagtigt monster, der bare blev større og større. Da jeg nåede den breddegrad, hvor jeg ifølge planen skulle dreje, gik jeg over til den SW-kurs, der var planlagt. Da var jeg stadig ikke nået helt hen til boreplatformen. Jeg sejlede derfor ind mellem de forskellige platforme, med boreplatformen til bagbord og produktionsplatformene til styrbord. Alle udsendte en masse lys, og alle havde en mægtig stor ildflamme, der hele tiden skiftede i størrelse. Jeg glemte helt at tænke på bølger og søgang. Det var spændende. Efterhånden fik jeg lagt alle de ildsprudlende uhyrer bag mig, og ved midnatstid kom Aksel og afløste. Han havde så mørket og bølgerne at arbejde med. Da jeg kom op igen ved halv fem tiden kunne vi begynde at se lysene og fyrene inde fra Konstanta. Solen var lige stået op, da vi ankom til byen. Vi sejlede ind i Tomis marina. Vi lagde til ved molen lige nedenfor en stor bygning, som vi troede var er klubhus. Så kaldte vi portcontrol over VHF-en og et kvarter efter kom 3 mand fra told og grænsepoliti kørende i en bil for at registrere, at vi var ankommet. Da de var kørt gik turen til havnemesterens kontor, for at han kunne registrere os, og så gik vi til køjs. Turen havde ifølge vores GPS været 94 sømil sejlet i meget skiftende vind og med 1,5 m høje bølger.


Søndag d. 08. 10.
Efter at vi havde hentet vores tilladelse til at sejle videre på havnekontoret gik turen nu mod Sulina.
Vi fulgtes med Blue Jim det første stykke, men så var det tid til at sige farvel. Vi ville den direkte vej til Sulina. Jochen ville sejle et stykke ned ad St. Georges armen og derfra ind og rundt i deltaet for at støde til Sulinakanalen længere fremme. Det havde han læst, at en tysker med 190 cm dybgang havde gjort, så det ville han også prøve. Og så skal der ligge flere gode fiskerestaurationer i området. Han regnede med at bruge 2 – 3 dage derinde. Så farvel og tak for godt følgeskab.
Hele Donaus delta er et stort sumpområde, hvor der mindre end 35 % fast land. Sulinakanalen er en ca. 75 m bred kanal med smalle diger på begge sider. Der ligger flere bebyggelser langs kanalen, der er ca. 70 km lang. De er meget karakteristiske, for der ligger kun en eller 2 rækker huse langs kanalen. Bebyggelserne er ikke i forbindelse med hinanden med vej over land, så den eneste måde at komme frem og tilbage på er pr. båd. Vi nåede frem til Sulina, hvor der for første gang i meget lang tid var bygget en mole langs flodbredden. Vi lagde til lige udenfor havnemesterens kontor. Jeg gik ind for at sige goddag og for at sige, at vi agtede at sejle videre til Konstanta med det samme. Javel, svarede havnemesteren, men der er et problem. Vejrprognosen for i dag siger vind fra NØ med styrke 6 – 7 Beaufort. Altså vind op til 17m / sek.
Vi besluttede derfor at blive liggende til næste dag, hvor vi kunne få en ny prognose kl. 10. Og så gik der nogen tid med at få ordnet alle papirerne.
Sulina er en meget speciel by. Dog er der her hele 5 parallelle gader. Også Sulina kan kun nås ad vandvejen. De fleste af beboerne bor på kanalens højre bred. Det er også der butikkerne ligger. De få der bor på venstre bred bliver så roet over til den anden side, når de skal på indkøb. Butikkerne har åbent fra kl. 7 om morgenen til kl. 21 om aftenen alle ugens dage, så de når det.
Vi kiggede lidt på byen og blev kontaktet af en yngre engelsktalende beboer, der var meget ivrig efter at fortælle om byen. Han fortalte os meget. Han kunne også vise os et meget godt spisested, hvor vi kunne få fisk, tilberedt på ægte lokal mener. Det viste sig at blive dobbelt så dyrt som hvad vi plejer at betale for en middag. Men fisken smagte godt.
Sidst på eftermiddagen sad vi på båden, da vi blev kontaktet af 2 journalister og en fotograf fra den rumænske avis Journalul National. De var lige startet på en reportagetur, hvor de skulle sejle op ad floden og interviewe mennesker, de mødte på vejen. De var meget interesserede i os, og spurgte og fotograferede meget. Så gem lige avisen, så vi kan se, hvad de har skrevet, når vi kommer hjem.

Lørdag d. 07. 10.
I dag sejlede vi så til Tulcea. Hvad Galati er for erhvervsskibsfarten, er Tulcea for turistsejladsen. Byen har ca. 200000 indbyggere, og det er herfra al turisttrafik til deltaet udgår. Det betyder, at langs 3 – 4 km af flodbredden ligger der turistbåde, 3, 4, 5 eller 6 udenpå hinanden. Det var svært at finde en plads. Først da vi var næsten forbi byen, var der en restaurationsbåd, vi kunne lægge os udenpå. Først Blue Jim og så os. En halv time senere kom en mand, der sagde, at vi skulle flytte os med det samme, for den turistbåd, der har liggeplads der, var på vej tilbage. Det var noget uheldigt for Jochen, for hans gaster var gået ind til byen for at proviantere. Vi sejlede lidt videre ned ad floden og fandt en plads, hvor vi måtte ligge til kl. 10 i morgen. Blue Jim sejlede tilbage mod byen og fandt en plads der. En time senere var vi inde i byen for at se os lidt omkring og for at handle. Der mødte vi Jochen, der fortalte, at han havde været på havnemesterens kontor, og der afventede man også vores besøg. De havde set os, da vi ankom. Altså hjem og hente papirerne og op og blive indskrevet med sirlig skrift i en stor bog med gulnede blade. På vejen tilbage mødte vi Blue Jims 2 gaster, Bernt og Peter, der fortalte, at Blue Jim nu lå lige bag os. Jochen var blevet afkrævet en så ublu pris for at ligge ved den ponton, han havde fundet, at han havde valgt at flytte. Vi lå gratis.
Tulcea er en by i kraftig udvikling med stor lang havnepromenade og mange hoteller. Så den er begyndt at blive turistpræget.

Indlaest 7. okt

Fredag d. 6. 10.
Kl. 8 stod jeg ved havnemesteren. Han ringede et par steder hen, og så var det klaret. Jeg skulle sejle hen i den gamle havn, hvor der er et stort skibsværft. Der kunne jeg lægge mig på siden af en af de pramme, der ligger der. Så kunne en af værftskranerne lige hjælpe med det par løft. Vi sejlede ned til og ind i den gamle havn. Hvor der var pramme, var der ingen kraner, og hvor der var kraner, var der ingen pramme. Altså sejlede vi op til havnemesteren igen. Han havde lige et par personalemøder, der skulle overstås, så ville han hjælpe. Da han kom ud, skulle jeg gå med ud til hans bil, så kørte vi ud til skibsværftet. Derude talte han i 5 minutter med et par mænd der. Han fortalte mig så, at den kran, der egentlig var tænkt på, er i stykker. I stedet havde de en 600 tons flydekran, der kan hjælpe. Han kørte os derhen, og vi talte med folkene på båden. Det viste sig at kaptajnen på kranen talte en del engelsk. Han en maskiningeniør og har også sejlet en del år på verdenshavene. Vi kunne bare komme, så kunne vi stå på krandækket og gøre klar. Vi sejlede derhen, og med den store kran fik vi masten lagt ind på kranen. Kranens 3 mands besætning tilbød at hjælpe, de havde alligevel ikke noget at lave den dag. De gik og ventede på en elmotor, der var til reparation. Altså var vi 5 mand, der hurtigt fik masten gjort klar til montering. Det var ved at være middagstid, og der var en bestemt 4 person fra værftet, der skulle komme og køre kranen til det ene løft for os. Derfor måtte vi vente til han kom fra frokost kl. 1. Vi blev derfor inviteret ned i deres messe i kranen. Der har de nogle dejlige forhold, med kontorer, bad, toiletter og soverum og messe. I messen stod der et par tallerkner med en varm ret med linser og pølse. Det skulle vi spise tilbød de os. Det var store portioner, så vi mente kun, vi kunne spise det halve. Altså blev de delt, og det viste sig så, at den anden halvdel af portionerne var folkenes middagsmad. De fortalte at deres løn er ca. 200 euro om måneden. Kaptajnen får 300 euro om måneden.
Kl. 1 kom kranføreren og så blev masten sat op. Alt blev gjort fast og sikret. Da vi var færdige, spurgte jeg kaptajnen, hvad jeg skulle betale for hjælpen. Han svarede, at det havde været en fornøjelse at hjælpe, og at han ikke skulle have noget, men måske jeg ville give en lille erkendtlighed til de andre. Jeg gav ham 50 euro og bad ham fordele dem mellem folkene. Jeg spurgte ham, om det var nok. Han gav mig et stort knus til afsked, så det må det have været.
Vi sejlede tilbage til havnemesteren for at sige farvel og tak. Han havde lovet mig at prøve at skaffe et søkort over turen fra Sulina til Konstanza. De har ikke søkort på havnekontoret. De var så 3 mand, der på 2 Pc’er ledte efter noget, der kunne bruges. Jeg fik derefter nogle print fra Google Earth, som viser området. Jeg har elektronisk søkort om bord, men det ville gerne have et papirkort også. De opgav turens længde til ca. 80 mil. Jeg har selv regnet den ud til ca. 100 mil. Det ville nu være rart at kende turens længde, når den skal gennemføres i et hug med en fart på ca. 5-6 knob. Så det bliver natsejlads.
Vi sejlede fra havnen og frem til km 133 (72M), hvor Blue Jim lå opankret for natten. Når man kan finde en god ankerplads, er det tit bedre end at ligge ved de pontoner der tilbydes i havnene.
Her fik vi tid og vindstille nok til at sætte sejlene op, så nu er det en rigtig sejlbåd, vi fortsætter i.
Torsdag d. 5. 10.
Sejlede i dag frem til Galati der ligger ved km 151. Galati er en stor by med ca. 400000 indbyggere. Der en havn langs 10 km af floden. Vi sejlede hen til havnemesteren og hilste på. Han var gammel kaptajn, der havde sejlet på verdenshavene i over 20 år, så han havde et meget sømandsagtig måde at forholde sig til tingene på. Han var lige startet i det nye job for 3 uger siden. Han hjalp os let forbi papirnusserne. Jeg spurgte, om han kunne fortælle, hvor der er en kran, så jeg kan få sat masten op. Han sagde, at jeg skal komme tilbage i morgen kl. 8, så vil han finde ud af noget.
Onsdag d. 4. 10.
Vi er nu nået til det sted på floden, hvor man skal vælge, om man vil sejle op i deltaet, eller om man vil sejle hen til kanalen, der går til Konstanza. I floden til deltaet er der 1 m større vanddybde end i kanalen til Konstanza. Vi havde dog valgt at sejle til kanalen selvom vanddybden var mindre. Vi ville afvente, at der kom en stor tunglæsset båd og så sejle lige i hans kølvand. Blue Jim ville ikke tage risikoen med det lave vand, så han ville sejle op gennem deltaet.
Derfor sagde vi pænt farvel til Jochen og hans gaster, og begyndte at sejle tilbage mod sejlrenden. Og så løb vi på grund. Vi sad uhjælpeligt fast. Der var en del strøm der, og den pressede os op på revlen. Vi skulle arbejde imod strømmen for at komme fri. Det kunne vi ikke. Vi kaldte Blue Jim over radioen, og han tilbød at komme og hjælpe. Først forsøgte vi med hans gummibåd, men det hjalp ikke. Så forsøgte vi med varpeankre med liner til spilkopperne. Uden virkning. Så sejlede Blue Jim tættere på og med en 100 m lang line fik han trukket os fri. Jeg besluttede, at jeg ikke ville fortsætte ad den lavvandede flod til kanalen, så nu følges vi med Blue Jim til Sulina og derfra videre til Konstanza.
Vi nåede frem til km 243, hvor vi fandt en ankerplads med god vanddybde.
Nu tror jeg ikke mere på, at jeg får en opringning.
Tirsdag d. 3. 10.
Vi har sejlet hele dagen i det dejligste solskinsvejr og nåede sidst på dagen frem til km 353, hvor vi ankrede op lidt udenfor sejlrenden ved siden af Blue Jim.
Undervejs købte vi 3 dejlige store fisk fra en lille fiskerjolle, der netop var ved at bjærge nettene. Der var mad nok til 2 gange frokost og en gang aftensmad for 10 kr.
Jeg venter stadig på en opringning.
Mandag d. 2. 10.
I dag ville vi til Bukarest for ar se på byen. Den ligger kun 60 km væk. Det var aftalt med en af rumænerne, at han ville køre os derind om formiddagen og hente os igen hen på eftermiddagen. Vi skulle køre sammen med Jochen og en af gasterne fra Blue Jim. Den anden ville hellere blive hjemme og passe på bådene. Vi skulle køre kl. 10. Kl. 9 kom kaptajnen fra fragtbåden og sagde, at han måske skulle sejle i løbet af dagen. I går sagde han, at han ikke skulle. Hvad nu? Vi ville ikke lægge os hen til den rustne ponton, og risikere at bådene blev ødelagt. Kaptajnen kunne ikke sige hvornår han skulle sejle, hvis han skulle. Han afventede ordrer.
Vi opgav at tage til Bukarest, og tog i stedet ind til byen Giurgiu, der ligger 4 km fra havnen for at proviantere. Det er en fattig by, men der er stor aktivitet med at forbedre vejnettet. Det er tiltrængt.
Kl. 14 var vi tilbage ved båden, og sammen med Blue Jim sejlede vi videre til vi fandt en ankerplads ved km 462, hvor vi kunne nyde den smukke solnedgang.
Jeg har i løbet af dagen ringet til fa. E.V.Schou & co. hvor jeg har købt motoren. Junior der mener, det er en fejl i startknappen. Jeg henviste til garantien og bad ham sende en montør, der kunne udskifte den defekte startknap. Han lovede at undersøge mulighederne sammen med Sole fabrikken i Spanien. Han ville ringe tilbage. Jeg venter stadig på den opringning.
Søndag d. 1. 10.
Som sædvanligt tidligt op. Det var noget diset i vejret, men det har der været lidt af hver morgen, og disen er forsvundet, så snart solen har fået magt. Vi syntes også det lettede lidt, så vi hev ankeret op og sejlede videre. Jochen ville lige vente en halv times tid, for at se hvordan vejret udartede sig. Vi sejlede ca. 1 km, så blev det meget tåget. Der lå en stor skubber for anker i sejlløbet. Ham lagde vi os ind bag for anker. En halv time senere startede skubberen og begyndte at sejle ned ad floden. Vi lettede anker og fulgte efter. Men han sejlede stærkt. På et tidspunkt forsvandt han for os i tågen. Heldigvis var det et sted, hvor vi kunne ane flodbredden i tågen. Og heldigvis var det i et sving hvor vandet er dybt helt ind til bredden. Så vi listede ind til siden og fik fat i en gren fra et træ, der rager ud over vandet. Der lå vi så 5 m fra bredden på 3 m vand og ventede på at tågen skulle lette. Ved 11 tiden var tågen knapt så tæt, men vi kunne stadig ikke se den anden side af floden. Så kom Blue Jim sejlende forbi (han har radar ombord), og vi skyndte os at lægge os i halen på ham. 10 km længere fremme lettede tågen, os nu blev det igen et flot solskinsvejr. Vi sejlede til Giurgiu, hvor vi gik op og hilste på paspolitiet og havnemesteren. Vi spurgte, hvor vi måtte ligge, og han henviste os til en ledig ponton. Det viste sig at det var en helt elendig ponton med rustne bolte og jernplader der stak ud mellem rådne og knækkede træstykker. Desuden var den så høj, at vi måtte lave en trappe af et par tovender, for overhovedet at komme op. Der kunne/ville vi ikke ligge i strømmen med bølger fra de forbipasserende både, så Jochen og jeg gik tilbage til havnemesteren og bad om at få anvist et andet sted. Efter en del snak ( havnemesteren talte kun rumænsk ) telefoneren mv. fik vi så lov til at lægge os udenpå en fragtbåd ved en af de andre pontoner. Der sejlede vi så hen og lagde os, men da jeg ville standse motoren, ville den ikke stoppe. Jeg prøvede flere gange forgæves. Jeg råbte hen til Jochen og et par rumænere fra lastbåden, og så kom rumænerne ombord for at hjælpe. Vi konstatere at sikringen i betjeningspanelet var gået. En ny sikring blev fremskaffet, men den sprang med det samme, jeg forsøgte at standse motoren. Nu satte de to rumænere sig ned og studerede motoren lidt, og den ene satte så en hånd ind til siden af motoren og trykkede på en knap, der sad der. Så stoppede motoren. Ny sikring i, og nu kunne motoren starte og køre, men når den skal stoppes, skal vi ned og trykke på stopknappen på siden af motoren. Rumænerne mente, det er stopspolen, der er gået.
Kaptajnen på fragtbåden viste sig at være meget flink. Han ville gerne sælge lidt af sin diesel til os og Blue Jim, så den næste time gik med at fylde på tanke og kanistre og det blev sent inden der var helt ro på båden.
For resten: ved du hvor stopknappen sidder på din dieselmotor?
Lørdag d. 30. 9.
Vejret er som i går og sejladsen er som i går. I dag er vi nået frem til km 569 hvor vi ligger for anker. Vi har nu i alt sejlet 2132 sømil siden Nyborg.
Fredag d. 29. 9.
Floden er meget stor nu, med mange øer og gamle flodarme. Der er imidlertid kun en sejlrute, så det er med at holde rede på kilometerpælene og bøjerne. Når de er der. Vi har været utroligt heldige med vejret de sidste dage. Sol og ingen vind gør sejladsen til en meget smuk oplevelse. Men ensformig. Der er ingen bjerge, kun lidt bakker og en enkelt gang imellem en 20 m skrænt ud mod floden. Der er kun få og små byer, som vi ikke kan lægge til ved. Vi møder kun få både. Der kan gå timer imellem. Så vi sejler bare videre. Tidligt op og af sted og så bliver vi ved til ca. en time før solnedgang. Så kaster vi ankeret. Strømmen i floden løber ned 3 – 5 km og vi sejler 9 – 10 km så vi kommer et godt stykke frem på en dag. I dag blev det til 125 km. Vi er ankret op ved km 695 og nyder den smukke solnedgang. Vi er stadig i følgeskab med Blue Jim, som ligger 50m fra os.
Torsdag d. 28. 9.
Tidligt op for at hente bådpapirerne ved havnepolitiet, så vi kunne komme videre. De skulle have 8 euro for at vi måtte være i rumænsk farvand. Og 1 euro for at udskrive de papirer, som de mener er nødvendige. Så nu har vi også de rumænske embedsmænd på lønningslisten. Hurtigt af sted, for vi skulle frem til den anden sluse ved jernporten, 65 km fremme. Vi skulle kun vente 45 min, så kom vi ind i slusen. Her skulle vi udfylde en seddel, der viste hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvor vi skal hen. Og så gennem slusen og videre ned ad floden. Den er meget bred nu, næsten 1 km, og stadig god strøm. Vi er nu kun 27 m over havets overflade, men mangler stadig 850 km til udløbet. Vi sejlede frem til km 820 hvor vi lagde os for anker ved en bugtning på floden. Vi har fra Orsova igen fået følgeskab af Blue Jim. Han ligger også for anker her ved siden af os. 15 minutter efter vi ankrede op kom en af det rumænske grænsepolitis små både sejlende op til os. Han ville bare høre, at alt er i orden. 2 timer senere kom endnu en af grænsepolitiets både op til os i bælgravende mørke. Vi havde ankerlys tændt, han havde ingen lys tændt. Han sejlede rundt om os, mens han lyste på os med en projektør. Da jeg så lyste på ham med min lille projektør, blev vi hurtigt enige om ” no problems”, og han sejlede videre. Jo, de passer skam på os.
Onsdag d. 27. 9.
Orsova er en kedelig by. Bygget indenfor de sidste 30 år efter at man har hævet vandstanden 34 m på grund af slusen. Flere sagde til os, at vi endelig måtte se deres smukke katolske katedral. Den er kedelig, men der har dog været en arkitekt på, tror jeg. Et stort firkantet gråt betonhus, hvor loftet var formet, så lyset ind i rummet dannede et kors.
I dag skulle vi så igennem den første sluse ved Jernporten. 30 m ned i 2 sammenhængende sluser.
Det tog hele dagen, så nu er vi i Drobeta Turnu Severin, hvor vi har haft det sædvanlige cirkus med papirnusserne. De var så begejstrede for det fine skibspapir, jeg har fået med fra FTLF, at de vil beholde det til i morgen. Jeg så en af betjentene gik rundt til kollegerne og viste det frem Vi er kommet ca. 20 km længere frem i dag.
Tirsdag d. 26. 9.
Vi afsejlede tidligt og skulle igen gennem nogle fantastisk flotte klippeformationer. Ved middagstid nåede vi Orsova, hvor vi skal blive til i morgen. Vi gik til havnemesterens kontor og så startede cirkuset igen. Vi havde fået forkerte papirer i Moldova Nova, påstod de. Igen gennem en lang række kontorer, og igen mange og hjælpsomme mennesker. Og så skulle vi betale for at være i rumænsk farvand. Vi blev afkrævet 9 euro, som vi havde i småpenge. Så blev prisen nedsat til 8 euro, for så slap de for nogle af småpengene. Det er helt forrykt. Vi spurgte, hvor vi kunne tanke diesel. Straks var der en, der tilbød at køre os til en tankstation med vore kanistre. Vederlagsfrit. Det er meget forvirrende. Vi skulle derefter sætte os ned i båden, så ville havnemesteren kalde os over radioen og sige, hvor vi måtte lægge til. Det gjorde han, og det gjorde vi. Senere på eftermiddagen kom havnemesteren ned til båden i et snavset fritidssæt. Jeg kunne næsten ikke genkende ham. Han ville bare sikre sig at alt er ok.
Nu bliver vi her til i morgen. Vi venter på Blue Jim. Han er lidt bagefter os. Vi har aftalt at mødes her, for at vi kan følges ad gennem de sluser, der ligger lige forude.
Mandag d. 25. 9.
Vi sejlede til en af pontonerne ved grænsekontrollen. Her ville de have 30 euro for at lade os ligge den halve time, vi regnede med at bruge til papirnusseriet. Næste ponton ville efter nogle forhandlinger nøjes med 10 euro. Jeg skulle gennem 3 forskellige kontorer før papirerne var godkendt og stemplet. Alle er dog utroligt hjælpsomme og venlige.
Vi sejlede så videre til Moldova Nova, hvor vi skulle tjekke ind i Rumænien. Igen en mængde papirer og personer i mange kontorer. Alle er utroligt hjælpsomme og venlige. Vi fik papirerne og fik at vide, at vi nu kunne rejse frit i Rumænien, men vi bør dog nok henvende os til havnemesteren i de byer, vi anløber. Vi sejlede så videre og kom gennem den første del af Jernporten. Det var meget spændende og meget smukt. Klippesiderne stod helt lodret og meget tæt ud til vandet.
Ved aftenstid søgte vi ind til en lille ponton ved bredden. Der kom en betjent ud og sagde, at vi ikke måtte ligge der. Vi prøvede at forhandle lidt med ham, og imens prøvede jeg at holde styr på båden i vind og strøm. Det virkede nok lidt klodset, for han spurgte nu, om vi havde vrøvl med motoren. Det mente vi bestemt vi havde, og så fik vi lov til at ligge ved pontonen natten over. Det var en politiponton, så 2 timer senere kom deres lille speedbåd hjem fra tjeneste. Den var der næsten ikke plads til. Senere igen kom der noget grænsepoliti, og så startede papirnusseriet igen. Pontonen blev benyttet af forskellige patruljerende politienheder natten igennem.
Søndag d. 24. 9.
Der var ingen problemer, da vi skulle hente vore pas og bådens papirer. Tværtimod fik vi at vide, at det var en fejl, at vi skulle aflevere passene. Det undskyldte man.
Og så gik det videre ned ad Donau. Det er nogle meget smukke landskaber vi sejler igennem.
Vi sejlede den til serbiske grænsekontrol ved Veliki Gradiste hvor vi lagde os for anker, da indsejlingen til den lille havn var spærret af fiskegarn
Lørdag d. 23. 9.
For at gøre historien med det kluntede marinefartøj færdig, skal jeg da lige nævne, at da det så i går skulle bakke ud igen, mens vi var sendt væk, foregik det lige så ubehjælpsomt som dagen før. Nu var revlen imidlertid gnavet bort, så der skete ikke de store katastrofer ved det. I løbet af dagen så vi fartøjet sejle frem og tilbage på floden med en stor flok fine personer ( de havde i hvert fald fint tøj på) bænket om et bord under et solsejl på øverste dæk. I morges forlod skibet stille Beograd uden problemer. I stedet for at bakke medstrøms sejlede det nu op mod strømmen og vendte så ovenfor den lille ø. Selvfølgelig.
Vi har brugt dagen til at få hentet diesel og få provianteret. Og så har vi hentet vores vasketøj. Dejligt at alt er nyvasket. I aften kigger vi for sidste gang på Beograd. Og i morgen sejler vi videre.